Spirituel biolog Lise Evald Hansen

Solen - ven eller fjende?

Det slår aldrig fejl. Hvert år ved denne tid raser solcreme-krigen. Er det bedst for os at tage solcreme på for at undgå at få hudkræft af solen – eller er det i virkeligheden solcremen selv, der giver os kræften?

Min spirituelt biologiske mening ligger et sted midt imellem: Undgå solcreme men vær ikke længere ude i solen end du kan være det uden at blive rød. Jeg tror nemlig på, at solens stråler er gode for os – naturlige, ufiltrerede og i passende mængder (en anbefaling, der i øvrigt støttes af lægerne bag et stort, svensk solstudie).

Det er udgangspunktet for følgende tekst, som er et forarbejde til min kommende bog om mig og mine ”kræftgener”:

Det var en usædvanlig klar og solrig efterårsdag. Min daværende kæreste og jeg var cyklet fra vores andelslejlighed i Københavns nordvest-kvarter til Bispebjerg Hospital, hvor en overlæge sad klar med svaret på min røntgenundersøgelse af tyktarmen. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg forventede. I dag husker jeg det som, at vi ikke havde talt om noget som helst op til den samtale. Og mindst af alt om risikoen for kræft.

Da vi sammen havde fået lægens nedslående besked, tog min kæreste på arbejde. Selv cyklede jeg ned til Utterslev Mose, hvor jeg satte mig på en bænk og lod virkeligheden synke ind. Jeg havde kræft. Jeg skulle opereres. Og det skulle gå stærkt.

Heldigvis skinnede solen. Den havde altid været min ven, min allierede. Hvis det var solskin, når jeg skulle til eksamen, kunne det ikke gå helt galt. Når solen stod højt på himlen, følte jeg mig automatisk mere tryg, mere glad. Også selv om jeg som nu sad med tårerne løbende ned ad kinderne.

”Solen er min bedste ven”, sang Birthe Kjær i et af de Dansktopnumre, som hver lørdag lød i mit barndomshjem, og jeg gætter på, at Birthe og jeg langt fra er de eneste, der har det sådan. Og det er der faktisk en naturlig grund til.  Ja, åndsvidenskabsmanden Martinus forklarer ligefrem, at solens lys og varme er en betingelse for vores eksistens og dens energi en af vores grundlæggende kraftkilder.

Solen er nødvendig for os

Rent biologisk giver solens livgivende kraft sig blandt andet udtryk i, at dens energi er en absolut nødvendighed for, at planterne kan producere det organiske stof, som resten af jordens væsener lever af.  Og det er nok heller ikke nogen overraskelse for dig, at vi har brug for sollys for at danne livsvigtigt D-vitamin, som blandt andet hjælper kroppen med at optage kalk og holde vores knogler og muskler ved lige. D-vitamin er også en vigtig spiller, når vi taler depression. Og selv om der om sommeren i Danmark ikke skal mere end nogle minutters solbadning til for at danne nok D-vitamin, er det noget sværere i efterår og vinter. Måske derfor får mange danskere for lidt D-vitamin. For et par år siden så forskerne sig derfor nødsaget til at hæve den anbefalede dagsdosis.

Mere og mere peger på, at D-vitamin (og dermed solen) har positiv indflydelse på en række livsstilsygdomme I 1993 slog et studie ovenikøbet fast, at solen – stik imod hvad vi ellers tror – forlænger livet hos mennesker med kræft og hæmmer kræftcellernes vækst ved både brystkræft og kræft i tyktarmen. Og et nyere studie har vist, at kvinder, der er i solen mindst ½ time hver dag, lever længere.

Alt det vidste jeg ikke noget om, som jeg sad der omgivet af grågæs under den blå efterårshimmel.  Jeg mærkede bare solens og den smukke moses livgivende kraft. Og da jeg vendte den lettere solskoldede næse hjemad, var jeg lidt mere afklaret med det hele. 

Kilder:
1. dagensmedicin.se/artiklar/2016/03/21/soldyrkare-verkar-ha-langre-livslangd/
2. Martinus Livets bog, bind 3, stk. 32.5 og 32.6
3. cancer.dk/forebyg/skru-ned-for-solen/solbeskyttelse/d-vitamin-og-sol
4. Nordic Nutrition Recommendations 2012: Integrating nutrition and physical activity. Nordic Council of Ministers, Nordic Council of Ministers Secretariat 2014.
5. videnskab.dk/krop-sundhed/vi-har-brug-mere-d-vitamin-end-hidtil-antaget
6. Ainslaig, H.G. 1993: Beneficial effects of sun exposure on cancer mortality. Prev Med. 1993 Jan;22(1):132-40.
7. P.G. Lindqvist et al. Avoidance of sun exposure as a risk factor for major causes of death: a competing risk analysis of the Melanoma in Southern Sweden cohort. Journal of internal Medicin, publiceret online d. 16. marts 2016.

__________________________

Spirituel biolog Lise Evald Hansen
web: www.liseevaldhansen.easyme.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Solcreme - er solen vores ven eller vores fjende? Læs mere