Psykoterapi København Anne Jørgensen

AT LEVE ER AT DØ

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 8.
  
AT LEVE ER AT DØ

Jeg er tilbage i det danske, og hele den første tid er en intens følelse af at være i et nulpunkt. En tilstand, hvor det er som at være i noget afsluttet og noget nyt, der begynder på en og samme tid. Hvad det er er endnu uklart, men der er følelser af frihed i det, som jeg nyder.
Jeg har ingen ide om, hvilken retning mit liv vil tage. Jeg ved, at et eller andet må ske, for jeg skal jo også tage mig af min finansielle situation. Jeg kan ikke forlade en selvstændig praksis et halvt år, uden der skal investeres en eller anden form for energi i den næste tid. Men hvordan – det er det store spørgsmål.

Ind i mellem dukker der bekymringer op om, hvordan det hele skal gå. Hvem er bekymret, spørger jeg og bliver mere opmærksom på den træthed, der følger med, da den stjæler min energi. Det er den del af mig der er  usikker og derfor forsøger at finde en løsning med hovedet.
Jeg ved af erfaring, at hvis jeg bliver i dette nulpunkt, som jo også er fyldt med uvished, så opstår der på et tidspunkt en impuls indefra, der viser mig en retning. Det giver ro. Jeg synker dybere ind i mig selv igen. Bekymringerne forsvinder. Tilliden til, at livet har sin egen vej, selvom jeg endnu ikke kender den, er genetableret. Den skal nok vise sig. Min opgave er kontinuerligt at være opmærksom på at bevare centrering.

Jeg er på vej til arbejde. Jeg har det underligt, alt imens jeg parkerer bilen i gården. Der er et eller andet i mig, der er anderledes, men jeg ved ikke lige hvad. Jeg fortsætter og går ind i huset til det arbejdsfællesskab, jeg er en del af. Der er noget, der er uklart. Jeg lytter indad. Beder om hjælp til afklaring, som jeg altid gør, når jeg ved, at der er noget, der gerne vil fortælle mig et og andet. Noget presser sig på. Det er nu sket nogle gange, når jeg tager på arbejde.

Jeg har haft en klient, og jeg er utilfreds med det, jeg har givet. Klienten har det heldigvis fint, men det har jeg ikke. Efter at jeg har bebrejdet mig selv, at jeg slet ikke duer til dette arbejde mere, så finder jeg heldigvis ud af at bruge situationen noget mere konstruktivt. For dette er endnu en information til afklaring. Jeg finder ud af, at noget i mig ikke er til stede. Jeg har ikke sagt helt ja til at komme tilbage. Denne indsigt gør mig yderst nærværende. Hvem siger nej til at være her? spørger jeg. Dette bringer mig længere ind i min udforskning.

Jeg sidder hjemme og mediterer, og der opstår et fuldstændigt klart rum. I dette rum får jeg følelsen af ”jeg har gjort alt”. Det har en dyb virkning på mig. Jeg dvæler ved det. Det skræmmer mig. Jeg er yderst vågen. Det næste er ”der er ikke mere at gøre”.

Jeg føler mig sært afklædt til skindet. Alt står stille.

Dernæst: Hvad betyder dette?

Det står klart, at jeg står for enden af en vej, og at der er en del af mit liv, der har fundet sin afslutning. Det er vildt skræmmende, men jeg forbliver i den klarhed, jeg har god kontakt til. Jeg spørger mig selv, om det så også betyder, at jeg er færdig med mit arbejde? – Ja – det gør det. For nu.
Atter dyb stilhed.

Jeg trækker nærmest ikke vejret. Alt ånder fred.

Jeg sidder – længe.

Langsomt åbner jeg øjnene – kigger forsigtigt ud og ser mig omkring – næsten som for at se, om verden stadig er den samme. Det er den ikke – og dog.

Det underlige er, at der næsten intet er i mig, der protesterer. Jeg ved, at det alt sammen er sandt. Der opstår spørgsmål som: Jamen, hvordan skal jeg klare mig rent økonomiskog hvad med min familie, hvad med alle de mennesker, jeg har et kontinuerligt samarbejde med? Men der er intet af det, der gør mig urolig. Det er blot rationelle tanker.

Noget andet i mig ved, at der er en vej, selvom jeg ikke lige kan få øje på den i disse minutter.
Jeg er meget stille resten af dagen. Er i en tilstand, der er svær at beskrive. Bevæger mig rundt i et stort åbent rum, yderst vågen. Jeg ved ikke, hvordan det tager retning.
Jeg står og vasker op, og pludselig begynder jeg at græde. Jeg græder og græder. Jeg er ikke ked af det. Jeg græder bare. Det er befriende.

Næste morgen vågner jeg og ser ud på en knaldblå, skyfri himmel, og sådan føles det også i mig. Jeg hopper ud af sengen – løber ud på græsset splitternøgen og råber: ja, ja, ja – juhuuuu, – alt imens jeg fægter med armene og løber rundt og leger flyver eller fugl eller måske begge dele. Det er blevet tydeligt nu, hvilken vej vinden bærer. Jeg skal til Indien i en længere periode. Jeg skal bruge et lille halvt år på at afrunde kontakten ordentligt til diverse klienter og grupper.

Jeg kommer til at tænke på min mor, og glæden ryger en tur i baggrunden. Det bliver svært at sige farvel til hende. Hun er 82 år nu, frisk og rørig, men hendes perspektiv er selvfølgelig et helt andet end mit. Jeg kan mærke, at lige meget hvor ked af det, vi alle bliver over at tage afsked for en tid, så er der ingen anden vej for mig at gå. Det kan ganske enkelt ikke være anderledes.
Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg har tre søskende. Begge mine brødre og min søster vil tage sig kærligt af mine forældre, mens jeg er væk. Det ved jeg. Det giver mig frihed til at rejse.

Da det nu er klart, hvad der skal til at ske, vælter alle mulige følelser op i mig. Det er en blandet fornøjelse. Sorg over alle farvellerne – til familie, venner, kæresteven og alle klienter og kursister.
Dyb glæde og frihed over det skridt, jeg tager – at jeg følger mit hjerte. Frygt ind imellem det hele – hvordan skal det gå mig, hvordan skal jeg klare mig, hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave?

Jeg er bange. Jeg giver frygten lov til at fylde hele min krop, vel vidende at det ikke varer evigt, men er en fase, jeg skal igennem. Jeg ryster og bæver over det hele – indtil bølgerne har lagt sig, og der bliver stille.

Den dybe tillid til, at alt ordner sig genetableres – jeg vender tilbage til kontakten med: ”Der er ikke mere at gøre – jeg har gjort alt.” Det giver fred.

Jeg har inviteret min mor et par dage. Vi skal have god tid sammen, når jeg fortæller hende om mine planer. Jeg ved, at hun vil glæde sig på mine vegne, og at det vil være hendes første reaktion. Hun vil sætte sin egen sorg til side til senere. Derfor vil jeg gerne være der, når den del kommer frem. Det er vigtigt for mig, at hun ikke står alene med det.
Jeg henter hende ved toget. Hun ser undersøgende på mig og spørger: ”Hvordan har du det?” ”Jeg har det godt,” svarer jeg og bemærker den særlige kvalitet i hendes tonefald. Hun ved, at der er noget i gære.

Det er en skøn solskinsdag. Vi drikker kaffe i haven og sludrer. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg skal få fortalt hende det. Jeg føler, at jeg sidder med en skjult dagsorden, hvad jeg på en måde også gør. Der er ingen grund til at trække den ud. Vi har jo brug for tiden efterfølgende. Jeg tager afsæt et par gange, men ordene vokser inde i munden på mig. Det er, som tungen hæver, og ordene bliver siddende. De kommer ganske enkelt ikke ud over læberne.
Jeg venter på en naturlig indgang, i det vi taler om til at få sagt, hvad jeg har på hjerte. Og så sker det – jeg hører mig selv berette – og så græder jeg. Min mor holder om mig, og vi sidder sådan lidt, og så fortæller hun: ”Ved du hvad. I morges vågnede jeg af en drøm, hvor du kom ind til mig og grædende sagde: ”Mor” – og så vågnede jeg.”
”Så det var derfor, du spurgte på den der særlige måde: ”Hvordan har du det?”spørger jeg.
Det var det. Vi sidder og taler om det hele. Ganske rigtigt, så glædes min mor på mine vegne, som jeg vidste, hun ville.
Resten af dagen er en meget stille og hjertelig dag.

Næste morgen står hun ved min seng for at se, om jeg er vågen. Hun står der med et lille lommetørklæde krammet i hånden og hævede øjne og ligner en lille, ulykkelig pige. Det stikker i mit hjerte. ”Så kom reaktionen,” siger hun. ”Jeg vågnede kl. 5 i morges og har bare grædt”.
”Kom her.” siger jeg, løfter dynen og rykker længere ind i sengen, så hun kan være der. Jeg ligger og holder om hende og fortæller, hvor meget jeg elsker hende. Jeg sender en stille tak af sted, fordi vi kan være sammen om det her.

Alt står i afslutningens tegn. Ikke kun familie, venner og arbejde, men der er også en del, der skal gøres på mit hus, inden jeg kan komme ud af døren med fred i sjælen. Alt træværk skal ordnes udvendigt, så det kan klare sig for en tid. Jeg ved jo ikke lige hvor længe. Der skal sorteres i, hvad der skal foræres væk, og hvad der skal opmagasineres.
Der skal også stynes et par træer, så naboen kan få lys nok – og plantes nogle buske.
Det er hårdt arbejde at gå og male og oliere huset. Men det er godt for mig, for jeg føler, at jeg får gjort klart omkring mig helt ind i det fysiske, inden jeg skal rejse. I øvrigt sparer jeg, hvad en maler koster. De penge kan jeg leve længe for i Indien.

Hele processen føles som at skulle dø. Der er ikke mere at gøre. Det er færdigt. Jeg er færdig her. Jeg ordner omkring mig – alt afsluttes. Hvem – eller hvad dør?
Identiteten i mit arbejde dør og også formen på mit liv. Jeg har opbygget mit eget firma de sidste 20 år. Den frihed, jeg har følt ved at kreere mit eget job, så jeg kunne give, hvad jeg følte for at give og selv vælge andre uafhængige kollegaer, har været meget vigtig for mig. Jeg har selvfølgelig investeret en masse energi i det i mange år.
Nu er tiden inde til at slippe det hele. Og ikke kun det. Det er også tid til at slippe formen, hele strukturen på mit liv. Det har alt sammen brug for at dø for at skabe rum til det, der gerne vil vokse, når jeg er uden alle disse rammer. Jeg har brug for at være i denne langt mere totale åbenhed for at bevæge mig videre.

Jeg har brug for at stå fuldstændigt frit.
Jeg er i gang med at sige farvel til mit danske liv – for nu.
Jeg aner intet om fremtiden.
Absolut intet.

Jeg kommer til at tænke på min onkel, der døde for mange år siden. Han var en yderst travl mand. Han handlede sig igennem stort set alt. Der skulle ske noget. Præstation – altid. Sådan husker jeg ham, og sådan fortalte min fætter også om ham nogle år efter hans død. Min fætter fortalte også, at da hans far var omkring 55 år, fortalte han, at nu havde han oplevet alt. Så nu kunne han godt dø. Tre uger senere døde han af en uskyldig influenza, der udviklede sig hidsigt.
Jeg har tit tænkt på, at tiden måske var inde til, at noget i ham skulle dø – at han nu kunne begynde at være i livet på en anden måde. Fordybe sig selv ved at bevæge sig bag om sine præstationer, sin personlighed og udforske helt andet og nyt liv der. Men sådan blev det ikke for ham.

Sådan oplever jeg, at vi på en måde kan have mange liv, hvis vi tør give slip på det gamle. Noget skal dø, før det nye liv kan opstå. Cellerne i kroppen dør jo også hele tiden, og nye kommer til. Det er min erfaring, at når noget dør, så bliver vi efterfølgende mere levende. Der er en forøget friskhed og spontanitet til stede. Hver eneste gang. Der er de små slip, den lille død, i hverdagen – og dem i løbet af året, og så er der de meget større, der har ligget og bygget sig op over tid. Lige nu føler jeg, at jeg er i gang med et af de større.
Jeg ved ikke hvordan, men jeg ved, at der vil ske et fundamentalt skift. Det skal der også. For jeg føler ikke længere, at jeg bruger mig selv nok. Til trods for, at jeg har dybe, elskelige, nære, glædesfyldte og generøse relationer. Til trods for at jeg elsker og også elsker det, jeg laver, og at jeg har bygget en succesfuld forretning op gennem 20 år. Jeg har bare en fornemmelse af, at jeg har nogle kræfter, jeg ikke gør brug af. Jeg føler, at ved at tage dette skridt så vil jeg kunne støtte mig selv i den uopslidelige undersøgelse af ”Hvem er jeg”, som Ramana Marharsi inviterer til i sin Self-Inquiry. (se beskrivelse under Ramana Maharsi).

Midt i denne turbulente tid er mit forhold til min ven Søren ved at forandre sig. Vi har været fortrolige venner gennem mange år, men da jeg kom hjem fra Indien denne gang, skete der noget andet imellem os. Vores forhold udviklede sig til også at være et seksuelt forhold, vel vidende at vi ikke havde noget perspektiv sammen. Søren havde indtil videre valgt sin ekstremt travle karriere og følte ikke, at han kunne byde ind som partner. Det har han været klar over og ærlig med lige fra starten. Lige nøjagtig den grund har gjort, at jeg tidligere ikke har haft lyst til at dele elskov med ham. Det, at der er lukket på forhånd, har aldrig vækket min appetit. Det var noget andet, hvis det viste sig hen ad vejen, at vi alligevel ikke ville hinanden som kærester. Men lige nu generer det mig ikke, for jeg har bare lyst til at forsøde mit liv. Det er krævende nok for tiden.
Vi går begge ind i det, velvidende hvad vi gør – med dyb respekt for hinanden som kærestevenner. Jeg nyder vores tid sammen. Vi har det såre enkelt, taler om stort og småt, griner over livets små og større finurligheder og hviler i hinandens selskab. Jeg er glad, når han kommer og glad, når han går. Det samme er han.

Efter et par måneder begynder jeg at miste lysten til det seksuelle. Jeg undrer mig først over, hvad der sker. For jeg nyder jo at være sammen med Søren. Jeg finder ud af, at jeg mister lysten ved gentagelsen – den gentagelse, der er forbundet med, at der ikke er muligheder for vækst. At der ikke er noget perspektiv i forholdet på denne måde. Det er som at spille det samme stykke musik igen og igen. Det kan gå for en tid, men så er det dybt utilfredsstillende, da forholdet ikke kan vokse. Der er også grænser for, hvordan det seksuelle møde kan udvikle sig, når den begrænsning ligger der. Der skal være frit. Det er der ikke. Ikke for os.

Jeg taler med Søren om det. Denne kontakt genvinder min appetit – men kun for en tid. Det er ganske enkelt ikke levende nok i denne form. Og da det nu er blevet klart, at jeg snart skal rejse i en længere periode, så finder det alligevel sin naturlige afslutning.
Det er nemt for os at bevare et inderligt, kærligt venskab.

Det er det desværre ikke med alle vennerne. For et år tilbage, nogle måneder efter jeg kom hjem fra min tre ugers tur til Indien, gik det op for mig, at min veninde Trine havde en konflikt med mig, hun ikke talte højt om. Men jeg kunne mærke hendes afstand og kulde. Hun nægtede i første omgang, at der var noget i vejen, hvad jeg naturligvis ikke troede på. Jeg var ikke i tvivl, men hvad det var, vidste jeg ikke.

Beskyldningerne var slet ikke det vigtige. Vi kan begge være besværlige og klodsede ind imellem – og hvad så, havde jeg nær sagt. Næ, det vigtige var at kunne holde os åbne over for hinanden og have omsorg for hele situationen – for os begge to. Det var hvordan vi kom igennem konflikten og løste den sammen, der var det alt afgørende for mig.

Desværre kunne Trine ikke møde mig i den indstilling. ”Nu har jeg sagt, hvad jeg har at sige, det har jeg det godt med”, sagde hun, og der sad jeg og kunne ikke mærke nogen kontakt med hende overhovedet.

”Jeg syntes, det er svært det her. Jeg føler mig alene,” sagde jeg.
”Jeg syntes ikke, det er svært,” svarede hun, og så var den dør lukket. Vi var tydeligt ikke i gang med
at samarbejde om nogen løsning. Der var intet ”vi” overhovedet.

Til sidst, da Trine heller ikke var interesseret i at få fælles hjælp af en tredje person, så jeg ingen anden mulighed end at afslutte venskabet – i hvert tilfælde for nu, for jeg ville på ingen måde stille op til kamp. Jeg har rigelige erfaringer med at slås. Dengang fik jeg ikke andet end blod på knoerne og i hjertet, og det samme fik min ”kampven”.

Vores konflikt var uforløst, og det gjorde ondt at se i øjnene, at vi ikke kunne komme igennem. Og sådan var det. Vi har haft masser af dejlige og svære stunder sammen i adskillige år. Men det var nu fortid.

Hvem ved – måske vi kan mødes en anden gang i livet.

Så midt i denne tid med møder og farveller kommer tidspunktet for min afrejse nærmere. Rigtig godt, for jeg er også ved at være meget træt af alt det, jeg skal tage mig af. Der dukker hele tiden noget nyt op, jeg også liiiige skal. Jeg mobiliserer al min tålmodighed. Alle de tonsvis af småting, jeg skal tage mig af, finder jeg overvældende. Men der er ingen vej uden om, det skal gøres – og det bliver det.

I takt med at gøremålene falder fra mine skuldre, indtræffer der en vidunderlig stilhed.
Nu har jeg tre uger til at komme fredeligt ud af døren.
Jeg får efterhånden taget rørende afsked med venner, familie, klienter, kursister og andre grupper, jeg samarbejder med.

Et farvel til min gamle ven Henrik bliver til min store overraskelse, og hans, til et nyt goddag. Vi mødes meget kort tid, inden jeg skal af sted, og sød musik opstår. Vi griner begge af det. En af livets finurligheder. Vi tror, vi mødes for at sige farvel – men så er retningen pludselig en anden. For mig føles det naturligt at følge det flow, der nu er – og sådan har Henrik det også – så vi når at nyde hinanden for en stund, inden jeg rejser. Vi sidder på det nyskurede gulv i mit relativt nøgne hus og spiser sushi og drikker kold hvidvin. Vi fejrer livets uforudsigelighed og hengiver os til hinanden.

Jeg har det forrygende. Åbenheden imellem os sætter ild i os begge. Alle kontakter er på tænd. Hver eneste kærtegn sætter yderligere ved til bålene, til det bliver en fælles ild. At elske og blive elsket ud af døren – det syntes jeg er meget fornemt og lovende for min rejse. En pragtfuld energi at tage af sted med.

Jeg er ét stort overskud af kærlighed til alt. Dette er en gave. Jeg er dybt taknemmelig.

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne Jørgejnsen, Psykoterapeut.

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
At leve er at dø. Om at Leve NU, og om læring i Indien hvor jeg boede. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk