Smerten - meningsfuldhedens budbringer

 Smerte og lidelse er tilstande og begreber, der bekæmpes og udelukkende anses som noget, der skal undgås og hurtigst muligt bortskaffes. Og dernæst glemmes.

Og det er der jo rent faktisk ikke noget mærkeligt i. Et menneske, der lider og har smerter enten fysisk eller psykisk, ligger det fuldstændig naturligt at hjælpe og lindre. Når så lidelsen og smerten ”er væk” ses der tilbage på den med foragt og noget, som man egentligt helst bare vil glemme.

Det forstår jeg rigtig godt. Smerter og lidelser kan nærmest æde én op indefra. Både fysiske og psykiske. De gør ondt helt ind i sjælen. De skal minimeres og afhjælpes hurtigst muligt. Helt enig.

Men, hvad nu hvis vi begyndte at prøve at forstå, hvad denne smerte eller lidelse ville os. Hvorfor kom den til mig? Hvad ville den fortælle mig? Hvad ville den tilføre mig i mit liv som menneske?

 Som barn

Allerede som barn følte jeg smerten. Smerterne, der var tilknyttet en kronisk lidelse i mit ene øre. En smerte, der stadig dukker op lejlighedsvis. Og som netop i de seneste dage har lagt en dæmper på mit velvære. Men som også har gødet alle de tanker og følelser som dette indlæg handler om. Smerten føltes da jeg var barn så stærkt, at min mor kunne mærke den rent fysisk i sit øre. Det forstår jeg først nu, hvor jeg selv er blevet mor. Som mor er båndet til barnet så stærkt, at deres følelser kanaliseres direkte over i moderens krop og stadfæster sig. Hvis man som mor er åben over for det. Og til stede.

Også i mine drømme som barn stiftede jeg bekendtskab med lidelsen. Blev flere gange ugentligt i mine drømme stillet ansigt til ansigt med dét, jeg oplevede udspillede sig foran mig og som lå i luften mellem mine forældre. Dér gennemlevede jeg nat efter nat min mors frygt, undertrykkelse og flugtforsøg. Som gaver til min mor, fortalte jeg hende om morgenen i køkkenet om mine natlige rædselsfulde kampe. Men hun tog ikke imod dem. Gaverne som kunne have givet hende svaret på, hvad der var det rigtige for hende at gøre.

 

Som teenager

Jeg mindes mine sene teenageår gennem en tåge af selvforagt, smerte og druk. Jeg forstod den gang ingenting. Jeg overså den gave, som min krop og mit sind bar frem for mig på et sølvfad gang på gang. En gave, der fortalte mig, at det var på høje tid at ændre retning. På høje tid at finde ud af, hvem jeg selv var. At jeg skulle smide den tunge kappe af selvbebrejdelser, der lå på mine skuldre, fordi jeg ikke følte mig ”god nok” i sammenligningen med de mennesker, der omgav mig.

Så kom depressionen væltende ind over mig med den altædende og fortærende angst. En lidelse og smerte i sindet, der ikke findes ord til at beskrive. Min sjæl vred sig i mig. Forstå nu! Forstå nu!

 

Endelig forstod jeg

Men jeg forstod først flere år efter, da mine øjne mødte min søns blik. Dér så jeg, hvem jeg var.

Jeg var kærlighed. Og jeg havde selv ansvaret for at anerkende den og udleve den.

Jeg er kærlighed. Jeg er lige præcis, som jeg skal være. Ingen rolle er nødvendig. Roller slører og dræber.

Når jeg ser tilbage kunne jeg måske have forstået budskabet fra alle smerterne og lidelserne, hvis jeg var blevet støttet i at forstå, lære og udvikle mig som menneske. Jeg ved det ikke.

 

Nu forstår jeg og lytter til smertens sprog

Men nu forstår jeg, hvad smerterne og lidelserne ville mig:

Øresmerterne forbandt mig endnu dybere med min mor. Jeg mærkede hendes smerter lige som hun mærkede mine. I mine drømme oplevede jeg dem og om morgenen gav jeg hende svaret. Hun tog dog ikke i mod det. Ikke af manglende vilje tror jeg, men af manglende evne til at forstå det.

I min mors spejlbillede foragtede jeg mig selv. Så mig selv som værende dum og svag. Og som teenager forsøgte at flygte fra det ved at drukne mindreværdsfølelsen i alkohol. Alkoholen slørede yderligere min forståelse, og jeg blev suget helt ned i afgrunden af et bundløst søle, som jeg ikke kunne komme opad. Ingen rakte mig et tov, som jeg kunne blive trukket op i. Eller, hvis der var et tov, så jeg det ikke. Det var meningen, at jeg selv skulle finde op igen.

Jeg spillede min rolle så godt, at jeg ikke en gang selv vidste, hvordan, jeg så ud inde under masken. Masken voksede fast i mit ansigt, åd sig ind i mig og bragte mig den ultimative lidelse i form af angst og depression.

 

Taknemmelighed

Havde jeg ikke mærket alt den lidelse og smerte er jeg overbevist om, at jeg slet ikke ville kunne fyldes med så stor taknemmelighed over mit liv nu. Jeg ville formentligt bare tage det hele for givet.

Meningsfuldheden ved nu at kunne støtte andre på deres vej gennem tvivl og fortvivlelse frem mod forståelse og livets kærlighedsgave, er så intens for mig, at jeg fyldes med en overvældende følelse af at forstå det budskab som mine egne lidelser og smerter kom med til mig.

At forstå livets gave. At være taknemmelig og føle lykken ved selv de mindste ting. At være lykkelig over at være mig. Ikke fordi jeg præsterer noget særligt. Ikke pga. noget jeg gør. Men fordi jeg er, som jeg er.

Nu accepterer jeg mine smerter og lidelser. Jeg svælger ikke i dem, men jeg lytter til deres budskab, som de kommer med til mig.

De fortæller mig, at fællesskab, respekt og kærlighed er den eneste vej frem. En evig higen efter opnåelse af de tillærte værdier, som vi lulles ind i vores kultur som værende lykkebringende, fordi de tillærte succeskriterier i virkeligheden er totalt underordnede.

Lykken er nemlig at kunne sætte pris på at være den, jeg er og at kunne mærke glæden i nærværet, naturen og de allermindste små hændelser og situationer.    

Emilie Krogh

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Smerte og lidelse kommer altid med et budskab. Emilie Krogh på Levlykkeligt.dk