Kriser er essentielle for vores mentale overlevelse

Hverdagslivet i hele den vestlige verden, udsætter os normalt ikke for så omvæltende begivenheder- at det tvinger os til at lære en form for dybere mental overlevelse. Det efterlader os i mange tilfælde, som små siv i vinden, der bare følger vindens retning.

Det postmoderne menneskes overlevelse i det daglige, er gået fra at være af fysisk til mental karakter. Grundvilkårene er i dag så utrolig meget anderledes end for blot to generationer siden. Vi arbejder idag primært for at overleve mentalt. Ikke fysisk. Vi skal naturligvis have en indtjening, men der er jo et gigantisk sikkerhedsnet under os i form af et overordnet set, velfungernede socialt system, der redder os fra den visse sultedød. Jeg ved godt, mange oplever hårde kampe med systemet, men når jeg skriver det grundlæggende fungerer, er det baseret på en sammenligning af vores vestlige standarder, med lande hvor det slet ikke er en mulighed, at søge nogle former for støtte.

Konsekvenserne? Ja, der er givetvis mange, men jeg tror en af de helt fatale, er en mental fastlåsthed. Vi er ikke ligeså tvunget af omstændighederne til at få indtjent en vis sum, som vi var da velfærdsstaten endnu ikke var opfundet. Det kreerer også nemt en følelse af ligegyldighed over at tage på arbejde, når vi ved vi kan klare os på a-kasse. Vores liv er ikke ligeså præget af voldsomme konsekvenser, fordi vi lever i et rigt og på mange måder, velfungerende land.

For at overleve i dette oplever jeg, at vi har det med at skabe et spændingsfelt, for at udløse kontrasterne i livet. For at mærke vi er til og især at mærke en masse forskellige følelser. Vi afprøver så at sige vores evner, til at modstå store udfordringer, hvis det er en periode af vores liv, hvor vi ikke får dem serveret. Nogle finder en spænding i ekstremsport, andre via store egenkrav på arbejdsfronten. Nogle finder spændingen i dybe overvejelser om vores eksistens. Men der findes også mange tilfælde, hvor vi skaber et spændingsfelt via en nærmest konstrueret konflikt. Selvom det kan føles hårdt, og vi i de fleste tilfælde ikke engang er os det faktum bevidst, at vi i mange tilfælde selv har skabt siuationen, så skaber det alligevel noget energi. Den energi bruger vi for ikke at falde i søvn i vores eget liv.

Jeg tror vi ofte higer efter den udløsning af glæde, der unægteligt fremkommer efter lange tiders konflikter og problemer. Tider med store udfordringer er bare vanvittigt hårde, det giver sig selv, men det paradoksale er, at belønningen netop ligger i det hårde arbejde.

Vi er cykliske individer. Vi lever i en cyklisk verden. Hjertet trækker sig sammen og slapper af, vi trækker vejret ind og ud, nat følger dag. Alle menneskets nedture og opture følger hinanden som en sinuskurve, som flod og ebbe, som top og bund.

Kontrasterne er ligeså vel at finde i det dualistiske menneskesyn. Jeg tror ikke vi kan leve uden både lyset og mørket. For at kunne modstå mørket og vindens voldsomme susen, må vi sørge for at gøre os stærke når det er solrigt og vindstille.

Det er svært at se det lærerige og positve i konflikter, spændinger og udfordringer mens vi danser med dem, men det kan godt lade sig gøre at vinke dem farvel, med et smil på læben og et ”på gensyn, du hårde læremester”.

Lader vi sivene vokse og gro et stærkt, dybt rodnet, svajer det ikke helt så tilfældigt i vinden. Oprydningsarbejdet bliver dermed ikke helt så stort, når vindens voldsomme dans er overstået.

God kamp!

Kærlig hilsen

Stine Luise 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kriser er vigtige for vores mentale overlevelse