Fanget af historien

Denne blog er slet ikke til dig - den er til mig, ligesom alt det andet jeg i øvrigt skriver! Den er skrevet fordi jeg skal få det ind i min tykpandede hjerne, men okay - måske kan den også hjælpe dig?

Igen og igen søger jeg nye metoder, nye redskaber, ny viden, for at komme derover hvor jeg gerne vil ovre.

Over på den side af hækken, hvor jeg ikke hver morgen føler et jeg vågner op i en russisk fangelejr.

Jeg vil vågne op og have det skønt. Jeg vil strække mig og glæde mig til en dejlig dag. Jeg vil kysse mine dejlige børn og hygge mig med dem, og jeg vil glæde mig over det liv jeg har!

SÅ VÅGN DOG OP LOTTE - for det er ikke sådan det er lige nu. 

Jeg var for et par uger siden ude at høre Nicolai Moltke-Leth der snakkede om at nå sine mål og "få det bedste år EVER". Øj det er da lige mig. Giv mig nogle nye værktøjer Nicolai ;-) Det gjorde han også, men det han også gav mig, var meget mere værdifuldt. Han gav mig noget indsigt i mig selv - en øjenåbner.

Jeg kan få alle de redskaber jeg vil, men det er ikke sikkert jeg overhovedet kan bruge dem. For hvis min histore og min tilstand er dårlig, så vil disse to forhindre mig i at bruge dem. 

Min historie er broget, pæn og grim på samme tid - men har givet nogle gevaldige ridser i min lak. 

Til eksempel har jeg aldrig lært at passe ordentligt på mig selv. Det stod ikke i mine forældres manuskript til "Det skal du lære dine børn" - og ja heller ikke i deres forældres. Så naturligvis kunne de ikke finde ud af det.

Så selvom jeg er knaldende god til mit job - at hjælpe andre ud af stress og til et liv med balance og trivsel, ja så knokler jeg selv med det HVER DAG.

Og jeg er jo set oppefra rigtig heldig:

  • Jeg er selvstændig - jeg laver det jeg elsker 
  • Jeg har to skønne børn
  • Jeg har en dejlig kæreste 
  • Jeg har en super skøn familie.
  • Jeg har en dejlig lejlighed osv.

Så hvis jeg skal bruge alle de redskaber og komme ud af min russiske fangelejr, så er det vigtigt at jeg HVER DAG øver mig i at være i overskud. Være god ved mig selv. Give mig selv tid. Mærke efter hvad der er rigtigt for mig. 

Det er bare ikke det der sker hver morgen når jeg vågner. Hver morgen når jeg vågner tænker jeg - hvordan overlever jeg mon i dag. Genialt bevis på at jeg igen er i underskud og skal starte dagen med at skabe overskud.

For når jeg har skabt overskuddet, og jeg er i balance, så betyder min historie ikke så meget. Så kan jeg ikke høre stemmerne "Du kan ikke noget" "Du fortjener ikke at have det godt""Du er et nul". Så kan jeg bruge værktøjerne - og så kan jeg i virkeligheden det hele.

Men ikke før jeg har overskuddet, og det skal jeg huske hver dag, hver time, hvert minut.

Tilgengæld - så når jeg har overskuddet - så kan jeg alt - men ikke før.

Hvad gør jeg for at skabe overskuddet? Noget af det vigtigste for mig er at have tid til mig selv, god tid imellem klienter og opgaver, god tid til mine børn osv.

Når jeg har overskud er jeg den dejligste mor af os alle - det skal du bare vide.
Men når jeg er i underskud, så er det mig der konkurrerer om titlen til verdens dårligste mor.

Når jeg er i overskud kan jeg sælge sand i Sahara. Når jeg er i underskud hakker jeg og stammer jeg, og jeg vil vædde på at dem jeg taler med tænker "sikke en stakkel".

Så det nye sort er overskud! For så bliver jeg ikke fanget i min egen historie, og dermed kan jeg få lige nøjagtigt det liv jeg ønsker mig.

Ihh hvor lyder det nemt Lotte, og Ih hvor lyder du dog klog når du skriver sådan!! Jeps. Det lyder nemt, og handling skaber forvandling, og et skridt ad gangen og alle de andre skønne redskaber.

Jeg vil have lukket den fangelejr, og have den lavet om til den skønneste have hvor jeg kan hoppe og springe og være glad i låget. Og jeg er på vej!

De bedste hilsner 

Lotte Klink
Stress-ekspert og snart tidligere "fange"

__________________________

De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert  + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress, balance og trivsel. Stressekspert Lotte Klink på Levlykkeligt.dk