Psykisk syg kunstner bryder ud

Anonym

"Hun bliver en stjerne!"

... "Da jeg lige var blevet født, styrtede min onkel ned af gangen med min lille hånd i hans. Min mor gik med mig i kuvøsen og kiggede lykkeligt ned på mig, imens han råbte: ”Hun bliver en stjerne, en stjerne, en stjerne. ” Det var de overbeviste om dengang, og så lykkelige. Det mest fantastiske min mor  havde sagt, var min fars trætte smil da han modtog mig i armene. ”Træt, men lykkelig var han” Det var hendes ord. Hvem skulle have vidst hvor meget ondt vores lille familie skulle igennem."

Et uddrag af min nye bog, og mit liv. Ikke at det bliver en decideret portræt/livshistorie. Men en magisk fortælling bliver det :) Det er så vildt mærkeligt at tænke på, at jeg er nået så langt. Med et liv som en Outsidere, gadestrejfer og betragter fra sidelinjen. Ja måske ikke engang det sidste. Jeg gik inde i min egen verden, og kunne ikke komme ud af den drømmebobbel. Selvom jeg altid har skrevet, og på en måde forsøgt at "bryde ud" i et liv hvor jeg levede,. er det først nu jeg faktisk lever. Jeg er brudt ud af min sygdom og elendighed, og har noget at fortælle jer. 

Angst, depressioner, psykoser. You name it! Du kan komme ud af det! Ud af smertens vej og leve det frie liv. At udtrykke dig, er nøgle ordet, og finde dit eget sprog, men som andre mennesker formår og KAN gribe. Jeg greb til kunstens udtryk. Og fra da af gik det hurtigt. Fra at være stemplet som værende skizofren og dømt til aldrig at blive rask, gik jeg til at få stor ros for min kunst, at udstille den og formåede selv at søge ud med mine ord. 

Nu bor jeg alene, efter at have brugt år af mit liv på at bo på diverse institutioner og bofællesskaber. Jeg bor i en lækker 3 værelses lejlighed, og lever det frie liv. Er ude af psykiatri og medicin. Jeg har en kæreste, min familie, mine veninder. 

Men i disse tider, går jeg og føler, mærker og sanser alt. Det er som om jeg først nu, som 32 årig er vågnet op til livet. Det er så underligt alt sammen, og jeg er som en nyfødt gnist. Jeg glæder og jeg brænder. Jeg føler mig dog forsigtigt frem. 

Engang plejede jeg at sige: "Jeg elsker livet, men kan ikke finde ud af at leve det", men jeg lever! Og alt hvad jeg oplever er som en udbrydelse. 

Til jer der står der ude og har mistet håbet. Mist det ikke, for det er alt du har :) Og når først du begynder at tro på dig selv og turde at leve livet, er du faktisk nået meget langt!
Brug de redskaber du kan hente i selvhjælps bøger, eller skriv dig ud af smerte, eller omform det med dine hænder. Brug din smerte konstruktivt. Lær at tænke: "PYT!"

Det er alfa og omega i denne verden, at kunne sige PYT. Lær at tænke at hvad du KAN gøre ved, og det du KAN ændre, det ændrer du på! Det du ikke kan gøre noget ved, må du sige PYT til :)

Husk at livet er en erfaringsmæssig rejse, men hvis du ikke tager ved lære af dine fejl, er det ikke længere erfaringer, men tomme bygninger uden indhold.