Global krise og forbundethed
06/11/2024 (199 hits)
Det er ikke nemt, for tiden. Mange politiske kommentatorer siger, at vores tid er den mest konfliktfyldte siden anden verdenskrig. Mange taler om, at vi kan – hvis tingene tager nogle uheldige drejninger – være på vej mod en tredje verdenskrig. Hertil oplever vi nogle meget store sociale og personlige kriser. En meget stor del af vores vestlige befolkninger har det ikke godt: De er fattige, uuddannede, og føler sig ikke som en del af den moderne vestlige verden. Hertil kommer klimakrise. Som med orkaner og oversvømmelse – senest i Spanien – bliver mere og mere håndgribelige. Og man kan kun gisne om, hvor meget mere ”håndgribelige” de klimarelaterede katastrofer bliver henover de næste årtier. Samtidig kan man kun gisne om, hvordan de store politiske linjer kommer til at bevæge sig i de nærmeste år og årtier: krig i Ukraine, krig i Mellemøsten, alliancen mellem Rusland og Kina. Samt et formentlig dalende samarbejde mellem USA og Europa. Og så er der alle børnene. Børn, der fødes ind i krig, ind i hungersnød. Børn, der bliver slået ihjel i krig. Og oven på alt dette – som om det ikke var nok – så er der de psykologiske og emotionelle sider af alt dette. Mennesker lider. Alt det ovenstående skaber – med al selvfølgelighed! – en større angst. En meget større kollektiv angst, og en meget tor fortvivlelse og magtesløshed. Unge og børn fødes og vokser op med klimaangst. Behovet for psykofarmaka er den største i historien. Der udskrives hvert år psykofarmaka, alene i USA, for mange milliarder dollar (man kan læse de nøjagtige, og aldeles hovedrystende! tak i Bessel van der Kolks bog The Body Keeps the Score,som også findes på dansk).
Bloggen er skrevet fordi, det er vigtigt at vi hele tiden forholder os til, hvordan vi forholder os til de globale kriser. Måske er det endda det allermest afgørende for, hvordan de her globale kriser ender. Hvornår de ender etc.: Hvordan vi forholder os til dem. Dette Blogindlæg indeholder en konkret strategi, som kan hjælpe os med at forholde os på en bedre måde.
FÆLLESNÆVNERNE
Igen: Det er klart, at alt det ovenstående skaber en masse angst, en masse ubehag. I større og mindre grad. Det er en af fællesnævnerne. Andre fællesnævnere er, at vi ikke kan løse det på kort tid. Det er blevet til et livsvilkår. Som nuværende og kommende generationer både fødes og dør med. Normalt er problemer – også de politiske – noget vi kan ”forhandle med”, arbejde på, og ændre på. Sådan tror jeg ikke de her globale problematikker er lige nu. Og det tror jeg heller ikke, det opleves som for andre. Det er langstrakt. Så langstrakt, at en mindre del af de politiske, sociale og spirituelle kommentatorer taler direkte om risikoen for menneskehedens udryddelse. En anden meget vigtig fællesnævner er, at vi – både som individer og som samfund – ikke har fundet ud af, hvordan vi skal stille os ift. denne her krise. Vi er splittede som individer. Mellem at ville gøre noget godt. Og mellem at ville have alting hurtigt og billigt. Bl.a. fordi vi er langt mere pressede på det økonomiske end for få år siden (og jo risikerer igen at blive langt mere pressede økonomisk henover de næste år og årtier, hvis udviklingen bevæger sig den uheldige retning). En anden fællesnævner er, at vi ikke ved eller føler os sikre på, at vore indsats overhovedet har en effekt. Helt overordnet og konkluderende kan vi sige:
Vi lever i den største globale krise nogensinde
Som i sidste ende kan få den konsekvens, at den truer vores menneskearts overlevelse
Og vi er splittede ift. at ville hjælpe med at løse krisen og at ”bidrage” til at den forsætter (have det hele så billigt som muligt)
Vi er splittede ift. at tro på, om vi overhovedet kan gøre noget
DEN POSITIVE FÆLLESNÆVNER
Men heldigvis er der en positiv fællesnævner. Heldigvis. Uden den var det på mange måder noget rigtig rod. Fællesnævneren er forbundethed. Det er forbundetheden, som er det medierende led, den kanal, hvorigennem alle de negative følelser kan strømme: angst, magtesløshed, ligegyldighed, vrede etc.
Årsagen til, at vi føler disse følelser – når vi fx ser børn, der er døde af sult, når vi tænker på kloden og klimakrisen – er, at der er en forbundethed. Igen: det er velsagtens pga. forbundetheden, at vi kan mærke alt det ubehagelige? At vi kan mærke angsten over, hvad der skal blive af klimaet, og de voldsomme oversvømmelser, orkaner etc., når det bliver ved med at buldre videre, fordi ubalancerne, affaldet og temperaturen stadig stiger og stiger? Det er vel pga. forbundethed, at vi synes det er smertefuldt at se børn, der næsten ikke består af andet end skind og ben, oppustede maver og store øjne? Der knap nok har kræfter til at verfe fluerne væk fra deres ansigter? Og som helt sikkert ikke lider nogen anden skæbne end den visse død? Det er vel pga. forbundetheden, at vi gruer os for krig i Ukraine og Palæstina? At vi ængstes ved Putin og de andre despoter?!
Hvis ikke der var et reelt minimum af forbundethed, ville vi vel ikke kunne lade os påvirke? Og måske fordi at vi i virkeligheden – som en direkte konsekvens af denne forbundethed – gerne vil hinanden det godt. Og fordi vi opdager, at for rigtigt, rigtigt mange af ”hinandenerne” – på mange måder os alle sammen! – jamen, der går det ikke særligt godt. Det går det modsatte af godt. Det går mod død, lidelse, had, uddøen, katastrofer, sygdom, depression, angst, drab, vold, undertrykkelse etc. Vi reagerer altså med de negative følelser – angst, magtesløshed, ligegyldighed – fordi der underliggende er en forbundethed. Og den ressource, dette vilkår – selve forbundethedskvaliteten – er afgjort en af de helt store potentialer ift. krisen.
WHAT TO DO AND HOW TO IT
For mig at se – sådan har jeg selv oplevet det – så er det meget vigtigt at få tilført så mange ressourcer som overhovedet muligt til vores måde at forholde os til den globale krise. Hvorfor? For gør vi ikke det, så giver vi op på forhånd, og kommer aldrig i gang. Det er på mange måder klart. Hvis ikke vi kan se nogen som helst positive aspekter ved at hjælpe til, så gør vi det ikke. At sætte mere lys på forbundetheden er en sådan ressource. At mærke forbudenheden er en ressource. At træne sin evne til forbundethed er en ressource. Både i meditation og i det daglige – fx når man ser nyheder (eller hele tiden lader sig selv bombardere med sådant indhold, fx via sociale medier). Dette får mig til at spørge det nedenstående spørgsmål. Så kommer vi tilbage til how and what om et øjeblik.
FORBUNDETHED – HVAD ER DET?
Hvis jeg fx har været ude at rejse, eller af andre grunde ikke har haft kontakt med mine børn, eller min partner i længere tid. Så kan de optræde i mit system som rent fravær eller pludselig kan jeg mærke dem meget tydeligt. Nogle gange er de der, nogle gange er jeg optaget af andre ting. Vilkåret er dog – hvilket meget meditation handler om – at jeg bogstaveligt talt til enhver tid faktisk kan fremkalde – eller måske i virkeligheden endnu bedre: gå hen til det faktum, at vi er forbundne. Uanset hvad og hvornår jeg og de andre føler noget. Dette er et faktum, som jeg tænker ingen vil benægte. Selv i fx meget travle perioder på mit arbejde, hvor jeg i timer ikke skænker hverken børn eller partner nogen tanker, jamen dér er vi stadig forbundne. Som vel sagtens Kattegat og Skagerrak også er forbundne; også selv de glemmer det et øjeblik, eller ikke tænker så meget over det. Deres vande flyder konstant ind og ud af hinanden, og de er derfor forbundne. Også selvom vandet i Skagerrak engang imellem glemmer at tænke og mærke Kattegats vand.
Sådan er det også, når vi ser lidelse ude i verden: børn, død, klima, ødelæggelse, undertrykkelse. Ubehaget afslører det.
TILBAGE TIL HOW TO AND WHAT TO DO…
Først ligger der en større opgave i at mærke forbundetheden. Og meget gerne som et faktum. Meget gerne som en direkte årsag til, at forbundetheden er en slags årsag til, at vi føler lidelse, lede, smerte etc., når vi oplever lidelse i verden. Både i den nære verden og i den fjernere, store globale verden. Og den evne – vores evne til forbundethed – kan vi træne både i verden og i meditation. Problemet er måske, at vi ikke opdager den normalt. Med andre ord tager vi kun lidelsen eller bortvendtheden fra strømmen af nyheder. Vi mærker kun naget, når vi ser eller hører om kriser og død. Hvis vi i stedet også kunne tillade os at mærke en forbundethed – som skal være ægte – så har vi en form for buffer. Sådan oplever jeg det selv. Det er en form for formildende omstændighed. Forbundethedens formildende omstændighed. Som ikke i sig selv hjælper på situationen. Det skal siges, så den ikke bliver en sovepude. Hvad den heller aldrig gør, hvis den er ægte. Men den beriger mig, der står foran lidelsen, og klæder mig langt bedre på – både ift. at forholde mig til problemet, men også helt sikkert ift. at kunne hjælpe på det.
Selvfølgelig – det skal også siges – er der også et besvær med forbundethed. Det siger næsten sig selv. Jo mere forbundethed, jo mere mærker man. Jo mere skal man acceptere, jo mere skal man kunne rumme. Så arbejdet med forbundethed er besværligt. Og der ligger nogle meget store og fine frugter på den vej. Som også er absolut nødvendige, hvis vi skal løse de kollektive kriser. Det siger mange af vor tids visdomsskikkelser. Og på mange måder er det almindelig sund fornuft.
Du kan undersøge et vist aspekt af forbundethedsfølelsen i nedenstående meditation. Men der mange andre måder, som er mere relevant et arbejde med forbundenhed på (fx direkte i kontakt med nyheder). Denne guidning er ikke lavet med særligt henblik på de kollektive kriser; men har et andet fokus. Selvom den selvfølgelig træner forbundethed:
Simon Vittus Jasper Hansen
__________________________
