Hvad sker der, hvis vi ikke vågner op?
14/11/2023 (800 hits)
En fællesnævner for udvikling er, at det hjælper os med at vågne op. Dvs. terapi, coaching, yoga, mindfulness, healing, meditation, bøn og spirituel praksis. Med andre ord – når vi lægger alle disse praksisformer sammen – så er der flere hundrede millioner, måske endda et par milliarder på kloden, som er beskæftiget med praksisformer, som kan hjælpe os med at vågne op. At mange af disse praksisformer så i virkeligheden bruges på måder, der gør at vi ikke vågner (ret meget) op er imidlertid en anden – men temmelig væsentlig – sag. Jeg bruger her det ”at vågne op” som synonymt med ”at være virkeligt nærværende”.
Jeg er opdraget med – både igennem det spirituelle og det akademiske – at man har en høj grad af selvrefleksion. Dvs. at man hele tiden – mens man gør det man gør; fx er i gang med udviklingsprocesser –holder et metaperspektiv, en selvrefleksion på, hvordan går det. Kommer man derhen, hvor man gerne vil? Eller går processen i stå? Eller er der i virkeligheden helt andre behov, der viser sig vigtigere? Denne selvrefleksion har ført mig til det spørgsmål, som denne blog handler om. Nemlig spørgsmålet: Hvad sker der, hvis vi ikke vågner op? Vi er alle sammen i gang med det. Men hvad sker det, hvis vi ikke lykkes? Eller hvis vi ikke når i mål? Eller på et mere konkret niveau: Når vi ikke lykkes. For hvis man anvender netop den nævnte selvreflekskion på sig selv og sin praksis, så vil man – ofte med efterfølgende indre kattejammer til følge – opdage, at en meget stor del af ens udviklingspraksis overhovedet ikke er i gang med at vågne op. Og det er nøjagtigt som det skal være, siger man. Det er der ikke noget galt med. Sådan er det at praktisere. Man falder atter og atter i søvn. Helt konkret: Man sidder og laver mindfulness, og fokuserer derfor på kroppen eller åndedrættet: Men hvor mange sekunder går der, før fokus igen er på vasketøjet eller tanker om i går eller planer for fremtiden? Altså – og det gælder alle øvrige opvågningspraksisser – falder vi af hesten efter sekunder. Hvilket i sig selv er et interessant fænomen. At vores evne til at være vågne og have selvbestemmelse over, hvad vores opmærksomhed skal bruges til er så begrænsede – selv efter årevis eller årtiers træning.
Selv når det lykkes, fejler vi ofte
Det ovenstående eksempel, som alle kender, kan både være bedrøvende, men også motiverende. For det viser jo i al sin enkelhed, hvilken sindssyg opgave det er at vågne op. Mit eget yndlingseksempel på dette er fra år tilbage, hvor jeg havde været i retreat i fem dage. Det havde været et rigtigt godt retreat, med meget og god praksis. Og jeg var på sidstedagen ved at pakke al ting sammen. Jeg havde lavet en større bunke i nærheden af min bil med ting, jeg skulle bære ind i bilen. Da jeg var nået til noget af det sidste habengut, og skulle bære det de sidste 5 meter ind i bilen, kom der en indsigt, som blev en frugt af netop dette retreat. Indsigten var: ”Hvis jeg skal være vågen bare på dette stykke, de ca. 5 meter, dér fra bunken over til bilen, så skal jeg godt nok gøre mig store anstrengelser.” Man kan selv prøve på små baner: Hvad kræver det at være vågen på vej fra toilettet til køkkenet? Eller fra gangen og ud i bilen? Lader det sig gøre? Hvad taber man til? Hvor ryger man hen?
Pointen i dette afsnit var egentlig en anden: Pointen er nemlig, at selv når vi lykkes så fejler vi ofte. Konkret: Når vi fx bruger mindfulness til at reducere stress, eller blive til bedre forældre, eller bedre til vores arbejde, bedre sexpartnere, og faktisk bliver dette, bedre X. Er vi så i gang med at vågne? Ikke hvis vi følger de traditionelle opskrifter. Og igen: Det er super, super godt, at vi har fundet veje til at bruge alle disse praksisformer til at hjælpe os i alle vores almindelige liv. Kæmpe resurse. Konsekvensen: At opvågningen udebliver eller fortyndes ekstremt meget. Fordi vi så bruger hele livet på at gøre os bedre: Bedre chefer, bedre mødre, bedre praktiserende, bedre venner, bedre sociale kompetencer. Bedre, bedre, bedre. Og det er alt sammen godt. Og konsekvensen er, at vi ikke vågner op. Anbefalingen herfra: vi bør alle sammen fortsætte med at blive bedre. For vi kan måske heller ikke vågne op, hvis ikke vi bliver bedre? Det er måske paradokset? Men vi bør – selvfølgelig kun hvis vi oprigtigt ønsker det – holde noget plads fri til at vågne op. Sådan at al vores ”spirituelle praksis” ikke bliver spist af vores begær efter at blive bedre. Opvågningspraksis og dybere mindfulness bliver derfor: At vågne op fra drømmen og forsøget på, at gøre noget som helst bedre. Dér er freden og friheden, siges det.
Hvad sker der hvis vi ikke vågner op?
Dette spørgsmål må besvares både fra et kollektivt og et individuelt perspektiv. Set fra det kollektive perspektiv er svaret ret klart, når man lytter til de store visdomsskikkelser fra vores tid: Ken Wilber, Dalai Lama, Jes Bertelsen og flere andre. Hertil kommer mange af de førende videnskabsfolk. Svaret de giver er meget klart: Det handler om artens overlevelse. Intet mindre. Set fra ét synspunkt er dette meget ukonkret. For det første: er det sandt? For det andet: Hvad betyder det for mig, at vi kollektivt - siger de store spirituelle lærere og videnskabsfolkene – er i gang med en adfærd, som i værste fald kan udrydde vores menneskelige art? På nogle måder aldeles ukonkret. Og for dem, der har flygtet fra naturbrænde på græske øer, oversvømmelser, eller tornadoer tænker jeg, at truslen er temmelig konkret. Og videnskaben er enslydende: alle disse tendenser bliver kun værre: Flere oversvømmelser, flere storme, der kræver 1000-vis af liv, og koster milliarder i genopretning, naturbrænde etc. Og formentlig også katastrofer, som vi lige nu slet ikke har overblik over, vil ramme os. De ovennævnte spirituelle lærere – og med dem mange andre – inklusiv mange videnskabsfolk – siger det enslydende: Hvis ikke vi vågner op til nye og mere hensigtsmæssige adfærdsformer, så er vores menneskelige art i fare for at uddø, sammen med store dele af det nuværende økosystems dyr og planter, som selvfølgelig er det, der opretholder vores liv.
For mange er det måske ikke kun ukonkret, at vi ifølge de vise hoveder i verden er overlevelsestruede som art. Det er formentlig også usandt. Man tror ikke p det. Man tror det er løgn og latin etc. En interessant tilføjelse til dette er den seneste forskning omkring kærlighed, og hvad det betyder for vores overlevelsesmuligheder. Vi har en lang tradition for at tro på, at kærlighed helt sikkert er godt og fint og attråværdigt, men at det er rugbrødet, der gør, vi overlever. Den seneste forskning har klart afkræftet denne forestilling. Det er dokumenteret flere steder og på flere forskellige måder, at hvis spædbørn, fx på børnehjem, ikke får den kærlighed og kontakt, de har brug for, så dør de ganske enkelt. Mens de spædbørn, som får denne omsorg og kontakt overlever. Det er tydeligt beskrevet i bogen Love and Survival af læge Dean Ornish og andre steder. Noget tilsvarende gør sig nu gældende med opvågning. Arten er overlevelsestruet. Og noget af det, der kan redde den – langtfra det eneste – er opvågning. En opvågning mod mere klarhed og mere empati.
Det er angiveligt første gang i historien, at opvågningspraksis – terapi, mindfulness, yoga etc. – er knyttet sammen med decideret artsoverlevelse. Skulle man sige det mere symbolsk, kunne man sige, at mængden af ubevidsthed på et kollektivt plan nu er så stor, at den truer hele arten. Noget komplet tilsvarende gør sig også gældende på et individuelt niveau. Dette er den seneste traumeforskning i fuld gang med at dokumentere: Bliver vores individuelle ubevidstheder, traumer, konflikter, kriser, tilstrækkeligt store uden at vi hjælper dem på vej, kan de udvikle sig til sygdomme, som vi ender med at dø af. Så på den måde er der ikke noget mærkeligt i det, der foregår i den kollektiv verden. Den store ubevidsthed, som udmønter sig i forurening og temperaturstigning, truer vores arts overlevelse. Nøjagtigt det samme gør sig gældende på det individuelle niveau: Hvis ubevidstheden bliver for stor hos os individer, kan det – og gør det rent faktisk! – resultere i sygdomme, som enten truer vores overlevelse, eller som vi faktisk dør af.
Hvordan kan vi gøre det mere konkret?
Ligesom jeg er opdraget med at holde selvrefleksion og metaperspektivet i hævd ift. udvikling, på samme måde er jeg optaget at gøre tingene konkrete: Konkret betyder det, at jeg ikke bare pr. definition er fortaler for mindfulness, yoga, spiritualitet, healing etc. Jeg vil vide hvorfor. Det er bl.a. hvorfor’et, der konkretiserer. Mangler vi den konkretisering, betyder det også, at vores mindfulness og yoga mm. mangler retning, og derfor ikke giver så meget. Så det bliver tidsspilde. Så hvordan kan vi gøre dette opvågningsperspektiv konkret fra et individuelt perspektiv? Spørgsmålet der kan hjælpe os er: ”Hvad sker der, hvis jeg ikke vågner mere op end nu?” ”Hvad er konsekvensen af, hvis jeg ikke vågner mere op, end jeg er nu?”
Dette spørgsmål kan man meditere på. Eller man kan medtage det i sin meditation, måske bare i nogle sekunder eller minutter en gang imellem.
Hvis man ikke kan finde et indefrakommende svar, må man konkludere, at man ikke indefra har en motivation til at vågne op. Kommer der et svar – og det vil altid være et spørgsmål om tid, undertiden lang tid – så har man fat i brændstoffet i sin praksis. Som man nu kan udføre mere højoktant eller mere hengivent ved engang imellem at kontakte – måske især i svære, stressede eller mere diffuse perioder – spørgsmålet: Hvad sker, hvis vi ikke vågner op? Hvad sker der, hvis jeg ikke vågner op? Og for at konkretisere opvågningspraksis endnu mere, så kan man meditere og reflektere over de følgende spørgsmål:
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->Kan jeg være vågen i 5 sekunder? Er det muligt? Hvis ikke, så slå aldrig dig selv i hovedet. Men tag det som en indsigt, du kan bruge resten af livet.
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->Kan jeg være vågen i 30 sekunder? Er det muligt? Hvis ikke, så slå aldrig dig selv i hovedet. Men tag det som en indsigt, du kan bruge resten af livet.
Simon Vittus Jasper Hansen
________________________________________________________________________
Mere info:
Retreats og kurser:
https://simonvjhansen.dk/retreats-og-kurser/
__________________________
