Se kontaktoplysninger og profil for Simon Vittus Jasper Hansen

Vi taler meget tit om at give slip. Om vigtigheden og nødvendigheden i at give slip. Vi taler om det i mindfulness- og meditations-praksis. Og vi taler om det i det levede liv og i terapeutiske sammenhænge.

Men hvor kommer egentligt evnen til at give slip fra? Og hvad er det, der giver slip, når ”jeg” eller ”vi” giver slip? Og hvordan kan man træne denne essentielle evne?

HVAD?

Svaret er formentlig facetteret: dvs. at der formentligt er tale om forskellige steder, der kan give slip. Lad os tage nogle eksempler. Man skal holde et oplæg for kollegerne på arbejdet, under et møde. Man mærker længe forinden, at man bliver nervøs. Og som dagene skrider frem, stiger nervøsiteten. Undervejs forestiller min sig forskellige negative scenarier, nogle af dem ganske skræk-scenarie-agtige: Fx at man fejler totalt, og at alle de andre mødedeltagere vil afsløre, hvor lidt vidende man er, og derfor at man som en direkte konsekvens bliver degraderet eller måske direkte fyret. I denne proces taler man med en ven, eller man husker et råd fra bog eller en guidet meditation, der handler om, at man skal give slip på nogle af de negative og overflødige tanker. Hvad gør man så? Hvis det lykkedes? Til mødet ikke at være (nær så) plaget af de negative tanker og følelser? Det kan fx være, at man – inden mødet – forsøger at tænke en masse positive tanker: fx at man siger til sig selv ”Det kommer til at gå godt”, eller at ”Jeg er mega sej” etc. Dvs. at man faktisk udskifter de negative tanker, med nogle mere positive. Og ret beset er dette ikke at give slip. Det er at udskifte.

ANDRE EKSEMPLER

Hvis vi igen tager eksemplet fra mødet. En anden og ret brugbar teknik vil da være at lade være med at lytte til de negative tanker/følelser. Man har måske lavet mindfulness eller anden praksis, og derfor lært sine negative tanker at kende. Man ved, hvad de mest almindelige negative tanker er, som man rammes af – igen og igen og igen. Hvilket er en ekstrem brugbar viden at ha’. Og derfor har man måske også lært, at tanker i sig selv ikke er farlige; men at det handler om ikke at lytte, ikke at tro på, at de siger noget sandt. En virksom teknik. Hvilket heller ikke er, ret beset, at give slip. Denne teknik er med bevidsthed at vælge ikke at lytte til tankerne; ikke lade dem bestemme, ikke at tro på, at det de siger er sandt, ikke at rette sig efter tankerne. En afart af denne teknik kan være decideret at undertrykke tanker eller følelser. Hvilket man jo aldrig anbefaler. Balancerne mellem at undertrykke og udskifte kan være subtile. En instruktion man kan bruge er: hvis man fx i terapi eller meditation har givet de negative tanker/følelser al den plads de har brug for, så kan man godt tillade sig – fx til mødet, hvor man skal holde oplæg – at ”undertrykke” dem. Undertrykke er selvfølgelig i gåseøjne. Men princippet er klart. Hvis man har lavet sit hjemmearbejde, fx i terapi eller meditation, så har man en anderledes ”råderet” i forskellige situationer. Fordi man allerede har givet dem, de negative tanker og følelser, en masse plads, en masse opmærksomhed, en masse omsorg. Og måske også har forstået den historie, som tankerne handler om. De dele af ens liv, som har produceret dem.

Efter et sådant arbejde, vil det være langt lettere, når man så står til mødet. At sige: ”Hej tanke. Jeg har arbejdet en masse med dig, på forskellige måder. Og jeg har forstået den historie, du har med dig. Lige nu vælger jeg ikke at lytte til dig, men fx i stedet lytte til en anden mere positiv og opbyggelig tanke.”

OPMÆRKSOMHED OG BEVIDSTHEDENS EVNE TIL AT GIVE SLIP

Som vi har set foroven, er de beskrevne teknikker ikke direkte opmærksomheds- eller bevidsthedsmæssige. Alle de beskrevne teknikker er afhængige af at opmærksomheden er med i processen. Men i sidste ende handler teknikkerne ikke om at give slip, men snarere om at udskifte, at vælge, at gøre sit hjemmearbejde etc. Så lad os derfor zoome ind på, hvordan det at slippe med opmærksomheden kunne se ud.

Et berømt eksempel stammer fra den buddhistiske mindfulnesstradition. Nogle indiske landmænd oplevede at deres afgrøder blev spist af aber. Derfor fandt de på denne metode. Landmændene lavede nogle fælder bestående af kokosnødder og bananer. De lagde bananer ind i udhulede kokosnødder, og lavede så et hul i kokosnødderne, så aberne kunne få deres hænder ind i kokosnødden. Men når aberne greb efter bananen, blev deres hænder større end at de kunne få hænderne ud igen. Så aberne sad i disse ”fælder”, og kunne derfor let fanges. Fordi de ikke gav slip på bananen. Landmændene kunne derfor nemt komme og fange aberne og dermed sikre deres afgrøder. Fordi aberne ikke ville give slip.

BEVIDSTHEDEN ER SOM EN HÅND, DER KAN LUKKES OG ÅBNES

Bevidstheden er ofte blevet sammenlignet med en hånd, som kan åbnes og lukkes. Bevidstheden kan fx være åben og skuende, eller den kan være mere koncentreret og fokuseret. Eller den kan være meget eller helt lukket. I bevidstheden er der en mulighed for at åbne sig for enhver tænkelige genstand – for enhver tanke, for enhver følelse, for enhver sansning. Det sjove ved bevidstheden er, at der er intet – som i bogstaveligt talt intet – der ikke kan komme ind i bevidstheden. Hver gang vi holder fast i noget, hver gang vi fokuserer på noget, hver gang tanker gentages i det uendelige, så kan det beskrives som en form for holden fast. Altså det modsatte af at give slip. Fx kan jeg vælge, at nu vil jeg putte en anden og mere positiv tanke ind i bevidstheden. Men bevidstheden kan også gøre arbejdet selv – uden at udskifte eller på anden vis ”manipulere” med det indhold, der er i den. Simpelthen ved at give slip, på den tanke eller den følelse, eller det, som den nu er optaget af. Denne teknik dækker både over mere avanceret meditationspraksisser. Og det dækker også over en almen og for os alle medfødt evne i bevidstheden. Som vi kan træne, hvis vi ønsker. Nemlig evnen til at slippe det indhold, man netop nu er optaget af. Fx slippe den tanke, man nu tænker. Eller den opgave, man optaget af. Eller den sansning af smerte i knæet. Eller den følelse, man nu oplever. Man kan træne dette på sin meditationspude, og man kan træne det i sit hverdagsliv i alle tænkelige situationer.

I starten vil der formentligt ikke ske andet, end at tanken, følelsen eller sansning, man netop har givet slip på, vender hurtigt tilbage. Så det er ikke fordi teknikken laver mirakler – med det samme. Det vil den dog kunne ved gentagen og langvarig brug – rummer samtlige af de spirituelle traditioner et entydigt bevis på.

Og i et mere almindeligt niveau, så tænker jeg, at den erfaring, at man faktisk, i princippet, til enhver tid kan vælge at slippe det, som sindet/opmærksomheden/bevidstheden/jeg er optaget af kan skabe en større frihed.

Denne erfaring kan dels hjælpe ens mindfulness- og meditations-praksis.

Og så kan erfaringen skabe et ret åbnende perspektiv på hele livet og virkeligheden.

Det kan skabe en frihed og en relativering. Forstår man først (måske lidt dybere), at man faktisk til enhver tid kan kaste det nuværende indhold fra sig, så skaber det en frihed ift. alting. En konkret levede erfaring af, at man rent faktisk kan handle på sin egen frihed. At man kan blive fri.

En frihed, hvor man ikke er trælbundet til tanker, følelser og sansninger – ustandseligt. En frihed, hvor man selv kan vælge. Og hvor man derfor har en medfødt ret og mulighed og evne til at give slip.

Simon Vittus Jasper Hansen

https://simonvjhansen.dk/

__________________________