Psykoterapi København Anne Jørgensen

INGENTING

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 11

INGENTING

Nogle uger senere sidder jeg på tagterrassen med morgente, fuglesang og fuld udsigt til Arunachala. Det er dæmringstid. Dagen begynder så småt at vågne. Når solen først er fremme, går det stærkt. Der er en del, der skal nås, inden det bliver for varmt. Jeg har været oppe en tid nu – kan alligevel ikke sove mere. Jeg sidder og reflekterer over den sidste tids læring.
Det er klart for mig, hvad det er, jeg fortsat skal øve mig i, og det er at komme fra den dybere væren, lige meget hvad jeg er i. Om jeg køber ind på grønsagsmarkedet – er med venner – køber togbillet osv.

Samtidig har jeg også en stigende uro over snart at skulle forlade Tiru. Mange vesterlændinge er allerede rejst. Jeg er selv i gang med at forberede mig, da her også snart bliver for varmt for mig. Desuden skal jeg snarest nordpå til Varanasi, inden der bliver for varmt også der og lede efter et egnet sted til et retreat for Marga (5)

Jeg har ikke lyst til at rejse. Jeg føler kun for den konkrete opgave, jeg har. Men efter det ved jeg intet. Jeg er sært ulysten. Jeg håber, at når jeg sætter mig i bevægelse – evt. kommer til Varanasi, at jeg så får nogle impulser om retning. Hvem er urolig? Jeg har en fornemmelse af, at jeg er på vej ind i eet stort rum af ingenting. Jeg er bange. Bange for at møde det rum. Jeg vil gerne klamre mig til lidt sikkerhed. Bange for at rejse lige nu. Så har jeg ikke noget fysisk hjem og dermed ikke engang det at holde i.

Der er mange, der råder mig til at lave lidt planlægning på grund at den forestående skolesommerferie. Planlægge hvad? Jeg som slet ikke ved, hvad jeg har lyst til. Jeg lader mig presse lidt af det og bliver i tvivl, om jeg alligevel skal købe nogle togbilletter, men hvor til? Så jeg bestemmer mig for at lade være. Så meget tillid har jeg dog til processen. Først til Varanasi og så se, hvad der sker derfra.

En af mine venner, som ellers har inviteret mig til Canada først på sommeren, har måttet udsætte invitationen. Så nu har jeg virkelig et totalt åbent rum at bevæge mig i de næste fire måneder. Det skræmmer mig, fordi jeg ikke føler for noget som helst. Absolut ikke for noget. Det er meget foruroligende Jeg har allerede lejet mit hus ud sommeren over, da jeg alligevel skal herfra.
Jeg får i øvrigt brev fra en veninde, der kommenterer, at det må være spændende at have alle de frie måneder. Det irriterer mig, og jeg bliver også ked af, at hun ikke fatter en brik. Spændende! – Det er skræmmende ad Pommern til lige nu. Jeg ved godt, at for et halvt år siden levede jeg nærmest i konstant glæde, fordi der ikke var nogen planer overhovedet. Men forskellen er, at det var den første bølge af frihed efter at have sluppet, hvad jeg fandt nødvendigt i Danmark. Glæden over at det var lykkedes mig at tage det skridt. Jeg havde også energi i omverdenen. Jeg var ved at slå mig ned i et nyt land.
Men nu føler jeg ikke for noget. Jeg har ingen energi i den ydre verden. Ingen som helst. Og indeni føler jeg intet. Undtagen i det øjeblik over ikke at blive forstået af en ven.
Hvordan var det nu med det retreat, husker jeg mig selv på – var det ikke noget med at lære at stå for mig selv fuldstændig uafhængig af, om jeg bliver mødt i det, jeg er i eller ej? Så hvem bliver vred og ked af det? Det bringer mig yderligere ind i at føle mig som meget alene i verden. Da jeg spøger: Hvem er alene, synker jeg mere ind i mig: ”Jeg er.” Det giver ro.

Jeg er nødsaget til at rejse til Varanasi nu, da jeg heller ikke aner, hvor lang tid jeg har brug for til den konkrete opgave,
På vejen i toget bliver jeg inspireret af en kvinde, jeg møder. Hun nævner Krishnamurti Centeret (6) som et muligt sted at bo. Jeg tager chancen og tager derhen for at undersøge, om der er ledigt. Det bliver der efter en halv time.

Her er fredelige grønne omgivelser ned til floden Ganges. Personalet på Centeret er meget imødekommende, og jeg får hurtigt kontakt med nogle af de andre gæster, der også bor her. Men der er uroligt i mig. Jeg gør, hvad jeg kan for ikke at forsøge at forstå, hvad der foregår eller finde en forklaring for mig selv, for så går det for meget i hovedet. Jeg observerer min tilstand og mærker ubehag, et savn af en slags – mest i hjertet, og at der er en smerte forbundet med det. Men noget sætter mig alligevel på sporet af det.

Sammen med et par fiskere ved ror og årer tager jeg denne tidlige morgenstund med Sarah og Claude, som jeg har mødt her, op ad Ganges. Vi vil gerne være i centrum ved flodbredden af Varanasi, når solen står op. Så vi starter vores lille sejltur i mørke, da vi bor et stykke derfra.
I takt med at solen står op, skifter lyset og dermed farverne nuancer på de huse, der ligger ned til floden. Store og mindre huse imellem hinanden. Nogle er nærmest fæstninger og andre som små herresæder. Mange mennesker sejler ud i små både og sætter levende lys i vandet, der driver stille af sted. Sammen med lysene, der vugger på floden, sendes en stille bøn – om hvad ved kun afsenderen.

Byen er ved at vågne, og her begynder at vrimle med liv. Nogen er ved at bade inde ved flodbredden. Andre vasker tøj. Ved ligbrændingspladsen er der stadig lidt gløder tilbage. Et par stykker laver yoga, og endnu flere er ved at bede.

Jeg går i land og bevæger mig langsomt rundt blandt denne symfoni af liv. Der er en del mennesker, der sidder helt nede ved flodbredden og bruger den som offentligt toilet. Jeg går uden om diverse affald, fortsætter og hilser godmorgen til den tigger, der allerede er på arbejde. Andre ligger stadig og sover lidt af vejen for os gående. Der er små bitte forretninger, der er ved at blive arrangeret under de enorme parasoller, der senere skal give skygge for den bagende sol. Børn, der leger – sadhuer, der bare sidder – en mand, der trækker af sted med sin cykel fyldt med varer – kvinder, der er i gang med at lave mad over åben ild, og andre, der er ved at gøre rent foran deres dør – dem, der har en sådan.

En hund, nærmest uden pels og store sår, sidder og klør sig, og en anden står med snuden i en af de mange møgbunker i sin konstante søgen efter føde.

Mens jeg går rundt, mærker jeg skiftet i min sansning. Alt, jeg oplever, er så tæt, så tæt.
Det rører ved min næsetip hele tiden. Kravler helt ind under huden.
Så intimt.
Jeg og byen er ét.

Jeg bevæger mig af sted i denne mangfoldighed med øjnene fulde af vand. Dette er ikke en romantisk solopgang, hvor jeg går hånd i hånd med min elskede. Denne morgenstund ser jeg ikke kun med mit fysiske øje.

Jeg ser inde fra hjertet.

Det optager mig, at jeg tilsyneladende har en ”knap” i mig, hvor jeg er på henholdsvis ”tænd” og ”sluk”. Lige nu er jeg gudskelov på ”tænd”. Al ubehag og smerte er forsvundet, og her er frit og fredfyldt. Det står klart for mig, at jeg identificerer mig så meget med denne tilstand, at når jeg ikke er i den, er det, som om der mangler noget. Deraf smerten.

Men hvem – eller hvad – observerer denne tænd- og slukknap?
Jeg ved, at der er et uforanderligt jeg, som ser denne foranderlige skiften fra den ene tilstand til den anden. Men jeg kan ikke blive i det uforanderlige. Jeg er fortsat adskilt – som f.eks. på enten tænd eller sluk. Det ene er blot mere behageligt end det andet.

Så indtil videre er der ikke andet at gøre end at være med den tænd-og-sluk-bevægelse. At observere den.

Jeg kan kun bo på Krisnamurti Centret i alt 14 dage, derefter er mit værelse booket til anden side. Så da der nu er gået en uge, bestemmer jeg mig alligevel for at lave en smule planlægning i håb om at få togbilletter videre nordpå. Jeg har mødt Khsarma, en indisk læge, som leder et sundhedsprojekt for 40 landsbyer lidt syd for Dharamsala. Jeg er blevet inviteret derop og har sagt ja tak, da det er det, jeg har mest ”lyst” til. Når jeg udtrykker mig sådan, er det, fordi jeg absolut ikke brænder for noget. Har ikke lyst til noget som helst, men min krop skal jo være et eller andet sted. Jeg føler mig håbløst ulysten. Jeg er ingenting og føler ingenting. Det bliver ved og ved på denne måde. Og jeg, som plejer at navigere efter, hvad jeg føler for – det er, som om mit kompas er taget fra mig.

Jeg kæmper. Jeg vil have det anderledes, end jeg har. Hvem kæmper? Det er hende, der vil have viljen tilbage, så hun kan genvinde kontrollen. Jeg vil have min struktur tilbage. Jeg vil have mit kompas tilbage. Jeg vil af det her tog. Jeg vil have det her til at gå væk. Men det bliver blot værre af, at stritte imod. Jeg føler mig klynget op i en krog, og der er intet at gøre. Kun at være med.
Hjælp!

Opmærksomheden hjælper mig faktisk til at acceptere, hvordan det er. Jeg ved også af erfaring, at viljens kraft er ubrugelig der, hvor jeg er nu. Den er vældig nyttig til overlevelse, men jeg overlever ikke længere. Jeg har allerede overlevet. Nu lever jeg – selvom det er meget ubehageligt.

Jeg slipper skridt for skridt mit indre slagsmål og begynder at giver efter.
Bløder op. Smelter. Beder atter om hjælp til at finde vej. Jeg læner mig mere og mere ind i ”Jeg Er” tilstanden”.
Det giver mere ro og accept.
Der flyder mange tårer i denne tid.

Jeg har stort set lige fået købt togbilletter til at rejse yderligere nordpå, da denne plan ryger. Jeg har talt i telefon med min mor, der fortæller, at min far er døende. Jeg bestemmer mig for at tage til Danmark så hurtigt som muligt. Mest for at være sammen med min mor i den første tid, hvor hun bliver alene. Jeg vil selvfølgelig helst være der, når han dør, men jeg har ingen forventninger om, at jeg kan nå frem i tide. Det er en længere rejse, da jeg først skal hele vejen tilbage til Tiru for at få et stempel i mine registreringspapirer for derved at kunne komme ud af Indien.

Det er både rørende og tankevækkende, som inderne hjælper i sådan en nødsituation. I dette kaotiske land tager det personalet på stationen ca. 20 minutter at finde en plads til mig i et propfyldt tog til den efterfølgende dag. Det kan nemlig være noget af et mareridt at købe billetter i Indien, så dette er vildt imponerende. Jeg er meget taknemmelig for, at det kan lade sig gøre så hurtigt.
Det hele føles i øvrigt ret absurd. Jeg som slet ikke føler for nogen speciel retning og alligevel syntes, jeg måtte lave blot en lille kortsigtet en ved at købe de famøse togbilletter – ja, så vupti er den revet fra mig igen.

På vejen i toget til Chennai har jeg en fornemmelse af, at jeg alligevel ikke kommer til Danmark lige nu. Jeg tror, at min far overlever – endnu engang. Hvordan han så end bærer sig ad i den svækkede tilstand. Han har altid været bange for at dø, måske det er den frygt, der holder ham i live endnu. Det må være hårdt at have så langtrukken en dødsproces. Men hvad ved jeg om det? Han får måske ordnet noget i sig, der er vigtigt for ham, før han kan give slip. Men det er tydeligt meget hårdt for min mor. Det tager på hendes kræfter.

På den lange togrejse forsøger jeg alligevel at forberede mig på at møde Danmark – uden held. Jeg observerer, at jeg er i færd med at transportere min krop til Chennai.
Jeg ringer, så snart jeg ankommer og ganske rigtigt. Krisen er ovre, så min mor mener ikke, at jeg behøver at skynde mig hjem nu.
Nå …
Der bliver helt stille for en stund – hvad går det her ud på?
Jeg står ret måbende tilbage. 46 timer i tog til – ingenting.
Ud over at det gør mig ondt for min far, at han ikke snart kan få fred (sådan ser det ud fra min verden) – og også for min mor, at hun er med i denne langvarige dødsproces – ja så er der altså mig tilbage her i Chennai på vej i én retning, der endnu engang blot er revet væk med et snuptag, for dernæst ”bare” at stå lige her – og intet som helst andet.
Jeg er lige her i eet stort ekko af ingenting.
Jeg forlader stedet, hvorfra jeg har telefoneret, og bevæger mig langsomt ud i den bagende sol og støjende trafik. Øhhh – højre eller venstre?
Jeg begynder at smågrine lidt af det hele. ”Der er nogen, der tager strøm på mig,” tænker jeg. Det her er vildt. Jeg tager mig selv i at ryste på hovedet flere gange over denne besynderlige situation. Nu er jeg ”sendt” tilbage sydpå – så hvad nu?

Jeg indlogerer mig på et rart hotelværelse for at hvile i første omgang. Det har jeg lyst til! Dernæst bruge noget tid på at finde ud af, hvilken vej livet vil vise mig – hvis der er nogen vej. Jeg har det sådan, at jeg ikke rykker mig ud af stedet, før der dukker en impuls op indefra til at flytte på mig.
En ting står fuldstændigt klart, og det er, at jeg ikke vil lave så meget som blot en lille bitte plan, medmindre jeg fornemmer et klart JA i mig. Jeg må have tillid til, at hvis jeg føler for på et tidspunkt at rejse et sted hen – ja, så er der også en togbillet eller en anden transportmulighed til mig – på trods af de efterhånden mange indiske ferierejsende. Det er minutiøst nuet, der skal vise mig vej. Det har jeg det rigtig godt med, specielt da jeg jo heller ikke rigtig har haft lyst til det andet, jeg har planlagt, men mest følt at ”det måtte jeg nok hellere”.
Min canadiske ven har i mellemtiden fået omrokeret hans planlægning endnu engang og dermed genetableret sin invitation til det først aftalte tidspunkt i juni. Men jeg kan ikke længere love at komme, sådan som min proces udvikler sig. Det giver slet ikke mening. Jeg vil heller ikke stå i en situation, hvor jeg med en billet i lommen er nødt til enten at aflyse at komme – eller tvinge mig selv til at rejse, for det har jeg lovet, og nu har han foræret mig en billet. Godt, jeg ikke har fået købt den endnu!
Det er ultra varmt at være her i Chennai efterhånden. Meget varmt – og støvet. Luften er tung, tung, tung.

Jeg booker mig ind på et hotel – med TV på værelset, som der næsten altid er her. Det er som at komme ind i en anden verden for en stund. Det er vist et halvt år siden, jeg har set fjernsyn.
En aften ser jeg bl.a. et program med Mr. Bean (bedste bud på dette hotels kanaler ud over BBC News). Han er uheldig som sædvanlig – og ud over det usædvanlige. På et toilet har han fået vand på sine bukser på en måde, så det ser ud, som om han har tisset i dem. Han vender hele bækkenet op imod varmluftsmaskinen … osv. Enhver kan næsten se den kommende forudsigelige scene for sig, så jeg slukker.

Den næste aften er jeg ude at spise, og en mand sætter sig diskret foran mig og siger goddag. Vi snakker lidt. Han er fra Sri Lanka – turguide af en slags og foreslår, at jeg tager dertil. Jeg tænker ”hvorfor ikke”. Jeg har en lille flaske med vand med mig og har lige slugt et par mundfulde og lagt flasken fra mig i skødet. Vi taler videre, og pludselig føler jeg mig lidt våd på tøjet. Hætten på flasken er ikke skruet ordentlig på. Jeg kan ikke lade være med at grine i mit stille sind og tænke på Mr. Bean fra aftenen forinden. Ret komisk.

Uden for restauranten venter srilankaneren med sin adresse, hvor jeg kan kontakte ham, hvis jeg kommer. Nu er det jo ikke sådan, at jeg bare går med fremmede mænd, så jeg siger pænt tak for muligheden. Men jeg vil først se efter flere tegn på, om Sri Lanka kunne være retningen.
I de to næste dage møder jeg uafhængigt af hinanden tre yderligere hint om Sri Lanka. Da køber jeg en bog med lidt flere fakta om øen. På vej ind i boghandelen støder jeg frontalt sammen med Eline, en norsk kvinde jeg har mødt et par dage forinden, og som bor her i Chennai. Vi har udvekslet e-mail adresser. Hun har lige sendt en mail til mig – om jeg vil med ud at have en cappuccino? Lige nu venter hendes chauffør udenfor. Det er da herligt. Den slags luksus er jeg jo ikke vant til her i Indien. Jeg får bogen til Sri Lanka i en fart, og så ud i hendes bil med aircondition. Kaffen er super, og jeg nyder at være sammen med Eline.

Sri Lanka viser sig at være lidt for dyrt for mit budget – syntes jeg. Hvem har mistet tilliden til, at penge vil komme? Det er, hvad jeg lige netop har – jeg må i det mindste have lidt kontrol over finanserne. Det er for skræmmende for mig. Hvad nu hvis pengene slipper op? Hvem har mistet tilliden til at penge vil komme? spørger jeg atter. Hende, der har brug for kontrol, har ingen tillid. Sådan forholder det sig, det må jeg acceptere. Jeg er ikke parat til at tage det skridt. Det havde sikkert været en mulighed med Sri Lanka, men jeg dropper tipset, da jeg oven i købet møder en, der gerne vil købe bogen af mig, hvis jeg ikke skal bruge den. På det logi, jeg nu er flyttet ind på for at lette det finansielle pres, møder jeg en, der har hørt fra en anden lejer, at jeg har en bog om Sri Lanka. Hermed får jeg pengene tilbage for bogen, der faktisk var lidt dyr. Manden er glad for, at han ikke skal af sted i trafikken for at handle. Så står alt atter skrækindjagende åbent.
I det hele taget er min sparsomme økonomi noget af et pres for mig at leve under. Det er ret dyrt at være uden for Tir. Jeg gør, hvad jeg kan for at bo billigt, men jeg har også fundet ud af, at samtidig med alt det andet kan jeg simpelthen ikke holde ud at bo for grimt i længere tid ad gangen. Jeg kan se igennem fingre med det for en tid – men så har jeg fået nok.

Chennai er efterhånden forvandlet til en sauna. Her sveder vi bare alle sammen med alt tøjet på, – meget tøj – og der er ingen afkølende pause som f.eks. et koldt styrtebad. Dette er et ophold i en sauna 24 timer i døgnet med beklædning, kost og logi.

Jeg går en aften igennem en gade, der er forvandlet til et stort opholds- og soverum. I dette kvarter er inderne efter solnedgang flyttet udenfor med sidde- og ligge underlag, da deres huse er for varme at opholde sig i. På et smalt stykke midt i gaden imellem denne udendørscamping på begge sider fortsætter trafikken ufortrødent. Men for mig er det som at træde ind i et privat rum.
Og her går jeg med mit eget forkælede liv og syntes i øvrigt, maden jeg har fået gennem længere tid, er for dårlig. Den er fed, og der er ikke nok grønsager, og de, der er, er udkogte. Jeg mangler vitaminer. Det er noget kummerligt på de ydre planer, og jeg har det stadig besværligt indeni. Men jeg har en seng at sove i. Og jeg har selv valgt det.

Jeg har fortsat ikke lyst til noget. Føler ikke for noget – aldeles intet. Det er meget ubehageligt, og jeg er ved at være fortvivlet over slet ikke at få nogen som helst impulser. Jeg er fortsat i et kæmpestort rungende ingenting. Et er at være i sådan et rum et par dage eller uger. Hvis jeg i det mindste havde et hjem, så ville det være noget andet. Nu er der gået en måned. Det er noget af en stroppetur. Det er klart for mig, at omstændighederne, jeg er i, sætter mig hele tiden i maksimalt kaos: Den konstante forandring af retning. Intet fysisk hjem. Ingen struktur.  Ingen velkendte ”gamle” venner eller familie. Den dårlige mad, forureningen og heden. Jeg mærker en lurende desperation. Den indvendige tsunami er i fuld gang. Der er intet at holde fast i. Jeg er alene i bølgerne.
Og sådan skal det være.
Eller sagt på en anden måde, ingen andre end ”Det” kan hjælpe mig igennem den forandring, jeg sanser, der er ved at finde sted. For jeg kan intet gøre. Intet som helst. Udelukkende være med.

I håb om støtte ringer jeg alligevel til Stèphano, som jeg ved p.t. er i Danmark. Jeg lægger en besked om, at jeg gerne vil tale med ham. For første gang, når jeg har ringet til ham for at få hjælp, får jeg ham ikke i tale. Men en god fælles ven giver en besked videre om, at han sender mig masser af kærlighed, men er nødt til at være sammen med mig for at kunne hjælpe mere direkte.

Det svier et par sekunder, at han ikke vil tale med mig, men jeg opfatter hans ”svar”  – som jeg faktisk allerede ved – at dette skal jeg klare alene. Så meget alene jeg nu er. Hvad der i øvrigt giver mig en form for ro, er bevidstheden om, at hvis jeg havde været på glatis på nogen måde, så ville han have været i røret. Tilliden os imellem gør, at jeg accepterer dette som et vejledende svar.

Hele denne situation, jeg er i, føles som en naturlig konsekvens af det omfattende slip, jeg lavede sidste sommer og ”drejede nøglen rundt” i mit danske liv. De efterfølgende følelser af glæde, frihed og dybere væren varede i adskillige måneder, og intet varer jo evigt. Processen bevæger sig i sagens natur videre. Dette er så den ubehagelige del, at være i dette ingenting. Al det gamle, der er sluppet. Det giver plads til andet liv – men hvilket er endnu ikke klart.
Jeg ringer til Danmark for at tale med nogen af mine venner – for at trække vejret for en stund i den form for nærkontakt.

Jeg er efterhånden ved at nå et grænsepunkt for, hvad jeg kan klare. Det har jeg faktisk været længe, men ”Det” hjælper mig, så jeg stadig står på benene. Jeg taler med en af mine venner, der er bekymret for mig og foreslår, at jeg tager til Danmark, men jeg har ingen impulser i den retning. Ingen. Det falder mig slet ikke ind. Jeg mærker, at det er aldeles besværligt og ensomt, hvad jeg går igennem. Jeg vil gerne ud af det indimellem, men alligevel bliver jeg, for sådan er det. Sådan har jeg det. Det er fakta og vanvittigt ubehageligt – og der er ingen vej uden om. Det giver slet ikke mening at flytte på mig på den måde. I øvrigt beroliger det mig, at jeg ved, at hvis jeg vil ”kurere” min ensomhed eller på anden måde forandre på denne situation lige nu, så kan jeg gøre det ved at fjerne mig fra det, jeg er i. Det er forskellen på at være faret vild eller at være deprimeret.
Grænsepunktet hjælper mig ind i det helt basale: Jeg har stadig en krop. Den trænger til sund mad – renere luft – køligere luft – mindre støj (meget gerne fred og ro) – og sanserne trænger til grønt og meget gerne noget smukt at se på. Det gør at jeg flytter på mig – syd på til bjergene ved Madurai. Til Kodai i 2000 meters højde.
Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog

(5)
“Marga Society for Research and Development” er en politisk og religiøs neutral organisation. Den har aktive og passive medlemmer og venner fra hele verden, som støtter formålet – at skabe fred gennem spirituel bevidsthed.

Marga Society blev etableret i 2001. Ordet Marga kommer fra sanskrit og betyder ”Path of Liberation”. Marga støtter spirituel læring – baseret på undersøgelser samt erfaring.

Marga Society koordineres hovedsageligt i Stèphano Sabetti´s Essential Self (E.S.) Program.
www.margasociety.org

(6)
Jiddu Krishnamurti (1895-1986) født i Sydindien. Fra 1929 indtil hans død rejste han over hele verden og var engageret i dialoger med mennesker med meget forskellig baggrund, som stillede dybe spørgsmål til deres liv. Hans taler og dialoger er udgivet i mere end 50 bøger og oversat til adskillige sprog.
Den viden, som J. Krishnamurti formidlede, var absolut ikke bundet til nogen religion, kaste, eller nationalitet. Han sagde, at mennesket selv må frigøre sig fra al frygt, konditioner, autoriteter og dogmer via viden om sig selv. ”Denne konfliktorienterede verden,” foreslog han, ”kan ikke blive transformeret til et liv i godhed, kærlighed og medfølelse ved nogen som helst politiske, sociale eller økonomiske strategier, men kun gennem forandring af individet via egne observationer uden afhængigheden af en guru eller organiseret religion …” ”… autoriteter i enhver form er en hindring for at se sandheden, mennesket må være sin egen guru for at kunne foretage psykologiske transformationer.”

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
INGENTING. Om at leve uden kalender. Leve NU.Om læring i Indien hvor jeg boede. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk