Har du nogensinde mødt et menneske, som bare er rart at være sammen med? Måske er du ovenikøbet selv et af de mennesker. Måske er du spirituel uden at vide det?
Er vi nødt til at følge en særlig religion eller tradition for at være spirituel?
Du behøver ikke nødvendigvis at følge en bestemt religion eller tradition for at være spirituel. Der findes dybt spirituelle mennesker indenfor alle religioner og traditioner – og også blandt dem, der ikke følger nogen.
Jeg finder selv, at der er noget smukt i mange religioner og traditioner, og de kan støtte vores udvikling. Men spiritualitet opstår ikke, fordi vi tilhører noget ydre. Den vokser indefra.
Samtidig mener jeg også, at vi skal passe på med at sætte lighedstegn mellem religion og spiritualitet.
Er vi nødt til at følge en guru for at være spirituel?
Der er ikke noget galt med at følge en guru. Mange formidler smukke budskaber, som kan hjælpe os til at finde vejen ind i os selv.
Jeg har selv haft kontakt med forskellige guruer på forskellige tidspunkter i mit liv. De har givet mig små indsigter, som jeg har taget med videre på min vej.
I dag føler jeg mig ikke længere tiltrukket af at følge en guru. Måske også fordi jeg har erfaret, at der kan være en bagside, som denne blog ikke er stedet at gå dybere ind i.
Men nej – det er ikke nødvendigt at følge en guru for at være spirituel.
Er det nødvendigt at meditere i flere timer dagligt og gå på spirituelle kurser?
Det er fantastisk at meditere. Jeg gør det selv hver dag. Der findes også mange inspirerende spirituelle kurser.
Men det er ikke sådan, at vi nødvendigvis bliver mere spirituel af at meditere, dyrke yoga og deltage i mange workshops og uddannelser. Det viser snarere, at vi har en interesse for det spirituelle, og at vi er villige til at udvikle os.
De forskellige redskaber kan støtte os og vise vej. Ind imellem finder vi så noget, der virkelig åbner en ny dør og fører os videre.
Det samme gælder bøger om personlig udvikling og spiritualitet. Vi kan have læst mange bøger – uden at det er sunket dybere ind end i hovedet.
Jeg bruger selv alle disse redskaber, og de kan være værdifulde. Men de er ikke årsagen til, at vi er spirituelle.
Det, der betyder noget, findes dybere inde i os selv.
Jamen altså – hvad vil det så sige at være spirituel?
Igen er der ingen facitliste for, hvornår man er et spirituelt menneske.
Jeg kender mennesker, som slet ikke interesserer sig for det spirituelle overhovedet. De har hverken mediteret, deltaget på spirituelle kurser, læst spirituelle bøger, besøgt guruer eller gået i kirke om søndagen. Ikke fordi de foragter disse ting – men fordi de simpelthen ikke har brug for at dyrke noget.
De er bare. De hviler i sig selv. De er rolige. De er omsorgsfulde. De er kærlige. De er lyttende. De viser medmenneskelig respekt overfor alt levende – både mennesker, dyr og naturen.
Det er helt naturligt for dem at være gode mennesker – både overfor andre og overfor dem selv.
Når det bare kan mærkes
Du kender sikkert et menneske, som du bare elsker at være sammen med. Et menneske, som altid får dig til at føle dig godt tilpas – uden at de nødvendigvis gør noget særligt.
Der er heldigvis mange af dem. Og naturligvis findes den slags mennesker også blandt dem, som har gået på diverse kurser eller følger en særlig religion eller en guru.
Jeg husker også, at der på et af de første spirituelle kurser, jeg var på i 90’erne blev sagt, at et menneske, som sidder alene på en bænk med en flaske i hånden, kan være langt mere spirituelt end én, der har været på adskillige spirituelle udviklingskurser.
At leve det spirituelle
Så for mig er et spirituelt menneske et menneske, som behandler både sig selv og andre med respekt, omsorg, kærlighed og ligeværdighed.
Jeg vil dog lige understrege, at hvis vi har en oprigtig vilje til at leve sådan, så er vi selvfølgelig også spirituelle – også selvom vi stadig har nogle skrammer i lakken, og vores ego ind imellem fylder mere end vores højere selv.
Spirituelt fødselspotentiale
Vi kan også vende det hele om og sige, at vi alle er spirituelle mennesker fra fødslen. Vi har alle potentialet til at udvikle os til at være mennesker, som er naturligt spirituelle.
Det gælder, uanset om vi har valgt eller fravalgt religion, guru eller kursusbevis.
Det handler om valg – og det handler om udvikling. At vi tør kigge på os selv i øjenhøjde og være ærlige overfor os selv om det, vi kan arbejde videre med. Der er ingen, der er helt fuldkommen, for vi er jo blot mennesker.
Hvad er din vej?
Alle veje kan føre til det spirituelle. Så vælg den, der føles rigtig for dig. Det er kun dig, der kan træffe det valg.
Som svar på spørgsmålet: “Kan du være spirituel uden at vide det?” – ja, det kan du!
Held og lykke på din spirituelle vej!
Namaste
Reikimesterlærer, Healer og spirituel Coach Esther Økær
Reikiuddannelse i over 25 år
__________________________
Reikimester Healer og Coach Esther Økær, Greve
https://www.reikihealer.dk