Se kontaktoplysninger og profil for Simon Vittus Jasper Hansen

Groft sagt kan vi dele vores virkelighed op i to: de dele af verden, andre mennesker, os selv, som vi kan acceptere. Og heroverfor har vi de dele af verden, de andre mennesker og os selv, som vi ikke kan acceptere. Eller måske rettere: Det er vores forhold til verden, de andre og os selv, som kan være præget af accept eller manglende accept. Denne blog handler om de steder, hvor vi ikke har formået at acceptere. Og det betyder ikke, som tidligere beskrevet i en anden blog, at vi nødvendigvis skal acceptere og give slip på alt per automatik. Ingenlunde.

Accept og indre visdom

Når ting og sager, heriblandt dybe processer, er fuldt ud accepteret, så vil der altid eller meget ofte være tale om et indre visdomsaspekt; dvs. en indre læremester, som har arbejdet succesfuldt. Konkret betyder det, at den indre visdom har indset, forstået og med empati integreret tingenes tilstand. Hvorefter accepten følger som en naturlig konsekvens. Og meget ofte eller altid vil denne accept betyde, at man ikke længere forsøger at ændre på tingene – i hvert fald ikke på samme måde, som man forsøgte, inden man nåede frem til accepten.

Fuld accept må betyde, at vi ikke længere ønsker, håber, begærer de forandringer (som manglende accept altid vil afstedkomme). Dér hvor der er manglende accept vil vi forsøge at reparere, at manipulere, at ændre, at bortforklare, at rationalisere, at give skyld til andre, at fordømme os selv, at begræde verden og de andre. Så ja. Manglende accept rummer megen lidelse. Måske endda størstedelen eller ligefrem al lidelse.

Manglende accept er en slags konflikt mellem virkeligheden og en selv. Man vil gerne have virkeligheden – dvs. mig selv, de andre og verden og politikerne – til at være på en anden måde, end de er. Man vil gerne have en anden udgave af sig selv, end den man er. Man vil gerne have en bedre, sjovere, klogere, mere sexet udgave af sig selv, end den man lige nu er. Ligeledes med de andre mennesker. Man er i krig med sådan som virkeligheden er. Enten fordi virkeligheden bringer en smerte med sig – i form af angst, aggression, skam eller sorg. Eller fordi man udnytter sin visionære fødselsgave: Det at man kan tænke sig eller intuere en bedre tilstand.

Lad os tage nogle eksempler: Man føler fx en tomhed indvendigt. Og går på nettet og køber en ny skjorte eller en ny kjole. Ergo: Man accepterer ikke den indvendige tomhed, men forsøger at ændre, manipulere, tildække eller fjerne fokus fra den. Eller man mærker en mindreværdsfølelse, og slår måske for hurtigt op i selvudviklingsbiblerne, der siger, man skal elske sig selv, og anerkende sig selv for alle sine ressourcer. Og det skal man da. Det gør man så. Men uden at give accept til den mindreværdsfølelse, der startede det hele. I begge eksempler kan handlingen udføres ud fra en manglende accept af den oprindelige tilstand – fx den indvendige tomhed eller mindreværdsfølelsen.

Og. Som jeg nævnte i starten er jeg personligt meget langt fra at mene, at alting skal accepteres (per automatik). Nogen gange har vi fået accept lidt galt i halsen, og tror derfor, at accept skal bruges automatisk til alle problemer. Det mener jeg ikke. Jeg mener, der er et kæmpe uudnyttet potentiale for reelle forandringer, som vi skal arbejde for; fx gennem terapi, selvudvikling, mindfulness og meditation. Men. Eller og. Og: Mange af de forandringsprojekter og handlinger, som vi laver på en baggrund af manglende accept bliver ofte tidsspilde ”at best”. I værste tilfælde kan vi producere en masse lidelse for os selv og andre, når vi gerne vil ændre på, ja, det hele, uden først at nå til en vis grad af accept.   

Den nye læremester

Omvendt forholder det sig i ale de tilfælde, hvor vi endnu ikke har accepteret noget. Her har vi ikke den adgang til den indre visdom, som vi har i de tilfælde, hvor vi fuldt ud har accepteret noget. Og det betyder selvfølgelig, som titlen viser, at der faktisk gemmer sig en skjult eller uudnyttet læremester, en indre visdom, i alle de tilfælde, hvor vi ikke har accepteret endnu. 

Jeget og personligheden vil gerne (med rette) have tingene på deres måde: Dvs. et jeg eller en personlighed ønsker ikke uden videre at acceptere en hel masse. Det kan et jeg, et såkaldt sundt, balanceret og integreret jeg, godt lære. Men i sin natur er en personlighed, en jegstruktur ikke lavet til at acceptere en hel masse.

Jeget og personligheden er lavet til at forsøge at få dets vilje, og dermed indrette, ændre, styre, manipulere, planlægge sådan, at verden bliver så meget i overensstemmelse med jegets præferencer som muligt. På en måde meget fordi, at på den måde kan jeget undgå at ændre sig, undgå at lave sig om. Hvis jeget kan ændre alle de andre, så kan jeget forblive sig selv, og dermed opretholde sit selvbillede og sin selvfølelse.

Det omvendte er tilfældet med accept. Her risikerer jeget at skulle ændre sig, at skulle forstå verden, ikke bare mentalt og intellektuelt, men ind i hjertet og knoglerne. For accept er ikke en mental aktivitet. Accept er en form for alignment med virkeligheden. Og denne alignment med virkeligheden kan koste jeget dets identitet, eller dele af den. Hver gang vi accepterer noget, så dør en lille del af vores jeg. Vi har, ja, accepteret et eller andet, fx et bestemt vilkår på arbejdet. Som egentlig var i modstrid med vores præferencer, vores personlighed. Men har så accepteret, at vilkåret ikke blev sådan, som man selv ville. At man på arbejdspladsen ikke vedtog den beslutning, man selv mente var bedst. Men i stedet måske endte med det, man mindst kan li’, eller decideret hader. Accept er således at æde sine egne præferencer. Ikke at bypasse dem.

Afslutningsvist

Den korte konklusion er, at der i alle de tilfælde, hvor vi ikke har accepteret noget, er en mulig læring at hente. Et indre visdomsaspekt, som er sovende. Et jeg og en personlighed, der spræller og vil have tingene på deres måde. Et jeg der kæmper med virkeligheden. Og på den måde holder den indre visdom sovende.

Man kan derfor gøre det følgende: Først skal man lokalisere de steder, hvor accepten ikke er indtruffet endnu. Det kan fx være i bestemte relationer, hvor ”noget” ikke er accepteret. Man synes stadig, det er den andens skyld, den andens ansvar. Man synes stadig, at den anden skulle ha’… Og det nager derfor stadig en. Accepter er endnu ikke indtruffet. Det er roen heller ikke. Og det er den indre visdom heller ikke. Hernæst kan man spørge sig selv: Hvad er det, jeg ikke kan acceptere? Spørgsmålet lyder åbenlyst. Men svaret er det ikke altid. For er det noget hos den anden, man ikke kan acceptere? Eller er det i virkeligheden noget ved sig selv? Eller er det noget ude i verden, man ikke kan acceptere? Eller er det i virkeligheden altid noget – en følelse eller en tilstand – inde i en selv, man ikke kan acceptere?

Et yderligere meget relevant spørgsmål, man hernæst kan stille sig – når man har identificeret, hvad det er, man ikke kan acceptere - er: Hvad vil det kræve af mig at acceptere dette? Hvilken pris vil det have for mig, at skulle acceptere dette? Endeligt måske spørgsmålet: Er jeg villig til at betale den pris? Eller er det måske for tidligt at skulle acceptere noget? Kommer jeg til, hvis jeg for hurtigt beslutter mig for at acceptere noget, til at lave en form for overgreb mod mine andre følelser; mod mit jeg, mod min personlighed? Mod nogle måske reelle behov, som ikke bare skal ”trumfes med accept”?

Der er mange spørgsmål. Og masser at udforske. Faktum er, at de steder, hvor accepten ikke er indtruffet er et spændende sted at være. Et sted for læring. Et sted, hvor kontakten med den indre visdom og den nye læremester er på tilbud.

Simon Vittus Jasper Hansen

https://simonvjhansen.dk/

__________________________