Er du som Kamæleonen lidt for god til at tilpasse dig?

Kamæleonen er kendt for at kunne skifte farve, og ændre sig alt efter forholdene. Den kan tilpasse sig så den ikke bliver set, spist og jaget. Det er naturligt for Kamæleonen, men måske også for dig. Problemet er at du kan blive rigtig syg af det!

Jeg har i rigtig mange år været Kamæleon. Jeg har tilpasset mig veninder, kærester, familie, jobbet, samfundet mm. Jeg har skiftet farve alt efter, hvad de ønskede. For jeg anede ikke hvad jeg selv ønskede, og jeg ville være tryg, have deres selskab, deres omsorg og kærlighed og deres beskyttelse. Og så har jeg jo lært i min barndom, at så koster det. 

Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie, hvor jeg lærte at tilpasse mig som Kamæleonen. Jeg lærte at gøre som der blev sagt. Jeg lærte, hvad de ville have af mig, og hvornår jeg var god nok. Og jeg lærte at være usynlig. Det var nødvendigt til tider, for ellers kunne jeg være bange for at ryge ud. Ud af fællesskabet. Væk fra dem der passede på mig. 

Jeg tog den adfærd med mig videre i mit liv som voksen. I mine forhold. I mit arbejdsliv. Og i alt jeg deltog i. 

Det ramte mig som 40-årig. Jeg gik ned med stress. Jeg kunne ikke tåle det mere. Jeg kunne ikke tåle at tilpasse mig, og glemme mig selv og mine egne behov. Og stressen gjorde at jeg måtte gøre op med Kamæleonen. 

Rigtig mange af dem jeg hjælper i forhold til stress, er selv vokset op i en dysfunktionel familie, er blevet mobbet i skolen, har måske været ordblind og gået i specialklasse, oplevet skilsmisse, eller andet "anderledes". Og som børn er vi meget fleksible, og finder hurtigt en adfærd der passer ind. For vi er flokdyr, og ingen har lyst til at være udenfor flokken. 

Men for Kamæleonen er det bare livsnødvendigt at passe ind. For mig har det i min barndom været livsnødvendigt at passe ind. For hvis jeg ikke gjorde det, var der meget stor fare for at jeg røg ud. Bogstaveligt talt. Det var sket for en af mine søskende, fordi hun gjorde modstand og gjorde, hvad der var rigtigt for hende. Og hun røg ud. Det turde jeg simpelthen ikke risikerer. Og derfor blev jeg en vanvittig god Kamæleon.

Bagsiden af Kamæleonen er jo, at da jeg gik ned med stress og skulle til at finde mine egne meninger, min egen stil, og min egen vej, var jeg helt blank. Jeg anede ikke engang, hvad jeg bedst kunne lide af mad. Eller i forhold til tøj?

Og derfor er der gået mange år siden dengang, hvor jeg har arbejdet med at blive klogere på, hvad jeg kan lide, hvad jeg vil, og hvem jeg egentligt er.

Det er en spændende rejse, men ikke omkostningsfri. For når mennesker jeg holder af, finder ud af at jeg "bare har givet dem ret" istedet for at være ærlig, har det været overraskende for dem. For jeg har altid været så god til at "lyve og give ret". Altså give dem ret i at det valg de vælger, vil jeg også vælge. Fordi det føles rigtigt for mig. Og det er jo en løgn. For jeg har aldrig kunnet mærke hvad der føltes rigtigt for mig. Men altid valgt den sikre vej. Din vej. For det er jo dig der ved hvordan man gør. 

Genkender du det her? Genkender du min historie i din egen?

Rigtig mange af os lever som Kamæleoner i dag. Vores udfordring er at vi bliver syge af det. Vores krop og sind gider ikke den løgn og den overflade. Vores krop og sind ønsker at vi bliver klogere, og begynder at leve vores liv, som vi ønsker det allermest. 

Og det har konsekvenser at begynde at sadle om. Men det er bestemt det værd! For konsekvensen af, at du fortsætter som Kamæleon er, at du sikkert på et tidspunkt bliver syg af det.

Hvis du vil af med din Kamæleon, så start i det små. Start med at tænke over aftensmaden. Hvad kan du i sandhed allerbedst lide? Og lav det en gang imellem, istedet for alt det som alle de andre bedst kan lide. 

Et skridt ad gangen i den rigtige retning, og du vil erfare store ændringer i din livsglæde, krop og sjæl. 

Ønsker du mere viden? "Kamæleonen" på Facebook.

Rigtig god fornøjelse

Lotte Klink

Tidligere Kamæleon, Stress-ekspert og Executive Coach

__________________________

De bedste hilsner
Lotte Klink, Stress Ekspert  + 45 41 14 64 14
Se mere på www.lotteklink.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Dysfunktionel familie - er du lidt for god til at tilpasse dig? Læs mere