Psykoterapi København Anne Jørgensen

LÆRING KAN SE MÆRKELIGT UD

Om at leve uden en kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 3.

LÆRING KAN SE MÆRKELIGT UD

Jeg sidder i flyet på vej til Indien. Jeg har endelig fået afrundet alt, hvad jeg skulle. Hvilken luksus at jeg kan gøre sådan her. Hvilken chance at få så meget tid og rum. Jeg smelter. Tårer triller stille ned af kinderne.
Jeg er fuld af spænding. Et halvt år! Jeg har ryddet kalenderen i et halvt år! Det, der så ud til at være umuligt, er blevet muligt.

Jeg valgte at finde noget arbejde lidt syd for Chennai og har ad private veje fundet frem til en mindre skole for fattige børn.
Det forblev uklart for mig, hvad de gerne ville bruge mig til på skolen, selvom skolelederen Ramesh og jeg har mailet sammen en del. Men jeg kunne ikke rigtig få noget klart svar. Det var noget, jeg hurtigt lærte om Indien. Det var og er ofte svært at få klare svar. Men jeg besluttede, at det måtte stå sin prøve.

Jeg ankommer til skolen, en to etager høj cementbygning med tørrede kokospalmer som tag. Rundt om skolegården er en to meter høj mur. Indgangen er en tilsvarende høj massiv jernlåge. Her står Ramesh parat med nogle børn i nystrøget skoleuniform. Jeg træder indenfor. De hilser, som indere gør, med hænderne samlet midt foran brystet og begynder så at udføre en lille seremoni til velkomst. Børnene lyser af glæde, samtidig med at de står så skoleret, som jeg aldrig før har set i mit liv. De gør oven i købet honnør og siger “God morgen Frue”. De står med en blomsterkrans og en lille bakke med to små bøtter farvet pulver i rødt og gult samt et lille bæger, hvorfra der brænder en flamme fra en sprittablet, de lige har tændt. Jeg får blomsterne og et forsigtigt dup af farvepulveret i panden. Jeg takker dem ved at gengælde deres indiske hilsen. Dernæst kommer jeg inden for i “skolegården”, som er lavet af cement. Andet er der ikke, og der er ikke meget plads at lege på. I det hele taget er de vældig meget i pladsnød på denne skole. Det er en ramponeret bygning med fem rum på hver af de to etager. I stueetagen er der to lokaler til de mindste klasser, som er en slags børnehave. Her sidder børnene på gulvet.
I de lidt ældre klasser sidder de på små bænke med andre bænke i samme højde som borde. De må lægge skolebogen på skrå, for at den kan være der for sidekammeraten. Så lidt plads er der. Her er et virvar af børn, bænke og bøger, og måske derfor tager lærerne ofte meget håndfaste midler i brug for at bevare ro og orden. Det stikker i hjertet, når jeg ser børnene rejse sig fra deres sæde og gøre honnør med overstrakte knæ og en ryg som en flitsbue, vel i håb om at være korrekt nok. De ligner små soldater. Det får mig til at tænke på, hvad mine forældre har fortalt mig om deres skoletid. Også de fik linialen at føle som diciplinær straf.
I de største klasser sidder de to og to ved en mere kropsvenlig “skolepult”. Der er ikke så mange børn, der fortsætter skolen i de store klasser, de fleste skal nemlig arbejde og skaffe føde til familien. Så der er ikke den samme overbelastning på de større klasser. Der er ingen døre ind til klasselokalerne, og lyden på skolen er derefter.

Jeg bliver indlogeret i et gennemgangsrum til computerrummet i et mindre hus lige ved skolen. Generelt har inderne ikke meget privatliv. Når jeg spørger dem om hvorfor, siger de, at det er fordi, de er så mange mennesker. De er aldrig alene. De er nærmest bange for at være alene er senere hen blevet min erfaring. Selv syntes jeg, det kunne have været dejligt at have et værelse, der ikke var som en hovedbanegård, men jeg tager det som en udfordring. Dette er, hvad de har at give mig, så må jeg se, hvordan det går.
Måltiderne får jeg serveret i skolelederen Rameshes familie. Først får han, børnene og jeg mad. Dernæst spiser hans kone Shitra. Det er almindelig indisk skik, at kvinden i huset serverer for mand og børn først (med mindre de har tjenestefolk) og derefter spiser selv. Ved samtlige måltider kører fjernsynet og ofte højlydt med dramatiske udsendelser.

Efter at have været på skolen nogle dage bliver det mere og mere klart, at skolelederen vil, at jeg skal fungere som engelsklærer for lærerne. Jeg skal korrigere deres engelske udtale, når de underviser børnene. Det job er ikke lige noget for mig. Jeg vil meget hellere have noget med børnene at gøre direkte. Men det er ikke skolens behov – generelt. Undtagelsesvis er jeg vikar et par enkelte dage, når en lærer er syg. Det er der til gengæld masser af liv i.

Måltiderne hos Ramesh og Shitra, begynder relativt hurtigt at blive ubehagelige. Stemningen er dårlig. Jeg kan selvfølgelig ikke forstå, hvad de siger, men jeg kan høre på deres tonefald, at de snerrer ad hinanden. Maden bliver efterhånden serveret med et “slam”, når tallerkenen bliver sat hårdt på bordet. Shitra virker meget vred. Hun svarer heller ikke længere min hilsen, når jeg kommer ind i deres hus. Ramesh smiler og smiler. Der bliver flere og flere ris til maden og mindre og mindre grøntsager. Samtidig kører fjernsynet med dets dramaer.
Computerrummet har nu fået en anden indgang, så “mit” værelse ikke længere er gennemgangsrum. Til gengæld har Ramesh organiseret det således, at en af de unge piger, der går på skolen og bor langt væk, kan bo på mit værelse i denne tid, hvor hun læser til eksamen. Ramesh spørger mig ikke. Han fortæller, at sådan er det, og dernæst spørger han smilende: ”Dette er ikke et problem - er det?” “Øh” – svarer jeg. “Hvor længe varer det?“
“Kun fire måneder” svarer han og bliver for en stund nærmest overdøvet af et skuddrama på fjernsynet. Jeg er lige ved at få risene galt i halsen. Fire måneder – bare sådan. Jeg sidder midt i et kulturelt sammenstød. Jeg begynder at tænke på, om han måske behandler sin kone tilsvarende. Han har måske heller ikke fortalt hende, at når jeg kommer, har han inviteret mig til at spise alle måltider hos dem i al den tid, jeg er her. Det er selvfølgelig hende, der skal lave maden. Bagefter har han måske spurgt hende: “Dette er ikke et problem - er det?”
Jeg ved det selvfølgelig ikke, men som dagene går, bliver det mere og mere klart, at hverken her i Rameshes private hjem eller på skolen er der nogen reel kummunikation. Han giver sine ordrer med et smil. Sådan leves livet her. Der er ikke nogen udveksling imellem os.
Jeg overvejer, om jeg kan bo et andet sted. Men da jeg ved hvor stærk og stolt den indiske tradition er, når de beværter en gæst, så udelukker jeg den mulighed igen. Hvis jeg skal flytte, skal jeg forlade skolen helt og udelukkende af professionelle grunde. Fortælle dem, hvad sandt også er: Det passer ikke helt til mine færdigheder og behov.
Ydermere har jeg et problem med at overvære måden, skolen behandler børnene på. Der er så meget fysisk afstraffelse, som jeg ganske enkelt ikke vil være vidne til. Jeg oplever ikke nogen åbenhed i udvekslingen imellem os, hvad der er altafgørende for mig, hvis jeg skal blive og bidrage med noget. Så det giver ikke mening at fortsætte.

Efter jeg har forladt skolen, bruger jeg noget tid på at finde ud af, hvad dette egentlig vil fortælle mig. Jeg har planlagt hjemmefra at arbejde som frivillig, men foreløbig er der noget der tyder på, at jeg i så tilfælde skal finde det ad helt andre veje end den planlagte.
Det føles tomt. Hvad nu?

Jeg får lyst til at tage til Tiru og starte med at finde et rart sted at bo i nærheden af Ramana Ashram. Ikke langt derfra, lidt væk fra den store befærdede vej, ligger der et hus i dejlige, grønne, stille omgivelser. Her er masser af store palmer, tamarindtræer med store, tætte kroner og fyldige neemtræer, der i øvrigt også bruges til medicin. De giver godt med skygge. Hibiscus og jasminbuskene står i fuldt flor, og der går et par påfugle rundt i haven.Til huset er der et slags annex, som jeg lejer, med et ultralille værelse med bad og toilet. Hele gavlen er et stort metalmyggenet, så her er luftigt og dejligt lyst. På grund af alle træerne kan man ikke høre de store lastbiler og busser, der kører hele døgnet, ofte med hornet i bund, oppe på den store vej.

To dage senere sidder jeg i en lille kaffeshop med stole fra “dyneLarsen” – eller også er det måske ham, der har købt sine stole her. Jeg er i gang med at afkøle min kaffe på indisk maner – frem og tilbage, frem og tilbage i to små bægre. Jeg falder i snak med en mand, Karunesh, og registrerer hurtigt, at der er usædvanligt åbent imellem os. Der er en forunderlig intensitet til stede, der kaster et mildt skær over mødet. Vi drikker kaffe og udveksler erfaringer. Dernæst går vi hver til sit. Jeg hæfter mig ved, hvor blød og stille jeg er, og mærker tydeligt den stærke hjertekontakt, vi har.
Det må så vise sig, hvordan den vil udfolde sig, tænker jeg – for et eller andet vil sådan et møde, det er helt sikkert. Efter den kontakt krydses vores veje flere gange, og om natten drømmer jeg, at vi går hånd i hånd ud af landevejen.

Det gør vi i det vågne liv den efterfølgende aften. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi er et gammelt par – at vi har været sammen før. Ind imellem føler jeg det, som om vi har været sammen i årevis og har et langt liv bag os.
Jeg oplever noget helt nyt i mit forhold til Karunesh, som jeg ikke før har oplevet. Jeg føler mig genkendt og genkender. Det sker, når vi er stille og bare er i øjenkontakt med hinanden. Det er en dyb, intens følelse. Det har sat et dybt spor i mig. Jeg kan ikke forklare, hvad det er der sker, men jeg føler mig uden for tid og rum, når jeg går ind i den tilstand. Der er også en kvalitet af kærlighed i den. Jeg spørger mig selv: Hvem er genkendt? for at støtte en yderligere fordybelse. Indtil videre er det ikke klart.

Samtidig med denne nye åbenhed har jeg nogle skrupler om, hvorvidt jeg skal kaste mig ind i dette nye, gamle kærlighedsforhold. På trods af hans på mange måder lette og muntre tilgang til livet er der også nogle sider ved ham, jeg finder tunge og yderst vanskelige at omgås, fordi han føler sig “fiks og færdig” i livet.
En dag kommer han på besøg, prustende og sukkende ind ad døren. ” Hvorfor er folk så dumme?” siger han, alt imens han smider sin longi og går i bad og fortsætter: “De forstår ikke noget som helst. Jeg sad og talte med nogen om hele situationen i Iran. Hvad i al verden gør amerikanerne der, de skaber jo bare endnu en krig. Men det forstod de ikke. Og når jeg talte var det som om de alle var imod mig – eller måske snarere som om de slet ikke kunne lide mig. En efter en ophørte de med at tale.”
“Tror du der er noget i din attitude når du taler, der evt. får dig til at støde folk fra dig?” – spørger jeg drilsk, ser på ham og smiler fjoget, for det syntes jeg helt sikkert selv. Jeg er heller ikke særlig åben for at høre på hans “de-andre-er-dumme-historier”. “Nej, nej, nej – de forstår det bare slet ikke,” og så bliver den dør lukket.

Jeg ser ham mest som et menneske, der syntes, han ikke har noget at lære. Han kan holde lange taler om, hvordan livet skal og bør være. Det er lige nøjagtig det, at han synes, han har patent på sandheden, der er det svære hjørne at komme forbi.
I flere forskellige situationer spørger jeg mig selv: Hvad i al verden holder min interesse vågen ved vores forhold? så besynderligt som det ser ud. Hvem er interesseret?
Den eller det, der føler sig gekendt.
Men – hvad eller hvem føler det? er stadig ikke klart for mig.
Vi har genkendt hinanden. Den kvalitet af kærlighed, jeg er i kontakt med, og stadig ikke har nogen ord for, når jeg er i den følelse, er det vigtige for mig.
Ydermere er forholdet ikke et seksuelt forhold. Det bliver hurtigt klart. Men vi er begge tiltrukket både af Indien og af Ramana Maharshis lære. Vi griner af mange af de samme absurde ting i livet. Er begge vilde, selvom det har ydest forskelligt udtryk.

Hvad jeg kan se på et andet niveau er, at der er noget, der minder om min far. Han var en meget kraftfuld mand i sine yngre dage, og han brugte sin kraft på en meget skræmmende måde. Han kunne holde på sig selv i lang tid, og så sprang han uden varsel som trold af en æske lige i hovedet på mig. Meget chokerende at være en lille pige og så få en grandvoksen mands aggresioner ind over sig. Sådan gør Karunesh ikke, men jeg fornemmer noget, der ligger og lurer under hans nogen gange aggresive adfærd. Jeg oplever, det er den samme type energi min far havde. Det kan godt gøre mig nervøs, og det fortæller mig, at der er noget, der ikke er helet af de gamle sår.
Før i tiden har jeg fjernet mig fra den slags mennesker. Mænd som kvinder. Det er energien, jeg ikke bryder mig om. Jeg har slet ikke ønsket at være nær dem. Men nu kan jeg ikke komme uden om det længere. Dette møde med Karunesh er uundgåeligt. Der er andet involveret i det.
Et sted i mig er jeg slet ikke i tvivl om, at livet igen vil lære mig noget og denne gang via mit samvær med ham. Det bliver det, der afgør det. Jeg lader mine forestillinger fare om, hvordan man kan være sammen, for sådan her har jeg alligevel aldrig været sammen med nogen før. Graden af fremmedhed er godt nok høj, men jeg ved til gengæld også, at hvis jeg kan kapere det, så kan jeg lære meget. Vi er fuldstændig enige om, at vi vil leve sammen i nuet, så længe det er meningsfyldt for os.
“Du skal ikke forvente noget af mig”, siger Karunesh, “det vil ødelægge alt.”
Det gør jeg heller ikke, så vidt jeg selv kan se. Det er det for fremmed til. Jeg har også en lurende fornemmelse af, at dette samvær nok kun varer kort – at frasen “hvad der kommer let, går let” måske er sandt i dette tilfælde.
Jeg lade arbejdsplanerne gå sin gang for nu – sådan som de var planlagt hjemmefra. Dette møde med Karunesh vil lære mig noget på en meget direkte måde. Det er jeg ikke i tvivl om. Så vi går i gang med at se os omkring for at finde et sted, vi kan bo sammen.
Vi finder en lille “lejlighed”, som man kalder det i Indien. Der er kun lige, hvad vi skal bruge. En seng, en lille køkkenkrog – dvs. en bordplade, et par hylder og en vask med afløb – samt bad og toilet.

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog.

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
LÆRING KAN SE MÆRKELIGT UD. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk