Kajs historie

Anonym

Det ligger mig meget på sinde at dele denne historie, da den har givet mig en stor indsigt.

Kender i det med at vide noget, at snakke om noget og føre dialog om noget, men pludselig er der en oplevelse der gør, at man pludselig forstår det noget på en helt anden måde. Sagt mere direkte. Pludselig forstår vi hvad det er vi siger. Før vidste vi noget, vi havde en intellektuel forståelse for det, men vi vidste i virkeligheden ikke hvad det var. Pludselig så mærker og føler vi det vi siger. Der er balance og vi leve det.
Sådan en oplevelse, sådan en aha oplevelse som jeg kalder det, havde jeg for noget tid siden.

Jeg har gennem det sidste halve år behandlet en ældre mand (som jeg her kalder Kaj) med et krøllet ben.  Da han var teenager var han en super sportsmand og spillede bl.a. en masse fodbold. En dag til fodbold blev han sparket ned og skulle på hospitalet og have gips på. Den dag ændret hans liv. Lige med et’ gik han fra at være en frisk ung sportslig mand til en bitter mand med et krøllet ben.

Der sket det, at da han var i gips gik der koldbrand i benet og lægerne fik i den grad kludret i det, så han endte med et krøllet ben. Et ben han hele livet har slæbt efter sig og som altid kræver en krykke eller en stok.

Her hvor jeg skriver om det bliver jeg stadigvæk berørt. Da jeg mærkede hans ben første gange var det eneste der kom til mig kærlighed. Jeg kunne mærke at han hadede det ben. Jeg kunne mærke, at hans livsgnist gik ud den dag hans liv ændret sig. Hans ben var som en ung mands ben. Som om væksten stoppede, da han blev sparket ned.

Kaj ville i virkeligheden hellere have benet amputeret, men han fik aldrig valgte. Når han i dag ser noget fra handikap OL eller andet med handikappede med proteser, ærgrer han sig over at han ikke fik det i sin tid. Det havde givet ham frihed til at gå og løbe.     

Jeg har altid en fornemmelse af, at han er blevet uretfærdigt behandlet. Hele hans historie er bare så unfair, men det der slår mig, det han har lært mig og som jeg bliver mindet om hver gang jeg behandler ham er, at han valgte at blive bitter og tvær.

Jeg mærker hans historie og jeg føler med ham, men jeg mærker også mig selv og andre som ud ad til ser ”almindelig ud” men kan føle sig handikappede inden i. Er vi i virkeligheden ikke alle sammen handikappet? Jeg kender mange som ser fysisk ”almindelig ” ud, men som har det ad helvede til inden i. De er handikappede inden i. Så hvad vil det sige at være handikappet? Har det noget at gøre med at være lykkelig? Har det noget med det fysiske eller det psykiske at gøre?

Vi har alle et valg uanset om vores handikap kan ses eller ej. Det er ikke det der adskiller os fra lykken, fra et rigt liv, det er os selv.
Hvad har du valgt?

smil
Rikke fra Sanum Yoga
www.sanum.dk