Behovet for kontakt og kærlighed – måske det vigtigste skridt i traumehealing
Alle veje fører til Rom. Og ligeledes fører mange veje til heling af traumer: Samtaleterapi, kropsterapi og forskellige former for healing.
Men hvis ikke – selv hvis vi benytter gode terapi- og healingsteknikker – vi bevidstgør og handler på vores basale behov for kontakt og kærlighed, så har vi ringe eller slet ingen chancer for dybere heling af traumer. Og derfor ringere chancer for egentlig udvikling.
Traumeforskningen har aldrig haft støre medvind end i disse år. Hvilket er fantastisk positivt. Det betyder, at millioner af mennesker nu faktisk kan få den hjælp, de behøver. Og samtidig er det også en glæde – i strømmen af alle disse traumeteknikker (Somatic Experiencing, EMDR etc.) – at pege på et så almenmenneskeligt behov som en af de helt store nøgler til traumehealing. Vi skelner normalt mellem udviklingstraumer/relationelle traumer og så chok traumer.
Chok traumer er fx flystyrt, hjertestop, trafikuheld etc. Denne artikel kommenterer udelukkende på udviklings- og relationelle traumer.
Behovet for kontakt og kærlighed er fællesnævneren
Traumer opstår – helt kort fortalt – når vi gentagne gange, typisk som børn, udsættes for forskellige former for svigt eller vold, psykisk eller fysisk, af de personer, som ellers skulle have taget sig af os. Og hvor vi efterfølgende ikke har nok resurser – inde fra os selv og udefra vores omsorgspersoner – til at komme mere helskinnet videre.
Svigt kan også være noget så simpelt som manglende nærvær, og manglende evner hos fx forældre til at møde og se deres børn. Hvilket vel er et slags traume, som næsten alle kender til. For hvor mange mennesker kan egentligt virkelige sige, at de virkeligt er blevet set, mødt og kultiveret i deres sjæle af deres forældre?
Og tænk engang på vores forældres forældre! Hvordan var deres opvækst mht. nærvær og det at blive mødt, set og inderligt holdt af og om samt passet på? Denne tanke henleder på det faktum, at vi kan arve og dermed også frisætte os fra traumer, som måske har været i ens familie eller slægt i mange generationer?
Traumer kan altså opstå af mange forskellige årsager. Og der findes mange forskellige coping mekanismer; altså reaktioner og strategier til, hvordan vi forsøger at håndtere de traumatiske oplevelser. Nogle bliver udadreagerende og aggressive. Andre bliver alt for søde og pleasende. Nogle farer ud i sociale sammenhænge, mens andre trækker sig og isolerer sig.
Alt sammen er de strategier, som for den enkelte er dannet ubevidst, og som har til formål at undertrykke og eller undgå de egentlige følelser fra traumet, og at en lignende begivenhed sker i fremtiden. Lad os sige, at jeg er blevet svigtet af mine forældre. Der har ikke været nok kærlighed. Dette skaber en desperation, en frygt, bl.a. en overlevelsesfrygt, hos barnet. Men da denne frygt og sorg har været mere end barnet har kunnet kapere i nervesystemet og følelserne, så lukker man af for følelserne, og dermed for en del af en selv (man begraver det inde i sigs selv, som fx bl.a. Almaas har beskrevet smukt). Og her fra denne fraspaltning, som det hedder, skabes så en ny og ubevidst strategi: fx aggression, at være pleasende, at være oversocial eller at trække og isolere sig. Men igen: på trods af alle forskellene i både traumet og coping strategierne, så er behovet for kærlighed en fællesnævner. Og strategien hertil er at bevidstgøre, og dermed turde at stå ved sit behov for kontakt og kærlighed.
I alle eller langt, langt de fleste traumer, lukker vi nemlig af for at mærke dette dybe og almenmenneskelige behov. Og mens dette behov er tillukket, kan vi arbejde nok så meget i terapi, meditation, healing eller andet, uden at det kan forløse traumet. Fordi mit basale behov for kontakt og kærlighed aldrig kan opfyldes, hvis ikke jeg bevidstgør det, og tør stå ved behovet sammen med de mennesker, som jeg deler det nære liv med.
Forskellige former og grader af kærlighed
Påstanden om, at behovet for kontakt og kærlighed er et af de vigtigste redskaber i traumehealing skal selvfølgelig nuanceres. Fx er der bred enighed i traumeforskningen om, at det ikke i sig selv er selve begivenhederne – det seksuelle overgreb, bomben der sprang i krig, andre ulykker, manglende omsorg og nærvær – som i sig selv laver traumet. Det er ofte perioden og de eksisterende eller manglende resurser efter traume-begivenhederne er sket, som afgør udfaldet. Hvis der gives den tilstrækkelige omsorg fra fx forældre, vil traumet ofte blive langt mindre. Dette er også en af årsagerne til, at mennesker, som har gennemlevet nøjagtigt de samme traumatiske begivenheder, får helt forskellige påvirkninger i deres liv.
Når vi taler behovet for kærlighed og kontakt, så er der flere ingredienser: dels en mere barnlig del af os, som gerne – også selvom vi er voksne – vil have (den manglende) kærlighed fra vores forældre. Dette kærlighedsbehov er ikke, hvad der her menes med det mest helende i traumehealing. Vi skal turde mærke den voksne side af kærlighedsbehovet. Altså os selv som ”voksne kærlighedssultne”. Og det kan vi normalt først efter længere tids terapi: Når vi har tilladt os at mærke de barnlige kærlighedsbehov nok; og er kommet overens med dem. Vedbliver vi at hænge fast i det barnlige kærlighedsbehov – ”Vil elskes og trøstes af mor og far!” – kan vi ikke hele de dybere traumer. Derved fastholder vi os selv og derfor vores evne til kærlighed i barnlige strukturer.
Tænk blot på, hvordan ens muligheder ville være for et modent og sundt kærlighedsliv – som helt sikkert er en afgørende faktor i traumehealing – hvis man vedbliver at være i den barnlige del af sit kærlighedsbehov. Der er selvsagt ikke noget forkert i det barnlige kærlighedsbehov. Det skal ses, mærkes, accepteres, rummes og gennemarbejdes i terapi. Tillad derfor en gang imellem at mærke – alene eller sammen med en betroet – hvordan man har lyst til uendelig meget af mors og fars oprigtige kærlighed. Eller mærk det, når man projicerer dette behov over på en krælighedspartner, en ven eller en lærer. Hvilket vi allesammen gør: Også os, der har arbejdet med os selv i adskillige årtier. Tillad og vid af dette behov. Og lad vær med at lade det styre for meget i den ydre verden, men arbejd terapeutisk med det.
Behovet for kærlighed i sociale sammenhænge
Man kan undres over – hvis man ser på omfanget af, hvor meget tid mennesker bruger sammen med andre mennesker – at det er så svært at få opfyldt behovet for kærlighed. Årsagerne er selvfølgelig, at behovet ligger i det ubevidste – som en varer vi skriver med usynlig skrift på indkøbssedlen, og derfor ALDRIG kommer hjem med. Og som vi derfor – fordi andre også skriver den med usynligt – aldrig eller meget sjældent kan hjælpe andre med at få med hjem. Hertil kommer det, at det er meget sårbart at åbne op til behovet for kærlighed. Fx er det – og igen kan det være øjenåbnende at tænke på dette – helt almindeligt, at mennesker, der har levet i familier og parforhold gennem 10, 20 eller mere end 50 år – ikke hverken hjælper hinanden med behovet for kærlighed; ej heller overhovedet er det bevidst – det er simpelthen for sårbart. Det samme gælder for tætte venner, veninder, kolleger, søskende etc. Vi har ikke kultur og vane for, at vore kærlighedsbehov er en almindelig del af selv de nære relationer – ret meget af tiden i hvert fald. Så det at bevidstgøre dette behov i forskellige sociale sammenhænge, vil være en uundværlig komponent i traumehealing – og det generelt sunde og kærlighedsfulde liv.
At bevidstgøre et behov er ikke det samme som at få det opfyldt
Dette gælder i hele det terapeutiske arbejde omkring behov: en regel som de fleste ikke har fået fat i. Mange tror, at hvis de mærker et behov, og fx fortæller dette til en partner – fx efter at have læst noget lettere parterapeutisk litteratur i Femina eller Alt for mændene i Euroman, så har de dermed også krav på behovets opfyldelse fra partneren. Sådan hænger det selvfølgelig ikke sammen. Jeg tror, at viden om, hvad både et behov er, og hvad traumer er, går langt dybere end langt de fleste erkender. Dalai Lama har fx udtalt, at vestlige mennesker lider af den illusion, at nøglen til alle psykologiske problemer ligger i dette liv.
Pointen er, at for at forstå på et dybere plan hvad et behov er, og mindst lige så vigtigt, hvordan vi selv forholder os til vores behov, så må vi nok sige, at opfyldelse af et behov både er vores egen opgave, og dem vi er tætte med (i sidste ende er det formentlig kun os selv, der kan gøre det). Fx kan det være meget interessant at undersøge sin egen evne til at opfylde og til at tiltrække mennesker, som rent faktisk hjælper med til at opfylde ens behov. Og det modsatte.
En af de ting vi fx selv kan gøre, er at turde mærke vores oprigtige og mere voksne behov for kontakt og kærlighed. Ved selv at turde mærke dette behov – også mens vi er i en direkte kontakt med andre – øger vi chancen for rent faktisk at få det. Og pointen på den lidt længere bane, er selvfølgelig også, at det ikke er alle vores behov, vi skal have opfyldt. Dette at gå med uopfyldte behov – uden at begrave det med kager, sex, penge eller socialitet – er en af de spirituelle hovedveje. Så dér skal nogle gange en dybere intelligens til. En intelligens, som på den ene side er voksen og moden nok til at forsøge at få sine behov opfyldt, og på den anden side kan forstå det udviklende og berigende i ikke at få det opfyldt.
Endelig siger Adyashanti mf. at en af måderne, vi faktisk (tantrisk) kan få opfyldt vores behov er at kigge midt inde i kernen af behovet selv. Dér, siges det, ligger nemlig kimet til selve opfyldelsen. Dette er den ”højspirituelle” praksis ift. behov. Men det kræver, at vi tør mærke behovet uden at forsøge at få det dækket (udefra).
Simon Vittus Jasper Hansen
https://simonvjhansen.dk/
__________________________