Psykoterapi København Anne Jørgensen

INDIEN - AT REJSE FRA ASKEN TIL ILDEN

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 5.
  
FRA ASKEN TIL ILDEN

Jeg begynder at føle mig meget alene. Jeg savner også den dybere kontakt, jeg havde med nogle venner, der nu er rejst. Jeg overvejer selv at rejse videre, men får ingen klare impulser. Samtidig tænker jeg, at det måske kunne være godt at skifte det fysiske miljø ud, f.eks. tage en tur til havet, som jeg elsker.
Et par dage efter nytår passerer jeg på cykel en parkeret lastbil, der åbner døren lige ind i mig og får derved en tur på asfalten. Jeg falder heldigt og får overvejende hudafskrabninger på den ene arm. Jeg tager det forbavsende roligt. Jeg oplever, at også ulykker er en del af en større sammenhæng – en ”meddelelse om livet”, som min lærer kalder det. At det vi møder på vores vej ikke blot er tilfældigheder, men essentielle informationer vi kan lære af. En slags feedback mekanisme. Så jeg spørger mig selv, hvad dette vil meddele. Svaret er, at jeg skal se at flytte på mig. Nu.
Et par timer senere får jeg kontakt med nogle mennesker, der også vil til havet. Vi tager af sted den næste dag.

Vi er ankommet til det sted ved havet, hvor jeg var lige inden jul. Duften af saltvand og lyden af det brusende hav kommer os i møde. Hvor forfriskende.
Jeg har været her ca. fem minutter. – og møder Karunesh!
Jeg får nærmest et chok. Blinker med øjnene en gang – det hjælper ikke, det er stadigvæk ham. Dernæst farer alt muligt igennem mig. Jeg er lige rejst fra Tiru for at få luftforandring, og så ryger jeg lige ind i ham! Utroligt.
Det er da noget af en kraftig konfrontation. Hvad læringen nu er, er det store spørgsmål.

Jeg går hen til ham, og han hilser som grønthandleren hilser på sine kunder – hej, hej.
Sikken en mur, der er imellem os. Det er yderst ubehageligt. Han fortæller, at han er her med en anden kvinde. At han, efter at han var rejst fra mig, havde fundet ud af en masse løse ender, han havde i sit liv – med andre kvinder bl.a. og med sine børn. At han var i gang med en større oprydning. Denne kvinde, han nu var sammen med, havde han mødt i Chennai. Det var ”let og enkelt – hun gør sit og jeg gør mit“.
Han kan absolut ikke forholde sig til noget som helst med mig nu, siger han og vil gerne holde fast ved vores aftale om at maile sammen, når min familie, der kommer på besøg om en uge, atter er rejst. Til den tid kan vi se, om vi vil rejse sammen eller ej. I øvrigt skal han og hans veninde bo her på stedet, når jeg kommer med min familie. Karunesh ved, at jeg har reserveret et hus her i den periode. Da det er højsæson, kan jeg ikke lige finde en anden mulighed med den type komfort, min 80-årige mor har brug for. Jeg spørger, om de ikke kan finde et andet sted at bo. Det kan de åbenbart ikke. De vil holde sig i den anden ende af området, siger han.
Jeg tror næppe mine egne ører. Hvilken mærkværdig, ignorant og utålelig adfærd. Min første indskydelse er at rejse videre. Her vil jeg ikke være. Karunesh synes helt klart, at jeg skal rejse videre. Han lægger vægt på, at jeg ikke vil syntes om det og tilskynder mig til at rejse ved at foreslå et sted, jeg kan tage hen.

Jeg tager i første omgang et par dybe indåndinger og bliver enig med mig selv om ikke at styrte af sted, selvom jeg synes, dette er lige lovlig avanceret for mig. Men alt dette kan kun være en invitation. Til hvad er endnu ikke tydeligt.
Mørket er på vej, så jeg bestemmer mig i det mindste for at overnatte og dernæst se tiden an.
Jeg ringer også hjem til nogen af vennerne for at få støtte midt i alt dette.
I løbet af aftenen får jeg det bedre og bedre ved tanken om at blive og møde denne himmelhøje konfrontation, hvad den så end betyder. Indien er et stort land – og her møder jeg Karunesh.

Jeg ender med at bestemme mig for at tage time for time. Jeg vil være her kun for mig og intet andet. Jeg husker mig selv på det, jeg tidligere har trænet i forhold til Karunesh. Nemlig at komme fra hjertet, lige meget hvad jeg synes om ham og hans opførsel. Det er en udfordring vedholdende at knytte den kontakt. Mest af alt fordi det, han gør ved mig nu, er noget af det, jeg slet ikke kan tage. Han vender 180 grader på en tallerken, bare sådan.

En del af mig har lyst til at gøre, som jeg gjorde i gamle dage – sige at han kan rende mig noget så inderligt – og lidt til. Eller afskære ham på anden vis. Men jeg ved jo udmærket, at så er konflikten uafsluttet for mig selv, og jeg forbliver derfor ufri.

Under alle omstændigheder så viser min læremester Livet sig i fuldt flor. Her får jeg en chance for at manifestere noget. Jeg tager imod udfordringen.

Næste morgen sidder jeg og mediterer ved havet til lyden af nænsom bølgeskvulp. Jeg har siddet her i sandet et stykke tid – helt nede ved vandkanten. Luften er kølig så tidligt om morgenen, så jeg har et sjal over mig.
Lyset skifter til sart gulligt, og en blid brise begynder at blæse fra havet. Ude i horisonten er solen ved at stå op. Jeg læner mig ind i denne morgenstille skønhed og fylder mig med den. Jeg tager mit sjal af, for lige så snart solen er her, skifter temperaturen lynhurtigt til meget varmt. Jeg har det godt med, at have taget imod gårsdagens udfordring og føler megen omsorg for mig selv og hele denne mærkværdige proces, jeg er i.
Jeg får øje på Karunesh, der kommer gående langs vandet. Det går vist op for ham, at det er mig, der sidder her, for pludselig vender han om og går tilbage med hurtige skridt. Hele hans kropssprog er stift og hårdt. Min fornemmelse er, at han er overrasket over, jeg stadig er her. Han havde vist regnet med, jeg var taget videre. Jeg forstyrrer ham, det er helt klart – og forstyrrer nu mig selv af hans vrede utilpashed over min tilstedeværelse. Jeg mærker en subtil nervøsitet.
”Det er nu, du skal lære noget,” siger jeg til mig selv. ”Få ham ud af dig igen, han skal ikke få lov at fylde inden i dig.” Jeg tager nogle dybe indåndinger og spørger mig selv:
”Hvem er det, der lader sig forstyrre? Hvem er det, der forlader kærligheden”?
Svaret er, at det er hende, der føler sig uønsket. Jeg er ikke i tvivl.
Jeg mærker tydeligt, i denne sarte åbenhed jeg er i, at jeg trækker mig sammen, når jeg sanser denne type aggression, modstand og uvilje mod mig udefra. Jeg har lukket for tilstanden af kærlighed og skønhed, jeg var i for nogle sekunder siden.
I dette øjeblik oplever jeg, at Karunesh forvalter både sin kraft og vrede på en måde, der gør mig nervøs. Den form for aggresion føles for mig livstruende, selv om jeg fra et rationelt niveau godt ved, at han ikke vil skade mig. Jeg reagerer på den energi, jeg sanser fra ham. Jeg oplever ham stenhård og iskold, og jeg fornemmer en bombe indenunder. Lige nu minder han om min far.

“Hvem føler sig uønsket”? Da jeg var barn, kunne min far få nogle eksplosive anfald, der var grusomme. Flere gange har jeg følt, at mit liv var i fare. Ikke at min far med vilje ville gøre mig ondt, endsige slå mig ihjel, men hans indestængte vrede var af en sådan karakter, at når der gik hul på bylden, så slap der langt mere ud end det, der lige var tilsigtet mig – eller mine andre søskende. Det var et morderisk raseri, der slap ud, og det satte naturligvis dybe sår i mig. Jeg fik ofte en oplevelse af, at jeg var i vejen for ham, at han ville af med mig, at jeg var uønsket, at jeg ikke var “hans”.
Det der yderligere komplicerede min verden var, at han ind imellem viste sig som en meget kærlig far. Så kunne jeg læne mig trygt ind i hans favn og smelte sammen med ham. Men det kunne ophøre uden varsel, og uden nogen grund som jeg forstod. Jeg konkluderede, at det var mig, der var noget galt med. Tilliden knækkede igen og igen. Så snart den var bygget op, blev den brudt igen. Jeg levede i en konstant konflikt. Da jeg nåede teenagealderen, hadede jeg ham inderligt – og samtidigt savnede jeg ham, for han var jo også en kærlig far. Men jeg kunne desværre ikke stole på ham.
Jeg har i mit voksne liv arbejdet i flere lag med de chok og svigt, som overgrebene medførte. Jeg var først i trediverne, før jeg var istand til at slippe den gamle konflikt og dermed slutte fred. Det hjalp betydeligt på vores forhold. Men ved dybere udviklingsskift har jeg flere gange mødt andre aspekter af det, alt afhængig af hvad traumet har berørt.
Som nu i hele denne situation med Karunesh. Det, der er vigtigt for mig nu, er, at når denne type
nervøsitet dukker op ved, at jeg influeres af Karuneshes aggresion, så ved jeg også, at den er tilknyttet fortiden, som dengang oplevedes som: “Jeg er uønsket, nu slår han mig ihjel.” Ved at bevare bevidstheden om den og samtidig være i nervøsiteten, heler jeg noget i mig ved, at det er mig, der tager pladsen, og det er mig, der fylder med det, der er relevant lige i dette nu. Og lige i dette nu er det at fylde mig med skønheden og omsorgen for mig selv. Lige netop i dette nu lærer hele mit system noget andet end fortidens læring. Nemlig at jeg kan være her med al skønheden og kærligheden, når jeg giver mig selv pladsen til det.

Jeg ender med at have en lærerig morgen. Jeg er her for mig selv – ikke imod nogen eller noget, men for mig selv. Så enkelt er det.
Jeg giver kærligheden og skønheden plads – alt det, der er brug for. Jeg trækker vejret ind i tilstanden igen og igen, indtil nervøsiteten forsvinder. Jeg fylder mig fuldstændigt. Brystkassen ekspanderer. Den klemte følelse fra før er væk. Tårerne triller.
Jeg vedbliver med at trække vejret ind i tilstanden.
Kroppen bliver lettere. På samme tid begynder jeg at sanse havet mere intenst.
Gradvist bliver jeg og havet ét.
Jeg føler mig som et hav af uendelig kærlighed.
I det øjeblik står det klart, at det er det i mig, der er genkendt. Det er det genkendelsen af Karunesh handler om.
Den uendelige kærlighed.
Dyb stilhed.
I denne tilstand begynder armene af sig selv at bevæge sig ganske langsomt ud til siderne. ”Det” bevæger mig. Strømningen gennem brystkassen og ud i armene forøges. Jeg trækker vejret vedvarende og giver plads til det hele. Lader mig overvælde. Udvider mig – fylder mig – tager ind på livet løs.
Havet.
Kærligheden.
Skønheden.
Jeg rører mig ikke ud af stedet i lang tid. Er med det hele. I det hele.
Hviler.

Senere går jeg langsomt, meget langsomt, tilbage til hytten. Jeg møder Karunesh, der gør, hvad han kan for at ignorere mig. Det er svært ikke at mødes, da de hytter, vi bor i, ligger på et meget lille område og med en enkelt cafe. Han virker meget forstyrret. Lige meget hvor vi støder ind i hinanden, viser han samme stive attitude, jeg opfatter som ”du eksisterer ikke for mig”. Jeg trækker atter vejret og giver plads til den uendelige kærlighed. Giver mig selv lov til blot at være her. Til blot at være.

Dagen smyger sig stille af sted. Jeg møder Karunesh et par gange. Hver gang går han med hurtige stive skridt forbi, hovedet sat på ”ørneposition” og ser lige ud. Han virker meget presset. Hans mangel på integration viser sig nu i fuldt flor – det kan han ganske enkelt ikke skjule. Han, der har fundet sandheden, ser ud til at være langt væk lige nu.
Der er efterhånden en meget ukærlig djævel i mig, der dukker op til overfladen og fryder sig over at se hans desperation.
Jeg ser alt det i Karuneshes personlighed, jeg ikke bryder mig om. Hans hårde forsvar, ignoreren, arrogance og mangel på ærlighed. Men jeg bemærker også, at jeg får det meget ubehageligt, når jeg kun er i den pol. Når jeg gør mig umage, kan jeg samtidig se skønheden, jeg har følt bag om alt det personlige. Begge dele er der, og jeg vil gerne kunne rumme begge dele. Det er svært.
Alligevel føler jeg, det er vigtigt samtidig at have kærligheden med. Den smukke mand, jeg har været i kontakt med på et helt andet niveau, som intet har at gøre med hans personlighed, han er der også, selv om jeg ind imellem har svært ved at få øje på ham. Men ubehaget er godt at mærke, for det er et termometer. Det giver mig et praj om, at jeg nu kun er i den ene pol. Det hjælper mig igennem, så jeg kan bevare kontakten til helheden.

Efter fire dage bliver jeg ganske enkelt upåvirket, når jeg ser på ham bag muren, og fornemmer, det er et godt tegn til at rejse videre. Jeg har lært, hvad jeg skal lære i denne omgang. At være her med skønheden, kærligheden og aggressionerne. Jeg svinger ikke længere ud i en af polerne. Jeg lader mig ikke længere forstyrre.

Jeg vil rejse længere nord på til det Beach Resort, hvor jeg skal mødes med min mor og søster den efterfølgende dag. Så har jeg også lidt tid til kun at være i mit eget rum – og blot fordøje.
Denne morgen, inden jeg rejser, får jeg spøjst nok kontakt med Karunesh. Han kommer gående i et mindre hastigt tempo og hilser ved at nikke med milde øjne. Jeg tænker på, om han mon ved, at jeg rejser og derfor virker mildere stemt. Nå – men under alle omstændigheder kan jeg tydeligt mærke, at der er sket noget med afstanden. Det er mere behageligt, – men det skal jeg ikke lade mig forføre af – minder jeg lige mig selv om. Men det er ingen skam at nyde den større åbenhed – så længe den er der.
Da jeg senere sidder med oppakning ved et lille spisested og venter på en taxa, kommer han atter forbi, og jeg får endda en indisk hilsen med hånden på hjertet. Av min arm, han er i det generøse hjørne, tænker jeg. Måske også noget har fundet en forløsning for ham – eller også er han blot tilfreds med, at jeg rejser. Det betyder i virkeligheden ikke noget for mig.

Imens alt dette står på, får jeg mails hjemmefra om, at min far har fået to hjerneblødninger, og derfor kommer min mor og min søster måske ikke. Dernæst skifter det. I stedet kommer min mor ikke og kun Lisbeth. Det er som verden omkring mig fortsat insisterer på at kreere kaos for mig. Men jeg kan jo intet stille op andet end at vente og se, hvordan det udvikler sig.
Dagen inden de skal rejse, bliver det klart, at de begge kan komme. Min fars situation er stabiliseret nu. Hvad min far angår, så har jeg hele tiden været forberedt på, at han måske dør, imens jeg er i Indien. Jeg føler, vi har taget afsked med hinanden. Men selvfølgelig vil jeg helst være sammen med ham og resten af min familie.

Nogle dage inden jeg rejste fra Danmark, besøgte jeg min far for at sige farvel. Jeg havde forberedt mig en tid på, hvordan jeg skulle bære mig ad, da han havde Alzheimers og var meget svækket og i øvrigt slet ikke ville tale om døden. Hvordan skulle jeg få gjort det forståeligt, at dette måske var et farvel for altid? Lægerne mente heller ikke, han havde lang tid igen, men kunne selvfølgelig ikke sige noget klart.
Så jeg besøgte ham ud fra egen fornemmelse af, at dette var et definitivt farvel. Det forunderlige var, at da jeg kom til ham, sad han der i sin kørestol, der var i en lidt tilbagelænet position, så jeg kunne se lige ind i hans ansigt. Han sad med vidt åbne øjne. Det var yderst usædvanligt. Han sad der bleg og svag, pakket ind i uldent tæppe, fordi han efterhånden kun var skind og ben. Han så direkte på mig, da jeg kom ind ad døren – nærmest som om jeg var ventet. Jeg sank en klump i halsen, kyssede ham og sagde ”hej far” og var allerede dybt bevæget. Der var kontakt på stedet. Intens kontakt. Vi så ind i hinanden. ”Jeg elsker dig, far,” sagde jeg stille til ham. ”Jeg elsker også dig,” sagde han, og vi fortsatte vores intense kontakt. Jeg fortalte også, jeg snart skulle på en længere rejse, og at vi måske ikke sås igen. Tårer løb i stride strømme. ”Det er helt fantastisk, det er helt fantastisk,” blev min far ved med at sige igen og igen, alt imens han holdt øjenkontakten. Min mor, der stod ved siden af, var lidt nervøs over det uventede udbrud fra min fars side og spurgte, om det ikke var for meget for ham. Men jeg sagde til hende, at det vist gik ganske fint. Det var faktisk som om, at min far og jeg mødtes for første gang. Det var, som vores farvel blev til et goddag. Jeg mødte ham der forbi Alzheimers og andre former for tåger, der har forhindret en god kontakt livet igennem. Jeg holdt hans hånd og nussede den blidt hen over den tynde hud. Jeg strøg ham over panden og kinden og sagde til ham, at jeg ønskede ham fred med sig selv. Han så helt åbent på mig og sagde efter en stund: ”Jeg har fået fred, min skat.”
Da jeg gik derfra, lod jeg gråden få frit løb. Jeg var ked af at sige farvel, men også befriet og meget glad for det smukke møde, jeg nåede at få. Han har haft så forpint et liv, så det glædede mig inderligt at se al den fred i ham.

Efter nogle dage længere nord på med min søster og mor er vi vendt tilbage ved havet, hvor jeg mødte Karunesh. Her har jeg jo for længst lejet et hus til os tre. Miljøet er lidt mere indisk, men huset er alligevel komfortabelt nok til min mor. Jeg regner med, at Karunesh fortsat vil være her, som han har sagt, og føler mig godt rustet efter vores sidste konfrontation.
Som forventet møder jeg ham. Han har fået stemme i mellemtiden – hold da op. Han hilser og spørger, hvordan jeg har det. Han fortæller, at han rejser før tiden (en dag før jeg selv skal rejse), ”…også for at give dig noget plads”. I øvrigt vil han gerne vente med at maile til mig til senere – det passer ham bedre.
Jeg står og glor på ham. Simpelthen glor. Jeg har tabt mælet – fuldstændig. Der er helt stille et øjeblik. Jeg bare ser på ham og går videre. Vi er 100 år fra hinanden, tænker jeg. Der er ikke meget at sige til sådan en omgang selvløgn og selvoptagethed. Kun fjerne mig fra det, og det gør jeg.
Men den nåede alligevel ind og bed sig fast. ”… også for at give dig noget plads.” Den sætning sidder der. Tænk at han kan være så ignorant. At det er så ekstremt. Føj for pokker. Kan han virkelig tro på, hvad han selv siger, at han giver mig nogen som helst plads ved at rejse dagen inden, jeg selv skal? Hele hans selvoptagede og løgnagtige adfærd sammen med hans attitude oplever jeg i hele denne bemærkning. Ligeledes den anden bemærkning ”at det passer ham bedre at maile senere.” Jeg er så rasende på ham. Jeg ser udelukkende endnu mere i hans personlighed, jeg ikke kan lide.

Det strides i mig i nogen tid. Det er helt umuligt at få plads til kærligheden lige nu. Jeg ser kun rødt i rødt og en kæmpestor idiot. Jeg kan ikke få øje på andet end den der forskruede personlighed. Jeg har det ubehageligt over det.
Efter et par dages intenst ubehag lykkes det alligevel at få et lysglimt ind i hjertet. Raseriet har fået lov at fylde så meget, det havde brug for og har nu givet plads til en noget mere nuanceret udsigt. Jeg bryder mig fortsat ikke om Karuneshes personlighed, men jeg kan atter få øje på det smukke i ham, der også findes. Nu er der plads til begge sider.
Det er ikke ensbetydende med, at jeg vil rejse med ham eller dele mere liv med ham. Det har jeg ikke lyst til.

Jeg sender ”Det” en stille tak for at have haft denne mulighed for at se alt dette og dermed lære. Det så godt nok underligt ud i starten, men det har vist sig at være en gave.

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog.

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
INDIEN - AT REJSE FRA ASKEN TIL ILDEN. Læs mere