Se kontaktoplysninger og profil for Simon Vittus Jasper Hansen

Alle veje fører til Rom. Og der er mange veje, der fører både til traumeforløsning og spirituel progression. Metoderne og vejene udvikles og forfines hver evigt eneste dag. Så vejene og metoderne bliver konstant mere komplekse og righoldige. Og det er alt sammen godt. Altså nuanceringen og forfinelsen. Men ret ofte bliver nuancering og forfinelse til forvirring og overkompleksitet. Derfor er det formentlig godt ret ofte at ty til de store linjer. Nogle af de linjer, som er så basale, at de på en måde hverken kan eller skal fornys. At gøre det modsatte – dvs. netop dét, som denne blog handler om – er en af disse hovedlinjer.

Bloggen er tæt forbundet med den blog, der hedder ”At definere et problem er samtidig at definere dets løsning”.

For en sikkerheds skyld er denne strategi ikke et alternativ til terapi. Dvs. den er aldrig en strategi, som betyder at vi ikke skal tage et emotionelt ansvar over for os selv og dem vi lever sammen med. Tager vi ikke dette ansvar, vil det ikke virke med denne modsatgørende strategi. Den kræver, at vi også tør se på det samme. Problemer og traumer, og give dem den hjælp og omsorg, som er nødvendig. Strategien her er altså ikke et ”i stedet for” men et supplement.

SINDETS VANE I AT BLIVE FIKSERET I DET ENE

Som man vil kunne have set i netop den blog, der beskæftiger sig med det faktum, at det at definere et problem faktisk samtidig er at definere problemets løsning, så er det menneskelige sind meget dygtigt til at fiksere sig ind i det ene. Fx et problem. Eller det, der ikke er det modsatte. Mange af os er gode til at gentage problemer. Mange af os er gode til at italesætte problemer. Mange af os er gode til at fremhæve problemerne. Og disse vaner gør, at vi stirrer os blinde på problemerne. Hvilket gør, at vi selvfølgelig aldrig kommer i nærheden af at kunne løse dem. Sindets vane i at ville fiksere sig er ofte så stærk, at det direkte og helt og aldeles afskærer os fra enhver praktisk mulighed for at kunne løse et problem. Tag fx en konflikt med en leder, en kollega, eller en konflikt i en relation, måske en parrelation. Her vil vi meget ofte vælge at stirre os så blinde på udfordringen, problemet, traumet, manglen, det som vi ikke kan, de behov, der ikke opfyldes, at det, ja, igen, afskærer os fra enhver mulighed for at løse problemet. Hvis man skulle beskrive det ud fra denne blog, og ud fra den føromtalte tidligere blog, så er vores tendens den, at dels 1) Ikke gøre det modsatte (men faktisk fortsætte med at gøre det samme). Og 2) At vi ikke lader vores definition af et problem afgive den faktiske information, der ligger naturligt i enhver definition af et problem, og som derfor definerer dets løsning. Altså: Vi gør ikke det modsatte. Og vi opfatter ikke den løsning, som egentligt ligger i definitionen af et problem.

Fællesnævneren er, at vi bliver fikseret i det ene. En fiksering i problemet (og ikke løsningen).

AT GØRE DET MODSATTE

Selvom noget tilhører en såkaldt hovedlinje, som nævnt ovenfor, så er det ikke ensbetydende med, at det er nemt. At det er let, som at knipse med fingrene. Men det betyder, at vi relativt let kan skabe en mental klarhed, en mental ramme om den strategi, der vil virke for os.

At gøre det modsatte er sådan en ramme.

Det gælder fx at gøre det modsatte af angst. Eller det modsatte af mindreværd. Det modsatte af mereværd og arrogance. Det modsatte af forlegenhed. Det modsatte af skam. Det modsatte af vrede og aggression. Det modsatte af sorg.

At gøre det modsatte handler om at kalde på det, man mangler. Oplever man angst, så mangler man ro, tillid og tryghed. Og så kalder man på det: roen, tilliden og trygheden. Dét er at gøre det modsatte. Mærker man mindreværd, mangler man selvfølelse, eller ligeværd, eller kontakt. Og så kalder man på det: selvfølelsen, ligeværdigt, og/eller kontakten. Det er gøre det modsatte. Hvis ens liv i en periode er præget af mørke – og hvem har et liv, hvor mørket ikke regelmæssigt kigger ind? – så kalder man på lyset. På glæden, på kærligheden, på letheden. Dét er at gøre det modsatte. Hvis man er plaget af ensomheden – og hvem er ikke fra tid til anden plaget af ensomhed? – så kalder man på samhørigheden, på de nære, på de gode øjeblikke, på venligheden fra fremmede, på smilene fra kassedamen og buschaufføren. Det er at gøre det modsatte.

FORUDSÆTNINGERNE FOR AT GØRE DET MODSATTE

Det lyder jo let. Og som jeg allerede sagde i indledningen, er det det ikke. Men det laver en vej. En sti. En strategi. Og hvad er så strategiens, vejens og stiens forudsætninger. Klarhed er en af dem. Klarheden om dels, hvad er det egentlig, man mærker og udfordres af. Man kan ikke gøre det modsatte af noget, hvis man ikke ved hvad det ”ensrette” – altså dét, man mærker og udfordres af nu. Dette er den ene forudsætning. Den anden forudsætning er, at man faktisk tror på - og derfor er villig til – at man kan løse problemet. De fleste af os er vel egentlig ikke særligt interesserede i at løse mange af vores problemer på et dybere niveau. Hvilket hænger sammen med at hele vores personlighed er dannet omkring problemer. Derfor er vi nødsaget til at ville ændre på basale mønstre og basale dele af os selv, hvis vi virkelig vil lave forandringer. Du kender sikkert denne tendens – jeg kender den i hvert fald selv ret godt: Der er noget man gerne vil ændre. En vigtig problemstilling i ens liv. Noget, der har gået en på længe. Og så går man i gang. Man belyser det fra sin praksis. I terapi. Man belyser det sammen med venner, som man taler dybt med. Man begynder at løbetræne. Og det er alt sammen godt nok, og virker måske endda til dels. Man får faktisk ændret noget. Indtil man begynder at opdage, at hvis man vil begynde at bevare ændringerne – altså at det ikke kun er i januar, februar og marts, man spiser sundt – ja, så kræver det at man ændrer SIG. Og så er det lige pludselig en anden snak. Man troede, det var en lille ting, man skulle skrue på. Man troede det var et spørgsmål om ikke længere at spise sukker. Man troede det var et spørgsmål om at sige mere nej. Men man indså så efter noget tid i arenaen, at det i virkeligheden er SIG SELV, man skal ændre. Og denne vilje til at ændre sig selv, den er, ja, en forudsætning for at gøre det modsatte.

TIL AT STARTE MED – AT DRØMME OG TÆNKE PÅ DET MODSATTE

For ikke kun at præsentere det svære perspektiv, som handler om at ændre sig selv. Så kan man starte med at drømme eller tænke på det modsatte. Men uden at der ligger en nødvendig intention, ønske eller nødvendighed i, at man skal gøre noget som helst ved det i handlingen. Man kan fx sidde til et personalemøde og mærke en stor ligegyldighed. Drøm det modsatte. Drøm om meningsfylde. Om vigtighed. Om Passion. Eller man oplever distance i kærlighedslivet. Man føler ikke man er tæt nok på dem, der betyder noget. Kald på inderligheden ved at drømme om den. Ved at tænke på den. Evt. ved at sige det højt til den anden: ”Jeg drømmer om kærlighed”, ”jeg drømmer om fortrolighed”, ”jeg drømmer om nærhed”.

Man kan altså starte i det små. Med at drømme og tænke på det modsatte. Og hvis man føler gejsten kan man begynde at omsætte disse tanker og drømme. På sin egen måde. I det tempo, der er rigtgt for en selv – ikke de andre tempo, med de andre idealer. Og på den måde, der er rigtig for en selv. Ikke de andres måder. Ens egen.

Jeg ønsker hjerteligt god vind med udforskning og proces – bl.a. udforskning og proces ift. at gøre det modsatte.

Simon Vittus Jasper Hansen

https://simonvjhansen.dk/

__________________________