Traumestrategier - At adskille følelsen fra begivenheden
30/11/2025 (726 hits)
Dette område er delikat. Og der findes næppe nogen entydige svar. Forskellige terapi- og traume skoler siger noget forskelligt. Så vi arbejder i det hypotetiske. Hypotesen, der fremstilles her, handler om begge dele. Dvs. først vigtigheden af, at man rent faktisk med tiden kan henføre sine traumefølelser til en eller flere konkrete begivenheder. Indtil man kan det, kan følelsen føles hjemløs. Man ved ikke hvor den kommer fra. Man ved ikke, hvilke begivenheder, der har tricket følelsen, og man ved ikke sammen med hvilke personer, følelserne er kommet til i ens indre verden. Deraf hjemløsheden. Men. Eller og. Ved siden af dette, kan det vise sig meget uhensigtsmæssigt at holde fast i begivenhed og historie. Lad os sige efter man har arbejdet med sit traume og traumefølelserne i årevis eller årtier. Her kan det at fastholde begivenhederne vise sig kontra-healende.
SELVFØLELSE OG TRYGHEDEN I TRAUMET
Traumet er en meget stor del af personligheden. Måske endda hovedårsagen til personlighedens tilblivelse. Derfor er traumet noget meget grundlæggende ved os, egentligt. Traumet er – set på denne måde – langt mere end bare negative oplevelser med efterfølgende negative følelser. Traumer er – set på denne måde – en fundamental del af, hvem vi er. Og derfor finder vi en meget stor tryghed ved traumerne. Fordi vi via en fastholdelse af traumerne, kan blive ved med at være den, man altid har været. Mao. finder vi en meget stor del af både vores selvfølelse og vores tryghed i vores traumer. Og det er netop både dele af selvfølelsen og trygheden vi må give slip på, både hvis vi rent faktisk skal forandre os. Eller retter sagt: Det er ikke trygheden i sig selv eller selvfølelsen i sig selv vi skal give slip på. Vi skal give slip på at finde selvfølelsen og trygheden i de negative mønstre, som traumet har afstedkommet. Derfor er en ekstrem vigtig del af et dybere traumearbejde, at man opbygger tryghed og selvfølelse omkring noget andet end det, man siden tidernes morgen har været vant til som trygheds- og selvfølelsesskabende, nemlig den personlighed, som blev dannet som en slags konsekvens af traumet. Formår vi ikke dette skifte i tryghed dog selvfølelse, så er vi på mange måder dømt til at hænge fast i traumet.
Lad os tage et eksempel: Lad os sige, at en persons primære traumefølelse er forladthedsangst. Personen har oplevet at blive forladt af sine forældre på den ene eller anden måde. Personen har arbejdet med traumer og personlig udvikling gennem flere år eller årtier. Nu bliver personen så igen – til et socialt arrangement – ramt af forladthedsangsten. Personen har så her to muligheder. Enten går personen med det automatiske træk, der vil forekomme, mod bl.a. at gå til begivenhederne. Og historierne. Begivenhederne og historierne er ikke det samme. Begivenhederne er virkelige, men historierne er de narrativer, vi klæder begivenhederne ind i. Personen begynder måske midt i det sociale arrangement, hvor forladtheden er blevet vakt, at tænke på sin mor og sin far, og den måde, de forlod personen på som lille. Alt dette sker via tankerne. Tankerne er ”instinktive” forsøg på at orientere sig. Ofte med den konsekvens, at man lider mere end hvis tankerne stoppes. Tankerne – i hvert fald de tanker som opstår som automatisk respons på traumefølelsen – har aldrig kunne hjælpe helingen af noget traume. Personen har også den mulighed, at lade både begivenheder og tanker ligge. Og så forholde sig mere direkte til den følelse af forladthedsangst, som personen oplever.
Ulemperne: Personen har ikke den tryghed, som det er at beholde sit ”traumatiske selvbillede”.
Fordelene: Personen kan tage meget mere ejerskab over den tilstand, som personen nu mærker. Og på en måde være ”fri med sin følelse”, som jo stadig er der.
I praksis: Det handler om at skære årsagskæden over til begivenheden. I stedet for at sætte et lig-med-tegn, eller en årsagssammenhæng, mellem begivenheden fra barndommen og følelsen til det sociale arrangement, så skæres navlestrengen over til barndommens begivenheder, og personen kan nu derfor forholde sig direkte til sin følelse.
- Uden at have pakket følelsen ind i en eller flere begivenhed
- Uden at sætte følelserne ind i en årsagskæde, hvor ting i fortiden stadig producerer den følelse, der mærkes lige nu som konsekvens.
Jeg opfordrer til, at man prøver sig frem hen ad af vejen, og mærker forskellene på de to strategier. Eller de to måder at arbejde med sit traume på. Hvordan er min oplevelse, når jeg fastholder begivenheden? Og hvordan er min oplevelse, når jeg slipper begivenheden, og herefter arbejder direkte med følelsen?
AT OPBYGGE NY SELVFØLELSE OG NY TRYGHED
Det, som traumet har gjort af ”positivt arbejde” er, at det har givet tryghed og selvfølelse. Og dem er der ikke noget galt med. Tværtimod. Dem skal vi have. Også i spirituel praksis. Vores problem bliver hvis vores tryghed og selvfølelse er baseret på noget negativt. På de negative begivenheder – fx ikke at have fået nok kærlighed, at være blevet forladt, at være udsat for overgreb, at have oplevet omsorgssvigt, at have oplevet for lidt nærvær etc. etc. Hvis vores selvfølelse og tryghed er baseret på disse negative forekomster – og de negative følelser, som de afstedkom: angst, vrede, skam, sorg etc. – så har vi et problem. For så vil vi ikke give slip på dem. Kun hvis vi med det samme begynder at finde tryghed og selvfølelse i andre størrelser. Hvilket faktisk, i teorien og måske heller ikke i praksis, er så svært. Det handler om, at vi begynder at forbinde de negative begivenheder, de personer, der medvirkede i dem, de perioder hvor det foregik, med noget ægte positivt. Lad mig give et eksempel: En person voksede op med en alkoholisk far, der var krigstraumatiserede. Personen har oplevet et ”stort hul” pga. den relation til sin far. En stor mangel på kærlighed. Jeg spurgte så ind til, om der var nogle gode minder med faren. Personen svarede, at faderen havde sendt en masse breve til personen gennem mange år, hvor faren udtrykte sin kærlighed meget direkte til personen. Dvs. at i takt med at personen husker på dette element – at faren har udtrykt en masse kærlighed, selvom han var ude af stand til vise det i praksis – så nedbrydes både begivenhederne, historierne og narrativerne omkring barndommen, faren og personen selv. Som ellers var, at man var blevet udsat for et kæmpe kærlighedssvigt. Nu er narrativet derfor i stedet – læs: trygheden og selvfølelsen – lige pludselig noget andet. Nemlig: ”Min far elskede mig”. Eller: ”Min far elskede mig, selvom hans alkoholisme og hans egne problemer forhindrede ham i at vise det i praksis. Og jeg manglede derfor både kontakt med ham og kærlighed og omsorg fra ham.”
Man har altså bygget sin selvfølelse og sin tryghed – sin livshistorie – op omkring (også) et positivt minde. Som faktisk er sandt! Og som befrier en fuldstændig fra at være nødsaget til at holde fast i kun det negative: ”Jeg blev forladt”, eller ”Jeg fik ikke kærlighed nok”, eller ”Ingen af mine forældre har nogensinde kunne finde ud af være nærværende”, eller ”Mine forældre respekterede aldrig mine grænser og den jeg var”.
KONKLUSION
Konklusionen af det ovenstående er ekstremt simpel. Det handler om at belyse, at vi måske har meget at vinde i vores inde arbejde, hvis vi indimellem og måske efter år og årtiers personlig udvikling kan skære navlestrengen over til de begivenheder, og de efterfølgende narrativer, som begivenhederne naturligt skaber. Det er nemt at arbejde med i praksis. I hvert fald at tage nogle baby steps i metoden. Næste gang man rammes af sine traumefølelser.
Hvordan vil det være at forsøge ikke at koble følelsen med noget bestemt? Men at anerkende den, følelsen, fuldt ud? Give den plads. Mærke den. Beskrive den. Placere den i kroppen. Og så tage fuldt ejerskab over den følelse? Uden at inkludere narrativer eller årsagssammenhænge til, hvorfor jeg mon føler den følelse.
Jeg ønsker god fornøjelse med arbejdet
Simon Vittus Jasper Hansen
__________________________
