Stressbehandling Østerbro

Har du styr på det hele?

Eller er det bare noget du tror?

Da jeg var en ganske lille pige på omkring tre år, skulle jeg gå fra en lille villavej til den næste i følgeskab med en hund. Den kendte vejen ud og ind, så jeg havde udtrykkeligt fået at vide, at jeg bare skulle lade den føre mig.

Jeg havde den i snor, og når hunden ville den ene vej, trak jeg den anden vej, og venlig som den var, fulgte den med.

Om jeg havde glemt instruktionen, eller jeg simpelthen bare mente, at jeg vidste bedst – tjaa, de, der kender mig, er nok ikke i tvivl.

Men det handler om mere end det.

Til trods for min størrelse, følte jeg alligevel, at ansvaret var mit. Så hunden og jeg var rundt på samtlige villaveje i nabolaget. Jeg husker stadig, at jeg ikke kunne holde mig mere og tissede i bukserne.

Det var så det eneste tab af kontrol undervejs.

Ellers havde jeg styr på det hele. Troede jeg. Til trods for at realiteterne viste mig noget helt andet. Og her, i bagklogskabens tydelige lys, står det klart, at jeg havde styr på absolut ingenting!

Når jeg kommer i tanke om den historie nu, så mange år efter, er det fordi, jeg genkender og ofte møder det selvsamme behov for kontrol hos mine klienter med stress og migræne.

Nogle af dem udøver en stærk kontrol, både med sig selv og med deres omgivelser, selvom realiteterne viser, at den ikke fører dem på rette vej. Og de har en tro på, at kontrollen er en forudsætning for at undgå at fare vild og ende i kaos. At uden den, går det helt galt.

Og vi har alle brug for kontrol i et eller andet omfang. Men det skal helst være os, der tager kontrol og slipper kontrol, afhængig af situation. Og ikke kontrollen der tager os - og holder fast.

Erfaringen har lært mig, at følelsen af behov for ydre kontrol er en bleg og kunstig erstatning for sand indre kontrol. Den sidste er meget mere nærværende, mere ægte, mere modig, og meget mere fleksibel.

Og sidst men ikke mindst, den farer ikke vild.

 

__________________________

Birgitte Reeslev
Rubens Salon iCph
Se mere her: https://www.rubenssalon.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kontrol. Har du kontrol eller har den dig? Læs mere