

Hvordan kan vi bære os ad med at få Mindfulness ind i Julen? Julen er jo nærmest programmeret på forhånd til at indeholde dit og dat. Kombineret med hverdagens luner, kan det nemt give sved på panden og stress i sokkerne.
Så nærmer Julen sig med særdeles hastige skridt. Lige om lidt står den på flæskesvær med sprøde eller næsten sprøde svær og alle de andre lækkerier.
Den perfekte opskrift på en stressfri jul
Se – hvis du tror, at jeg kan komme med den perfekte opskrift på en jul uden stress – så må du nok hellere at læse en anden jule-blog. Den eneste opskrift jeg kan give dig, er en på gammeldags specier, som min elskede morfar spiste med fryd hver eneste jul i hin tider i Vejle. Plus dollarkagerne, som jeg husker, at jeg allerede startede med at bage for mange år siden (hvor mange er en ”hemmelighed”), da min ex-mand og jeg stadig ikke var blevet konverteret til at blive forældre. Den dag i dag, bager jeg stadig de to nævnte småkager hver eneste jul – og ikke en eneste anden. Jeg lader andre om de mere traditionelle julesmåkager.
Juleglæde
Allermest fordi jeg ikke er et ”julemenneske”. Jo – du skal ikke misforstå mig. Jeg kan synes, at Julen er hyggelig. Den er hyggelig pga. samværet med ens kære. Men derudover er jeg ikke så julet. Mit barnebarn har netop fået lov til at bestemme, hvor i min lejlighed mine få nisser og engle skulle placeres. Og så kommer de alle sammen ned igen dagen efter 2. juledag.
Selvfølgelig har jeg engang elsket julen som alle andre børn, og jeg ved egentligt ikke, hvornår denne eufori stoppede. Min ene lillesøster er helt anderledes f.eks. Som den modige kvinde hun er, går hun allerede fra den 1. december rundt med julehjerter i ørerne og nissehue på hovedet og ser sød og dejlig ud. Men ikke mig – nope.
Juleprogrammeringer
Det skyldes nok netop, at Julen nu er blevet mere og mere programmeret til at skulle indeholde visse ingredienser for at være en rigtig jul. Dette indebærer, at i stedet for stille og roligt at nyde tilværelsen og rent faktisk give sig selv tid til at indsnuse alle sanseindtrykkene, så stresser folk rundt for at nå at købe det sidste nye elektronik til deres 5-årige barn, før det sidste eksemplar er blevet snuppet. Her er listen over, hvad der SKAL til for at skabe en ”rigtig” jul:
Tid
Tid
lave julepynt og pynte op til jul – helst med masser af LED pærer udenfor
tid
hjemmelavet kreativ adventskrans
tid
julekalender med 24 gaver til hver af børnene
tid
mindst 4 forskellige slags ægte julesmåkager – hjemmebagte naturligvis
tid
Julegaveindkøb ud fra de lister, man har bedt om for 2 måneder siden
tid
Indkøb af ægte julemad, hvor der ikke skal være for lidt
tid
gaveindpakning
tid
skrivning af julekort
tid
lede efter de julesanghæfter, man købte sidste Jul, fordi de fra forrige Jul var forsvundet
tid
indkøb af mandelgave
tid
indkøb af juletræ – håbe på, at det ikke kan ses, at det eneste, som var tilbage foran Ikea var det med den knækkede top (heldigvis fik vi det billigere)
tid
pyntning af juletræ
tid
madlavning – madlavning – madlavning
tid
hov jeg glemte – indkøb til første juledag, hvor vi skal ses med de samme mennesker som juleaften
tid
Det hele kulminerer så Juleaften, hvor julemiddagen fortæres sammen med julegaverne, efterfulgt af julefrokoster med enslydende menuer de følgende dage, hvor der måske kan klemmes lidt finker ned.
Og – hvad så bagefter – var det det hele værd? Ja – det var det sikkert. Men kunne det gøres bedre? Helt bestemt.
Mindfulness
Og her kommer mindfulness ind i billedet. Som I ser på min lange detaljerede liste (eller mangler jeg mon noget vigtigt?), så er tid en væsentlig faktor. Hele tiden mens vi udfører vores velprogrammerede julehandlinger, er der et ur, som tikker (ja ja – jeg ved godt, at en smartphone ikke tikker). Et ur, som minder os om, at vi egentligt har alt for travlt til at nå alt dette her inden jul. Vi har jo ligesom også vores arbejde at passe, børn at hente og aktivere m.m.
Dette betyder så, at når vi når hen til juleaften, så er vi fuldstændig skæve af udmattelse, så vi næsten ikke kan skelne flæskesteg fra andesteg.
Hvad nu hvis...
Hvad nu hvis vi bestemte os for, at netop denne Jul skulle være en Jul i mindfulness? En jul, hvor vi allerede inden julemåneden var tæt på at begynde, kiggede på vores liste og bestemte os for, at nogle af punkterne kunne fjernes fra listen eller uddelegeres? Hvad nu hvis vi bestemte os for at minimere antallet af gaverne? Hver jul ligger der bunkevis af julegaver under vores families træ. Der er så mange gaver, at de står langs væggene. Ville vi mon glæde os mere over kun at modtage få, men særligt udvalgte gaver? Hvis jeg nu tager fortidsskoene på, har der været tider i vores historie, hvor gaver ikke var så overdådige. Hvor der var fattige kår, og blot en enkelt julegave var nok til at give julefryd. Det findes der også nu.
En anderledes Jul
Hvad nu hvis vi valgte at holde en helt anderledes Jul bare en gang i mellem? Jeg husker, at jeg for mange mange år siden skulle have en Juleaften alene uden mine børn. Jeg ville så gerne hjælpe de hjemløse, men det synes min omverden ikke, at jeg skulle. Jeg skulle da være sammen med nogen, jeg kendte Juleaften, mente de. Og eftersom jeg den gang var en lidt anden person, end jeg er i dag, holdt jeg ikke jul med hjemløse…..
Tilstræb Mindfulness
Hvordan fører alt dette så til Mindfulness? Det gør det heller ikke nødvendigvis – med mindre man tilstræber det. Men jeg kan foreslå dig, at du øver dig i at stille færre høje krav til dig selv i julemåneden.
Dét som jeg selv gør med stor succes, er at være til stede i hver enkelt lille juleaktivitet. Det var f.eks. en ren fornøjelse at se mit barnebarn beslutte sig for, hvor de forskellige juleting skulle være.
Vær 100% til stede
Lige nu dufter her er specier i hele min lejlighed. Normalt plejer jeg at bage både dollarkager og specier på samme dag, men i år besluttede jeg må for at tage det stille og roligt og kun lave en slags i dag og en slags i morgen. Til gengæld opdagede jeg så også, at jeg stod og sang, mens jeg skar dejen ud og satte skiverne på bagepladerne. Jeg opdagede, at jeg nød selve processen. Med andre ord: Jeg var 100% til stede.
Nøjagtigt det samme har jeg gjort med mine julegaveindkøb. Jeg er ikke færdig med at købe gaver endnu – men det er helt med vilje. Ligesom med småkagerne, har jeg delt gaveindkøbene op over flere dage. Og så har jeg nydt at mærke glæden over at skulle give lige præcis denne gave til denne person.
Jordforbindelsesøvelse
Så selvom du vælger stadig at være lige så aktiv som altid i netop din jul – så er det faktisk muligt at gøre det hele i mindfulness. Og bliver du stresset alligevel ind i mellem – så vær i det også. Stop op – og spørg dig selv: Er der egentlig nogen grund til at være stresset lige nu? Oftest vil svaret være ”nej”.
Klik her og se min jordforbindelsesøvelse, hvis du stadig føler dig stresset. Det plejer at hjælpe med det samme.
Meditation
Og så skulle du tage at give dig selv den lille daglige gave, at du sætter dig ned for dig selv én gang om dagen og bare betragter din vejrtrækning. Har du ikke tid til det i løbet af dagen, kan du må fordel starte din dag på den måde. 20 minutter dagligt kan vise sig at give dig mere overskud, så du kan klare mere, end du troede. Har du virkelig ikke 20 minutter, kan 10 minutter også hjælpe.
Dit sande mål
Husk også, at flosklen ”Julen er hjerternes fest” gerne skulle være dit sande mål. Vær til stede for de mennesker, du elsker og holder af. Vis også varme overfor alle andre i al almindelighed. Smil til den hjemløse og køb måske et ”Hus Forbi”. Du har tid til det – hvis du tager dig tid til det. Og det varmer både dig og modtageren.
Nyd Julen
Hvis du forsøger at foretage dig alle dine juleaktiviteter i mindfulness, så kan du faktisk ende med at nyde julen mere, end du plejer. Udfordringen kan selvfølgelig være, at familien og resten af omverdenen protesterer, men det må de om. Så kan de bare klare det selv.
Og nederst skal du da ikke snydes for mine fantastiske julesmåkage-opskrifter – hvis du altså har mod på at gøre noget, der er lidt anderledes, end du plejer.
Rigtig god Jul til dig og din familie
Reikimester, Healer og Coach Esther Økær
Specier, som Esthers morfar elskede dem:
500 gram smør
1 æggeblomme
250 gram flormelis
1 tsk. vanillasukker
750 gram hvedemel
Alt undtagen melet røres grundigt rundt, til det ligner mayonnaise
Hvedemelet tilsættes og kan med fordel røres i vha. dejkroge
Rulles ud i tykke pølser 3 cm i diameter
Stilles koldt i 4 timer
Skæres ud i tynde skiver, som sættes på bageplader
Bages 8-10 minutter på 200 grader (alm. ovn)/175 grader varmluft
Må kun blive lysebrune, da de smager mindre godt, hvis de er brune
<!--[endif]-->
Dollarkager fra Esthers ungdom
200 g smør
130 g flormelis4 spsk. hakkede valnødder
1 æggehvide
100 gram hakket mørk chokolade (opskriften siger 50 gram, men jo mere, jo bedre)
flormelis
225 g hvedemel
4 spsk. hakkede valnøddekerner
Flormelis sigtes og røres med smør og æggehvide
Chokolade og nødder tilsættes
Til sidst iblandes melet
Alt æltes sammen
Trilles til valnøddestore kugler, som du sætter på bagepladen
Giv hver enkelt kugle et let tryk
Bag ved 225 grader alm ovn/200 grader varmluft i 11-13 minutter
Velbekomme og glædelig Jul
Esther Økær
__________________________
Reikimester Healer og Coach Esther Økær, Greve
https://www.reikihealer.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer