SingingWolf - Mogens Juul

De drømme vi drømmer om vinteren bliver til de frø vi sår om foråret

Vintertid er drømmetid.

Kender du det, at ”forsvinde” ind i dig selv om vinteren? Du bliver trist, mangler energi, orker ikke socialt samvær, bliver stille, eftertænksom… Måske kender du nogle venner, familie, kollegaer, der har det sådan eller når det er slemt – en vinterdepression.

Det er helt naturligt at få det sådan. Alt liv omkring os i naturen er netop dèr, hvor det hele går på standby og det kalder vores krop og psyke også på. Specielt, hvis vi af natur er introverte, så forstærkes det i den mørke tid. Vi bør hilse den tilstand velkommen og give os selv lov til at gå ind i den. Men der er en masse forventninger i vores omverden og fra os selv om, at vi skal være effektive hele tiden. Vi siger til os selv: ”Det har jeg ikke tid til.”

Vi skal præstere, klare og være det samme hele året rundt. Det gælder både i vores arbejde, i familien, mellem venner – alle steder. Altid på toppen med styr på det hele! Men – det kan vi ikke!

Vi slider hårdt på os selv når vi ikke lytter og følger de cyklusser, der er i vores omverden og i os selv. Det gælder de korte cyklusser, som for eksempel et år, men særligt på den lange bane, hvor der er rigtig mange som går ned og ikke kan mere.

Men hvert år kalder både vores krop og psyke på en pause, som den vi ser og oplever i naturen. Hvis vi lytter og mærker efter, så véd vi det godt.

I den sammenhæng så er naturens årscyklus en gave til os, fordi den minder os om, at om vinteren så skal vi huske at stoppe op. Vi skal lade op. Vi skal give plads til eftertænksomhed og egen respons. Vi skal restituere os. Det gælder både i vores fysiske krop men særligt i vores projekt ”det liv jeg lever”!

Vinteren er for mange ”den mørke tid”, som kan virke skræmmende og uendelig lang. Men vinterens energi og tilstand indbyder til at drømme, sidde ved ilden, ”hygge” med stearinlys, kigge op på stjernerne. Vi skal drømme for os selv, vores nærmeste og verden omkring os. Drømme, der skal blive drivkraften i alt det vi tænker, siger og gør fremadrettet. Naturen i sig selv skaber rummet vi kan drømme i - den minder os om det. Det eneste vi skal gøre er, at følge med og anerkende den forbindelse vores indre natur har med den ydre natur – vi skal læne os ind og være i flow med naturen. Vi skal skabe vores rum og tid til at drømme.

De drømme vi drømmer om vinteren bliver til de frø vi sår om foråret. Frøene spirer, vokser og sætter frugt. Frugten høster vi om efteråret. Frugten er den energi vi tager med os ind i vinteren og kan leve af. Frugten er også den energi vi bruger til, at drømme de næste drømme på.

Hvis vi følger en sådan årsrytme, så nærer og healer vi os selv. Vi afstemmer det vi drømmer om med det vi opnår gennem handling. Vi følger en naturlig rytme, hvor vi investerer i at være oprigtige over for os selv og vores omgivelser. En oprigtighed, der handler om at følge det spor vi hver især ønsker for os selv og de fællesskaber vi er en del af.

Vi kan sagtens fortsætte vores aktiviteter samtidigt med, at vi drømmer. Men vi skal have en klar bevidsthed på, at om vinteren så falder energiniveauet. Vi skal hver især stå ved, at sådan har jeg det og melde det ud.
Vi skal fjerne så mange forventninger til at være effektive og oppe på beatet 24/7, som vi overhovedet kan - det gælder både i vores omgivelser men særligt i vores eget selvbillede af, at være én der formår og kan være på hele tiden.

For at lykkes på den lange bane - så lyt dybt og tæt undervejs. Naturen minder os om, hvornår det er tid. Herfra er det et spørgsmål om at vælge til og gøre det. 

__________________________

Mogens Juul / SingingWolf. Council Guide i Earth Wisdom. Intuitiv Coach.Forfatter og foredragsholder. Proceskonsulent. Storyteller.

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Vintertid er drømmetid. Læs mere