Se kontaktoplysninger og profil for Spirituel psykoterapeut København Østerbro An...

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Afsluttende del 12.
   
NYT LIV SER DAGENS LYS

Turen op ad bjerget er en lang, befriende, sanselig oplevelse. Store smukke træer, palmer og buske alle vegne. De grønne farver smyger sig ind under huden på mig og efterlader salige spor af friskhed. Et par steder passerer vi fossende vandfald. Hvilken musik. Temperaturen falder mærkbart.
Bortset fra højden så minder det mig om en dansk sommer.
Desværre er Kodai lige nu yderst kølig og fugtig på grund af en tyfon, der for tiden ligger hen over det sydlige Indien. Jeg, der ønskede luftforandring, får det nu i rigt mål. Jeg er rejst fra varmen ind i kulden. Ja – hvorfor ikke?

Jeg bor i 15 grader og i skyerne – ikke kun mine egne, men også de udvendige! Den første nat vel nærmest bare ligger jeg. Sengen er nemlig fugtig og kold. Jeg varmer den op med min krop, men hvis jeg flytter mig så meget som en centimeter, er der straks endnu et koldt sted at opvarme. Så det gør jeg ikke. Jeg fryser. Det giver lige et ekstra spark til den forkølelse, jeg anskaffede mig i Chennai. Jeg havde besøgt en bedre restaurant – med aircondition – i håb om at få noget sundere mad. Det fik jeg. Til gengæld var jeg ikke forberedt på den kraftigt nedsatte temperatur i rummet. Jeg hundefrøs i al den tid, jeg var der. Ydermere kunne de ikke justere aircondition i det nattog, jeg var i til Madurai. Så også der frøs jeg

Det er svært at sove denne nat.

Næste morgen pakker jeg straks mine ting – ikke én nat mere her. Jeg vil finde et tørt og lunt hotel – koste, hvad det vil. Jeg køber noget indisk urtemedicin til forkølelsen og flytter så ironisk nok ind i varmen for at blive rask.

Vejret bliver lunere efter et par dage. Jeg sidder en tidlig morgen og mediterer i en solstribe ved vinduet. Så sker det forunderlige, at jeg mærker nyt liv indeni. Det er som en subtil bølge, der kommer langt indefra. Jeg tjekker lige. Den er god nok.

Jeg mærker lyst.

Det er som at få en vidunderlig gave.

Jeg har lyst til at skrive. Jeg har helt konkret lyst til at skrive den bog færdig, som jeg har været i proces med over en del år efterhånden. En stille glæde vokser indeni over at føle for noget igen.
Jeg har booket mig ind på et zenbuddistisk center 20 minutters kørsel herfra og skal være der en uge. Efter det vil jeg straks tage tilbage til Tiru og hente min PC og så finde mig et luftigt sted, hvor jeg kan sidde og skrive.

Det er et herligt ”kulturchok” at komme til centeret. På zen-vis er det opbygget harmonisk, så der er fred for sanserne. Her er stille, da det ligger langt inde i en skov. Her er frisk bjergluft og ca. 20 grader, solskin, enkelt – og rent. Der er ikke meget, der minder mig om det Indien, der ligger lige uden for døren.

Jeg ånder lettet op efter at have været her i blot to minutter. Er meget bevæget. Det er ren balsam for sjælen blot at træde ind i feltet her. Jeg går en tur i haven af de små stier. Nogle lavet af den bare jord og andre af små sten omhyggeligt beplantet med en speciel græssort omkring. Her er overvældende mange grønne nuancer.

Jeg nyder synet af alle de dejlige grønsager, der vokser på de mange terrasser. Nogle er foreløbig små spirer og andre allerede parat til at blive høstet. Der er omhyggeligt lavet højbede i fine, små afdelinger for at hjælpe væksten på vej. Flere steder ligger der, på en velorganiseret måde, tørrede palmeblade i bedene for at holde på fugten til afgrøderne for den bagende sol. Ind imellem det hele er der små sirlige blomster i alskens farver, og her kommer også en lille duft forbi fra en urt.

Det er tydeligt at se, at der bliver taget sig grundigt og kærligt af denne have hver evig eneste dag. Jeg sætter mig ved det lille vandbassin med lotusblomsterne, der endnu strutter åbent mod himmelen, fordi lyset ikke er så skarpt endnu. Hvilken frodig skønhed, hvilken morgenstund.

Jeg deltager i den almindelige daglige rytme, med fire timers meditation om dagen og halvanden times have eller husarbejde. Min tjans er i den overdådige have.
At tænke sig – sammen med andre friske grønsager får vi frisk, sprød salat med dild til frokost. Dild! Alt lige friskplukket fra haven. Det er ren Nirvana.

Ved at være her så understøttes den åbning af nyt liv, der skete for nogle dage siden. Jeg føler mig også efterhånden bedre tilpas rent fysisk. Når vi ikke er i stilhed, går jeg og nynner for mig selv.
Jeg har fået lovning på at være her en uge. Derefter er der et intensivt retreat på fem dage, som jeg har tilmeldt mig, men endnu ikke fået plads på.

Dagen forinden kommer der et afbud, så jeg får hermed tildelt en plads. To timer senere er den plads alligevel ikke min – der er sket en fejl. Jeg trækker bare på smilebåndet og skuldrene, for det er jo helt i den sædvanlige ånd. Pladsen var der, men det er den ikke mere. Jeg tænker, at hvis jeg skal med, så kommer jeg med, og så bliver der en plads ledig. Det gjorde der i den sidste time.

Zen Masteren, som leder stedet, er også jesuiterpræst. Jeg føler ikke rigtig nogen forbindelse med ham, men kan alligevel godt følge min egen proces og samtidig deltage i den struktur, der er på stedet. Blot med et par små justeringer. Jeg bruger centret som et rart sted, hvor jeg kan fordybe mig i fred og ro. Ud over det er her mange søde mennesker, som jeg nyder en dejlig kontakt med.
Efter i alt 14 dage tager jeg herfra med langt mere fred i sindet, men fortsat en følelse af, at det ikke er helt stabilt endnu. Det nye liv, jeg har kontakt med, og som foreløbig har vist sig som en spirende glæde og lyst til at skrive, er endnu ikke helt solidt.

Jeg tager direkte tilbage til Tiru for at hente min PC. Jeg glæder mig til at komme i gang med skriveriet. Men hvor jeg skal bo er atter det store spørgsmål.

Jeg har talt med Karen, som jeg mødte på det zenbuddistiske center. Hun bor i det sydlige Kerela ved havet og lejer værelser ud i sit private hjem. Jeg har egentlig satset på at skulle bo der, da det lød rart. Men den plan forsvandt, da det bliver klart for mig, hvor meget hun vil have for det. Endnu engang står alt pivåbent. Hun foreslår alligevel, at jeg kommer. Måske kan hun hjælpe mig med at finde noget billigere – der samtidig er rart. Jeg ved, at jeg har brug for et lyst og åbent rum af en eller anden slags. Det er ikke altid så nemt her i Indien, sådan som husene er konstruerede. Det er bare lidt langt at rejse, hvis det viser sig ikke lige at være noget. Det er trods alt en togrejse på 17 timer. Men – den eneste måde at finde ud af det på er at tage af sted og undersøge sagen. Så det gør jeg.

Thank God – og Karen – har jeg nu fundet et dejligt, rummeligt værelse med en stor balkon og masser af udsigt over palmetoppe og havet i horisonten. Her blæser en dejlig brise, da det ligger lidt højt. Det gør varmen og luftfugtigheden til at leve med. Det er et perfekt sted for mig at skrive. Jeg er ikke i tvivl, da her er, hvad jeg skal bruge: Masser af lys og rum, en god seng med moskitonet, et skrivebord med en stol samt bad og toilet. Ydermere har jeg fået et klækkeligt nedslag i prisen grundet lavsæsonen.

Jeg bruger nogle dage på at indtage mit nye hjem og undersøge dets omgivelser. Skriveriet ligger som en konstant baggrund i mig, men jeg er nødt til først at have nogle private breve afsendt, før jeg føler, jeg har nok fred.
Der er også et par småting, jeg har brug for at købe, så jeg kan leve i mit værelse med lidt hjemlig atmosfære.
Det tager alt sammen ret meget tid. Jeg kan kun bevæge mig langsomt i dette stejle terræn, hvor både varme og fugtig luft gør sit til at lægge en dæmper på tempoet. Hver gang, jeg går blot et lille ærinde, hagler sveden af mig. Jeg drikker vand i en uendelighed. Jeg ser imponeret på inderne, der arbejder – også i solen.
Den tunge rene luft og dermed det langsomme tempo føles som en måde at fokusere på og derved samle mig om mit forehavende.
 
Derefter går den ene dag efter den anden med at skrive. Jeg kender ikke mig selv sådan her, dybt koncentreret med at skrive ved en PC flere timer om dagen. Ja – den er jeg nærmest blevet forelsket i her på det sidste. Hvem skulle have troet det? Jeg er virkelig tændt på at skrive, og det glæder mig, at det flyder. Også når der kommer noget, der er lidt svært, så oplever jeg at komme godt igennem det. Det er dybt tilfredsstillende.
Det er faktisk ikke svært. Det er mine tanker om det, der gør det svært nogen gange, inden jeg går ind i det. Men når jeg så rent faktisk er i gang med det, jeg troede, var svært, så glider det ganske let.
Jeg griber mig selv på fersk gerning i at gå og synge, når jeg går og nusser rundt i mit hjem eller i området. Jeg er taknemmelig over at være igennem. Det er en nådegave, det liv, der kan opstå fra sådan et rum af absolut ingenting. Og Gud ske lov for det – så er det jo bøvlet værd.

Efter at have skrevet i en uge oplever jeg, at skriveprocessen har etableret sig mere og mere solidt. Jeg kan nu også skrive på restauranten, mens jeg venter på maden. Jeg har en notesbog med – mest af sikkerhedsårsager. Jeg har ikke lyst til at skilte med, at jeg har en PC. Jeg vil nødig inspirere nogen til at komme på besøg i mit værelse og ”låne” min dyrebare computer. Jeg bor i et lille fiskerleje. De lokale mennesker lever et meget enkelt og spartansk liv, og specielt når det er uden for turist-sæsonen, er der flere af dem, der tjener meget få penge.

Jeg er tiltagende mere og mere tændt på hele skriveprocessen. Jeg har stor lyst til at dele ud af mine erfaringer til dem, der kan bruge dem.
Jeg vil ud – ud – ud! Sammen med al denne lyst mærker jeg, hvordan en kreativ side i mig har været indespærret. Det skal ud nu. Proppen ryger af champagnen, og den kreative kilde åbner for sluserne.

Jeg er sprængfyldt med energi. Kan ikke sidde stille længere, så jeg forlader skriveriet en stund og begynder at bevæge mig. Har bare lyst til at danse. Det kunne være supert nu med noget musik at danse til. Jeg sætter høretelefoner i hæftet til PC’en, hvor jeg har noget vildt rytmisk musik, og så går jeg bananas på den ene meter, ledningen giver at bevæge mig på. Det ville selvfølgelig være mere frit uden den ledning – men hvad pokker – jeg klarer mig med det, der er. Ikke så meget som en ledning skal begrænse min bevægelighed lige nu.

Jeg lever.

Jeg går dernæst en tur ned til havet. Fiskerne på stranden er netop i gang med at trække et kæmpestort net ind. De arbejder alle i deres longi – som de nu har foldet på en måde, så den er blevet forvandlet til et par shorts. Meget anvendeligt stykke klæde.

Jeg nyder at se dem samarbejde – jeg, som sidder for tiden tapper løs helt alene på min PC. Der er en gruppe på ca. syv mand på land, der trækker i hver deres ende af nettet. Der dannes en oval halvmåne ude i vandet på grund af fangsten, der ligger i nettet. Samtidig med at mændene trækker det i land, svømmer fangsten imellem dem inde i halvmånen. Fiskenes rum bliver således mindre og mindre, til de ligger i en klump, alt imens fiskerne trækker i hver deres ende af nettet, indtil de står ved siden af hinanden. Så samler de enderne af nettet og begynder at trække den tunge fangst helt i land. Samtidig med at mændene står på stranden og trækker i nettet, er der nogle mænd i vandet tæt ved, der råber en bestemt lyd, alt imens de slår armene i vandet – ååøjjjeayhh skvulp klask – ååøøjeayhh skvulp klask. De skræmmer fiskene, så de ikke svømmer uden for nettet, men bliver inde i halvmånen.

Det vrimler med mennesker omkring fiskerne og deres fangst. Nu skal der handles.

Den næste morgen vågner jeg efter en drøm:

Det første billede er fire runde, aflange former – de ligner lys, der er sat sammen.
Det næste er et firlænget hus. Det er totalt renoveret med et meget smukt, enkelt design. Der er mange detaljer fra vinduer til håndtag på døre, der er meget elegant lavet. Kun indgangspartiet på huset er oprindeligt. Det er fint integreret i resten af byggeriet. Det giver kun et ekstra kunstnerisk supplement – det nye og det gamle flyder smukt sammen. Alt er meget raffineret og enkelt lavet.
Selv toiletkummen er indstillelig som højden, man kan indstille i en tandlægestol. Manden, der har huset, er vanvittig kreativ. Altid når vi mødes, har han nye ideer – eller finder på et eller andet smart. Det flyder fra ham. Han skal blot se en etikette f.eks. på en flaske af en slags, så har han en idé. Uden for huset er der et hav af cykler fra folk, der besøger ham. Der er selvfølgelig også en helt avanceret superflot model, som er hans egen hjemmebyggede. Den låner han ud til en, der lige skal have justeret sadlen.

Det var drømmen. Ydermere drømmer jeg et par dage senere om en gruppe unge, entusiastiske, håbefulde mennesker. De finder på det ene mere kreative projekt efter det andet.
Det er en rigtig god respons fra drømmene. Det flyder jo med kreativitet. Og så er det en mand, der er den kreative. Et mandligt aspekt, som jeg oplever som forbundet med noget både dynamisk og med handling.

Det er meget bekræftende for hele denne proces. For jeg ser det, jeg lige har været igennem som en grundlæggende indre forandring. Også at jeg nu virkelig føler for, at det skal blive til en bog. For jeg har haft dette skriveprojekt i mange år uden rigtig at være opsat på, at det skulle blive til en bog. Hvis det blev sådan, var det fint, men jeg ville ikke presse mig selv til noget. Det gør jeg heller ikke nu.

Den bog vil bare skrives, så enkelt er det.

Jeg nyder måden, det flyder på. Det er ubesværet.
Jeg skriver løs i en måneds tid og begynder så småt at syntes, at det vil være rart at være sammen med mine nære venner.  Jeg får lyst til at tage til ”Danmarkhjem” og gøre det færdigt. Syntes egentlig, at jeg lige så godt kan skrive der. Intet kan forstyrre mig. Jeg kan nu skrive hvor som helst.

Kl. er fem om morgenen, og jeg sidder i lufthavnen og venter på flyveren til Europa. Jeg har et par timer. Jeg sidder med PC’en på lårene og skriver uforstyrret. Det er nyt.

I Danmark bruger jeg den første tid til at være sammen med familie og venner. Det er dejligt at være sammen igen. Jeg falder udmattet i søvn om aftenen, da al den snak trætter mig. Jeg er slet ikke vant til det sociale aktivitetsniveau. Jeg har stort set ikke talt med nogen i 1½ måned ud over lige det basale. Men det er samtidig også meget hyggeligt.
Jeg har en kuffert med noget tøj opmagasineret hos min mor. Det er underligt at tage på. Det er som at træde ind i fortiden – ind i et gammelt hylster.

Jeg standser op. Dette er en meget spøjs oplevelse.

Jeg smiler lidt. Brudstykker af det sidste år passerer forbi. Jeg ser alt det gamle liv, jeg har lagt bag mig. Pigen i den fælles autorickshaw, husker jeg, som var det i går, og hendes trinvise undersøgelse af det ukendte liv, hun mødte. Jeg bliver blød om hjertet, når jeg tænker på hende og hvor meget visdom, der ligger i hele vores møde.

Det har været en lang rejse i mit indre. Jeg har fulgt mit hjerte. Ved at give slip på mit liv har jeg hengivet mig mere til ”Det” og til den hjælp, jeg har fået og stadig får derfra. Jeg føler mig nu mere til rådighed og til at lade mig lede. Den indre rejse fortsætter – naturligvis. Jeg vil tilbringe nogle måneder her i Danmark, og så tager jeg tilbage til Indien – vel endnu et halvt års tid. Jeg har brug for lidt mere tid til at leve uden en fast struktur, hvor jeg har bundet mig til et arbejde. Det kunne også være et andet sted end Indien denne gang. Men jeg ved, at jeg i Indien kan leve utroligt billigt, hvad der har høj prioritet, så længe jeg ikke også har fokus på at tjene penge. Det står åbent, hvad tiden skal bruges til. Det vil vise sig, når jeg er der. Jeg ved heller ikke hvordan mit liv vil udforme sig, når jeg kommer tilbage til Danmark. Det vil også vise sig. Al uvisheden er en del af livets eventyrlige mysterium.

Jeg fortsætter med at tage tøjet på. Hvad pokker, på skal det jo – og det er trods alt kun tøj.

Mine nyudklækkede sommerfuglevinger bringer mig ud i den danske sommer.

Jeg er på vej.

Hermed er dette sidste afsnit afslutningen på de i alt 12 dele.
Det vil glæde mig at høre fra dig om hvilket aftryk det læste har givet i dig. Du er velkommen til at skrive til mig på info@lifeprocess.dk eller benytte boksen "kommentarer" her på Levlykkeligt.

Kærlig hilsen
Anne Jørgensen, spirituel psykoterapeut 

Anne Jørgensen har 38 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog

Anne Jørgensen
Parterapeut.
Spirituel krops- og psykoterapeut, København
www.lifeprocess.dk
Egen praksis siden 1986