Det kraftfulde samarbejde mellem natur og sind

Solsikken lader sit hoved følge solens gang på himlen. Alle dens dage er viet til at fokusere på det, der giver den næring og liv. Vi kan på samme måde vælge at vende os mod det, der giver os kraft og energi, i stedet for at have fokus på det, der berøver os for samme. Hvis vi selv er i underskud, kan vi vende os mod den evigt gavmilde kilde til liv og energi – nemlig naturen. Den kræver intet tilbage, men er bare til stede.

Aristoteles mente, at alle mennesker søger det, han kaldte eudaimoni: opblomstring. Det betyder at vi bliver det bedste vi kan være, og bidrager til verden med det bedste vi kan. Denne dybe forbindelse til det bedste i os selv vil give os lykke og mening, på samme vis som en blomst folder sig ud når den omsætter det nærende sollys. For at en blomst kan blomstre op skal den have næring. For det moderne menneske kan det oversættes til, at vi skal sørge for at dække vores behov. For at kunne dække vores behov, skal vi lytte til dem og kende dem.

Vi har i dag så travlt med livet, at vi glemmer at mærke os selv – at mærke selve livet og den kraft vi bærer i os. 

Naturen er en fantastisk samarbejdspartner, når vi skal lytte til os selv. Den er tilstede med en indlysende selvfølgelighed, som jeg ved rammer dybt ned i menneskets grundlæggende biologi – og fungerer som et klangrum for det vi har brug for. Vi kender det fra de få momenter i vores liv, hvor vi giver os tid og rum til at sætte os midt i en skov eller ved havet, og bare sidde. Lytte, dufte og mærke efter – til fuglenes sang, til bølgernes brus, solens varme, det bløde mos eller det varme sand. Naturens konstante rytme giver ro, dens sprudlende liv giver energi, og dens skønhed fylder os med kærlighed. Vi kan være til stede i vores naturlige jeg, da vi ikke skal præstere, men bare være.

Naturen er generøs, men vi har som mennesker nogle gange svært ved at give os den tid og de rammer der skal til for at opleve og drage nytte at denne generøsitet. Her er det, at jeg gennem mødet med praksisser fra alle dele af verden har lært at ritualet er nøglen, der åbner døren til naturen og forbindelsen med os selv. Den ramme og klarhed som det stærke ritual skaber omkring dig og din oplevelse af naturen, kan åbne dit sind og gøre dig i stand til at bruge naturen som en klangbund for dine selverkendelser.

Kærlig hilsen
Roxana Kia

 

__________________________

Roxana Kia, kommunikation og formidling
Læs mere på: http://www.roxanakia.com/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Det kraftfulde samarbejde mellem natur og sind. Roxana Kia blogger på Levlykkeligt.dk