Psykoterapi København Anne Jørgensen

Mødet med en Helgen

Om at leve uden en kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 2 (første del 18/6-´12).

MØDET MED EN HELGEN

Jeg har masser af gange i mit liv lukket det ene øje og bestemt mig for, at det, der skete foran mig, så jeg ikke. Ganske enkelt fordi jeg ønskede, at virkeligheden skulle være anderledes. Men det var ikke et liv, det var en drøm, og en dag var tiden inde til at vågne op og se fakta i øjnene. Jeg var skrækslagen – lige så skrækslagen som den lille pige i autorickshawen. Jeg kom desværre ikke så hurtigt igennem som hende. Det tog adskillige år at åbne op for alt det gemte – godt og svært.
Men jeg lærte at håndtere frygt, og at frygt er et faktum i livet – og derfor altid vil være her. Det blev en træning i at møde det såkaldt ukendte. De ressourcer, som jeg før gik og gemte på, kunne jeg dermed tage til mig. For hver gang forøgedes min energi. Det var mærkbart, at når jeg fornægtede noget og dermed fraspaltede det i mig, så mindskedes kontakten til mig selv og dermed mit energiflow. Så jo mere jeg turde se i øjnene, godt som svært, og tage til mig, jo mere overskud. Det var logisk.
Det blev blot så klart, da det erfaredes.

Årene går, og jeg lærer en masse om at være bevægelig og være i bevægelse. Efterhånden udfolder livet sig dejligt: Jeg har nære kærlige relationer. Efter jeg blev skilt fra min partner for 10 år siden, har jeg været i andre fine, lærerige forhold, men ingen af disse har udviklet sig til partnerskab. Jeg har ingen børn. Mit liv er glædesfyldt og jeg nyder det.  Jeg er engageret i mange levende, kreative sammenhænge. Jeg har egen virksomhed på tyvende år, og det glæder mig hver dag at lave det, jeg laver. Jeg arbejder med kropsterapi i grupper, par og individuelt samt med undervisning i diverse faggrupper i supervision, coaching og teambuilding. Jeg er tilknyttet et arbejdsfællesskab, hvor vi har en unik professionel og personlig udveksling. Jeg har udstrakt frihed og føler mig meget privilegeret.
Alligevel – så begynder jeg at kede mig indimellem. Det er en ny form for kedsomhed. For når jeg mærker dybt nok efter, så er det en lurende art, som føles anderledes, end jeg ellers kender til at kede mig. Noget er i gære.
Selvom det er ubehageligt, forfølger jeg det. Jeg bliver ved med at observere tilstanden.
Jeg kan snildt sætte noget i gang – bare for at gøre noget og ikke mærke, hvor pinagtigt det hele føles. Men jeg ved også at lige netop at gøre noget vil ikke hjælpe. Det er vigtigt ”bare” at være med mig og al kedsomheden.
Efter en tid opstår en impuls til at tage til Indien igen. Jeg har ikke været der i mange år, på trods af at jeg føler mig meget forbundet med Indien. Tiden er inde til et gensyn.

Jeg har hørt en del om Ramana Maharshi (1) og er taget til det område i Tiruvannamalai (Tiru), hvor han har boet. I samme by er der en ashram for mennesker, der er interesseret i hans lære. Der har jeg fået lov at bo i en uge.
Det gør dybt indtryk på mig at være her. Jeg har jo aldrig kendt Ramana, men jeg føler mig tæt forbundet med ham – eller nærmere den energi, jeg oplever, han repræsenterer: Fred, kærlighed, væren og enkelhed. Templet i ashramen er et stort, åbent rum med hvidt marmorgulv. For enden af rummet er der en skulptur af Ramana i fuld størrelse. Den er omkranset af et lille gitter og danner et helligt gravsted – et slags alter i stor størrelse – hvor han er begravet. Ved de forskellige ceremonier, der er her, går folk rundt om alteret, som en del af et ritual. På væggene hænger der nogle store billeder af ham Hans relativt spinkle krop er stort set altid klædt i kun et hvidt lændeklæde. På mit yndlingsbillede har han kort, gråhvidt hår med tilsvarende kort fuldskæg. Hans blik føles meget levende, når jeg ser på ham. Han ser direkte med det mest intense, vise, klare, hjertelige blik. Når jeg ser på det billede, bliver jeg blød i hjertet. Blødheden breder sig til hele kroppen. Jeg bliver stille. Har kun lyst til én ting i hele verden, og det er at hengive mig til denne vidunderlige energi.
Der er to huler i bjerget Arunachala, der ligger lige ved ashramen, hvor Ramana har mediteret i adskillige år. Når jeg går ind i de huler og sætter mig ned og er stille, har det samme effekt på mig. Jeg føler en dyb kærlighed. Alt bliver blødt og åbent. Mine muskler slapper fuldstændig af, og tårer løber frit. Jeg smelter. Er ikke det fjerneste ked af det. Blot salig. ”Home sweet home” er følelsen, og jeg ånder ud en ekstra gang og hviler langt inden i.
Fred.

Livet i asrahmen er en slags beskyttet verden med meditation, renlighed, ro og orden. Her er gæstehuse, hvor man kan bo på et værelse i kortere tid, hvis man har brug for at fordybe sig i en periode. Her er en jernseng, et lille bord med stol og en pære i loftet. Pedaltoilettet er i et lille rum ude på gangen. Her er ikke noget toiletpapir. Man vasker sig i stedet med venstre hånd og spiser derfor med den højre. Hvilken hånd, der er til hvad, glemmer man ikke efter en omgang diarré. Badet er en vandhane i væggen og en spand med en øse. Det fungerer fint. Vi gør selv rent på værelserne.
Hver dag fejes hele området for nedfaldne blade fra de store træer samt andet affald. Et par kvinder går foroverbøjet og fejer med en lille, stiv sivkost. Der er ikke så meget, da alle viser stor respekt for stedet. Man smider ikke affald fra sig som uden for ashramen. Alle tager også helt naturligt skoene af. Som på et hvert andet sted viser man sin respekt, når man går ind på ashramens område.
Måltiderne spiser vi i den store spisesal. Der er på forhånd lagt palmeblade på gulvet i lange rækker. Så når klokken ringer til et måltid, og alle går ind, sætter vi os ved det næste ledige palmeblad i rækken. De, der arbejder i køkkenet, svinger grydeskeen i en vældig fart. De lægger hver en portion af de grøntsager eller ris, de har i madspanden, ned på palmebladet. Det er imponerende, så velsmagende vegetarmad de laver til 100 mennesker. Der er en lille mand, der bevæger sig rundt som en gummibold, og stråler om kap med solen, når han serverer. Han er overalt i rummet og deler generøst ud af sin glæde ved arbejdet. Han er en sand tjener.

Ude på gaden kommer en mangfoldig støj mig i møde. Der kører en stor lastbil forbi og hvirvler støvet op. En stank af diesel følger efter. Man skal ikke argumentere med dem, det er bare med at se at komme af vejen i en fart. Jeg ser en tigger, der ved hjælp af armene trækker sig af sted på et lille bræt med hjul under. Han er helt krumbøjet og kan ikke gå. Han har en lille muldpose med sig som sine eneste ejendele. Han når lige at komme ind til siden, inden lastbilen suser hylende forbi. Ovre på den anden side af gaden ved købmanden står en ung kvinde med et barn på hoften og to ved skørterne. Hun venter på, at der falder lidt mønter af til hende. Hun viser mig ørerne på børnene, der er fulde af puds af en slags, og strækker hånden frem. Her er tiggere alle vegne, og dog langt mindre end jeg har oplevet i storbyerne. Det gør mig ondt at se mange af dem, der ser både syge og sølle ud. Jeg har ladet mig fortælle, at man er med til at bevare tiggeriet ved at give penge til dem. Hvis man vil give tiggerne noget, er det en god ide at give et stykke frugt eller lignende. Det er en øvelse for mig ikke at tømme lommerne. Eller den modsatte version at ignorere dem for at beskytte mig selv mod ikke at rumme al elendigheden. Elendigheden er her – rigtig mange steder. Jeg øver mig i at give de tiggere, jeg møder min respekt, ved at have øjenkontakt og give en indisk hilsen med hånden på hjertet. Se dem. Se elendigheden i øjnene og give mig selv lov til ikke at kunne hjælpe. Det kan jeg ikke alligevel. Men jeg kan hilse ordentligt. Det kan jeg give.
I et par af ashramerne her i området uddeles et dagligt måltid mad. Man kan donere penge f.eks. til det formål og yde bistand på den måde.

De i alt tre uger, jeg er her i området, er jeg optaget af, hvad jeg kan lære af Ramana. Nemlig hvordan min egen kærlighedsevne, enkelhed og væren i fred kommer til udtryk – eller mangel på samme.
Til at undersøge det gør jeg brug af hans Self-inquiry. Ramana foreslår, at for at komme bag om personligheden, bag om det falske ”jeg” og ind i bevidst væren til det essentielle Jeg, kan man stille spørgsmålet ”Hvem er Jeg?”. Det er en invitation til en proces – en længere rejse i en radikal ikke-dømmen og er således ikke et intellektuelt spørgsmål. Det er baseret på forståelsen af, at det, vi alle har brug for, allerede er med os – som f.eks. kærlighed, viden og visdom. Når vi kan slappe af og være den, vi i virkeligheden er, vil alt dette potentiale manifestere sig.
Ramana foreslår, at når vi spørger ”Hvem er Jeg?”, er det muligt at komme ind til kilden i det essentielle, det sande Jeg. Vi skal ikke forvente noget svar vi kender på spørgsmålet, da mulige svar vil komme fra sindet, fra det vi tror vi er, og ikke fra det sande Jeg. Han foreslår, at ved igen og igen at holde sig åben for svaret ”Jeg Er” og bevarer det fokus indtil tanker ophører, når vi ind til det sande Jeg – til bevidst væren.

Dette er en meget direkte vej. Oftest har jeg brug for at tage den i flere tempi, for at skabe større klarhed. Det kan man gøre på forskellige måder.
Af min lærer Stephano Sabetti (2), er jeg blevet inspireret til, når der f.eks. er ladede følelser involveret, at spørge på en måde, så jeg får et anderledes konkret svar. Dette kan hjælpe til en yderligere fordybelse af egen udforskning. Når jeg f.eks. irriteres over noget, spørger mig selv: Hvem er irriteret? Eller: Hvorfra kommer irritationen? Ofte opdager jeg, at der er kritik og fordømmelse nedenunder. Og hvis jeg ikke holder fast i irritationen, men accepterer den og herved giver slip, så synker jeg dybere ind..
Som f.eks. denne dag:
Bag ved ashramen går der en lille sti op ad Arunachala, der nærmest er Tirus kendetegn. Pilgrimme har gennem århundrede vandret til dette bjerg for enten at bo på det eller vandre rundt om det. Dette hellige bjerg har en meget speciel energi. Da Ramana levede, sagde han selv om bjerget, at han brugte det som sin guru. Han spurgte det til råds.
Jeg selv mærker energien på den måde, at jeg er draget af det. Enten blot ved at sanse det, se på det og være i dets nærhed – eller ved at bevæge mig på det. Ydermere er der to huler i bjerget, hvor Ramana har mediteret i årevis. Den ene i syv og den anden i sytten år. Nogen gange sidder jeg der et par timer ad gangen.

Jeg er oppe på bjerget ved en af hulerne. Der er bygget en lille cementhytte af en slags ud over selve den hule, hvor Ramana har mediteret. I forrummet hænger der billeder på væggene fra hans liv – alle fint indrammet. Indenfor i selve hulen er væggene hvidkalkede og nøgne. Indgangen er så lav, at jeg automatisk inviteres til at bukke mig og dermed kommer i en ydmyg indgangsposition. En duft af røgelse ligger blidt i hele rummet og kommer mig i møde. En lille olielampe brænder ved et billede af Ramana inde ved den plads, hvor han har siddet og mediteret. Jeg lægger mig på knæ og hilser i mit hjerte og sætter mig derefter på en af sivmåtterne, der ligger på gulvet.
Efter en tid bliver der helt stille. Jeg sidder blot i stilheden og nyder, at intet sker.
Absolut intet som helst.
Efter en stund går jeg ned ad bjerget igen i en salig, fredfyldt tilstand. Jeg går på bare tæer, da det er helligt land, jeg betræder. Jeg føler jorden under mig for hvert skridt, jeg tager. Langsomme, langsomme skridt. Mine fødder former sig efter stenene og masseres på turen ned ad bjerget. Stenene er ved at være opvarmet af solen nu, da det er midt på formiddagen. Jeg selv er også ved at være godt stegt.
Jeg får en ubændig trang til en skål frisk frugtsalat og ved, hvor jeg kan få det uden at blive syg.

Da jeg kommer til restauranten, sidder der en gruppe støjende og rygende mennesker med store armbevægelser lige inden for døren. Jeg bliver irriteret. Jeg er på vej væk igen, men noterer mig mit stemningsskift og bestemmer mig alligevel for at blive. Min læremester – livet – er jo lige her og vil lære mig noget. Så jeg spørger i stedet mig selv: ”Hvem er irriteret og ikke i fred længere?”
Det er hende, der fordømmer, der er bedrevidende og nedladende. Der sidder de og støjer, når jeg er i fred – var i fred – og lige har mediteret. Hvor arrogant.
Jeg smiler lidt af mig selv – også da jeg opdager, at jeg nu i stedet vender kritikken indad.
Og hvis jeg nu slipper kritikken igen? spørger jeg..
Denne indsigt hjælper mig til at slippe mine fordømmende tanker, og jeg kan atter synke ind i, hvad der er neden under dem: Fred. Hvilken befrielse. Jeg kan nu se den gruppe turister, der morer sig. De kan støje, og jeg kan være stille. Jeg er atter uforstyrret.

Således lærer jeg af små og større situationer på min vej. Der skal blot en lille bevægelse til indeni, fra jeg bevæger mig fra en fredfyldt tilstand som i dette tilfælde til en eller anden form for kritik – og tilbage til freden igen. Jeg forstyrrer mig selv ved at flytte min opmærksomhed fra freden i hjertet og giver i stedet næring til kritiske tanker og skaber indvendigt en konflikt i det øjeblik ved at adskille mig fra de andre og gøre mig bedre end dem. Når jeg i stedet inkluderer og accepterer dem, er jeg atter tilbage i opmærksomheden i hjertet – i dette tilfælde freden. Det er et lille tryk på en indre knap – nu er den på tænd – nu på sluk. Det tager blot et sekund.

Al denne læring tager jeg med hjem til Danmark. Efter nogle måneder får lyst til at til tage på et retreat for at møde Stephano. Der kan jeg fordybe nogle af de erfaringer, jeg har haft i Indien.

Vi er i Toscana langt ude på landet. Foråret er lige kommet hertil, og solen skinner generøst fra en klar, blå himmel. Kirsebærtræerne strutter smukt og rødt. Fårene er på græs og bevæger sig langsomt af sted, samtidig med de spiser. De giver en fin, lille lyd fra sig, når de bevæger sig. De har en bjælde på.
Vi bor i en smuk, gammel rustik ejendom bygget i kampesten. Alle værelserne er forskellige og møbleret med gamle mahogni møbler. Vi mediterer inden døre eller ude, som vejret og processen nu tillader det.
I dag sidder vi ude i denne fredfyldte natur. Jeg får en meget skræmmende indsigt. Med ét bliver det pludselig klart for mig at, ”mit hjerte tilhører Indien”. På et niveau bliver jeg yderst overrasket, da jeg syntes, det lyder underligt, og samtidig er jeg også lidt bange for at få kontakt med en yderligere viden om, hvad det betyder mere konkret. Men på et andet niveau føles det som en dyb sandhed, som det viser sig, jeg endnu ikke oplever omfanget af. For sandheden genkender jeg – det kan jeg mærke så dybt, som det berører. Men det er uklart, hvad det egentlig betyder for mig.
Derfor forsøger jeg at dykke mere ind i det. Hvem føler denne sandhed? Hvad betyder ”Indien”?

For mig betyder Indien pulsering – det er levende. Alt det kaos, befolkningen lever i, tvinger dem til at være vågne og i bevægelse. Det er spiritualitet, åbenhed, hjertelighed og væren i nuet. Så min yderligere undersøgelse handler om, hvordan jeg kan bringe de kvaliteter mere til udtryk i mit danske liv, for det er det, jeg har brug for at fordybe.
Polariteterne er stærke i Indien. Jeg har også oplevet andre mere rå sider blandt befolkningen, men det er ikke der, mit fokus er lige nu.
Sammen med erkendelserne bliver det også klart, at hvis jeg finder det nødvendigt at flytte til Indien, – ja, så må jeg gøre det. Åh, hvor er jeg skræmt af de indsigter, jeg får.
Jeg føler, at noget begynder at smuldre.
Jeg ved endnu ikke, at det blot er en spæd begyndelse.
Men jeg ved, at jeg uden at tvivle vil forfølge det, jeg føler, jeg nu skal forfølge – på trods af frygt. Den tillid giver mig styrke.

Jeg kommer hjem fra Italien og fornemmer, at de bølger af indsigter, der rullede ind over mig der, har sat sine spor. Det er ikke just behageligt, for nu keder jeg mig efterhånden passioneret i mit danske liv, og jeg er ved at blive aldeles desperat inden i. Jeg spørger mig selv: Hvem er desperat?
Det første niveau er, at der er hende, der gerne vil gøre noget for at styre uden om alt ubehaget.
Det er jo meget forståeligt, men der er en anden instans i mig, der ved bedre. Denne del ved, at hvis jeg ikke bliver i dette, så kan jeg ikke forandre. Herfra ved jeg, at der ikke er nogen vej udenom, men kun igennem – og at det i øvrigt ikke altid er behageligt at forandre. Men jeg ved også, at ubehaget forkortes ved at overgive mig til, at jeg ikke kan gøre noget, men udelukkende være sammen med mig som det nu er. Lige der ophører kampen, og ubehaget mindskes.
Så jeg hengiver mig til, at der er intet, jeg kan gøre. Noget er ved at modnes, og det har sin egen tid. Jeg kan kun observere min tilstand – være i den – følge dens flow. Der bliver mere fred med det, der sker. Jeg bliver mindre identificeret med situationen.

Efterhånden sker der en forandring. Jeg får en helt klar impuls til, at nu skal der handles. Jeg skal ud med mig selv. Ud, ud, ud. Hvem har brug for at komme ud? spørger jeg.
Jeg finder ud af, at jeg ikke bruger mig selv nok. Jeg har nogle kræfter i mig, som ikke bliver brugt. Jeg føler for at give mere af mig. Det står ikke klart for mig, hvad det er, men det er klart, at jeg har brug for at give mere af mig selv – mere frit.

Jeg taler med Stephano om det. Han inspirerer mig til at finde noget frivilligt arbejde, da jeg der kan give på andre betingelser. Et sted i mig giver det øjeblikkeligt genklang, selvom det endnu ikke er klart, hvad det rører ved. Han spørger, om jeg får nogen ideer om, hvor jeg kan gøre det. Jeg siger prompte:
”Nej, det ved jeg ikke lige, der er ikke rigtig noget her i nærheden”. Samtidig ved jeg, at jeg siger ikke helt, hvad det aktiverer i mig. Lige nu føler jeg mig nemlig aldeles lysvågen, og det første, der falder mig ind, er selvfølgelig Indien, men det siger jeg ikke noget om. Jeg skubber det væk som værende umuligt, men kun lidt for mig selv, for jeg har registreret min impuls. Stephano foreslår, at jeg tænker over det.
Det er slet ikke noget problem. Jeg er efterfølgende fyldt af vores samtale. Er yderst tændt ved tanken.
Jeg kan selvfølgelig kun komme i tanke om ét sted, jeg kan arbejde frivilligt og samtidig klare mig økonomisk, og det er i Indien.
Jeg sætter mig straks ved min computer og går på nettet for at se, om jeg ad den vej kan finde noget meningsfyldt arbejde. Jeg ved, jeg har brug for at være i en sammenhæng, hvor jeg kan give fra hjertet og være i udveksling derfra. Så jeg leder efter noget med mindre børn, da mine begrænsede sprogkundskaber i samvær med dem ikke vil være en hindring.

I løbet af de næste par dage starter jeg med at rydde en måned i kalenderen. Så to måneder – derefter tre. Alt imens antallet af måneder udvider sig, kan jeg mærke min frygt for virkelig at tage et radikalt skridt. Det var selvfølgelig også derfor, jeg ikke fortalte Stephano, at jeg straks tænkte på Indien, da han spurgte, om jeg havde nogen ideer til, hvor jeg kunne tage hen. Jeg måtte lige have lidt tid til alt det kaos, det pludselig skabte i mig. Det er ret tankevækkende, som processer kan vise sig, lige nøjagtig inden noget løser sig. Den del af mig, som kender det gamle liv og frygter at give slip ind i det nye, har masser af ”gode forklaringer” på, hvorfor jeg ikke kan rejse så længe:
Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Sådan.
Det er for dyrt. Alt for dyrt.
Hvad med mig og mit firma? Jeg er selvstændig, ingen passer mit job, når jeg ikke er her.
Jeg kan da ikke sådan lige rejse væk fra mit arbejde så længe.

Men det er alligevel lige nøjagtig, hvad jeg har brug for. Den del, der har brug for at give mere frit, har brug for tid – meget tid.
Et halvt år føler jeg vil være en rimelig periode til at fordybe mig.
Efter at frygten har fået plads, bliver jeg rolig. Beslutningen er klar – hvis jeg overhovedet kan kalde den det, for det kan ganske enkelt ikke være anderledes. Jeg må finde en løsning på, hvordan det kan føres ud i livet med det job, jeg har.

Jeg går i gang med at informere omkring mig for at forberede mit forehavende. Dernæst afrunder jeg trinvis, i de næste fire måneder, mine kontakter til klienter og kursister.
Ind imellem dukker frygten atter op. ”Hvem føler denne frygt?”, spørger jeg. Det er hende, der er bange for fremtiden. Jeg skræmmer mig selv ved at gå i hovedet med diverse fantasier, og kan selvfølgelig ikke vide noget om fremtiden nu.
Da frygt er her og ikke skal fornægtes, giver jeg den lov at fylde det, den nu har brug for. Lige der sker der et skift, og roen vender atter tilbage. Ved at gå fuldstændigt ind i frygten opløses den af sig selv. Mine skræmmende fantasier er væk. Jeg kan nu gå videre i min udforskning og åbne mig for ”Jeg Er”.
Efterhånden hviler jeg atter i hjertet.
Tilliden er genetableret. Det er en nådegave.
Tillid stilner sindet fuldstændigt.
Jeg konstaterer endnu engang, at skabe denne plads til mig selv er det eneste naturlige at gøre. Når denne kontakt er etableret, er jeg fuld af tillid til, at der er hjælp at hente. Jeg er på ingen måde alene om at gå den vej, jeg går.
Jeg får masser af støtte – også nogen gange, når jeg mindst venter det. Endda i meget konkret form.

Jeg husker engang, jeg var på vej hjem fra ferie i Thailand.
Min søster og jeg passerer paskontrollen i lufthavnen. Man tager mig til side, da jeg har været der over en måned. Fem dage for længe. Jeg troede, man skulle have visa efter tre måneder. Men det er altså lavet om for nylig. Manden med alle striberne og stjernerne, der bestemmer, er meget brysk og skriver og noterer, som om jeg er en kriminel, der har lavet en stor forbrydelse med vilje. Han giver mig så en bøde på 1000 baths (ca. 200 dkr). De penge har jeg desværre ikke. Jeg har lige brugt mine sidste penge til en taxi. Så beder han mig betale med visa i stedet. Jeg tør ikke fortælle stribe- og stjernemanden, at jeg har glemt min pinkode, for jeg regner bestemt ikke med, at han vil tro på mig, hvad der nemt kan forværre situationen. Jeg tør ikke stå her med et kort, jeg ikke kan få til at fungere. Men det er faktisk sandt. Dagen forinden har jeg brugt mine tre forsøg i en pengeautomat. Jeg kunne simpelthen ikke huske min pinkode. Pist væk var og er den.
Så jeg siger, jeg ikke har noget visakort. Han fortæller mig truende, at jeg ikke kan komme med flyet, hvis jeg ikke betaler. Han kigger over på min søster, men jeg siger, som sandt er, at vi begge har brugt vores sidste penge. Min stakkels søster. Hun er ligbleg og skrækslagen for, hvad han vil finde på. Det kan jeg godt forstå. Af type er han bestemt ikke som en dansk tolder.
Jeg prøver at forklare ham, at jeg jo vil komme til at mangle endnu flere penge, hvis de tilbageholder mig, for så skal jeg også have penge til en ny flybillet senere hen. Det syntes han ikke er sjovt. Situationen tilspidser sig. Jeg har foreslået flere gange, at jeg sender pengene, når jeg kommer til Danmark, men det vil han ikke høre tale om. Han vil have dem nu.
Han går i gang med at skrive mig op i store bøger. Tager kopi af mit pas. Ringer – til hvem ved jeg ikke – men han taler en del i telefon. Jeg forsøger mig med en af kvinderne, der også står der, og forklarer hende min situation. Hun taler med stjerne- og stribemanden, men det ser ikke ud til at mildne ham.
Der går lang tid. Det er meget nervepirrende. Så kommer en nydelig kvinde lige pludselig til og spørger manden om noget og nikker over imod mig. Han svarer vrissent og går videre med sit forehavende. Hun bliver stående. Han skriver lidt mere i sine bøger og beder mig underskrive nogle papirer. Det vil jeg ikke, før han har forklaret mig, hvad det er, jeg skriver under på. Det gør absolut ikke situationen nemmere.
Så sker der det forunderlige, at den nydelige kvinde, der lige har blandet sig, træder frem, giver mig 1000,- baths i hånden og siger meget sødt til mig: ”Jeg håber du har nydt din ferie her i Thailand” – og væk er hun. Jeg er målløs, men når lige at bukke et par gange til tak, men hun er hurtigt væk.
Jeg betaler min regning og bliver dermed løsladt.
Min søster må huske mig på, at jeg får mit pas med. Det ligger dybt begravet i stjerne- og stribemandens bøger. Om han forsøgte at gemme det langt væk med vilje, vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Jeg er fuldstændig paf over hele situationen og takker inderligt ”Det” for hjælpen. ”Det” kalder jeg en kontakt jeg føler mig forbundet med. En slags kraft, med en viden der langt overstiger min lille fatteevne, som jeg oplever støtter min færden. Det er ikke altid på en måde jeg lige umiddelbart ønsker. Men efterfølgende kan jeg se, det udvikler kontakten til egen essens.
Jeg leder efter kvinden i lufthaven. Jeg vil både sige ordentlig tak og også bede om hendes adresse, så jeg kan sende pengene, når jeg kommer hjem. Men jeg må desværre opgive. Hun er ikke til at finde nogen steder.
Sådan en situation får yderligere min tillid til livet til at vokse. Tillid giver ro. Så når frygten kommer, som i dette tilfælde for f.eks. at rejse til Indien så længe, bliver den mere en tilstand, jeg blot oplever. Det er ikke noget, jeg lader mig skræmme af. Dermed kommer den ikke til at stå i vejen for det skridt, jeg nu finder sandt i mit liv.

Den tillid er bestemt ikke noget, jeg altid har haft. Da jeg var yngre, bekymrede jeg mig meget om, hvordan livet skulle udvikle sig for mig. Så en frostklar solskinsdag, da jeg gik en tur ved Søerne i København, skete der noget meget forunderligt, der gjorde, at jeg standsede op. Det rislede i mig som en stille bæk, der bevægede sig af sted. Jeg var glad – ikke over noget bestemt – men ganske enkelt glæde over at være til på denne jord. Glæde ved at være i verden.
Jeg stod der en stund, midt i den frostklare dag, og mærkede derefter en stærk strøm i hjertet. Jeg stod helt stille, som om jeg var bange for, at det hele ville forsvinde, hvis jeg bevægede mig.
Det gik op for mig, at jeg lige nu slet ikke bekymrede mig. Det føltes, som om en byrde var taget af mine skuldre. Følte mig ganske enkelt lettere. Jeg havde etableret en tillid til livet, der gjorde dybt indtryk. Livet ville mig noget godt – selvfølgelig – hvad ellers? Men det havde ikke altid været en selvfølge for mig.
Jeg var glad – for at være til – for at eksistere. Jeg følte en dyb kærlighed til livet og til mig selv.
Det var naturligvis ikke noget, der skete med ét. Det var en udvikling, der var sket igennem et stykke tid, men det blev så klart lige netop denne dag, at forandringen havde manifesteret sig.
Jeg begyndte langsomt at gå videre.
Det næste spørgsmål, der ironisk nok dukkede op, var: ”Hvad mon jeg så skal bruge al den energi til, jeg før har brugt til at bekymre mig med?” For jeg registrerede, at der var sat en masse kræfter fri. Jeg grinede ad mig selv. Det ville jo vise sig – jeg ville slet ikke bekymre mig om det nu!
Jeg sendte en stille tak til ”Det” for indsigterne og gik langsomt videre langs med Søerne med det nye liv i hjertet.

Fortsættelse følger......................

NOTER

(1)
Bhagavan Sri Ramana Maharshi (1879-1950) er en hellig, oplyst mand, der boede i Sydindien. Ramana er kendt for sin Self-inquiry, som kan lede en ind til grunden til lidelse, som er tanken »jeg«. Mennesker lider, siger han, fordi de ikke er essentielle. Når tanken »jeg« viser sig i vores
bevidsthed, er det essentielt at undersøge, hvem denne tanke hentyder til. At spørge »Hvem er Jeg« er alt, vi behøver at vide. Self-inquiry leder os direkte til selv-realisering ved at bevidstgøre og dernæst slippe de ideer, der får os til at tro, at det Sande Jeg, Selvet ikke allerede er realiseret.
Ramana gjorde dybt indtryk på mange mennesker ved at leve i det, han kaldte Advaita – åbenbaringen af nondualitet som den endelige visdom. Han gav sin viden fra sig ved sit nærvær. Der findes et stort udvalg af bøger om hans lære i boghandlen i Ramana Ashram. Enkelte er udgivet på dansk og kan skaffes i danske boghandler.

(2)
Prof. Stephano Sabetti er skaber af Life Energy Process® (L.E.P.). Dets forskellige former er baseret på undersøgelser og praksis ud fra energibegreber fra både Øst og Vest. L.E.P. understøtter direkte personlig erfaring ved at benytte en kombination af krop- og energiarbejde. Adskillige
niveauer kan samtidig være involveret (fysisk, psykisk, spirituelt og organisatorisk) for at indkredse bevidstheden og støtte forandring og udvikling mod helhed. For at forstå en tilsyneladende kompleks situation må man oversætte indholdet til bevægelse. Ved at observere dette energiflow på forskellige måder kan man faktisk forstå og forandre relativt let.
Stephano Sabetti har skrevet adskillige bøger og udgivet flere »energy-talks« på video. (www.LifeEnergyMedia.com) Stephano Sabetti har ligeledes udviklet Essential Inquiry i Øst og Vest og hjælper for tiden med at forme et spirituelt fællesskab.

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mødet med en Helgen. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk