Psykoterapi København Anne Jørgensen

FRIHED

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 9

FRIHED

Jeg sidder i flyet – endelig på vej til Indien. Det er så inderligt befriende at være på vej. Flyet letter, og med det letter noget i mig. Afskeden er forbi. Nu er jeg med mig selv og det nye liv, og sådan skal det være.
Jeg skifter i London, og der ved check-in kommer et hav af indere. Jeg bliver rørt bare ved synet af dem – min indiske tilknytning. Man skulle tro, jeg går rundt med et skilt, hvorpå der står ”dansk født og indisk afstamning”, for de smiler så sødt til mig.
Jeg slumrer mig vej hen over Europa og videre til Asien. Jeg får ikke åbnet det blad, jeg har købt. Sidder bare og synker dybere og dybere ned i sædet og i mig selv, alt imens jeg nyder en stille glæde.
 
”Sou ku mare”? Ja – det er altså tamil og betyder ”Hvordan har du det?” Jeg er nu ankommet til Chennai og er i fuld gang med at lære tamil. Det havde jeg tænkt på hjemme fra, at jeg ville – og lige nu begynder det blot helt af sig selv.
Jeg besøger ”min” lille kaffeshop lige om hjørnet, hvor jeg bor. Jeg smyger mig ind ad den snævre passage forbi tjeneren, der står foran sin kæmpe kobberbeholder med kaffe. Han står med præcise armbevægelser og køler skoldhed kaffe ned ved at hælde i en lang stråle fra et bæger til et andet. Derefter serverer han i små glas. Jeg går ind og sætter mig på en af de otte stole, der står fint på rad og række – to og to – og kommer til at sidde på en af dem, der rokker.
Jeg falder i snak med ejeren, der er på besøg for at se, om alt går korrekt for sig. Han spørger, hvad noget hedder på dansk, og så er den sprogundervisning i gang helt af sig selv. Vi udveksler og griner af de mærkelige lyde, vi syntes den andens sprog har – og jeg skriver ned for at kunne huske det hele.
Så er det skønt efterfølgende med den kontakt, det giver, når jeg blærer mig på tamil med de få ord jeg kan, over for nogen jeg møder og skal tale med. Men den holder jo selvfølgelig ikke længe med den blæren, men det er en begyndelse. Det er sjovt og skaber let kontakt.

Det er meget dejligt at være her igen. Flere gange har jeg haft det sådan lidt niv-mig-i-armen-agtigt – tænk, at det er NU, det er nu – alt det, som jeg har brugt så lang tids forberedelse på, er nu en realitet. Det er lige her.
Jeg bliver modtaget hjerteligt, der hvor der er genkendelse. Det er der en del steder, da jeg atter bor i Triplicane. Det er nu dejligt sådan ude i den store verden at blive modtaget, selvom det er flygtige kontakter.

Jeg er spændt på at møde Amma igen og tager lokaltoget ud til hendes bolig. De unge mænd, der passer på stedet og på Amma, vinker, da de ser mig komme gående ned af vejen. De griner deres drengede grin og vil gerne hilse på vesterlandsk – dvs. give hånd. Så det gør vi, selvom jeg elsker den indiske hilsen med hånden på brystet eller hænderne samlet foran til hilsen. Amma er desværre ikke hjemme. Hun er på en længerevarende rundtur med nogle disciple.

Jeg tager næste dag videre til Tiru, der ligger grøn og våd, da jeg ankommer om eftermiddagen. Det har regnet i 14 dage, og mange steder sejler det. Da jeg når frem til det hus, jeg måske har tænkt mig at leje, tager Manjula – en indisk kvinde – imod mig. Hun er i gang med at gøre huset rent. Det ser ud til at være et rart sted og ligger også i et fredeligt – om end et lidt yderligt område. Jeg bestemmer mig for at leje det og se, hvordan det går med at bo der. Jeg tager tilbage til byen for at købe det mest nødvendige til aftenen. Det ser ud som om, at når jeg først er kommet ind, skal jeg ikke lige vove mig ud igen i aftenen. Vejen til huset er ét pløre. Området er endnu ret uopdyrket, så der er ikke såkaldt rigtige veje. Sikken en gang snask at gå rundt i. Men det er også tankerne om, hvad der er i det pløre, der kan gøre det lidt ekstra delikat. På landet bruges jorden flere steder fortsat til toilet af en del indere, der ikke selv har et. Nå, men det er jo bare med at give mig hen til det, der er ikke så meget andet at gøre. Velkommen til Indien.

Jeg bliver hurtigt ven med huset. Det er en fin, lille bolig. Faktisk et palads sammenlignet med mange af de almindelige indiske huse, jeg har set her ude i provinsen. Jeg har plads nok, også hvis jeg skulle få gæster! Køkkenet er ret stort og er åbent til det rum, jeg har indtaget som mit opholds- og soverum. Her er lyst og dejligt.
Der er en lille, overdækket terrasse foran, bad og indisk toilet bagved samt en række papajatræer. På taget er der en åben tagterrasse. Her er der udsigt til bjerget Arunachala, som jeg før har elsket at vandre op i om morgenen – og bare sidde.

Der går en del tid med at indrette mit tomme hus. Her er absolut intet. Jeg tager til byen denne gang for at handle lidt større ind. En madras til at sove på. Et dobbelt gasblus til madlavning og en beholder med gas. Det er ikke lige sådan at få gas. Vesterlændinge er henvist til private forhandlere, der naturligvis er dyrere end de steder, hvor gas udelukkende forhandles via staten til inderne.
Jeg køber enkelt ind. Kun hvad jeg har brug for til en kortere periode. Jeg forsøger også at klare mig uden køleskab. Jeg ved jo ikke, hvor længe jeg bliver her.
Så her til aften laver jeg aftensmad på mit nye udstyr. Skønt – det virker. Sådan da.

Jeg vågner næste morgen ved lyden af tempelmusik. Den stemning, det bringer med sig, er ganske fortryllende. Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg er henne. Det er ren balsam for sjælen.
Jeg er stille her til morgen. Jeg har ikke rigtig lyst til noget andet end bare at være hjemme. Skulle faktisk købe grønsager på markedet og bytte gasblusset, der brænder alt for kraftigt, men jeg tænker, at gassen kan vente til i morgen, og et par grønsager kan jeg vel købe i den lille lokale butik.
Jeg går op på taget og sidder og spiser morgenmad i den lune morgensol. Musikken er ophørt, nu er her kun fuglesang. Jeg sidder og lytter ind i stilheden, da fuglene holder op med at synge eller bare er fløjet videre.
Jeg sidder og synker indad. Der har været meget at gøre, siden jeg kom. Alting tager af en eller anden grund så lang tid i Indien.
Jeg trækker vejret dybt.
Jeg sidder og er stille.
Er bare.
Når jeg ånder ud, er der en lang pause, før jeg atter får brug for at ånde ind. Pauserne bliver længere og længere. Jeg synker mere og mere ind i stilheden.
Jeg er meget taknemmelig.
Hvilken luksus.

Jeg gør noget af det, der før har næret mig – går i ashramen og mediterer eller går på bjerget i en af hulerne. Men det siger mig ikke noget for tiden, hvad det før har gjort. Det har altså forandret sig.
Hvad der er mest meningsfyldt for mig nu er faktisk at være hjemme. Jeg elsker at sidde på tagterrassen og blot være – med fuld udsigt til Arunachala.
Jeg er meget betaget af det bjerg.

Jeg har købt en cykel. Så nu cykler jeg ind til markedet og køber grønsager, frugt og andre friske varer. Jeg har erhvervet jordens grimmeste nylonnet med de fineste tynde striber for 1.50 kr. Så nu går jeg snart i ét med inderne, når jeg handler. Alle kunder får nemlig hældt grønsagerne direkte ned i nettet. Grønthandlernes iver, når de råber priser op, får mig til at smile.
Jeg holder aldrig op med at være fascineret af at handle her inde i Tir.. Jeg nyder at finde ind til byens puls. Byen og jeg bliver ét. Støjen generer mig ikke det fjerneste – den passerer forbi ligesom støvet. Jeg kan høre støjen, lugte støvet og andre ubehageligheder, men det forstyrrer mig ikke. Jeg står nogen gange helt stille i dette på sin måde vanvittige kaos og bare morer mig.
Der går ofte sport i, hvordan jeg mest smidigt kan bevæge mig igennem byen med mine ærinder. Det handler alt sammen om hengivelse. Hele tiden hengive mig til, hvordan virkeligheden er. Ikke at ville have noget skal være anderledes. Det er det alligevel ikke. Det er jo en indisk by.
Jeg passerer en oksekærre og hilser på dette smukke, kraftfulde dyr.
Og så nyder jeg atter at være hjemme i stilheden i mit hus.

Jeg er endnu ikke begyndt at udvikle venskaber. Jeg kender nogen, som jeg småsludrer med, men det bliver ved det, da det åbenbart ikke giver mere genklang. Der opstår ingen yderligere kontakt, så jeg får ikke lyst til at bruge mere tid sammen.
Det gør ikke noget, for jeg nyder mit eget frie flow. Jeg vil meget gerne opbygge venskaber, men er der ikke åbent, så er der ikke åbent, og derfor skal det ikke være. Jeg har det aldeles strålende og savner ikke noget.

Min meget behagelige tilstand udvikler sig til en for mig ny slags glæde. Jeg kender mange forskellige former for glæde, men ikke denne. Der er temmelig megen kraft bag. Det er nyt at mærke så megen kraft fra hjertet, hvorfra jeg fornemmer hele denne vulkan rejser sig. Jeg føler mig forbundet til en kraftfuld kilde, der strømmer igennem mig. Der er fuld turbo på.
Det er, som om hjertet nærmest er ved at flække af glæde. Jeg registrerer også, at jeg går med et konstant smil på læberne og kan simpelthen ikke få dem ned fra ørerne.
Jeg har også vidunderlige øjeblikke af kontakt, f.eks. med nogen af sadhuerne, jeg møder på min vej, og som bare sender mig det herligste smil – som jeg gengælder for fuld skrue. Det er hver gang en gave.
Jeg føler mig ét med det hele.

Jeg har også bemærket et skift i mit forhold til et fysisk hjem. Nu kan jeg sige hjemme om Danmark – og også om Indien, når jeg taler om min fysiske bolig. For et halvt år siden, da jeg rejste fra Indien, kunne jeg kun sige, at jeg skulle tilbage til Danmark. Så noget er nu blevet samlet inden i mig. Det er både hjemme i Danmark og hjemme i Indien.
Meget bekræftende, som ordene spejler indre processer.

Jeg har været her en lille måned nu, og en dag, da jeg kommer hjem, opdager jeg, at der har været indbrud. Tyvene har skåret sig vej igennem myggenettet, der sidder for vinduerne. Der er også tremmer, så de har ikke kunnet komme ind. I stedet har de brugt nogle lange stokke af en slags til at fiske diverse indbo hen til vinduet og taget, hvad de fandt de kunne bruge, og som ikke var større, end det kunne komme ud gennem tremmerne. Jeg er heldig – de har ikke taget så meget – måske de blev overrasket, da jeg kom. Kommer de igen efter mere? Jeg går lidt i panik. Jeg bor for udsat her og må finde mig et andet sted at bo. Tager rundt og ser på flere forskellige muligheder, men bliver mere og mere fortvivlet over det, jeg ser. Den ene mere usle og mørke bolig efter den anden. Jeg har  slet ikke lyst til at forlade mit hus. Min nabo flytter desværre, men jeg må altså finde en løsning på, hvordan jeg kan blive boende og samtidig føle mig mere tryg her.

Jeg begynder så småt at fedte for en vild hund. Med små godbidder selvfølgelig. Jeg ser ham ofte ligge i skyggen af et træ tæt ved huset. Han, der har været med til at bygge huset, fortæller, at hunden har holdt til her længe, så det skulle ikke være alt for svært at få ham lokket til. Min plan er at få ham til at føle sig tilknyttet stedet. Jeg begynder at give ham mad hver dag. Jeg regner selvfølgelig ikke med ham som en rigtig vagthund, han er jo vild, men bare det, at han er her en gang imellem og gør ad andre, når de går forbi uden for huset, sender gode signaler. Tyve hader hunde.
Gopal, som jeg har døbt ham, er rigtig sød. Det har taget ca. en uge at få ham til at holde til her. Han gør nu ofte ad folk, der kommer forbi. ”Godt Gopal,” siger jeg på dansk og klapper ham, når de andre er gået forbi. Nu tror folk, jeg har hund, og det er det, der er meningen.
Jeg er yderst tilfreds med udbyttet – han er fri, og jeg er fri. Hvis jeg ikke er her, ved jeg, at han går ud og finder mad andet sted. Han er ret sund at se på af en vild hund at være. Jeg tror, der er mange, der godt kan lide ham her i området. Han ser ud til at være god til at skaffe føde. Ind imellem snuser han kræsent til det mad, jeg giver ham – og går. Menuen passer ham ikke altid. Han er jo vild og gør selvfølgelig, hvad der passer til ham. Men der kommer hurtigt en anden hund forbi og ser sit snit til et måltid.
Det er aften, og jeg skal hen til telefonboksen og ringe. Det kan jeg desværre kun sent om aftenen i dette tilfælde. Jeg er nødt til at krydse et lidt øde område, som jeg ikke er helt så vild med på den tid af aftenen, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Jeg hopper på cyklen – og så af sted.
Til min store overraskelse løber Gopal med hele vejen – venter tålmodigt, som om han da er vant til at følge en kvinde til telefonboksen om aftenen – og løber logrende med tilbage igen.
Jeg er både målløs, glad og imponeret over ham. Hvor er det sødt. Det faldt mig slet ikke ind at forsøge at få ham til at følge med.
Han løber ofte med mig, når jeg cykler fra huset. Han skulle jo ellers blive hjemme og passe på det, men syntes åbenbart det andet er sjovere, – og han er jo en fri hund.

Jeg bliver ikke kun venner med Gopal, men begynder efterhånden at udvikle andre venskaber. Jeg har mødt nogle dejlige mennesker, og det vokser på en meget naturlig måde.
Vi hviler i hinandens selskab – det er frit, varmt, sjovt og enkelt.

Jeg nyder langt, langt ind i mine celler, at jeg intet skal – overhovedet helt og aldeles intet som helst. Det er vild luksus. Denne tilstand af væren breder sig mere og mere og går dybere og dybere.
Jeg er blød som smør og ganske salig. Dette er en nådegave.
Det er, som om tiden står stille – ja måske mere som om tid ikke findes. Jeg kender godt det begreb, at tiden er en illusion – men lige nu oplever jeg det på en anden måde end tidligere. Jeg bevæger mig i et uendeligt, tidløst rum.
Da jeg sidst tog afsked i Danmark, var der nogen, der sagde til mig: ”Jeg håber for dig, at du finder hvad du søger.” Det var selvfølgeligt meget velmenende og sødt sagt, jeg tager da ikke af sted, fordi jeg søger noget.” Det er helt klart nu, for jeg søger ingenting. Absolu – de ønskede mig det godt – men det skurrede så underligt i mine ører. Jeg fik det sådan: ”Jament ingenting – jeg er her, og her føles det meningsfyldt at være.
Så enkelt.
Jeg er beruset af frihed, og har dog ikke mistet balancen. Tværtimod – der har nok aldrig været så meget balance før i mit liv, som der er nu.
Jeg rører ikke ved noget, der ikke bevæger sig af sig selv. Min krop, hele mit system er så fint tunet, så jeg tager ikke så meget som et lille skridt fremad, hvis der er noget, der bare tenderer anstrengelse. Er der ikke åbent, så er der ikke det. Min tillid til min forøgede sensitivitet ekspanderer derfor også. Hvem føler dette? I frydefuld stilhed svarer jeg: Jeg Er og fortsætter med at læne mig ind i den værens dans, jeg er en del af. Som jeg så ofte gør, sender jeg atter en tak til ”Det”.

Jeg får nogle breve fra Danmark, hvor de spørger mig, hvordan jeg bærer mig ad med at lave ingenting – og i så lang tid. Jeg svarer tilbage, at først og fremmest går jeg ned i tempo. Når jeg fordyber, kan det i første omgang kun gøres ved at sætte det sædvanlige tempo ned. Der er så meget, jeg ikke sanser, når jeg har travlt. Der en del informationer, der glipper. F.eks. blot ved at gå.
Jeg har flere gange måttet gribe mig selv i at sætte tempoet ned, når jeg går. Jeg skal jo ikke nå noget. Det er som en automatik, ”sådan plejer jeg at gå”. Men når jeg går langsommere, kan jeg mærke, at mine bevægelser bliver blødere. Kontakten til bækkenet forøges. Opmærksomheden skærpes, fordi jeg nu sanser mere, imens jeg går. Jeg er ikke bare ved at bringe min krop et sted hen.
Den kropslige kontakt er fuldstændig afgørende for al fordybelse.
Når jeg således bliver mere åben også i sanserne, er jeg også mere parat til at modtage spontane impulser. Eftersom det spontane er kendetegnet ved at være friskt, er det jo umuligt, hvis bevægelser udføres pr. automatik, – ja hvis hele ens system foregår automatisk.

Jeg har oplevet det revolutionerende både for eget og for andres liv at sætte tempoet ned. Men mange mennesker tør ikke, fordi der nemt opstår rastløshed og frygt indeni. Hvad skal vi stille op med det? Undersøge, hvad der ligger under og finde ud af, hvad det handler om? Det kræver mod, da det godt kan være skræmmende, for vi ved ikke, hvad der så kommer op til overfladen. Hvis vi i stedet bliver ved med at have travlt, så mærker vi ikke så meget. Så bliver vi i det vante og gør, hvad vi skal gøre, – hvad vi har lært, eller hvad andre forventer af os.
Livet går, og vi spilder den såkaldte tid, imens vi har travlt. Vi når måske ikke engang at være nysgerrige og spørge: Hvem er Jeg? bag om alt det, vi er vant til at gøre.

Jeg kan huske, da jeg var ung, strikkede jeg, når jeg var hjemme, så snart jeg sad stille. Dermed var jeg næsten aldrig i ro. Jeg havde stort set altid gang i et eller andet. Ikke forstået som at jeg var hyperaktiv, men jeg var altid beskæftiget med noget – med at gøre. Det begyndte at gå op for mig, at jeg gjorde dette for at undgå at mærke den rastløshed, jeg havde. Den indsigt fik mig til at holde op med at strikke. I stedet begyndte jeg at undersøge, hvad der foregik ved at give mig lov at være urolig. Da fandt jeg ud af, hvad de ekstra bevægelser, jeg havde travlt med at lave, dækkede over.
Der var ganske enkelt ingen fred i mig. Jeg kunne ikke hvile i mig selv. Det kunne jeg kun, når jeg sov. Der var alt for mange ophobede følelser af alskens slags, der lå og forstyrrede, fordi de aldrig havde fundet deres forløsning.
Jeg deltog i kurser, hvor jeg lærte at give slip. Hvad der slog mig i de år var, hvor tilsvarende mine medkursister havde det. Når suppen blev kogt helt ind, så ønskede vi os alle det samme: At elske – at være fri. Vores forsvar var bygget forskelligt op, og derfor så vi forskellige ud. Vores personlighed var forskellig, men inden i var der så mange paralleller, så det skreg til himlen. Jeg oplever fuldstændig tilsvarende med de mennesker, jeg arbejder med den dag i dag.
Hvad er det, vi har så travlt med at skjule overfor hinanden? Hvorfor arbejder vi ikke mere sammen? Det er bare ét stort teater af forstillelse og løgne. Det er menneskeligt, for sådanne vilkår fødes vi ind i. Men vi er med til senere hen at vedligeholde dem.
Indtil vi standser op. Indtil vi tager dybere stilling til, hvor ærlige vi er med os selv og dermed med andre. Men svarene kommer ikke altid så hurtigt som 2 + 2 = 4. Det tager tid at fordybe og få 2 + 2 til at blive 7. Det er i sagens natur usikkert land, vi betræder. Men hvor trygge og sikre er vi i virkeligheden, hvis vi ikke tør bevæge os uden for vores eget kendte landskab? Det kan da kun være en illusion. Det kan da kun være endnu en selvløgn.

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog.

 

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
FRIHED. Om at Leve NU, og om læring i Indien hvor jeg boede. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk