

Måske du er en af de mange, der er startet det nye år med at lave nytårsforsæt. Nytårsforsæt, som du måske finder ud af er helt umulige at overholde.
Godt Nytår!
Så kom det nye år med festfyrværkeri i alle regnbuens farver. Nytår betyder for mange tid til at vælge et Nytårsforsæt - f. eks. at stoppe med at ryge, gå på slankekur eller være et mere autentisk menneske på alle planer.
Stod du mon på tærsklen til årsskiftet og overvejede, om du gad have et Nytårsforsæt i år? Tænkte du: ”Det er alligevel ikke umagen værd – jeg holder det jo aldrig alligevel?”
Eller lavede du rent faktisk et Nytårsforsæt – som du så allerede har ”glemt” at holde?
Fortvivl ikke:
Mindfulness
Hvis du vælger at anlægge en mindful holdning til det med Nytårsforsæt, vil du opdage, at det er helt ok at glemme dit Nytårsforsæt ind i mellem. Ligesom det også er helt ok, at du helt opgiver at følge din Nytårsforsæt. Bare fordi noget føles rigtigt for dig den ene dag, behøver det ikke at gøre det dagen efter.
Det vigtigste er, at du accepterer 100%, at du har truffet et nyt valg mht. dit Nytårsforsæt.
Eksempel på et Nytårsforsæt
Lad os nu forestille dig, at du har lavet et nytårsforsæt om at stoppe med at ryge (som er et af de typiske Nytårsforsæt). I det øjeblik, hvor du vælger dit sunde Nytårsforsæt, er du helt sikker på, at du sagtens kan stoppe for evigt.
Det går sådan set meget godt et par dage, men så er der lige den der grufulde torsdag på arbejdet, hvor chefen er sur, og du har spildt kaffe på din computer, og du er bagud med en deadline. ”Der sker ikke noget ved, at jeg lige tager en enkelt cigaret”, tænker du. Og glad (om end lidt skamfuldt), tager du en halv pakke cigaretter frem fra den nederste skrivebordsskuffe.
Jeg kan lige så godt give op
Bagefter ærgrer du dig. Du bliver vred på dig selv, men tænker samtidig opgivende: ”Jeg kan ligeså godt lade være med at have det Nytårsforsæt. Jeg kommer aldrig til at stoppe med at ryge.” Så du ryger lige pakken færdig – og ja – så kører du på rutinen og bliver ved indtil næste Nytårsaften, hvor du igen laver nøjagtigt det samme nytårsforsæt.
Se – sådan behøver det altså ikke at være. Problemet er, at i samme øjeblik, hvor du hopper i og begynder at ryge igen (eller hvad det nu er, du har lavet et nytårsforsæt om), bliver du vred på dig selv og giver op på forhånd.
At agere med mindfulness
At holde dit Nytårsforsæt med mindfulness handler om, at du hele tiden agerer med mindfulness omkring dit nytårsforsæt. Dette betyder, at selvom du hopper i og tager en smøg, så accepterer du, at det er dit valg lige nu. Hvis du alliigevel bliver vred på dig selv, accepterer du også denne følelse. Alt er ok.
At vælge igen og igen og igen
Herefter har du følgende valg: At vælge at fortsætte med at ryge eller ej. Og – det valg kan du træffe mange gange.
Jamen – er det ikke bare det, som altid sker? Nej – for forskellen her er, at du ikke banker dig selv oven i hovedet bagefter og giver op – men hver eneste gang accepterer dit valg LIGE NU OG HER.
På denne måde er der faktisk en stor mulighed for, at du lykkes med dit Nytårsforsæt. Også når det ikke handler om cigaretter. :-)
Sådan fungerer mindfulness blandt andet også. At du træffer et valg lige nu og her om at acceptere ethvert valg og hvert eneste ”NU” lige NU.
Husk at leve lige nu og her hele tiden!
Hav et fantastisk Nytår – Livet venter på dig!
Kærlig hilsen
Reikimester, Healer og Coach Esther Økær
Foto credit: Freeimages Fabio Posteria
__________________________
Reikimester Healer og Coach Esther Økær, Greve
https://www.reikihealer.dk
https://qttt.dk/
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer