Se kontaktoplysninger og profil for Simon Vittus Jasper Hansen

Den franske filosofi, Rene Descartes, er kendt for sin udtalelse: ”Jeg tænker, altså er jeg.” Descartes, der filosoferede i 1600-tallet, stilledes sig selv det spørgsmål: ”Hvordan kan jeg vide, at det hele ikke er en illusion?” Hvordan kan jeg vide, at alt jeg oplever ikke bare er en gud, der bedrager mig? Han nåede herefter frem til konklusionen, at det kunne man måske heller ikke: men man kunne i hvert fald vide med sikkerhed, at hvis man tænkte, så var det et sikkert bevis for, at man er her (”Jeg tænker altså er jeg”). Dette tilhører den filosofiske boldgade. Vi er her beskæftiget med selvudvikling og spiritualitet. Der er meget store forskelle. Men også enkelte berøringsflader.

JEG, MIG, SELV, IDENTITET, SELVBILLEDE, MIN SANDE NATUR, BIG SELF, NO SELF, KEND DIG SELV

De spirituelle traditioner, psykologi og selvudvikling er fulde af selv-begrebet. Jeget (egoet) hos Freud osv. osv. I hinduismen kaldes den oplyste tilstand for selvet; ofte med stort S. I buddhismen har de en doktrin om ”No selv”. Så vi kan hurtigt stadfæste: der er masser af selv. Uanset om det er det, det handler om. Eller om man skal droppe sit selv. Eller noget tredje: Der er masser af selv. Masser af jeg. Konklusionen må være, at mennesker gennem tiderne – og stadig heldigvis – har gjort sig store anstrengelser ift. at nå en større forståelse af, hvad det hele er for noget: og ikke mindst hvem er jeg selv i Alt dette.

SELVREFERENCE – PÅ GODT OG ONDT

Vi forholder os til os selv. Det er det, der med et fint ord hedder selvreference. Og det er noget af det, der skiller os fra dyrene. Dyrene kan så vidt man ved – heller ikke de allermest intelligente af dem – forholde sig til selv, på den måde, som er muligt for os mennesker. Jeg har fx indimellem oplevet det følgende. En gang imellem, når jeg er på retreat, så går jeg ture i den omkringliggende natur. Her møder man ofte dyr. Til stor glæde og afveksling. Heste, køer, får. Og ofte er det muligt at få en fra min side meget god og ikke mindst humorfyldt kontakt med dyrene. Man kan meditere med dem. I øjenkontakten. Eller man kan prøve at gøre det – skabe et fælles nærvær. Inden man drager videre. Nogle gange vil de gerne. Fx et får. Det har jeg oplevet nogle gange. Og nogle gange kan man stå længe, og ”meditere” med et får. Og her er det let at få nogle forestillinger om, hvad fåret mon mærker: Mærker det kontakten? Hvad foregår der inde i fåret? Hvad oplever det? Mediterer det også? osv. osv. Og så sker det. Den store åbning. Alt imens, man står der, og ”mediterer” sammen: Så åbner det. Dog ikke opadtil; men nedadtil. Fåret begynder at skide. Fåret? Det bliver ved med at holde kontakten. Der foregår tilsyneladende ikke noget i situationen, der forandrer noget for fåret. Og det får igen mig til at spekulere: Hvad oplever fåret? Ved det overhovedet, at det skider? Eller er det rent instinktivitet, der uhindret går gennem dyret. Uden at det ved nærmest noget af det?

OS OG DYRENE – HVAD ER BEVIDSTHED?

Denne oplevelse, og mange andre!, med forskellige dyr, er for mig noget af det mest lærerige ift. at forstå, hvilke talenter vi mennesker er født med, har adgang til, og fx kan træne i meditation. For mennesker – for os almindelige, for praktiserende, for forskere etc. – er spørgsmålet om, hvad bevidsthed er en gåde. Eller det er temmelig svært at svare på. Når vi fx i mindfulness skal mærke opmærksomheden eller bevidstheden, hvad er det så vi mærker? Hvor mærker vi det henne? Hvor eksisterer bevidstheden henne etc.? Er den inden for? Eller udenfor? Når andre praktiserende mærker bevidstheden, er det så det samme, som jeg mærker? Der er nok af spørgsmål. Og en stor del af de spørgsmål besvarer fåret på allermest fremragende vis – under øjenkontakten og ”toilet-besøget”. Her bliver det nemlig ganske, ganske klart, at noget er fuldstændig, helt og aldeles, skelsættende – og vi ku’ blive ved – forskelligt i fårets og min måde at opleve på. Det handler om bevidsthed og det handler om selvreference.

MEDITÉR SAMMEN MED DYRENE

For at dette ikke bare skal forblive teori og snak, opfordrer jeg til, at man engang imellem mediterer sammen med dyr: gerne i øjenkontakt med dem, men ikke kun. Og her så stiller sig selv det spørgsmål:

”Hvordan er min bevidsthed forskellig fra dyrenes?”

”Hvad har jeg adgang til, som fåret ikke har adgang til?”

Og lad svaret være erfaringsbaseret. Lad være med at blive mental og teoretisk. Lad svaret komme direkte ud af din oplevelse. Og måske: Vær så god at blive lidt mere taknemlig for den bevidsthedsgave, du har fået med dig i dåbsgave. Og som de oplyste traditioner siger, at dyrene aldrig kan få fat i. Uanset hvor megte man holder af dem. Og uanset, hvor stærkt et bånd, man  oplever med dem. Det bemærkelsesværdige er, at selvreference både er en magisk superkræft, som det ser ud som om, vi er de eneste væsener i utroligt mange mils omkreds, der har adgang til. Samtidig er selvreference også det, der hele tiden stopper os. Og hele tiden gør det ubehageligt at leve med sit eget overjegs-politi på nakken: Evig kritik, vurdering, nedtalen, kommenteren os selv. Måske derfor at det er godt med begge billeder: På den ene side er selvreference et mirakel. På den anden er de øjeblikke – fx i meditation, i naturen, i kontakten med et andet menneske – hvor der ikke er ret meget selv, og derfor heller ikke ret megen selvreference, lige så betydningsfulde.  

AT VÆRE SIG SELV

Tilbage i Antikken havde Sokrates og vennerne et slogan, som hed ”Kend dig selv”. Det har vi heldigvis stadigvæk i terapi og selvudvikling. Her handler det vel ligefrem om, at vi bliver mere os selv? Nogle kalder det en bedre version af sig selv. Men ordet ”selv” er under alle omstændigheder med i sætningen. Det handler om at blive sig selv. Hvilket jo afslører den på en måde halsbrækkende sandhed, at vi åbenbart også kan være ikke-selv. Igen: Det kan fåret ikke. Fåret er ALTID sig selv. Træet kan det heller ikke. Det er ALTID sig selv. Og Stenen, klippen, sandet, og vandet: Det er ALTID sig selv, men det ved det ikke; der er ingen selvreference i det, siger man i de Oplyste Traditioner.  

FEEDBACK, SANDHEDSLAG, AT MÆKE EFTER

Det interessante er, at vi – når vi gør noget – vel i princippet også, når vi bare er?! – så får vi et feedback. Som en kunstner, der udsender et kunstværk, så kommer anmeldelserne pr. automatik. Noget meget lignende gælder os selv. Hver gang vi tænker, føler og handler, så kommer der et feedback tilbage, som en slags anmeldelse på, hvordan gik dette: Er der en god følelse? Fik jeg sagt det jeg ville? Opnåede jeg det, jeg gerne ville? Eller gik det skævt, og skal jeg hellere gøre noget andet? Og en del af denne feedback er, om jeg er mig selv: Eller om jeg er tro mod mig selv. Kan jeg stå inde for det, jeg har gjort? Var jeg loyal over for mig selv?

HVORDAN KAN VI VIDET DET?

En nær slægtning spurgte mig engang om, hvordan jeg kunne vide, at det spirituelle og meditationen var rigtigt, var ægte. Jeg havde – skal jeg indskyde – et meget direkte og uventet møde med det spirituelle som 18-årig, hvor jeg fik en spontan udaf-kroppen oplevelse (til et foredrag om buddhisme). Så jeg har ALDRIG tvivlet på den spirituelle virkelighed. Jeg fik den smidt i hovedet uden ”overhovedet” at være den mindste millimeter interesseret i det. Og uden at vide noget som helst om det. Oplevelsen gjorde ganske kort det, at den satte et meget stort spørgsmålstegn ved den almindelige virkelighed: For her – komplet ud fa det blå – havde jeg en oplevelse, som slog alt, jeg hidtil havde oplevet. Tilbage til min fætters spørgsmål: Hvordan ved du, at det spirituelle er rigtigt? Jeg måtte tænke mig om. For det – at tænke på netop dette – var jeg blevet fritaget for pga. den omtalte oplevelse. Mit svar – som jeg lejlighedsvist har mediteret og tænkt på gennem årene – er, at det smarte ved både det spirituelle og for så vidt selvfølelsen eller selv-referencen – hvis der da er nogen forskel – er en automatisk indbygget feedback mekanisme. Det betyder, at hver gang jeg tænker, føler og handler, så kommer der et feedback tilbage: var det mig? Var det ægte? Var det godt? Det samme gælder de spirituelle erfaringer: Hver gang vi får oplevelser fra de spirituelle dimensioner – udviddet kærlighed, udvidet bevidsthed, energi, ekstase etc. – så følger der samtidig en viden med, som bekræfter, at den spirituelle oplevelse er ægte, og ofte endda mere ægte, end den almindelige virkelighed.

Hos Bob Moore inddeler man menneskets energisystem i fire lag. Et af dem hedder sandhedslaget. Dette lag vokser, når vi er sande, autentiske og udtrykker noget sandt. Mens det mindskes, når vi lyver, manipulerer eller på anden måde holder noget tilbage, hugger en hæl og klipper en tå. Formentlig er det ”bare” en energetisk måde at forklare, at det at lyve er ubehageligt, mens det at tale sandt er godgørende. Interessant er det dog, at vi simpelthen i vores energetiske anatomi – det såkaldte sandhedslag – kan mærke disse store forskelle på at sige og gøre noget, som er sandt for mig eller noget, hvor jeg lyver, holder tilbage, og er uautentisk.

Så man kan sige, at selvreferencen simpelthen er bygget ind i vores krop og ind i vores energisystem. Og at vi dér har alletiders muligheder for – hvis vi vel at mærke passer på os selv, vores kroppe, og vores energi systemer – hele tiden at leve i overensstemmelse med, hvem man er.

Tak for at læse med. Og god rigtig god fornøjelse med at blive mere dig selv – eller helt at droppe det.

Simon Vittus Jasper Hansen                          

https://simonvjhansen.dk/

__________________________