Kan Bambi egentligt tage jagttegn?

Jeg leder i blinde.  Jeg ved nemlig ikke, hvad jeg leder efter. Jeg ved, at jeg vil være glad, men jeg ved ikke, hvad der skal til for, at jeg bliver det. Famler derfor i blinde. I årevis.

Som i blindebuk forsøger jeg at lytte og føle mig frem for at kunne følge med de andre. Det er svært at høre noget, da bindet sidder og dækker for mine ører. Alt koncentrationen er på at forsøge at følge med de andre. Jeg snubler og hører noget, der vist er deres latter. De griner af mit fumleri, hvilket gør, at jeg presser mig selv yderligere for at finde vej i mørket, guidet af stemmer jeg ikke kender….

Bliver kortvarigt glad, når jeg endelig får fat i noget, indtil jeg opdager, at det slet ikke, var det, jeg søgte. Så overtager frustrationen, irritationen og tomheden igen.

På den måde kan du sagtens leve hele dit liv fuldstændig uvidende om, at du rent faktisk kan lave dine helt egne regler og vælge at tage bindet af og derved få evne til at se og høre i fuldstændig klarhed. Det eneste, der skal til for, at du kan gøre det, er, at du tør. Tør at se indad og mærke, hvem du er. Og være den, du er.

”Du skal bare være dig selv”, sagde min mor ofte til mig, da jeg både som ung og voksen, stod overfor at skulle møde nye mennesker, og jeg i den forbindelse kunne blive usikker på, om de mon kunne lide mig, om jeg var ”god nok”, om jeg ville passe ind, om de mon ville vælge mig fx ifm. jobsamtaler. Ja, i det hele taget, hvis jeg tvivlede på mig selv og mit værd. Og det, havde hun jo helt ret i! Det kunne jeg på en eller anden måde godt forstå. Udfordringen var bare, at jeg ikke anede, hvordan jeg ”bare var mig selv”.

Hvad jeg slet ikke kunne se den gang var, at jeg stille og roligt bevægede mig længere og længere væk fra ”bare at være mig”. Jeg ville så gerne ”være rigtig”. Problemet var bare, at jeg gang på gang gik på kompromis med ”mit sande jeg” i min higen efter at passe ind.

På den måde gjorde jeg fuldstændig ubevidst det modsatte af “at være mig”. Jeg levede mig nemlig mere og mere ind i en rolle, som ikke afspejlede, hvem jeg er. Meninger, som jeg hørte fra mennesker, som jeg anså som bedrevidende, påtog jeg mig. Interesser, som jeg mente måtte være de rigtige at have forsøgte jeg at interessere mig for. Det samme gjaldt for musik, tøj, boligstil, politiske holdninger etc.

Jeg husker slet ikke, at jeg havde evnen til at kunne mærke, hvad der i virkeligheden var min mening og smag. Jeg levede altså ud fra et værdisæt, der slet ikke var mig.

Det forekommer mig nu fuldstændig vanvittigt, når jeg tænker på, hvordan jeg den gang klædte jeg mig som dem, meldte mig ind i det samme ungdomsparti som dem, indrettede mit hjem og holdt det fuldstændig pletfrit som dem, søgte ind på de samme studier og trainee-stillinger som dem, så op til og forherligede kongehuset, slotsejerne, de rige som dem etc. Og måske mest grotesk af alt: Jeg påbegyndte et jagttegnskursus, så jeg ligesom de kunne gå på jagt! Det forekommer mig rystende, at man som menneske kan arbejde sig så langt væk fra at være den, man i virkeligheden er. At jeg skulle gå på jagt, ville være det samme som, hvis Bambi skulle svinge riflen over skulderen og drage afsted ud i naturen for at udslette….. sig selv!

Heldigvis sprang jeg fra kurset efter ganske få gange med undskyldningen, at det var for kedeligt.

Mit ”rollespil” førte mig helt der ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg blev opslugt af havet og var ved at drukne. Jeg levede nemlig på en stor fed løgn.

Bambi kan ikke overleve, hvis det jager sig selv.

Du er nødt til at stoppe op og kigge på dig selv og spørge dig selv:

”Hvem er jeg?”

”Hvad er det i virkeligheden, der får min sjæl til at danse i glæde?”

”Hvad er det egentligt, jeg søger?”

 Tilbage til vores sande natur

Jeg oplever generelt, at vi i vores vestlige kultur i stigende grad bevæger os væk fra vores sande natur.

Vi lader os styre i en sådan grad af det, jeg kalder den tillærte Livsmanual, at vi i vores hverdag glemmer, at vi i virkeligheden er en del af naturen.

Livsmanualen, som vi alle sammen påvirkes af i større eller mindre grad, indeholder alle forskrifterne for, hvad der er ”rigtigt”, og hvad der er ”forkert” og hvilke succeskriterier, man skal opnå for at være ”lykkedes”. Vi bedømmer os selv og hinanden ud fra denne Livsmanual fuldstændig uden at tænke over, hvor alle ”reglerne” og målestokkene mon kommer fra, og hvem der har lavet dem.

Vi halser afsted gennem livet for at kunne sætte flueben ud for alle vores målsætninger, som vi tror, at vi selv har sat op for os selv; ganske individuelt.

Alt i vores liv er under ”vurderingsluppen”, der konstant tages i brug for at sikre os, at alt er perfekt. Både karrieren, bilen, boligen, børnene, tøjet, haven, motion –ja, selv de, der forsøger sig ud i meditationens verden, har den meditative proces under vurdering. Dyre kurser tages for at lære netop denne kunst. Som jo netop ”ER” bare at være uden at vurdere. Den sværeste kunst for mennesket. For vi har lært, at alt skal vurderes. Hele tiden. Frem med målestokken. Hvem er bedst, hurtigst, rigest, smukkest, klogest, sjovest etc.? 

Hvem er mon bedst til at meditere? Uha, hvordan vurderes det? Har vi overhovedet brug for at vurdere det? Ja, for vi skal jo lære det. Det er jo oppe i tiden og blevet en af de ting, som vi skal kunne sætte flueben ved på vores ”livs-to-do”-liste. Og der skal helst stå, at vi har gået hos en af guruerne inden for det. Det må kunne presses ind i planlægningen, selvom det nok bliver presset at skulle nå det mellem marathontræningen og plænekant-klipningen.

Menneske, stop op!

Se lige dit liv helt oppe fra fugleperspektiv: Hvad ser du? Blev det som du drømte om? Ja, det gjorde det måske: Men blev følelsen også som du drømte om?

Mærker du en snert af glæde hver dag? Bare et flygtigt sekund? Eller mærker du stress, meningsløshed, travlhed? Mærker du overhovedet noget?

Eller sidder du måske også lige i dette sekund og har dine tanker på, hvad der skal ske om en halv time, i aften, i morgen? Er du ved at planlægge det næste, der skal ske? Når du så når frem til dét; er du så til stede dér? Eller allerede fremme ved næste plan i tankerne?

Det er nu og her livet foregår. Mærker du det? Kan du mærke, hvem du er sådan helt inderst inde? Eller er det kun noget, ”du har tid til”, når der står ”Mindfulness” i kalenderen ml. 17-19, hver torsdag i uge 4-10?

Er du bange for bare selv at stoppe op midt i al travlheden, som du har skabt, og som du hele tiden brokker dig over at være slave af?

Måske skulle du prøve det. Lige nu! Det kan anbefales.

Jeg gør det sammen med dig! Stopper med at skrive og skriver så videre lige om lidt. Bare 5 min. Det er ikke farligt. Jeg tager din hånd…………………………………………………………………………………………………………………………

Hvad skete der? Jeg sad og kiggede på min stue. Rodet efter morgenmaden står stadig på bordet selvom klokken er 13.30. I den anden ende af bordet ligger et kæmpe rod af diverse tegne-klippe-klistre-sager. Jeg ser det. Mine børn har hygget sig her. Jeg ser hen på min mands skrivebord. Der ligner der er sprunget en bombe. Min dejlige mand har siddet her og arbejdet den halve nat. Jeg ser det. I sofaerne ligger puder og vattæpper hulter-til-bulter. Familien har hygget sig. Jeg ser det. På vores terrasse ude i haven er græsplænen vokset helt hen over fliserne langt ind under havemøblerne. Jeg ser det. Det var en dejlig sommer. Der er sprækker i muren efter regn og storm. Jeg ser det. Køkkenet flyder med gårsdagens aftensmadstallerkener. Jeg ser det. Jeg mærker gulvet under mine fødder, der er varme i mine hjemmesko. Jeg mærker at mine bukser sidder tæt opad mine ben og lidt stramt. Jeg mærker mit hjerte pumpe og hvordan jeg trækker vejret ind og ud rytmisk og roligt. Mit hår varmer min nakke og mine skuldre. Jeg tager en tår vand. Det er vådt og friskt i min mund og glasset er glat og koldt i min hånd.

Alt er som det skal være.

 

Tilbageblik på opvågning

”Stop bilen og sæt mig af!”

”Nu!”

Min mand kigger desorienteret på mig…

Vi er i bilen på vej til Fyn, hvor vi skal til en stor fest på et af de smukke gamle slotte. Nogle af min mands venner skal giftes, og brylluppet afholdes selvfølgelig på forældrenes gods. I egen slotskirke. Det bliver helt eventyrligt. Der spares ikke på noget i de kredse. Og alle de helt rigtige mennesker er inviteret. Toppen af erhvervslivet, de kongelige, skuespillere og naturligvis det københavnske jetset.

”Hvad vil du have, jeg skal sige til dem, når du ikke er med?” Min mand er tydeligvis både overrasket og irriteret. ”Mener du det?”. ”Folk ville give deres højre arm for at komme med til den fest!”

Han er velkommen til at tage en anden med.  

Jeg er klar til at få en ny rolle i det her skuespil. Jeg er blevet fremmed over for mig selv. Jeg hører mig selv sige replikker i hverdagen. Replikker, der passer ind. Replikker, som man forventer kommer ud af min mund. Linjer som jeg kender til bevidstløshed, fordi de er trænet i årevis.

Jeg er nikkedukken i mit eget liv. Mit hoved har fjernet sig fra min krop, så jeg ikke mere mærker, hvem jeg er. Jeg er slet ikke. Jeg gør bare. Det, der forventes. Det, jeg skal. Det, jeg bør. Og smiler pænt.

STOP bilen! Stop det hele! NU!

Jeg vil væk her fra. Jeg er ved at sprænges i titusinde stykker. Mit hoved eksploderer foran mig i spejlet. Og jeg smiler pænt og nikker….

”Jeg kan ikke udstå de mennesker…..!” hvæser jeg.

………………………………………….

Nu ved jeg, at det var mig selv jeg ikke kunne udstå. Eller rettere den visne, falske udgave af mig selv. Det vidste jeg ikke den dag i bilen. Det eneste jeg vidst var, at jeg ville noget helt andet, end det vi skulle. Jeg ville intet. Og slet ikke det.

I mødet med de mennesker fik jeg kvalme over mig selv. Og mit smil. Og mine replikker. Og hele skuespillet.

De var alle sammen mere værd end alle andre. Og især mere værd end mig. Og de vidste det. Hele set-uppet var en kulisse i den film, som var mit liv. Sumpede mig igennem. Uden mig selv og bifaldende den status og materielle overflod som mit blik mødte overalt. Havde så mange gange følt mig forkert og underlegen her. Frygtede at glemme replikkerne. For der fandtes ikke andet i mig. Kun den falske replik, der dækkede over, hvem jeg var. Som jeg ikke kendte endnu og derfor var ved at falde fra hinanden.

Er det her livet? Så tror jeg bare, jeg står af nu. For jeg kan intet mærke andet end mindreværd. Er ikke en del af noget. Hører ikke til med dem og hører ikke til med nogen. For hvordan kan man være del af noget, når man ikke ved, hvad man deler.

Jeg stod ikke af. Bilen stoppede ikke. For, ja, hvad skulle han sige, var grunden til mit fravær?

Jeg deltog igen. Igen på sidelinjen. Både som tilskuer til den enorme maskerade og som indeholder af Nikkedukke-rollen. Alene i mængden. Igen.

………………

Episoden her, var en af de første små dråber i en udviklingsproces, der senere skulle tage fart og vælte ind over mig som et vandfald med en styrke og kraft, som jeg aldrig før havde mødt. Jeg fornemmede, at livet måtte være noget andet. Jeg anede ikke hvad, men mærkede noget dybt indeni. Meningsløsheden kunne ikke være det, livet bestod af.

 

Er du klar til opvågning?

Kan du mærke, hvem du er? Handler du ud fra det, du mærker? Eller lader du Livsmanualen råde?

Vil du gerne finde hjem til, den du var en gang, da du som barn oplevede dig selv og verden uden filter. Husker du det fugtige græs mellem tæerne, når du legede i haven? Husker du evnen til bare at være i det, du lige legede? Du har nok også grimme minder, hvor du følte dig forkert og ikke forstået…ja, måske endda truet. Den trussel var med til at fratage dig evnen til ”bare at være dig”. Skal den trussel stadig have magt over dig? Eller er det på tide at du sætter dig selv fri?

Livet er smukt; og det er du også. Måske handler det kun om, at du skal ændre noget inde i dit hoved for, at du kan mærke det…..

 

Kærlig hilsen

Emilie

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Succeskriterier og selvværd. Hvordan bliver jeg glad? Coach Emilie Krogh på Levlykkeligt.dk