Hollywood dig selv!

Det regner. Livet kører på automatpilot. Bekymringer, udfordringer og hvorfor vælger du altid den lange kø i Netto?

 

Hey, stop! Find lige eventyret frem. Skab magien her og nu. Gør livet til den film, du gerne selv vil se.

 

Hvordan?

 

For det første skal du ønske det. Hvis du rent faktisk har det godt med et middelmådigt, tålelig og kun semi-kedeligt liv, så kan du ikke blive din egen film-instruktør.

 

For det andet skal du tro på det utrolige. Du skal turde slå logikken fra og fastholde ideen om at livet kan være magisk.

 

For det tredje skal du fokusere på det. Gør det til en livsstil at se de sjove, spøjse, mærkelige historier og tage ejerskab på dem.

 

Eksempler:

 

Led efter ideer i dine drømme

For nogle nætter siden drømte jeg at jeg kiggede på en hjemmeside. Dagen efter gik jeg i gang med at tilpasse min egen hjemmeside ud fra hvad jeg havde set i drømmen. Ved at gøre dette fortæller jeg mig selv, at drømme kan bruges til noget konkret. Og jeg vælger at tro, at fordi jeg har drømt det, så kommer det fra et eller andet genialt sted, som jeg aldrig ville kunne tænke mig frem til. Det er ikke første gang, at jeg har drømt noget, som jeg så har udført ... om ikke andet, så for den gode historie. Det skaber bare et strej af magi, når man kan svare, "nå det der, jamen det kom til mig i en drøm".

 

Opfind replikker og se dig selv med ”film-kameraet”

Det gode ved film er, at der har siddet dygtige manuskriptforfattere og skrevet de ord, der kommer ud af skuespillerens mund. Derfor lyder det ofte meget bedre, sjovere eller mere romantisk end i virkeligheden. I mit liv synes jeg det er sjovt, at sige ting, man ikke normalt gør i virkeligheden og så forestille mig at det er en scene i en film. Det kan gøres på mange måder. Personligt elsker jeg at spille rollen, som totalt uforstående over for virkeligheden. Som var jeg en alien eller et naivt barn. Prøv f.eks. med mistro i stemmen at spørge en bartender, ”undskyld, har I øl?” Et spørgsmål han eller hun sikkert aldrig har fået fordi det er så underforstået. Du kan også spørge om vej til Rådhuspladsen, selvom du står midt på den. Her kan du forestille dig at du er en klodset Mr. Bean-type, som ikke fatter noget.

 

Gør noget der er ud over det sædvanlige – for din egen films skyld

Engang fandt jeg på ideen om ”Street Dining”, som går ud på at placere et bord med hvid dug, service og stearinlys midt på et offentligt sted. Og så simpelthen nyde en middag med en ven. Første gang jeg prøvede det – sammen med en veninde - var midt imellem vejbanerne på Vesterbrogade. Det var en helt fantastisk oplevelse. Folk standsede måbende op. Og kom hen til os for at spørge om vi skulle giftes, om det var skjult kamera eller om vi var med i en film. Det var en ganske almindelig onsdag, men vi følte faktisk vi var midt i en film… en god en af slagsen.

 

Der er mange flere måder, at gøre sit liv til en seværdig film. Mere om det en anden gang ... jeg er midt i nogle "filmoptagelser" ... 3, 2, 1 ACTION!!!

 

 

 

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hollywood dig selv - sådan gør du livet til den film, du gerne selv vil se