"Praler" du også af dine børn?

"Jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle at min datter ikke er særlig dygtig i skolen. Hun kan slet ikke måle sig med mine to andre børn"

Sådan skrev en kvinde til mig for ikke længe siden. Hun synes på sin vis det var pinligt at hendes datter ikke lignede de andre og ikke præsterede på samme måde. For moderen ville jo faktisk gerne kunne "prale" lidt af sin datter - men datteren var jo "anderledes".

Jeg kan se det på Facebook - alle de skønne studenter der springer ud i disse dage - det er vel nok skønt! Hvis det altså var det de vil! Og i forhold til at være forældre til en student - så er det alt andet lettere at "prale" end hvis den unge er dumpet ud og leder efter sin vej!

I vores samfund bliver det taget lidt for givet at du følger den slagne vej - Folkeskolen, uddannelse og derefter job - så du kan bidrage til fællesskabet!

Hvis du ikke passer ind i den formel - så er du lidt ude! Og hvem ønsker at være det?

Jeg kender det godt! Det er så dejlig nemt og føles så uendelig godt at vise at ens børn klarer sig godt - fordi så har jeg jo gjort det godt!

Så hvad er mon tanken hos moderen, der har en datter som ikke klarer sig godt i skolen? Er det beviset på at hun som mor bare ikke har gjort det godt nok? Er det mon det moderen er bange for?

Eller måske er hun bange for at hendes datter ikke klarer sig i det danske samfund, fordi det virkelig handler om at passe ind her - passe formlen! Og det gør hun jo ikke lige - hende datteren.

Og hvordan skal man så lige formulere det overfor vennerne, familien, "samfundet"?

Jeg er sikker på at hendes datter er helt normal. Hun er præcis som hun skal være! Og jeg er også sikker på at moderen har gjort sit bedste i datterens opvækst!

Men datteren skal finde sin egen vej, og måske har det ikke noget med grafer, ligninger, rapporter, analyser at gøre lige nu.

Er det sejt at gå sin egen vej som ung i dag! Det er saftsusemig sejt! Det er så modigt ikke bare at prøve at passe ind, men finde sin egen vej!

Og hvad skulle moderen mon sige til familie, venner, og "samfundet?

Det er i grunden slet ikke så vigtigt vel? Det vigtigste er hvad hun fortæller og viser sin datter! At datteren ikke behøver at være klog for at være god nok og elsket! At datteren er præcis som hun skal være!

Sjovt nok er det altid vigtigt hvordan vi skal forklare når der vælges en anden vej end "normalt". Men hvad hvis grunden slet ikke er vigtig! Men at moderen bare konstatere at SÅDAN ER DET BARE!

Og hvis hun har brug for at "prale" så er der da rigeligt at prale af. Hun har garanteret en smuk datter, der har hjertet på rette sted. Og det er da meget bedre end en studenterhue, eller en universitetsgrad!

Jeg tror på at ensomhed opstår hos mange af de unge når de ikke accepteres fuldt ud - præcis som de er! For det med at passe ind - er bare så super vigtigt - også som ung - eller især som ung hvor man er ved at finde sine egne ben.

Og børnene lærer af os voksne. Så hvis du som mor/far viser hvor vigtigt det er at passe ind, fremfor at vise at du skal følge din mavefornemmelse og dit hjerte - ja så er du i fuld gang med at så et frø der hedder "Hvis jeg ikke passer ind - så er jeg ude! Og det skaber ensomhed og ubalance på den lange bane - og det er jo ikke ligefrem det vi ønsker som forældre vel?

Og til sidste et lille opråb til dig mor eller far:

Tænk over hvad du "praler" med på facebook. Det fortæller intet at din datter/søn er blevet student, fået job hos Mærsk, eller har løbet 3 marathonløb. Men det tror de. De tror det er kærlighed, og den vil de meget gerne have mere af. Så de vil nu gøre endnu mere for at få din anerkendelse - fremfor bare at være dem og leve det liv de ønsker! Elsk dine børn for den de er - uanset doktorgrad, farve på huen eller timer i kassen i Netto. Det lønner sig.

PS: Læs også min meget læste blog: ‎Eksamenstid‬ - Glem tallet - husk mennesket bag! 

De bedste hilsner

Lotte Klink

Stress-ekspert

 

 

 

 

__________________________

De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert  + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Studenter eksamen er ikke bevis på at være en god forældre. Læs mere