Psykoterapi København Anne Jørgensen

HVERDAG

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 10
  
HVERDAG

Jeg har trinvis fået indrettet mig. En tømrer har lavet et lille lavt bord, og ved det har jeg madrasser og puder at sidde på. Enkelt – lige til at flytte med, hvis det skal være – eller give slip på. Jeg har fået dækket betongulvet med løbere af strå. De passer nu til længden af stuegulvet. Næsten. Det holdt hårdt.
I forretningen, hvor jeg bestilte løberne, skulle de naturligvis have målene og et depositum, før de startede. Jeg skrev målene ned på et stykke papir, hvor sælgeren derefter skrev prisen på det bestilte.
Jeg kom tilbage den aftalte dag og hentede løberne. På langsiden af dem, sad kantbåndene ikke særligt godt – mildest talt. Men som jeg forstod på sælgeren, var det kun på den ene side. Hvad det også umiddelbart så ud til. Jeg kunne bruge den anden side. Skidt pyt, tænkte jeg og betalte, jeg bruger kun den anden side.
Det viste sig at være en fejl, jeg lærte af, at jeg ikke lige kan stole på den slags oplysninger. Han var mest interesseret i at sælge sine løbere, og jeg interesseret i, at det var lavet ordentligt.
Jeg kom hjem og så, at det alligevel ikke kun var på den ene side, kantbåndene sad grimt. Så nu var der ikke en speciel ”bagside”, jeg kunne benytte. Det så farligt ud. Den skrædder, der havde syet det på, har virkelig haft travlt. Men ikke nok med det, måtterne holdt heller ikke målene. Tilbage igen til forretningen med alle tre løbere. Det er jeg ikke vant til, når jeg handler i DK. Den slags varer holder altid målene. Det var slet ikke faldt mig ind at tjekke, om de havde den rigtige længde. Eller om sælgeren talte sandt angående kantbåndene.
Først få fat i en rickshaw, da løberne ikke kunne være på min cykel, og så handle pris med chaufføren om, hvor meget den tur ville koste.
Dernæst tilbage i butikken, hvor jeg klagede min nød, både over kantbånd og målene. Heldigvis havde jeg skrevet størrelsen ned, så vi ikke skulle til at diskutere, hvad jeg havde sagt. Det var og er nemlig yderst vanskeligt at komme og klage over et produkt hos en inder. Disse sælgere er vanvittigt kreative i bortforklaringer og undskyldninger for, hvorfor det var blevet, som det var, og hvorfor man SLET IKKE kunne få sine penge tilbage.
De blev noget lange i ansigterne ved synet af de for korte måtter og sagde en hel masse til hinanden på tamil. Faderen trådte irriteret til – de målte igen. De var stadig for korte.
Jeg får forklaret dem, at de løbere skal passe ind i et rum – ikke for lange og ikke for korte – og derfor er det vigtigt, de holder målene. Jeg beder dem også om at lave de kantbånd pænere.
”Jamen …” Så kom alle undskyldningerne med, at de kun havde én skrædder til at tage sig af arbejdet, så han havde jo haft travlt osv. osv. osv.
Lidt mere erfaren og mindre naiv end, da jeg hentede løberne første gang, sagde jeg: ”Jeg kan vente – hvor mange dage skal han bruge for at lave det ordentligt?” ”Jamen …” Ekstra tid, ekstra penge osv. Hold da op, hvor var det anstrengende. At handle, når prisen ikke var fastlagt, var og er en kunst. Der var så mange kreative undskyldninger for at godtgøre, at prisen skulle være en anden. Samtidig var det også udfordrende ikke at blive væk i forklaringerne. Men sælgerne var jo godt trænede med den specielle handelsteknik, og jeg var stort set lige begyndt at lære at finde rundt i den måde at gøre forretning på. Det var atter god træning i at holde egen centrering og ikke lade mig fange ind af deres mange undskyldninger. Faderen lavede som supplement et par dramatiske scener. Med store armbevægelser løftede og sænkede han skuldrene i ét væk. Øjenbrynene gik op og ned samtidig, og nogen gange trak de sig sammen, så dybe rynker gik på tværs. Munden åbnede og lukkede sig. Et par lyde kom ud, men ingen ord. Alt sammen formodentligt for mere end at antyde, og jeg var langt ude. Hvad var der at sige til sådan en umulig kunde? Sønnerne ventede pænt, til faderens scenekunst var forbi.
De ville nu have 400 rupis ekstra for at lave det om, for det var mere tidskrævende at lave det pænere. Jeg forklarede, at hvis de havde lavet det pænt fra starten af, og det ligeledes havde holdt målene fra starten, så ville det have taget mindre tid end nu, hvor de skulle til at rette op på skaderne. De indrømmede, at de havde lavet fejl. Da den indrømmelse var givet, opfattede de den sag ude af verden, men jeg skulle stadig betale de ekstra 400 rps. Interessant … – en sjov logik. Den var jeg nødt til at have engang til. Det fik jeg så – ”Indisk lovgivning som du nok forstår - forretning…" Javel ja.
Jeg kunne se, at jeg ikke rigtig kunne komme længere og bestemte mig for at betale de 400 rps. på én betingelse: Hvis løberne ikke holdt målene, og kantbåndene ikke sad ordentligt, så betalte jeg ikke de ekstra penge. De skulle til gengæld give mig de 800 tilbage, som jeg havde betalt i første omgang. Pause. De så længe på mig. Så indvilligede de – det VIL blive OK, mente de.

Jeg kom tre dage senere og måtte vente, da løberne liiiige manglede den sidste hånd på arbejdet. Jeg var her ellers et par timer senere end aftalt, da jeg regnede med, de ikke var færdige. Så hvad man så? Jeg tog et par dybe indåndinger og ventede.
Løberne blev færdige. Kantbåndene sad pænt nu. De tjekkede målene. De var faktisk lidt for lange, men jeg lod det passere – det blev ikke anderledes.
De åndede lettet op, og jeg betalte de 400 rps. Faderen, der fortsat gav ordrer til sønnerne, så sidelæns på mig og spurgte, hvor gammel jeg var. ”51,” svarede jeg. ”Meget kvik, meget kvik,” sagde han og pegede på sit hoved. Jeg tog det som et tegn på, at jeg havde lavet en god handel. Så havde jeg fået rettet lidt op på min fadæse fra starten af. Faderens sceneoptræden fortsatte. Han stod og jamrede i det små – men selvfølgelig ikke mindre end det sagtens kunne ses.
Jeg tog autorickshawen hjem med løberne – endelig – og lidt klogere på indisk handel.

Jeg er begyndt at meditere om morgenen hos en kvinde, der hedder Shivashakti. Hun har levet i stilhed i 20 år. Dvs. hun taler ikke – kun lige det mest nødvendige til dem, der tager sig af hende. De, der har lyst, kan komme og meditere sammen med hende morgen og aften. Der foregår intet andet end det. Hun taler jo ikke. Hun sidder bare, og det er muligt at komme til at sidde med.
Første gang, jeg så hende, tabte jeg ganske enkelt underkæben.
Hun er et lille, fint menneske på størrelse med en alf, som jeg har set tegnet i et eventyr. Hun sidder udelukkende der på sin stol, for det meste med lukkede øjne, med det mest vidunderlige smil på læben. Selvom hun har denne konstant smilende attitude ligner det på ingen måde en påtaget maske. Hun lever sådan. Derfra hvor hun ser, er en fredelig verden. Hun er fred. Og derfor et fredeligt udtryk i ansigtet. Hun er klædt i lysebrun sari, som hun har svøbt let rundt om håret. Hun selv har en lidt mørkere chokoladebrun kulør. Hun ligner en mini-Budda i kvindelig udgave. Hendes udstråling er fin og hjertelig. Når hun kommer ind i rummet, kommer hun fuldstændig lydløst og sætter sig foran alle os, der sidder på gulvet.
Jeg sidder her og nyder at være i nærheden af hende. Det understøtter den fred, jeg føler. Det er også en dejlig afveksling og en helt anden energi at være i end at sidde på min tagterrasse og føle mig ét med Arunachala.
En dag, jeg er henne hos hende, er jeg sunket dybt ind i mig selv, samtidig med jeg ser og fornemmer hende. Hun sidder med halvt åbne øjne, drejer hovedet nærmest i slowmotion, åbner øjnene helt og ser lige ind i mig. Eller hvad det nu er, hun gør. Da jeg møder hendes blik, er det som at se ind i uendeligheden.
Det er, som der ikke er nogen person overhovedet…………………………
Da jeg senere går derfra, trækker jeg min cykel hjem. Langsomt. Langsomt.

Det er en stor dag i dag. Jeg har bestemt mig for at købe et køleskab. Jeg er træt af den begrænsning, det lægger på min madlavning ikke at kunne have madvarer på køl. Så nu skal det være. Jeg har klaret mig uden i et par måneder, men det var så det.
Så jeg cykler til byen for at handle. Får instruktion om, hvordan et køleskab skal behandles. Det er altså interessant med de forskellige verdener. For der er visse ting, der bare har været i årevis i vesten og derfor nærmest er indgroet viden. Jeg smiler for mig selv over instruktionen af brug og pleje af et køleskab.
Det er sjovt, for et køleskab, det er noget, man har. Jeg har aldrig glædet mig så meget over sådan et. Aldrig nogen sinde. Jeg kan stå glad og fro – åbne det, kigge ind i det – og syntes, at det er noget helt særligt.
Ydermere kommer min elskede søster på besøg, og så er det godt at have et køligt sted at stille chokoladen, hun har med. Hvilken luksus.
Jeg glæder mig til at dele alt det her liv med hende, som jeg selv er så inspireret af. Det er specielt at være sammen her i Indien med mine kære hjemmefra. Jeg har også haft mulighed for at besøge en veninde, der for kort tid siden var en tur i Kerela. Det bygger bro i noget i mig. Der har heller ikke manglet selvbestaltede invitationer fra mine venner til at komme på besøg. Men da jeg hele tiden har været usikker på, hvor jeg var henne – om jeg blev i Tiru, eller hvad der skete med mig, så har jeg ikke villet planlægge noget på forhånd. Jeg har virkelig brug for at følge mit eget flow.
Jeg gør en dejlig erfaring med de besøg, jeg har af vennerne fra Danmark. Lige så skønt det er at være sammen her, lige så OK er det at sige farvel. Det er, som det skal være. De skal rejse, og jeg skal blive.

Lige efter jul kommer en af mine venner tidligt om morgen. Der er sket en frygtelig katastrofe, hvor masser af menneskeliv er involveret. Han ved det, fordi en af vores fælles venner lige er kommet tilbage fra Pondicherry der ligger ved havet. Og der, samt andre steder ved kysten, har Tsunamien nået Indien.
Jeg er dybt rystet, da jeg hører ham fortælle. Tårerne triller, alt imens han beretter. Det er ufatteligt, fuldstændig ufatteligt. Da jeg kommer til at tænke på, at jeg jo selv var ved det hav for 14 dage siden, ved jeg, at mine venner og familie tænker på mig. Så snart det er muligt, ringer jeg til Danmark og fortæller, jeg lever.
De efterfølgende timer bliver der organiseret forskellige opsamlingssteder, hvor vi samler penge, sæbe, tæpper og tøj ind. Hvad som helst de nødstedte kan bruge lige nu. Vi er naturligvis alle meget berørte af katastrofen, og der luftes mange personlige teorier om, hvordan det kan lade sig gøre. Det underlige er, at når jeg læser avisen her, får jeg ikke den samme type informationer, som jeg gør fra Danmark. Det efterlader et indtryk af, at medierne endnu engang er blevet yderst dramatiske. Som om det ikke er dramatisk nok i forvejen. Ikke at det ikke er meget alvorligt med det, der er sket, men det er den måde, det formidles på, der er meget forskellig set her fra Indien – som altså er ramt af katastrofen. Ind imellem ved jeg heller ikke, hvad jeg skal tro på. For imens Vesten anklager inderne for ikke at hjælpe effektivt nok, syntes de indiske myndigheder, de gør en kæmpeindsats.
Det viste sig senere, at uhyggeligt mange indere havde følt sig svigtet af mangel på effektiv nødhjælp.

Midt i verdens naturkatastrofer og efterfølgende konflikter om, hvordan ofre bedst hjælpes, så fortsætter mit eget lille liv. Jeg er begyndt at blive tiltagende urolig. Mine egne indre bølger kom stort set sammen med Tsunamien.
Jeg har bestemt mig for at tage på et retreat, som er et slags kursus med nogle mennesker, som jeg i fællesskab kan fordybe mig ved meditation og stilhed. Det starter her i januar. Jeg har på fornemmelsen, at det kunne være inspirerende at blande mig med nogle andre i en mere struktureret læringsproces, som sådan et kursus er. Jeg kan mærke, at der er kraftige bølger i gang i mig. Måske jeg får brug for hjælp. Jeg vil gerne være et rart sted, hvor jeg kan være i en lærerig udveksling med andre mennesker.

Det føles også godt at ankomme til den lille ashram, hvor vi skal være, samt starte op på dette retreat. Men det varer kun kort, så vokser en tvivl i mig, om dette er den rette sammenhæng at lære i.
Jeg observerer tvivlen og spørger: Hvem tvivler?
En formiddag, hvor vi sidder og mediterer, er jeg sunket langt, langt indad. Jeg er i en tilstand, hvor min krop har mistet sine grænser. Jeg går på en måde i opløsning – smelter fuldstændig. Jeg er i den tilstand i to minutter – eller i 20 – jeg ved det ikke, for jeg er uden for tid og rum. Pludselig hører jeg Idun, lederens assistent, sige højt og vredt: ”Vågn op” og en anden stemme ”Du snorker”! Det ryster mig i den grad. Jeg bliver fuldstændig chokeret. Alt står stille et øjeblik, og dernæst reagerer jeg med ”Fandme nej”! Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg syntes, det var mig, de talte til. Jeg finder senere ud af, at der rent faktisk var en anden, der snorkede. Men ingen af os skal tales til sådan. Vi er jo fuldstændig blottede i sådan en situation. Til min overraskelse er lederen, Shankar, her ikke.
Jeg går efterfølgende, da jeg ikke skal slippe mere løs i det rum, og det er nok heller ikke passende i den sammenhæng. Gråden presser på efter chokket. Jeg finder et sted, hvor jeg kan tage mig af mig selv. Jeg stortuder. Jeg spørger mig selv: Hvem er chokeret? og det er klart for mig, at jeg endnu engang er inde i et traumatisk sår. At være så åben, som jeg var, da vi mediterede og så blive talt så hårdt til – i et rum af tillid – det var som at sætte en kniv lige i hjertet. Det er atter forholdet til min far, som tidligere beskrevet, der viser sig. Den gang kunne jeg intet gøre andet end at stikke af fra smerten ved at fraspalte den. Det helende for mig nu er at blive her – ikke at gå væk – men i stedet tage mig af mig selv – også af smerten.
Senere forsøger jeg at etablere kontakt med Idun ved at fortælle hende, hvordan det føles for mig, at hun har reageret, som hun gjorde. ”Du kan bedømme mig som rigtig eller forkert,” svarer hun. Jeg forsøger at forklare, at det ikke handler om at være rigtig eller forkert, men hvad hendes udbrud gjorde ved mig. Da jeg ikke oplever, hun kommer mig i møde på nogen måde, og at der efterfølgende heller ikke er nogen kontakt imellem os, mister jeg tilliden fuldstændig.

I aften er hele gruppen samlet, og jeg registrerer, at jeg ikke giver udtryk for, hvad jeg faktisk har brug for. Jeg sidder derefter med et spørgsmål til mig selv: Hvem kan ikke forblive åben? Hende, der har mistillid, er svaret.
Hvem har mistet tilliden? Jeg bliver klar over, hvor utryg jeg faktisk er. Det gør mig ked af det. I læringssammenhænge som denne holder jeg mig normalt ikke tilbage, selvom jeg er bange, og selvom jeg er sart, hvis jeg føler mig tryg i det felt, jeg udtrykker mig i. Men det er jeg ikke her.
Jeg vælger alligevel at blive med min mistillid for at lære, hvad situationen udfordrer til. Jeg vil gerne skelne imellem eventuelle neurotiske og reelle grunde til mistilliden. Jeg føler også, det er vigtigt ikke at være naiv. Det vil sige, at give mig selv lov til at være kritisk over for noget, jeg ikke vil acceptere.
Hvis det viser sig, at jeg skal forlade kurset, vil jeg gå herfra i fred. Så længe der ikke er fred indeni, har jeg fortsat noget at lære af hele denne situation.

Det bliver efterhånden åbenlyst, at kurset her handler om at lytte til mig selv endnu dybere, uafhængig af om jeg bliver mødt i hvilken som helst proces, jeg er i. Stole på, hvad jeg oplever i mindste detalje.
Efter endnu en noget rå oplevelse, denne gang med Shankar – og da jeg har det dårligt med det – og er langt fra fred, overvejer jeg, om jeg kan være på stedet og lave ”mit eget retreat”. Jeg føler, jeg har brug for et andet slags rum, end der er. Så jeg tjekker med Shankar, om det er i orden også med ham, at jeg adskiller mig fra gruppens rytme og gøremål og følger min egen. Det er det.
Det eneste sted, jeg nu stiller spørgsmål og henter støtte, er til ”Det”.
Det hjælper mig, så jeg i det efterfølgende døgn synker dybere og dybere ind i fred.
Jeg føler, at det chok, jeg fik, og den efterfølgende noget rå behandling er blevet vendt til en gave. De følelser, der fulgte i kølvandet af det, har jeg taget til mig i stedet for at adskille. Jeg stoler på og står for mig selv på et endnu dybere niveau. Min tillid til den hjælp, jeg får fra ”Det”, er intensiveret. Det er, som det strømmer af kraft og vibrerer af liv ud af hver enkelt pore i kroppen. Jeg føler en ny slags styrke – og jeg er i fred. Jeg er for min del færdig med retreatet og kan nu sige farvel med åbenhed.

Jeg kommer til at tænke på en af mine venner, der engang sammenlignede mig med den type sommerfugl, der skal have bestemte varmegrader og næring, for at puppen kan folde sig ud og blive til en sommerfugl. Sådan en føler jeg, vi er i denne gruppe. Det viste sig, at jeg indtil nu havde brug for denne næring til mine vinger.

Inden jeg tager hjem til mit eget hus, tager jeg til diksha (4) hos tre kvinder, jeg tilfældigt mødte dagen forinden i ashramen.
Vi var alle var på vej ud ad en lille grusvej, der førte ud til en større asfalteret vej. Her ventede en autorickshaw på dem. Jeg spurgte om, jeg kunne få et lift, da jeg havde et ærinde i samme retning. Fint med dem. Så kort tid efter at vi havde mødtes, sad vi lårene af hinanden på det lille bagsæde i autorickshawen. Jeg talte lidt med dem om min situation, og den ene af kvinderne sagde: ”Jeg så allerede i går, da jeg kom, at du ikke passer ind der – hvorfor ser du ikke at komme derfra?” Jeg kunne så svare, at jeg var på vej, men der lige var noget, jeg skulle have afsluttet her først på aftenen.
De tilbød at give mig diksha, når jeg var færdig. Efter at have spurgt noget mere til, hvad det egentlig var, sagde jeg ja tak. Mest fordi vi alligevel var havnet her på skødet af hinanden, sagde jeg ”hvorfor ikke”. Det kunne vel ikke skade. De havde i øvrigt fundet frem til ashramen ved at have været forbi mit hus. Den taxachauffør, de kørte med fra Chennai, af tusindvis mulige var han den eneste, jeg selv kender. Han vidste, hvor jeg boede, men ikke hvor ashramen var. Så derfor kørte han til mit hus for at spørge om vej. En ven, der boede i mit hus, var hjemme og gav en kørevejledning.
Dette var alligevel allerede en magisk dag – så jeg kunne jo ligeså godt også få en erfaring med en diksha. Specielt da jeg mildt sagt var og er skeptisk over for den slags.

Jeg bliver hjerteligt modtaget af de tre kvinder. Efter de har indledt med at synge en sang, som vist er en bøn af en slags, skiftes de til at lægge hænderne på mit hoved. Det er en besynderlig oplevelse. Jeg bliver iskold i en krans rundt om hovedet, og så føles det, som om det inderste af kransen fortykkes. Selve ”håndspålæggelsen” tager vel fem minutter. Jeg ligger efterfølgende og hviler i 25 minutter. Millimeter for millimeter vokser et smil ud over hele ansigtet. Om det er effekten af den såkaldte diksha eller det afsluttede retreat, eller måske begge dele, vil jeg lade stå åbent. Jeg hælder mest til det, jeg mærker. Det er en dyb glæde og tilfredshed ved den måde, jeg er kommet ud af retreatet på. Jeg bevæger mig stille hjemad til mig selv.

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne - Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
HVERDAG. Om at Leve NU, og om læring i Indien hvor jeg boede. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk