Derfor har lykken så svære kår

Anonym

Den vestlige verdens omfattende ”ondt i livet” epidemi, stammer dybest set fra en kronisk overstimulering af alle vores sanser. Fuldstændig som en narkoman, der skal have mere og mere af sit stof, for at kunne mærke en rus, kræver vi mere og stærkere stimulering, for at kunne mærke os selv. Og især, for at kunne mærke ægte glæde. For den har utrolig svært, ved at nå vores sanse- og føleapparat, da pladsen allerede er optaget. Nye stimulanser står konstant i kø, for at sætte sig på receptorerne og sende signaler afsted, til en i forvejen voldsomt overanstrengt hjerne og krop.

Alt i vores verden er top optimeret med stress til følge. Vi ser eksperter der ansættes indenfor stort set alle fagområder, med henblik på vækst og  optimering. Vores fjernsyn bliver større og større, slikposerne ligeså, vi kan købe kaffe på hvert et gadehjørne, for nydelsen skal da også optimeres på vej til supermarkedet, vi kan få massage indbygget i sædet i de nye biler og dette er jo kun en brøkdel,  af alle de stimulanser og muligheder, vi møder, hvert eneste øjeblik.

Vi har ikke rigtig længere noget at se frem til. Det hele er jo lige indenfor rækkevidde hele tiden. Din favoritserie behøver du ikke længere vente på i en uge, så du når at mærke forventningens glæde vokse lidt for hver dag der går. Idag har vi muligheden for at indkøbe et bokssæt. Så får du det intensivt- faktisk intravenøst, da du kan se ti afsnit i træk. Med et par klik, kan vi finde vores favoritmusik frem, og sætte sangen på repeat. Det er fuldstændig som det lille rige barn, der bliver overøset med gaver, uden at mærke glæden over endnu et nyt og skinnende stykke legetøj, der er endnu større og flottere, end det barnet fik i går.

Det eneste barnet vil er, at være sammen med rigtige mennesker, mærke rigtige følelser og mærke øjne hvile på sig. Det vi med andre ord kalder nærvær og opmærksomhed. En opmærksomhed, der ikke konstant afbrydes af telefoner, beskeder, mails eller Skype.

Rigtig mange af de oplevelser, der tidligere var et socialt omdrejningspunkt, er blevet reduceret til soloprojekter. Vi handler på nettet, har rykket biografen hjem i stuen, vi chatter på facebook i stedet for at have en rigtig samtale, trampolinen står i baghaven og ikke længere på en legeplads eller forlystelsespark, koncerter og foredrag kan downloades.

Vi har i virkeligheden rigtig hårdt brug for rugbrødshverdagen. Dage, hvor der ikke konstant er et nyt fikspunkt- en ny stimuli at kunne se frem til, så vi kan overkomme arbejdet, vasketøjet osv. På disse dage, har vi en mulighed for at blive vasket rene mentalt set. Vi har vitterligt brug for at kede os! Kontrasten i livet, har brug for at blive genindført.

Jeg er på ingen måder fortaler for, at de gode gamle dage var gode. Der var bestemt elementer vi skal huske på eller ligefrem genopdage, men tiden var nu uden tvivl vanvittig hård, og de fleste levede et opslidende liv med kun temmelig få reelle lyspunkter. Men netop derfor, stod de lyspunkter og strålede så intenst. En sol stråler nu engang stærkere på en mørk baggrund end en lys, og af selvsamme årsag, blev kontrasten så enorm- og følelsen deraf endnu mere emotionel end vi måske kan forestille, os i vores mættede univers.

Vi har lige nu muligheden for, at få det bedste fra alle verdener. Det er da en ekstra lille luksus, at kunne finde et program frem, man ikke kunne se fredag aften da det oprindeligt blev vist. Det er også dejligt at kunne finde svar på sine spørgsmål ved at Google dem, i stedet for at vente til man kommer hjem, og slå op i et leksikon. Vi har muligheden for at kunne kommunikere via tlf i bilen eller på cyklen, og dermed få klaret de sidste par opgaver, så tiden kan dedikeres til børnene når vi henter dem.

Jeg tror vi mangler en mor og en far, i denne nye verden, hvor alt er muligt. Et over-jeg, der sætter nogle ret stramme regler for, hvornår det er et gode, og hvornår nogle af vores handlinger i virkeligheden er en del af en afhængighed. Vi sætter jo heller ikke ungerne ind i en slikbutik, uden regler eller grænser for, hvor meget de må købe.

Fagre nye verden: Jeg hilser dig velkommen.  Men jeg tror de fleste af os, må få udarbejdet en manual hurtigst muligt, for at kunne manøvrere optimalt,  i den verden af muligheder, du giver os alle sammen.

Ellers får vi langsomt begravet os selv i muligheder og stimulanser, så vi til sidst sidder totalt ubevægelige, ulykkelige og handlingslammede.

Kærlig hilsen

Stine Luise Krogh Christensen

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi og bragt i deres trykte magasin Oktober 2014.