Er vi adskilte individer eller ser det bare sådan ud?

Anonym

For det meste oplever vi vores liv som værende adskilt fra andres liv, forstået på den måde, at selvom vi oplever, at vi indgår i et samspil med andre, familie, venner, arbejde m.m. så er vi alligevel adskilt fra dem  – vi lever i hver sin krop, har hver sine tanker og følelser. 

Det er nærmest en slags selvfølgelighed, at der er en verden uden for mig og så er der mig. Der er alt det andet og så er der noget der er mig. Et mig som ikke er det samme som alt det andet.  På samme måde opfatter vi også at alt andet, nok også er adskilt og lever i hver sin virkelighed. Jeg gør det, og alt andet gør det også. Hvert menneske lever i hver sin adskilte virkelighed, hvert dyr, hver plante, hver eneste levende organisme lever i hver sin egen, adskilte verden. Selvom vi alle godt kan se, at vi påvirker hinanden, se at vi betræder den samme planet, så er opfattelsen normalt en sandhed om, at vi er adskilte.  Individuelle skabninger som bevæger sig rundt mellem hinanden, påvirkende hinanden i større eller mindre grad – men dog alligevel uafhængige individer.

Meget af den udvikling, den ledelse, den management, den personlige udvikling, den forskning osv. der har foregået i hundreder af år har i store træk handlet om at lære at forstå ”den anden” og lære at forstå sig selv. Lære at gebærde sig i forhold til den/de andre. Lære at tilpasse sig eller få magt over. Lære at bruge strategier i forhold til ”de andre”. Så jeg og/eller vi dermed nemmest får det, som jeg/vi vil have. At denne virksomhed, dette firma får det som den/vi vil have det.   

Det ser samtidig ud som om at rigtig mange, (hvis ikke alle) konflikter og uoverenstemmelser på jorden,  i virkeligheden handler om denne adskilthed. Forstået på den måde, at vi kan komme så langt ”væk” fra de andre/den anden, at vi slet ikke forstår ”dem” - og en ubalance i at leve fredeligt og bæredygtigt sammen er født. Adskillelsen kan blive så stor, at man sågar kan forsvare at gå i krig – det være sig store krige eller den lille krig i hjemmet.  Vi mister det, man kan kalde en vind/vind situation altså jeg vinder, du vinder og vi vinder. Alle vinder. Det gælder både ubalancen i det tætte personlige rum og det gælder enorme komplekse ubalancer i at forstå klodens reaktioner, (feedback systemer).  Vi kan være så adskilte, i vores oplevelse, at vi simpelthen ikke forstår, ikke kan se, hvad der sker hos den anden – hos de andre – på planeten – hos dyrene og planterne. Det kommer ikke mig ved!

Rent følelsesmæssigt kan denne adskilthed opleves så kraftigt og virkeligt, at man ikke kan opleve følelser som f.eks glæde, kærlighed og tryghed og når adskiltheden er stærkest opleves nærmere følelser som vrede, frygt og angst. 

Det er enhver bekendt at hvis man længe nok og ofte nok, oplever disse følelser, så er man i stand til, endda næsten berettiget til, at handle derefter. F.eks at være destruktiv imod livet, destruktiv imod sig selv og destruktiv imod andre. Man foretager handlinger der sådan set fuldstændigt passer ind i en verdensopfattelse, og i et system der overvejende styres af en adskilt opfattelse af livet. 

Vi lever i stor udstrækning i en enorm indforståethed om, at hvad vi ér, er en del af en adskilt og fragmenteret verden. I allerbedste fald har vi måske gode sociale værdier, gode leveregler og gode politiske systemer – altså et demokrati  i sin bedste udgave, der så gør at vi og vores forskellige JEG'er på trods af adskiltheden, eller nærmere derfor, kan leve i nogenlunde rimelig og fredelig sameksistens ud fra disse ”spilleregler og sociale grundlove” - og hvor, når det fungerer  bedst, vi ser politikere og styresystemer, der er lavet for at få denne adskilthed til bedst muligt at fungere sammen med andre adskiltheder.

Men er vi i virkeligheden adskilte ?  

Selvom det ser både sådan ud – og måske også opleves sådan. 

Forskningen rundt om på kloden er nu i hastig grad, særligt de seneste år, begyndt at påvise at vi faktisk IKKE er adskilte! Bevise og forske i, at alt hører sammen – at hele vores organisme, mennesket er dybt forbundet med alt andet levende på hele planeten i ét stort komplekst og afhængigt system. 

Fra alle verdenshjørner peger den nyeste forskning mod det - og bare for at nævne ét sted hvor det tager fart, så er det især indenfor hjerneforskningen, og teorien om spejlneuroner. At min hjerne så at sige ikke ”bare” er min hjerne – men faktisk er forbundet, og påvirket af alle andre hjerner. De nye teorier peger altså i retning af, at alt levende på denne planet, måske er forbundet, og indbyrdes afhængigt. 

Hvis dette er sandt, ja så er der måske mulighed for, at der kan ske et skred, et fuldstændigt paradigme skift i måden vi kommer til at leve på denne planet på. En måde hvor vi alle, dyr, planter som mennesker – kan fortsætte med at være her fredeligt og bæredygtigt sammen.

Det er nemlig ikke sikkert at vi fortsat kan, hvis ikke der meget snart sker dette skred i vores opfattelse af hvad vi gør ved planeten, og hvad konsekvenserne i virkeligheden er. Vi er måske for første gang i jordens historie, ved at udslette os selv.

Egentligt er det derfor, at jeg har noget på hjerte med denne artikel.

Jeg vil dog ikke trætte dig, med uendelige dystre faktaer om jordens tilstand, som du sikkert også har en rimelig fornemmelse af i forvejen, ellers kan du læse om det andets sted. Men jeg vil alligevel lige ridse et par stykker op: 

På kanten af et sammenbrud.

For første gang i klodens historie har vi nu overskredet jordens kapacitet, dvs. vi forbruger og henter mere ud af jorden end den har kapacitet til at dække, kapacitet til at genetablere i økosystemerne. Forskningen mener at vi med det nuværende forbrug har brug for en halv til en hel planet mere bare for at dække vores nuværende behov. Vi så at sige ”skubber” konsekvensen foran os i øjeblikket.

Lidt på samme måde som en økonomisk gæld, et lån. En gæld hvor man bliver ved med ikke at afdrage på lånet, prøver at skubbe afbetalingen, håber på hjælp forude og afventende ser på - (sleepwalkers) - håber på, at der sker et mirakel og at man så bliver fri for at afdrage. Forskellen her er bare, at der ikke er nogen til at hjælpe, der er ikke noget at vente på, fordi der ikke er andre planeter, ikke flere skove, ikke mere hav at tage af. Der er ikke ekstra resourcer mere....Og, siger forskerne, vi kan ikke skubbe ret meget mere foran os, prisen skal snart betales.

Samtidig skal nævnes, at ser man på fordelingen af jordens resourcer, ja så vokser uligheden bare konstant og i en så ekstrem grad. De nyeste tal viser at de 85 rigeste mennesker på jorden lige nu, ejer tilsammen det samme som de 3,5 milliarder fattigste !!! Altså at de 85 mennesker ejer det samme som halvdelen af jordens befolkning. Samtidig med dette er mange økosystemer flere steder på kloden tæt ved at bryde sammen – alt dette set i lyset af at vi de sidste 30 år har haft en eksplosion i befolkningstilvækst, som fortsat accelerer, endda meget hurtigt – ja så er der desværre meget dystre udsigter foran os. Det ser desværre ud til at være realiteten.

Altså en dyster realitet hvis vi da alle sammen, mennesker, som dyr og planter skal fortsætte med at være her? Det kan man så argumentere for er ligegyldigt? Tal peger på en nødvendig reducering af klodens befolkning på omkring 50%, bare for at komme i balance.

Dette ligger forude, hvis ikke der sker noget drastisk.

På trods af, at de fleste et eller andet sted godt ved dette, eller ihvertfald har en vag fornemmelse af, at noget er ude af balance, ser det ud til at de, der har magten, dvs. virksomheder, stater og lande -  men faktisk også dig og mig, IKKE rigtig gør noget ved det. De gør i hvert tilfælde ikke noget, der batter. Der sker lidt, men slet ikke i nærheden af noget, der får stoppet denne fuldstændige vanvittige ødelæggelse af kloden. 

Vi er ikke på ret kurs, langt fra, hvis kloden skal have en chance.

Adskiltheden er årsagen.

Jeg vil påstå, at fordi vi oplever os som adskilte individer, og kun derfor, er vores adfærd så ødelæggende. Det er en adfærd som: ”Jeg skal da ha' skal jeg - koste hvad det koste vil!" - "Jeg skal have mere end de andre skal jeg!" - "Jeg kan da gøre, hvad der passer mig, smide ud, og tjene profit, vækste, vækste vækste -  mere og mere uden hensyn til andet”.

Påstanden er, at det er selve oplevelsen af adskilthed, der gør ødelæggelsen mulighed.

Forskningen viser nemlig også, at i de øjeblikke, vi føler os elskede, forbundne – sammensmeltede, tilhørende et kærligt meningsfyldt fællesskab, er vores handlinger altid mere bæredygtige og mere kærlige. Vi har brug for mindre. Vi ser og oplever andre meget mere, som de er, vi forstår dem, mærker deres lidelse. Vi stopper op og giver en hjælpende hånd – sådan helt automatisk og uden at tænke over det.

Hvis nu vi ikke er adskilte? Sådan som forskerne jo begynder at sige rundt omkring. Ja så er der måske en mulighed for at skabe et skift hen imod en enhedsforståelse,  en forståelse af, at vi er afhængige af hinanden – at alle menneskers velbefindende er mit velbefindende.

Dette er meget vigtigt og jeg tror, at det er den eneste mulighed vi har, hvis vi vil blive ved med (alle sammen) at bo på denne fantastiske smukke planet.

Oplevelse kontra viden!

Men der er en udfordring her som handler om viden kontra det at opleve – og det er en jeg især vil argumentere for og endda påstå måske er vores største udfordring overfor denne mulighed. Jeg mener at der ikke er tid til en normal langsom udvikling – vi har simpelthen ikke tid nok mere. Derfor kræver det nu et gennembrud, noget der får vores adfærd til at ændre sig globalt og hurtigt. 

Udfordringen er, at en ting er at bevise vi ikke er adskilte, dvs. forstå ved hjælp af fakta og videnskab – (hvilket er fantastisk).

Noget helt andet er at opleve det – faktisk med sig selv have en oplevelse af at være forbundet, og ikke være adskilt – opleve at JEG hører sammen med alt andet, alt levende på planeten.

Hvorfor det og hvordan kan man opleve det. ?

Det ser ud til at viden ikke er nok – det at jeg ved noget, er ikke nok til at jeg ændrer min adfærd.

For reelt at ændre adfærd hen imod en mere kærlig verden, hen imod en verden af at biddrage til alles bedste, tror jeg vi hver især bliver nødt til at ”OPLEVE” denne enhed, denne følelse af, ikke at være adskilthed, opleve den inde i os selv. Om vi forstår det eller ej.

For, når mennesker oplever, enhed, kærlighed, glæde og forbundethed – så bliver deres adfærd, som sagt kærlig og bidragende til et fælles hele. Med andre ord; der er stor og radikal forskel på at tale om kærlighed og være klog på kærlighed og så at OPLEVE KÆRLIGHED direkte og uden omsvøb. Det er 2 meget forskellige ting.

Oplevelsen af ”ikke adskilthed”  af enhed, er noget, der opstår af sig selv, når man er 100 % nærværende. Når man er her i dette NU. Det opstår ofte i stilheden. Den stilhed, der er kendetegnet ved at lade ens egen tankeverden være. Når man lader sig falde ind i det felt, der er uden tanker. 

Dette er meget svært at snakke om og beskrive med ord, da det jo netop er en oplevelse. Men den tætteste beskrivelse, jeg kender, er at lade alt være som det er. Og så blive stille. Helt stille og opmærksom.

Dér i den stilhed vil der pludselig opstå et felt af at være forbundet med alt andet – en direkte oplevelse af, at det hele er mig. At alt hvad der er, er en del af mig. Umuligt at forstå men meget klart og ægte at opleve, når det sker.

Den kærlighed der er dér - den er så stor og dyb at det ikke kan beskrives. 

Så mærk dig selv – mærk den du ér, bag alle tankerne

Mærk at du er forbundet til alt andet.  Direkte og meget virkeligt.

Om ikke for andet så for at hjælpe denne verden -

for at give planeten videre i god behold til dem, der kommer.

Kærlige hilsner
Ivan