Zenlæreren der begyndte at tale om sin have, og fik stående applaus
02/12/2023 (591 hits)
Historien er fortalt og oplevet af den nu afdøde spirituelle lærer, Allan Watts (1915-1973), der er en af de meget betydningsfulde spirituelle lærere i vesten. Watts har bl.a. studeret og praktiseret zenbuddhisme. Og denne historie handler om en oplevelse, Watts havde sammen med sin zenlærer.
Inden jeg vil genfortælle denne smukke, bevægende og, meget, synes jeg, inspirerende historie, vil jeg fortælle, hvorfor den for mig at se er værd at lytte til. Og hvad den for mig at se formidler. Nemlig et generelt og temmelig væsentligt budskab om, hvad spiritualitet er – eller hvad det i hvert fald også er. Og dermed også en besked om, hvad det ikke er. Hernæst enkeltheden i det spirituelle. Altså to pointer: dels hvad spiritualitet er, dels enkeltheden – og måske råheden – i det. Det enkle er ikke kun nemt og ukompliceret. Det enkle er også kraftfuldt, konfronterende – ja nærmest direkte barskt som alverdens gadebander. Og det er selvfølgelig denne konfrontative karakter i det enkle, der gør, at vi ikke altid, eller måske meget sjældent, virkelig tør integrere, praktisere og leve det helt enkle. ”Complete simplicity”, som T.S. Elliot kalder det. ”Complete simplicity”. Hvem af os er parate og modige nok til at praktisere total enkelhed? Er det ikke sjovere at gøre tingene komplekse og indviklede? Det er i hvert fald det, som vores vanesind gør – både individuelt og kulturelt.
Flere af nutidens vise mænd har pointeret, at vi i vesten er på et slags begynder- eller børnehaveklassestadie i det spirituelle. Både som individer og som kultur. Vi har i den moderne protestantiske verden ikke haft kultur for nogen egentlig spiritualitet de sidste 500 år, siden reformationen skyllede den kristne mystik ud med badevandet. Noget ganske enestående i verdenshistorien. Til gengæld har vi dannet en kultur, som er second to none ift. videnskab og materialitet. Dette er en i sig selv ekstremt interessant historie: Vores moderne protestantiske spirituelle armod – som noget ganske enestående på kloden. Dvs. ingen andre steder på kloden har man – så vidt vides – (nærmest) ”slået sin egen kulturs spirituelle rødder ihjel”. Og lige så interessant er det materielle, videnskabelige fremskridt, som vi til gengæld så har skabt. Hvilket også er ganske enestående i klodens historie.
Det væsentlige i denne historie er: Vi er på et individuelt og et kulturelt plan absolut begyndere i det spirituelle. Også selv om mange af os anser os selv for professorer. Vi er, siger man, børnehaveklasseelever, der tror vi er professorer. Og det er selvfølgeligt ganske uhensigtsmæssigt for helheden. Vores egoer, de spirituelle egoer, er vinderne her. Summa summarum: Vi er spirituelle begyndere. Og derfor må vi – hvis vi vil gå ad hensigtsmæssige veje – lytte til dem, der virkeligt ved. De personer og traditioner, som har bogstaveligt talt tusinder af års erfaring i sig. Det gælder fx zen. Og det gælder denne konkrete historie, som vi nu skal høre.
Kærlighed, haver, og spiritualitet
En daværende ung Watts studerede hos en zenlærer. Og Watts fungerede som ”attendant”, dvs. en meget nær hjælper for denne lærer. Zenlæreren var sammen med en del andre religiøse/spirituelle personer inviteret til at tale ved et internationalt seminar, som omhandlede kærlighed og spiritualitet. Allan Watts rejste derfor sammen med sin zenlærer til England, hvor seminaret vist skulle foregå. Setuppet i seminaret var at forskellige traditioner og personener inden for religion/filosofi/spiritualitet skulle mødes og udveksle deres forskellige synspunkter.
Vand ud af ørerne
Allan Watts fortæller nu denne historie sådan, at hver af de høje herrer og damer nu hver fik en længere taletid, til at give deres syn på det spirituelle og på kærlighedens væsen. Og som Watts fortæller, så gik det sådan, at hver og en person hældte mere og mere vand ud af ørerne. Med høje filosofier og lovprisninger af kærlighedens væsen og det spirituelle. Alle har givetvist nikket anerkendende til den foregående talers hælden vand ud af ørerne. Og der har – det får vi indtrykket af fra Watts – været ganske lyserødt i rummet. Lyserødt forstået som en totalt ugrounded og ikke-virkelig spiritualitet.
Da Watts’ zenlærer skulle tale
Alt dette hælden vand ud af ørerne – sådan beretter Watts det i sin historie – fortsatte lige indtil det blev hans zenlærers tur til at tale. Dét man helt sikkert kan konkludere på baggrund af historien er, at åbenbart ingen af de andre talere har været egentligt realiserede spirituelle lærere: der har været tale om filosoffer, præster, eller andre, der ikke indefra har vidst, hvad det spirituelle drejer sig om. Dem, der er realiseret, hælder ikke vand ud af ørerne. I hvert fald er det nu zenlærerens tur til at tale. Der sker det følgende: Zenlæreren kigger rundt på forsamlingen og siger: ”Well, it seems as if I know noting about spirituality”. Altså: ”Det ser ud som om, jeg ikke ved noget om spiritualitet.” Hvorefter han begyndte at tale om sin have.
Watts fortæller desværre ikke noget i sin udlægning om, hvad der blev sagt om haven, eller hvor længe snakken pågik. Men vi får indtrykket, at det har været netop helt almindelige og banale ting, han har fortalt.
Efter zenlæreren blev færdig med sit ”oplæg” om sin have, bryder resten af forsamlingen – altså de tidligere talere inkl. – ud i stående applaus.
Konklusion
Måske det er bedre at lade læseren danne sin egen konklusion. Men:
Iøjnefaldende er det da, at den eneste, der ikke taler om det emne – spiritualitet og kærlighed – som ellers netop var dagsordenen på dagen, får den stående applaus af alle de tidligere talere.
Iøjnefaldende er det da, at han på en eller anden måde – hvilken? – fik formidlet meget mere præcist, hvad det spirituelle er, selvom han slet ikke talte om det.
Og måske der ligger en belæring til os begyndere i:
- At det er vigtigt, at vi rent faktisk har nogle rimeligt præcise billeder af, hvad det spirituelle er. Hvorfor? Fordi vi ellers ikke får fat i det. Hvis vi tror, at vi kan komme til Helsinki, når vi befinder os i Rom, ved at tage sydvest, så kommer vi aldrig til Helsinki. Hvis vores forestillinger om det spirituelle er fejlagtige, så får vi ikke fat i det.
- At vi tør forstå og praktisere denne helt, helt almindelige spiritualitet, der åbenbart kan formidles gennem tale om en have.
Simon Vittus Jasper Hansen
__________________________
