Savner du omsorg og anerkendelse?

Manglende omsorg skaber et følelsesmæssigt hul i maven. Dette hul er til tider uendeligt dybt, og kan ikke fyldes op, af udefra kommende stimuli.

Fra tid til anden, åbner der sig et hul, lige midt i solar plexusregionen. Et hul der så inderligt kalder på kærlighed, omsorg og anerkendelse. Men uanset hvor meget andre elsker dig, eller roser dig for dine bedrifter, bliver hullet aldrig fyldt op. Det er nemlig uendeligt i sin dybde.

Årsagerne er mange og vidt forskellige. Men vi lider næsten alle, på forskellige tidspunkter i vores liv, under frygten for ikke at være god nok, at blive set tilstrækkeligt eller blive elsket nok. Hullet er i de fleste tilfælde opstået, som en følge af akkumulerede oplevelser af afvisninger på den ene eller anden måde, der har medført en dyb følelse af manglende kærlighed og omsorg. Når hullet rigtig åbner sig op, hungrer vi enormt meget efter kærlighed fra vores omgivelser. Problemet er bare, at det hul der har åbnet sig, ingenlunde kan fyldes op udefra. Uanset hvor mange kærlige ord du hører, fylder de dig ikke, men lyder endda oftest frygtelige hule, da den indre mistænkeliggører, ofte forstærker din lidelse ved at sætte spørgsmålstegn, ved dine medmenneskers oprigtighed. Når nu du tilsyneladende ikke elsker dig selv nok, eftersom dette hul endnu engang har åbnet sig, så er det naturligvis ligeså vanskeligt, at turde tro på, der faktisk er andre der gør det.

Den naturlige reaktion vil for manges vedkommende være, at opstarte et terapeutisk forløb. Det er utroligt vigtigt at have fokus på, at terapiforløbet ikke kan eller skal fjerne dine oplevelser eller de følelser de har kreeret. Formålet er at finde en måde for dig, hvorpå du kan lære at leve med de oplevelser og de følelser, som de har skabt i dig.

Der er ofte en lille alarmklokke der ringer, når mennesker jeg møder, fortæller om hårde oplevelser, og dernæst hurtigt, med en lidt hård mine, konkluderer, at de bestemt er færdige med denne problematik. Ret ofte virker deres problematik ikke gennemarbejdet, men snarere har de brugt en ældammel forsvarsteknik som vi alle anvender indimellem- at blive vred og bitter på livet, for dermed at skabe et skjold mod omverdenen, så vi ikke direkte kan mærke de sårede følelser. Når vi gør os hårde, har vi bevidst valgt at stivne. Når vi ikke længere er formbare eller i flow, har vi lukket muligheden for udvikling, for at rumme og for at forstå. Det løser i hvert fald ikke problemet eller dilemmaet på en sund og holdbar måde.

Men så er spørgsmålet, om alt skal ”løses”? Traumer kan jo ikke løses som en anden gåde, og visse oplevelser skal heller ikke accepteres. Men de smertefulde følelser skal behandles, og hertil er der mange forskellige teknikker.

For mig personligt, bruger jeg smerten og de sårede følelser som en art kreativt brændstof. For de står så meget i vejen, at jeg må finde en ny måde at være i en relation på, at arbejde på eller anskue livet på. Desuden fokuserer jeg enormt meget på at prøve at forstå de mennesker der har såret mig, da det i langt de fleste tilfælde er en handling, pågældende menneske ikke har indsigt i, har såret mig. Det er også temmelig svært at komme udenom min egen andel i smerten. Er jeg mere sensitiv end ellers? Er det en gammel problematik der stikker sit grimme hoved frem igen? Hvis ja, så må jeg erkende, at alt det arbejde jeg allerede har lagt i at bearbejde netop denne problematik eller sorg, kræver min opmærksomhed endnu en gang.

Vi er nok dybest set fanget i en kronisk angst for at blive ekskluderet fra fællesskabet. Vi tror fejlagtigt, at vi kun har fortjent en plads i dette fællesskab samt dets kærlighed og anerkendelse, hvis vi præsterer optimalt på alle områder i livet. I visse tilfælde tyer vi til drastiske midler for at få anerkendelse og beundring fra vores omverden. Det er skræmmende så mange top-performers vilje og fremdrift, er styret alene af et behov for anerkendelse. Det kammer nemt over, når vi i vores behagesyge glemmer at tage hensyn til både os selv og vores familie, fordi den evige anerkendelse, ros og misforståede beundring, er så konstant et behov. Selv et ønske om at hjælpe andre, kan stamme fra et begær efter beundring fra det menneske man hjælper. Det bliver dermed en slags revers kærlighedspåfyldning, som jo ikke kan siges, at være direkte skadelig. Men det er vigtigt at have været igennem en lang proces, hvor man ser sit behov for at hjælpe andre, dybt i øjnene. Kun derved kan vi hjælpe på en ærlig og direkte måde, i stedet for at sige hvad det nødstedte menneske ønsker at høre- så vi dermed får den rosende og kærlige opmærksomhed, vi er på evig jagt efter.

Vi kan vælge at se livet som en lang og udmattende kamp, som er umulig at vinde. Vi kan også vælge at se livets hårde sider som udfordringer, vi kan blive bedre og bedre til at håndtere, og endnu bedre- som vi på sigt kan lære noget af. Det er skræmmende så mange smukke oplevelser vi afskærer os selv fra, hvis vi kirurgisk har fjernet vores følelsesapparat, af frygt for, at mærke de smertefulde følelser.

Forlad den idealistiske ide om, at den perfekte mand eller kvinde, det perfekte job, eller tusindvis af positive anerkendelser vil fylde dit uendelige behov for kærlighed og anerkendelse op. Hvis du i stedet agerer ud fra en præmis om, at du med den erfaring du får hver gang det åbner sig, kan bruge den til at lukke det lidt i igen, kan tidsrummet for åbningen blive mindre hyppig. Er hullet altid mere eller mindre åbent, så håber jeg du på sigt, kan bruge de sårede følelser til, at skabe en ny vej ud af din indre konflikt. At du kan finde en konstruktiv måde at bruge smerten på, så den ikke bliver meningsløs, men i stedet meningsgivende.

Kærlig hilsen 

Stine Luise 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Stine

Så fantastisk beskrevet, det er jo desværre hverdagen for mange at tro vi kan blive fyldt op udefra, og så er alt perfekt.

At få omsorg, kærlighed osv udfra ,kan være en stor hjælp til at finde modet, styrken at kigge på hullet <3

Kh Henny

 

 

Manglende omsorg kalder på kærlighed og anerkendelse. Læs mere