Hvordan motiverer vi os selv i den spirituelle retning?
04/08/2024 (388 hits)
På mange måder må dette spørgsmål være 1-millioner-kroners-spørgmsålet for mennesker, der interesserede eller praktiserende inden for dybere personlig udvikling og spiritualitet. Det gælder i høj grad også for os, der underviser andre mennesker i forskellige spirituelle praksisser eller dybere selvudviklingsprocesser: Hvordan motiverer vi os selv – og andre – til at gå i den spirituelle retning? Og spørgsmålet er meget tæt koblet sammen med et andet lige så væsentligt spørgsmål, som gælder samtlige forandringsprocesser: Hvordan motiverer vi overhovedet os selv til forskellige forandringstiltag? Hvad kræver det egentligt? Og virker de strategier, vi bruger? På den længere bane? Alle kan vel motivere sig til ikke at spise kage, fx, i 3 dage. Men hvordan motiverer vi os egentligt til virkeligt livsforandrende tiltag? Hvornår er det faktisk lykkedes for os? Og hvad skyldtes at det dengang lykkedes? Jeg har skrevet en anden blog på et tidspunkt, som mere grundigt tematiserer dette mere generelle spørgsmål. Som du kan læse her: https://simonvjhansen.dk/blog/hvordan-skabes-forandringer-og-hvordan-nedjusterer-man-sine-forventninger/ For nu handler det om, hvordan vi motiverer os i den spirituelle retning. Dett skriv handler om, hvad der faktisk kan motivere os i den spirituelle retning. Et lige så vigtigt tema – som har nøjagtigt den samme retning – er spørgsmålet: Hvorfor er jeg ikke af mig selv på en naturlig måde motiveret mod det spirituelle? Hvad er det, der stopper mig? Hvor går al min energi hen, når den ikke går mod det spirituelle og indre praksis?
Vi kender det allesammen
Man er på et retreat eller et kursus. Og pludselig bimler de spirituelle klokker. Noget åbner. Hjertet, fx. Bevidstheden, kroppen, energisystemet, eller det hele. Og en indsigt dumper ned i turbanen. Det næste der sker er, at man husker, man har haft nøjagtigt den samme indsigt før – måske endda flere gange. Herefter sker der gerne en af to ting: Enten dunker man sig selv i hovedet for at have glemt denne indsigt. Eller man mærker taknemlighed og glæde over at have genfundet den. Uanset hvad er faktum: Noget man egentligt godt vidste, havde man glemt, og nu har man genfundet det. Og helt sikkert er det også, at man igen kommer til at glemme det. Spiritualitet kan være en hård og sjov sport.
At huske, og tage sine erfaringer alvorligt
En af de almindelige oversættelser af den oprindelige mindfulness-praksis er at huske. I vores vestlige sprogbrug har vi ihukommelse, som bruges fx i den kristne tradition. Faktum er, at en del af den spirituelle vej er at huske. At huske og ihukomme det, man allerede ved. Det man allerede har indset. Det man allerede har erfaret. I sidste ende: at huske, hvem eller hvad man er. Og måske særligt fordi vi ved, at vi kommer til at glemme det igen. Hvis det havde været sådan, at vi bare én gang skulle mærke stor åbenhed i hjertet, for så derfra at kunne leve efter denne erfaring og indsigt resten af vores dage, så behøvede vi ikke dette huskeri. Disse ihukommelser. Men fordi vi faktisk ved – per erfaring – at vi glemmer vores dybere indsigter, så er denne huske-sport en fuldkommen essentiel del af at blive på den spirituelle vej. Og denne indsigt kan man faktisk godt bruge, selv i de perioder, hvor man ikke har en eksistentiel eller følelsesmæssig kontakt med indsigten. Lad os sige, man har indset noget omkring kærlighed. Man er nu i en mere almindelig og stresset periode. Man kan her spørge sig selv: ”Hvis jeg skulle leve i overensstemmelse med min indsigt omkring kærlighed, hvad skal jeg så gøre netop nu?” Eller: ”Hvis jeg skal være tro over for det, jeg faktisk godt ved; dét, som jeg ved én eller flere lejligheder faktisk har indset, hvordan skal jeg så forholde mig til lige netop denne situation/konflikt/kontekst?”
Vi lever ikke efter vores erfaringer
Dette er måske en provokerende påstand; men den er ikke mindre sand af den grund, tror jeg. De fleste af os lever ikke baseret på vores erfaringer. Erfaringer, som vi vel at mærke faktisk har, men som altså ikke bliver den primære drivkraft i vores liv. De fleste af os lever efter imprints fra vores opvækst og en generel ubevidsthed. Det gælder også mange af os spirituelt praktiserende gennem mange år. Størstedelen af vores tid – og dvs. størstedelen af vores valg – leves og tages ikke baseret på erfaringer, men på almindelig ”sund ubevidsthed”. Hvis mennesker faktisk levede efter deres erfaringer, så ville de leve anderledes. Dels ville vi ikke begå de samme fejl igen og igen og igen og igen. Dels ville vi prioritere anderledes. For vi ved det egentligt godt. Det hele. Vi har i hvert fald – det gælder i hvert fald os spirituelt praktiserende – en del erfaringer af, hvad der skaber den største lykke og den mest tydelige meningsfylde. Men vi lever ikke primært efter de erfaringer. Ikke nok med at vi ikke lever efter dem. Vi glemmer dem også. Og så genopdager vi dem, fx på et kursus eller et retreat. Og stå starter møllen forfra.
En af de øvelser, jeg holder meget af selv at lave, men også at undervise i, er en meget simpel øvelse, hvor man i en meditation finder og genforbinder sig til sine peak-oplevelser i livet. Altså de 1,2 eller 3 oplevelser, hvor lykken har været nærmest, hvor kærligheden har været sødest, hvor nærværet har været mest intenst, fx. Jeg kan varmt anbefale denne øvelse. Som også kan laves som en skriftlig refleksion. Man scanner gennem livet. Hvor var det? Man kan også lave øvelsen på års-, uge-, måneds- eller dagsbasis: Hvor har man i dette år/denne måned/denne uge/denne dag været mest lykkelig? Gør man dét, så begynder man i højere grad at tage sine erfaringer mere alvorligt. Og det er helt sikkert, at en af de ting, som virkeligt kan motivere os – i livet generelt og i det spirituelle – er vores erfaringer. Men det kræver, at vi tager dem markant mere alvorligt. At vi giver dem markant mere credit. Hvis ikke vi gør det, og det gør vi som oftest ikke, så er det egentlig lige meget, hvilke mirakler, lykkefølelser, ekstaser, udvidelser, indsigter, bliss, jeg skal komme efter dig, vi måtte opleve. For vi forkaster ubevidst erfaringen bagefter, og går tilbage til ”same procedure as last year”.
Man ligger på sofaen
Og har egentligt besluttet sig for at træne, løbe eller meditere. Men man gider ikke. Man er ikke motiveret. Hvad kan da motivere en? Udover at huske på de erfaringer, man fx har, når man er kommet tilbage fra løbeturen/træningen/meditationen? Man kan handle. Handling kan motivere. Nogle gange er det forgæves at lede efter motivation i ens almindelige sindelag. Især hvis man er træt, umotiveret, lad, ked af det. Eller på anden vis er ramt af nogle af ”sindsgiftene”, som de kalder det i buddhismen. Det kommer ikke til at ske. Det er som at lede efter et smukt smykke i en mødding. Den er ikke der. Men den kan findes i handling. Handlingen at tage løbeskoene på. Pakke tasken med træningstøjet. Eller simpelthen sætte sig på puden. Det kan faktisk motivere. Og det ændrer faktisk noget at gøre dette.
De har en smuk sætning i tibetansk buddhisme, der hedder noget i retning af ”Kun det spirituelle kan huske det spirituelle”. Det støtter godt op om det jeg nævnte før: Vi kan ikke finde det smukke smykke i en mødding. Kun i det spirituelle kan vi finde det spirituelle. Kun det spirituelle kan motivere til det spirituelle. Og så ender vi i et dejligt paradoks (hvor måske kun handling eller det at huske sine erfaringer rent faktisk kan motivere en).
Andre motivatorer i det spirituelle
Noget af det der har motiveret mig i det spirituelle – og absolut stadig gør det – er andre mennesker. Og her mener jeg ikke kun spirituelle lærere, selvom de selvfølgelig er absolut centrale ift. hjælpe os mod det spirituelle. Men det at kende, følge, snakke, undersøge mennesker kritisk, der fx har været på den spirituelle vej i mange år eller årtier er en afgørende faktor. Hvad har de fået ud af det? Hvad udstråler de? Hvordan er deres liv? Er der ægte glæde? Er der plads og overskud til andre mennesker? Har de noget at give? På en ægte og autentisk måde? Kunne man tænke sig at komme derhen af, hvor de er kommet hen? Virker det attraktivt, der hvor deres spiritualitet har bragt dem hen?
Hellige tekster og anden hellig info
Det er afgjort at en af de vigtigste funktioner i alle de spirituelle tekster, fra alle de forskellige spirituelle traditioner, er at motivere mennesker. Når man fx læser en hellig tekst af en oplyst, ny eller gammel, eller ser en video af en oplyst eller realiseret menneske, så slår man en genvej fra sit eget almindelige mødding-sind til et mere oplyst perspektiv. Man ligger på sofaen. Er ugidelig. Tænker på kager, Ferrarier, flotte mænd, smukke kvinder, ens børn, ens arbejde, og pludselig læser man hvad Sadhguru siger om et bestemt emne. Eller man ser en video med Amma, og så har man skåret genvej. Jeg kan selv huske engang, hvor jeg faktisk lå doven på sofaen og så en video med en nu afdød spirituel lærer, den nu afdøde Baba Neem Karoli. En speciel og meget powerfuld lærer. Og netop power var det centrale element som Baba Neem Karoli udstrålede. En ubeskåret kraft, med direkte retning mod det spirituelle. I et af klippene fra denne dokumentar om netop Baba Neem Karoli kigger han i længere tid ind i kameraet. Han siger og gør intet. Selvfølgelig fra en eller anden realiseret tilstand. Min reaktion? Jeg røg op og begyndte straks at meditere. Det tog halvandet sekund (1,5), og så var jeg i gang. Jeg kunne komme med mange af sådanne eksempler på, hvordan spirituelle lærere – navnlig den jeg har den tætteste tilknytning til nu og har haft gennem mange år – alle sammen har hjulpet mig til at ”ryge op”. Til at gøre noget. Noget andet. Til at genfinde duften af det spirituelle. Til at praktisere. Til at bringe mig tilbage på et spor, der egentligt var i tråd med de erfaringer, jeg faktisk har haft 100 eller 1000-vis af gange.
Refleksion
Der er helt sikkert mange flere måder at motivere sig på, end dem jeg nævner her. Jeg tror dog, at jeg har fået indfanget nogle af de væsentlige. Men selve metoden er ikke så vigtig. Det er spørgsmålet til gengæld. Det at vi tør spørge os selv: Hvad motiverer mig egentligt? Og det der faktisk motiverer mig, er det noget jeg kan skrive under på i dybere forstand? Hvis ikke, hvad kunne jeg så gøre i stedet? Hvad skyldes det mon, at det der faktisk motiverer mig ikke kommer fra et sted, som er i alignment med mine dybere erfaringer?
Refleksionen ænder noget i sig selv. Hvis vi tør spørge. Hvis vi tør se.
Jeg ønsker ekstremt god fornøjelse med denne formentlig sjoveste og mest givende sport i verden.
Simon Vittus Jasper Hansen
__________________________
