Se kontaktoplysninger og profil for Simon Vittus Jasper Hansen

Noget spændende er sket. Ledelsesverdenen har født endnu en ledelsesstrategi. Regenerativ ledelse. Og det er faktisk spændende. Men måske af alt er det sigende. Hvorfor? Fordi i selve formuleringen – det regenererende, dvs. at noget kommer til sig selv igen, at noget kommer tilbage til balance – ja, så siger vi også ganske direkte og præcist, at de strategier og procedurer, vi benytter os af i vores kultur, i hjemmet og på jobbet faktisk er det modsatte. Dvs. livsafviklende, ude af balance, tærende. Måske er tærende det bedste ord til at beskrive det modsatte af det regenererende. Så jeg synes, det er absolut positivt, at man nu har dette begreb og denne nye ledelsesstil, som handler om at lære os mennesker, hvordan vi regenererer.

Interessant er det også, at megen spirituel praksis har netop det samme formål: At regenerere os. At sørge for, vi komme i mere balance. Mere velvære. Mere robusthed etc.

Hvad er det der tærer på os? Hvorfor har vi brug for regenerering?

Der er helt sikkert mange grunde til dette. Men inden man besvarer det spørgsmål er det vigtigere faktisk at dvæle ved den sandhed, at vi har brug for det. At meget af vores almindelighed faktisk er nedbrydende. I forskellige spirituelle traditioner vil man besvare spørgsmålet med forklaringen, at kontakten indadtil, til de dybere resurser, de spirituelle lag, er for tynd og dårlig. Så derfor når vi går ud i verden, så handler vi med alt for lidt resurse. Hvilket gør, at vi næsten altid – og dette er ekstremt vigtigt at forstå – når vi er færdige med noget, så er vi i mangel. Så har vi brugt os selv. Vi er færdige, stressede, udmattede, kan ikke overskue mere, det er blevet for meget, for hårdt, for intenst, for trættende, for uinspirerende etc. Denne erfaring viser os, hvor stort problemet faktisk er. Erfaringen viser os, at problemet ikke kun er knyttet til vores arbejde eller andre bestemte steder. Det er en erfaring, vi får fra (stort set) alle områder i livet. Når vi har været til sociale arrangementer, når man har været på arbejde, når man har været sammen med sine børn, når man har været kreativ. De situationer og aktiviteter, hvor vi faktisk er fyldt op bagefter er få. Og derfor har vi dette store behov for regenerering.

Stress-forskning de sidste 30 år

Det glædelige ved regenerativ ledelse er, at det er her. At vi begynder at have sprog for det slid, vi laver på os selv, hinanden og på vores kultur og vores børn. Hvis man ser på stress-forskningen – og måske særligt på narrativerne omkring stress – de seneste 20-40 år, så er der sket et kæmpe skred. For 20-40 årtier siden – og her er vi tilbage i 1984-2004 – så havde piben en anden lyd. Eller måske en manglende lyd. For 40 år siden var stress et stort ukendt fænomen. Og dem, der fik det, var primært bare et udtryk for, at der var noget galt med dem. Dén diskurs er heldigvis ved at ændre sig radikalt i dag. I dag ved vi og taler derfor om, at der er en masse uhensigtsmæssige måder ved de procedurer, som har været toneangivende i vores jobs og i vores fritid. Så man kan sige, at fra at man for længe siden, anså stress og andre ekstremt udbredte psykiske udfordringer for en fejl ved den, der havde det, ser vi i dag en diskurs, der heldigvis ændrer sig til, at det der er noget galt med er vores procedurer. Både på job og i fritiden.

Hvordan gør man så?

Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste eller mange af vores forsøg på at regenerer faktisk slår fejl. Vi er altså begyndere ift. at blive kompetente inden for regenerering. Eksempler på, at vi ikke lykkedes: Man har pause. Nogle minutter, nogle timer, eller nogle dage. Hvad gør man? Man går ud i haven eller sætter sig et rart sted, og drikker en kop the eller en kop kaffe. Så langt så godt. Hvad gør man så? Man tjekker sin telefon. Og hvis man ikke faktisk tjekker den, så tænker man, på hvad der mon er kommet ind: Er der nogle, der har liket ens Facebook-opslag? Har man mon fået svar fra den mail, man sendte i går? Fik man overhovedet sendt den? Og så er pausen forbi. Før man har set sig om, er man tilbage fra sin pause. Men mere stresset, end da man gik til pause. Man har fået flere bekymringer og unødvendige tanker, end før man gik til pause. Med andre ord: Man opnåede ikke sit formål. Man fik ikke en pause. Man blev ikke regenereret. Det samme gør sig ofte gældende, men heldigvis ikke altid, ift. ferier og udflugter. Man er træt og brugt, når man kommer hjem. Måske bl.a. fordi man har fået så meget uhensigtsmæssig mad og drikke på ferien. Eller fordi der har været så lidt nærvær og kvalitetstid.

Strategier

Først skal man opdage dette. Hvis man ikke opdager dette, kan man ikke ændre på det. Og konsekvensen vil være, at de mange af ens pauser fremover aldrig bliver regenererende. Herefter er der to ting, der er vigtige. 1). Man skal slå projekt-modet fra. Dvs. på forhånd have bestemt sig for: Ingen telefon, ingen mails, ingen projekter, ingen – eller så få som muligt – tanker omkring, at nu skal man også have ordnet vasketøj, købt ind, sørget for noget. Drop det. Det er jo netop det, der adskiller pausen fra det almindelige aktivitets-niveau. I det almindelige aktivitets-niveau handler det netop om alt dette: Emails, arbejdsopgaver, vasketøj, lave mad til børnene, tænke på, hvad jeg skal lige om lidt. Så det, at vi automatisk også tænker på alt dette i vores pauser er en kæmpe begynderfejl. Det svarer til, at alkoholikeren, som det første efter at være blevet ædru, knapper en bajer op. Det hænger ikke sammen. Det næste trin, vi skal iværksætte er, at der skal være en aktiv søgen efter vores livsenergi. Afspænding er her et nøgleord. En af de store konsekvenser, som vores almindelige aktivitetsniveau nemlig har er, at det smadrer, tapper eller reducerer vores livsenergi. Men det gør ikke, at vi mister den for good (kun i ekstremt svære tilfælde for stress. Her er hjernen, hjertet, nervesystemet, og sjælen så overbeleastet, at det aldrig lykkes for personen, at finde tilbage til et almindeligt kognitivt- og livsenergi-niveau som tidligere). Når vi på almindelig vis mister livsenergien, så er opgaven, at vi skal tilbage til den. Grunden til at punkt to er vigtigt, er at når vi igennem punkt 1 stopper for vores almindelige aktivitets-niveau og tankebaner, så har vi hårdt brug for noget at sætte i stedet. Det er IKKE!!! nok bare at afbryde. Vanerne og kræfterne i vores ubevidste sind er ALT, ALT, ALT for store. Samtidig skal det nævnes, at i de meget almindelige faser i livet og i en almindelig dag, hvor vi tærer og slider på os selv, ja dér handler vi fra en mangel-tilstand, som det hedder i terapien. Og så snart vi er i en mangeltilstand, så er det langt, langt sværere at finde tilbage. Mangel-tilstande producerer tanker og løsninger a la quick fix: Kage, ugeblade, Facebook, sociale medier, nyheder, film og tv. Men løsningerne – fordi de kommer fra vores mangel-tilstande – løser intet. Man er faktisk bare endnu mere afkræftet efter 4 afsnit af Game of Thrones, 2 kager etc.  

Konkret

Som sagt er det afgørende nødvendigt, at man gør noget, efter man har lavet afbrydelsen. Og sigtet er, at komme tilbage til sin livsenergi. Og det kan man sige på mange måder: At man regenererer, at man afspænder, at man healer, at man kommer til sig selv, at man restituerer etc. Fælles for alle disse måder at sige det på er, at man kommer i mere kontakt med sin livsenergi. Man får connectet med sin egen vitalitet, sin egen livskraft, og derefter er man så igen klar til at gøre mere.

Chakra-systemet og energikroppen

Man behøver ikke at kende noget som helst til hverken healing, chakra eller energi for at mærke, om man er i en regenererende proces, eller om man er i gang med at tære på sit system og sin energi. Det er en fællesmenneskelig erfaring. Vi ved det. Vi kan mærke forskellen. Vi kan mærke, hvor nærende det er – de få gange det end sker – at man fx vågner efter en lur eller nattesøvnen, og føler sig helt, ja, som man siger, ”healet”. Og vi kender til det modsatte: erfaringen af, at være udbrændt. Ikke at kunne overskue, ikke at kunne rumme, kort lunte, man trækker sig fra det sociale. Man vil ingenting. De to væsensforskellige erfaringer – at være regenereret eller at være på vej i mangel – er almenmenneskelige. Og mega vigtige for vores chancer for at regenere mere.

Afspænding som vej ind mod essensen og som spirituel praksis

En af grundene til, at det er vigtigt, at man har en retning – fx mod livsenergien – når man holder pauser eller afspænder er, at hvis ikke man gør det, så er sandsynlighederne langt mindre for, at man faktisk får regenereret sig selv. Jeg bruger meget ofte chakra-systemet som reference, når jeg skal lave regenererende pauser til mig selv. Jeg forsøger at finde ud af, hvor i min krop er der mest adgang til livsenergien. Og det er næsten altid i bunden af kroppen eller i midten, ved solar plexus. Dvs. vores almindelighed er et udtryk for, at vores livsenergi fra de nedre chakraer slet ikke er nok med i vores almindelige liv. Og derfor løber vi tør. Men det er muligt med både almindelig afspænding efter disse retningslinjer, eller med chakra-systemet som guideline, at komme tilbage og i kontakt med livsenergien. Princippet er: Lad opmærksomheden hele tiden bevæge sig derhen, hvor der er mest energi, mest røre, mest liv. Også selvom det engang imellem betyder, at man skal igennem noget smerte, uro, ubehag. For det skal man.

Endelig kan man gøre sådan, hvis man er spirituelt interesseret eller praktiserende: Man bruger sin afspænding til at øge kontakten med det højeste, man kender: Ens kerne, ens essens, ens sjæl, det sande, kærligheden etc. Dvs. den afbrydelse, man laver – og som man skal lave – den får en direkte retning mod essensen. Man falder så at sige ”ned” mod sit eget højeste. På den måder bliver afspænding – også ifølge de gamle visdomstraditioner – en genuin spirituel praksis. Som bringer en i bedre kontakt med livsenergien. Og den kilde, hvorfra livsenergien flyder.

Simon Vittus Jasper Hansen

https://simonvjhansen.dk/

__________________________