

Så skal der holdes sommerferie, eller skal der? Er det mon muligt bare at nyde hvert eneste minut af din ferie og virkelig holde ferie, når du har ferie?
Sommerferien er et helle
Du kender det måske godt. Hele året drøner du derud af i dit liv. Du skal have hele puslespillet til at passe sammen med karriere og familieliv, så det slut ender op i et flot drømmebillede. Et drømmebillede, hvor der er ro og harmoni i familien, og hvor sommerferien er en slags endeligt Helle, hvor du bare kan slappe af uden stress. Det bilder du dig i hvert fald ind.
Virkelighedens billede er ofte et helt andet
Dagen på jobbet starter måske med, at du alligevel ikke er helt færdig med den arbejdsopgaver, du troede, at du var. Allerede nu kan du mærke sveden begynde at lave skjolder under blusen. Du kigger på telefonen – kan du nå det, så I kan komme afsted med flyet i aften…….
(Forhåbentligt har du pakket kufferten – ellers har du også de at se til.)
Lige et øjeblik unger
Lad os lige springe lidt frem i tiden.
I lufthavnen kan du lige nå at checke et par mails fra et par kollegaer, mens børnene tigger om taxfree godter; og konen/manden har lige givet dem lov, for han/hun er heller ikke helt ferieklar, men også online.
På ferien er det ikke meget bedre – er det?
Hvordan bruger vi vores tre ugers ferie?
Se – det er jo ikke noget nyt det med, at man bruger den første uge til at aflade efter jobbet - den anden uge til at slappe af og holde ferie – og den sidste uge til at lade op igen til arbejdet.
Det ”nye” er, at man egentligt aldrig helt når dertil, hvor det ”bare” er ferie. For hvis man gør det – så går hele firmaet jo i stå – og dermed ens liv.
Men gør det egentligt det? Er det ikke muligt at nyde hvert eneste minut af din ferie? Også selvom du ikke er helt ajour med dine arbejdsopgaver på jobbet?
Postkortet bruges som bevis
Jeg underviser nogle unge mennesker, der ser det som noget helt naturligt, at de selvfølgelig skal arbejde i ferien – også selvom de har børn. De holder ferie på hamrende lækre og dyre steder, hvor de slapper af ved swimmingpoolen med børn og forskellige online remedier. Indimellem tager de på ekskursioner til de kendte seværdigheder, så de kan sende fine postkort til venner og familie som ”bevis” på, at de har holdt ferie.
Dette skal ikke ses som en løftet pegefinger. Der er masser af mennesker, der har det netop på denne måde – og tilsyneladende trives med det.
Hvad kan du gøre for at få mindfulness ind i din ferie
Som jeg plejer at skrive i næsten alle mine blogs: Træffe et valg! Jeg har kaldt min blog ”Sommerferie med mindfulness” – men det betyder ikke, at du (nødvendigvis) skal sidde og meditere med din familie, selvom det i mit univers ville være fantastisk. Det betyder blot, at ….
Du skal vælge at holde ferie, når du holder ferie!
For de hardcore
Det allerbedste ville være, hvis du kunne vælge helt at holde ferie 100% og lade samhørighed og ikke mindst nærvær med familie (og/eller venner) være det vigtigste på dagsordenen – hver eneste dag:
1
Stop alle uafsluttede arbejdsopgaver ned i en virtuel sæk, som du først må åbne, når du er tilbage fra ferie. Måske bliver jeg upopulær her – men mit gæt er, at verden – i de fleste tilfælde – ikke går ned, selvom du ikke er færdig inden ferien – eller selvom du overlader opgaven til en anden
2
Lad firmamobilen og pc’en blive derhjemme
3.
Lad også den private telefon, tablet og pc blive hjemme
4.
Hav fællesbøger med i kufferten, som I kan skiftes til at læse op af. Og det gælder både voksne og børn. Rent faktisk er det også smadder hyggeligt, når voksne læser op for hinanden.
5.
Hold ”familieråd” ved hvert morgenmåltid, hvor I sammen finder ud af, hvad I har lyst til at lave. Om det så er swimmingpool, seværdigheder eller meditation – alt er ok. Så længe I bare er nærværende hvert minut.
6.
Bestem jer for kun at tage et bestemt antal fotos pr. dag. Mange mennesker går glip af at opleve de vigtige øjeblikke og smukke landskaber fuldtud – fordi de hele tiden har en eller anden form for kamera for øjnene. Tro mig – de virkelig betydningsfulde billeder, der giver minder – de skal nok blive på siddende på din nethinde og i hjertet.
Midtervejen
1.
Lad firmatelefon og pc blive hjemme
2.
Lad den private telefon og tablet blive oppe på hotelværelset/inde i campingvognen etc. Bliv enige om kun at have dem åbne på 1-2 bestemte tidspunkter om dagen og i max. 1 time pr. dag.
Punkt 4, 5 og 6 som for de hardcore
Måske føler du stadig, at du er for uundværlige til, at ovenstående kan lade sig gøre. Vi må sande, at nogle mennesker ikke har ro, hvis de ikke er i kontrol. For dem nytter de to råd ikke. Tilhører du den gruppe, kan du forsøge at gøre følgende – i første omgang blot på prøve:
Den bløde løsning for de uundværlige
1.
Hav på forhånd aftalt med dig selv lige præcis, hvilke arbejdsopgaver, hvor du ikke kan undværes (!?!)
2.
Bestem dig for kun at være online 2 gange om dagen og max. 2 timer pr. dag
4, 5 og 6 som for de hardcore
Så er der vel egentligt kun tilbage at sige:
Hav en rigtig fantastisk sommerferie – Livet venter på dig!
Kærligst Esther Økær
Reikimester Healer og Coach
__________________________
Reikimester Healer og Coach Esther Økær, Greve
https://www.reikihealer.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer