Psykoterapi København Anne Jørgensen

ET HÆFTEPLASTER SOM VEJVISER

Om at leve uden kalender. Leve NU. Og om læring i Indien hvor jeg boede et par år.
Del 7.

ET HÆFTEPLASTER SOM VEJVISER

Jeg er gået i gang med at undersøge muligheden for at besøge en palmebladslæser. Det har altid fået ørerne til at vokse, når jeg har fået fortalt, at visse hellige mænd har stakkevis af palmeblade, hvorpå oplysninger er skrevet om den spørgendes liv. Det kunne jeg godt tænke mig at se ved selvsyn. De, der sidder med skrifterne, siger, at de ved, hvem der kommer, så derfor er palmebladet der. Jeg har undersøgt forskelligt og er kommet frem til et sted, der ligger syd for Chennai.

Da jeg køber togbilletten til den næste morgen, har jeg en underlig fornemmelse af ikke at få brug for den. Jeg køber den alligevel, da man her ikke blot kan købe en billet og derefter stige på toget.
Jeg vil se dagen an. Måske noget peger i en anden retning. Jeg er yderst vågen. Sanserne er stillet på skarpt. Jeg er fyldt af en dyb samhørighedsfølelse. Føler mig ét med omgivelserne. Det næste skridt er hele tiden minutiøst i dette nu. Det er meget intenst. Jeg syntes ellers, jeg har været relativ god til at leve i nuet, men jeg kan mærke, at dette er noget andet.
I denne bydel er menneskerne meget hjertelige og interesseret. Vi har mange små kortvarige “møder”. Den kontakt, de tør give, er rørende, og de, der gør det, ser lige ind. Disse møder er vokset fra enkelte stunder til en perlerække af smukke øjeblikke. Jeg nyder i den grad blot at bevæge mig rundt – på gaden – i den lokale togbane – ved kiosken – i restauranten osv. Jeg skal ellers lige love for, at jeg er kommet i udveksling. Det er enkelt. Mit hjerte synger.

Det er aften, og lige inden butikkernes lukketid kommer jeg i tanke om, at jeg mangler et plaster, som jeg får brug for i morgen – hvis jeg altså kommer af sted. Jeg har et sår på foden, og selv så lille et sår kan vokse betydeligt i al dette støv, jeg går i, hvis det ikke er beskyttet.
Jeg krydser gaden og går over til en lille bitte kiosk. Her har de alt på ca. fire kvadratmeter, hvordan det så end kan lade sig gøre. Da kioskejeren ikke lige forstår, hvad jeg beder om, får han hjælp af en mand, der står ved siden af. Der er en åbenhed imellem den anden kunde og mig, der gør, at jeg efterfølgende spørger, om han kender nogen palmebladslæsere i nærheden. Det gør han – og en rigtig god en endda. En kvinde.

”Hun bor i Chennai, du behøver ikke rejse så langt”, siger han og ringer på mobilen til en ven, hvor han får adressen til kvinden. Den måde, han taler om hende på, og det han siger, gør, at jeg tror på ham. Jeg går hjem. Lysvågen. Ringer til kvinden næste morgen. Telefonsvareren siger, at der ikke er plads til flere beskeder. Jeg river min togbillet i stykker og tager et lokaltog ud til adressen for at undersøge, om jeg kan lægge en besked eller komme i kontakt med nogen.
På vejen derhen har jeg atter mange af disse smukke kontakter med mennesker, jeg møder på min vej. En kvinde sidder over for mig i toget. Hun kigger mig ind i øjnene. Hun er velkommen, og jeg ser også ind i hende. Klik – der er kontakt. Vi smiler stille og varmt til hinanden – det er bevægende. Mødet er så enkelt og ligetil – fuldstændig nonverbalt – vi har set hinanden.
Jeg frygter ind imellem, når jeg kommer tilbage til Danmark, at det vil blive koldt at færdes blandt menneskene. Der går der dage imellem, at jeg får en åben øjenkontakt med en fremmed, jeg møder på min vej. Jeg slipper tankerne og vender tilbage til nuet.

De, jeg kommer i kontakt med ved huset, hvor kvinden bor, siger, at jeg kan komme tilbage om eftermiddagen. Hun mediterer nu. Jeg efterlader en seddel med mit navn og nationalitet.
Jeg kommer igen som aftalt. En yngre kvinde kommer gående imod mig og spørger, om jeg er fra Danmark. Hun kommer åbenbart fra det sted, hvor kvinden bor. Hun følger mig på vej. Vi kommer til en stor havelåge, og jeg bliver inviteret inden for på en terrasse af en slags, der ligger op til huset. Ved indkørslen lige inden for lågen er der to meter høje billeder af forskellige hindusymboler, malet i stærke farver. De danner skellet ind til naboen. Der er også en kæmpe lotusskulptur af sten, der står foran andre mindre skulpturer af gudebilleder. Her er en meget speciel, sødlig duft. Til trods for vi er udendørs, så er der en tydelig forskel på luften her og uden for havelågen. De unge mænd, der passer på stedet, tager Dyne-Larsens stole frem, som er overalt i Indien. Vi sætter os og taler. De bliver ved med at nævne navnet Amma, og langsomt er der et spørgsmålstegn, der vokser sig større, fordi de også nævner Kerela nogen gange. Gad vide om det er den Amma, jeg venter på at skulle møde. Jeg spørger, om det er “the hugging Guru”, hvad hun kaldes af vesterlændinge. Ja – det er det.
Jeg bliver meget tavs. Amma er en meget besøgt guru i Indien, og en man kan stole på. Sådan er hendes omtale. Hun har en helt speciel stil. Hun krammer folk. Når man kan møde hende, dukker der som regel 20 – 40.000 mennesker op. Hun krammer alle, der vil. Hun bliver ved hele natten og den næste formiddag, til hun er færdig. Det er klart, at en anden kraft arbejder igennem hende. Ellers kan det ikke lade sig gøre. Jeg har mødt flere, der har været til sådanne massemøder, og de har alle følt det overvældende dejligt. Jeg har aldrig selv mødt hende, da interessen ikke har været der.

Det er åbenbart denne Amma, jeg venter på at møde. Det er svært at fatte. Hendes disciple, som jeg nu har fundet ud af, det er, og som jeg sidder og taler med, er yderst nysgerrige over, hvordan jeg har fundet vej til hende. De fortæller, at Amma normalt ikke tager imod besøgende enkeltvis. Hun har meget travlt. De føler sig ”meget velsignet” på mine vegne. Det gør jeg også – på egne vegne.
Jeg kommer omsider ind til Amma – en lille, sød dame klædt i rødt, der smiler som en af mine kære veninder. Hun tager imod mig med en indisk hilsen, og vi sætter os alle på gulvet i hendes lille ”pudja” rum, som er et slags meditationsrum. Også her er gudebilleder og -figurer alle vegne. En lille olielampe står og brænder.

”Hvad ønske du”, spørger hun –“der er ingen, der kommer på denne måde, som du gør.” Det må der jo være en højere mening med, mener hun.

Det er, som alt med palmebladet er forsvundet, men jeg fortæller hende alligevel, at det er det, der har bragt mig hertil, og at jeg indtil for kort tid siden ikke vidste, hvem det var, jeg skulle møde.
Hun griner hjerteligt, da hun hører, at det var et plaster, der bragte mig til denne adresse. Hun syntes også, symbolikken er lidt komisk.

Amma fortæller en del om det at være på den spirituelle vej og mener i øvrigt, at jeg vil have glæde af spirituel vejledning. Der findes ikke mange nulevende lærere, pointerer hun. Det er sandt nok – ikke som man kan stole på. Siden jeg nu er havnet her, er det ydermere oplagt, at jeg kan bruge hende. Efter denne invitation pointerer hun, at hun selv vælger sine disciple.

Jeg er velkommen til at komme med hende i deres nybyggede tempel den næste dag. Jeg kan i øvrigt også komme fredag og søndag til Darshan (et slags møde med en oplyst person) i den sidste måned, jeg har tilbage. Der vil også komme nogle få andre.

Hun har en halskæde af rosentræ på, som hun tager af og lægger ned over mit hoved. Den er til mig. Oversætteren ved siden af er rørt til tårer. Det er meget sjældent, at sådant sker, siger han. ”Du er yderst velsignet.”

Ja, det føler jeg også. Det hele er aldeles overvældende og meget ukendt for mig. Jeg føler mig lidt kejtet midt i alt dette fremmedartede liv.

Der sker et tydeligt skift i energien, og der bliver pludselig stille i rummet. Amma sidder nu meget koncentreret med hænderne samlede og hovedet let bøjet. De andre kigger lige så koncentreret. Hun åbner hænderne langsomt, og der ligger en lille gudefigur – ”for medicin”, siger hun, imens hun vender og drejer den og fortæller, at det netop blev den, som blev materialiseret, at det også er forbundet med mit besøg.

Jeg har efterhånden svært ved at rumme mere i dette totalt fremmede forum. Jeg gør mig umage for ikke at prøve at forstå noget af det, for det gør jeg alligevel ikke.
Til afsked rører hun blidt ved mit hoved og siger: “Gud velsigne dig”. – Mange tak – mange, mange tak. Jeg føler, at jeg har fået langt mere, end jeg kom for. Kort tid derefter går mit rationelle jeg i gang: Nå, nu ser jeg lige …

Naturligvis er jeg optaget af det. Et virvar af tanker og følelser fylder mig efterfølgende. Næste dag har jeg diarre. Det tror pokker – hvordan kan jeg bare lige fordøje dette.
Et står helt klart, og det er, at det selvfølgelig ikke er tilfældigt, at jeg er havnet hos Amma. Selvfølgelig ikke. Jeg er blevet ført lige i favnen på hende.

Hvad vil det mig?
spørger jeg mig selv. Har jeg overhovedet selv lyst til at være hendes såkaldt discipel? Ikke umiddelbart. Der er intet, der tænder mig. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg ”bør” føle noget andet, jeg har måske bare ikke lige opfundet den dybe tallerken. Men fakta er, at jeg ikke har lyst til at sige ”ja tak”, selvom jeg syntes, det er en meget generøs invitation, jeg har fået.
Jeg føler, at det, der foreløbig giver mening, er at møde op til det, der er muligt med Amma – og fortsætte med at føle mig ind i det miljø – og blot være der. Lære det lidt mere at kende. Opleve hende noget mere. Lade mig influere af feltet og derefter se, hvad det bringer.
Jeg konstaterer, at min forbindelse til Ramana, som jo ikke er nulevende, er meget stærkere end min kontakt til Amma. Det føles indtil videre helt anderledes med ham. Ligeledes min kontakt til Stèphano, men den er jo selvfølgelig også bygget op igennem mange år.

Senere på dagen kører jeg med Amma og et par af disciplene til Templet. Det ligger lidt uden for Chennai – en køretur på en times tid. Amma opfører sig helt naturligt og stiller spørgsmål om Danmark som f.eks.: ”Hvad hedder den danske mønt.” Hun er meget ligetil og særdeles behagelig at være sammen med. Når hun bevæger sig, ser det ud som om, at enhver lille bevægelse er ansats til den næste. Ét langt blidt flow. Freden stråler omkring hende.

Hun viser mig rundt ved Templet og forklarer om de forskellige gudefigurer, der er rundt omkring. Jeg bliver atter ”velsignet” denne dag ved at Amma giver mig en blomsterkrans om halsen. Hun har lige brugt den til en lille ceremoni, vi har deltaget i. “En meget heldig dag,” siger hun og giver mig hendes intense, strålende blik. “To meget heldige dage,” svarer jeg og siger inderligt tak.

Jeg føler mig meget rørt over al den opmærksomhed, Amma giver mig. Jeg ved, hvor travlt hun har. Jeg kender nogle stykker, der vil give deres højre arm for at opleve, hvad jeg oplever lige nu. Men jeg er ikke selv så sikker på, hvad jeg har lyst til i denne sammenhæng. Jeg beroliger mig med, at det finder jeg vel ud af, når jeg har brugt mere tid i hendes nærhed. Jeg får efterhånden mere fred med alt det fremmedartede og lader dem gøre alle deres ritualer, uden at jeg skal stille op til noget, jeg ikke føler for.

Et par dage efter er jeg til en lille privat Darshan. Der er vel ca. 20 indere til denne ceremoni. Nogen knæler for Amma, når de kommer, andre lægger sig helt udstrakt ned. Begge er en måde at vise deres hengivelse på. De fleste bringer blomster og frugt, som bliver brugt til en efterfølgende ceremoni. En mand synger en sang på sanskrit. Jeg forstår ikke ordene, men jeg kan både høre og mærke, han synger fra hjertet. Der er et øjebliks stilhed bagefter. Amma smiler kærligt til ham, og så begynder hun at tale. Nogen har derefter spørgsmål, som hun besvarer. Det varer ca. to timer. Det meste af tiden bruger jeg til at føle mig ind i det hele, da jeg i øvrigt heller ikke forstår deres sprog. Ind imellem får jeg en til at oversætte.

Jeg sidder i en tilstand af stilhed det meste af tiden. Der er noget yderst genkendeligt ved det hele, samtidig med at det er mig så uendeligt fremmed. Jeg registrerer begge sider i mig – det på mange måder genkendeligt indiske – og så min danske herkomst. På et tidspunkt føler jeg, at nu har jeg vist fået nok, men bliver alligevel. Det er, som om jeg blot skal være her. Så det lytter jeg til.

Der kommer et par med en lille lækker unge på ca. et år. Een oversætter for mig. Forældrene har prøvet at få børn, men det var ikke lykkedes – heller ikke ad medicinsk vej. De opsøgte så Amma og bad hende om hjælp. Det fik de og blev gravide. Amma havde også fortalt, at det ville ske, hvornår og at de ville få en pige.

Og sådan er det blevet!

Nu står de stolte forældre her med deres dyrebare barn, og taknemmeligheden stråler ud af øjnene.
Ja – jeg må sige, jeg har en del at fordøje.

Jeg besøger Amma en del og lader mig herved influere af hele det felt, der er omkring hende. Det gør mig godt. Mere kan jeg ikke rigtig sige om det på nuværende tidspunkt. Jeg er ikke kommet det nærmere med mig selv. Det må ligge til modning.

Samtidig forbereder jeg mig så småt på, at jeg snart skal tilbage til Danmark. Jeg kan simpelthen ikke sige hjem til Danmark. Det føles helt forkert. Hvad der er et fysisk hjem er efterhånden blevet en noget usikker størrelse for mig.

Jeg er ked af det. Meget. Jeg spørger: Hvem er ked af det? Men det forbliver indtil videre ubesvaret. I stedet går jeg ind i tilstanden ”Jeg er” for at synke yderligere ind i spørgsmålet.
Men jeg ved, jeg glæder mig til at se alle mine kære i Danmark. Hvad jeg også ved er, at jeg slet ikke glæder mig til at skulle rejse herfra. Jeg spørger mig selv, om jeg da hellere vil blive i Indien. Nej, – det vil jeg ikke. Jeg føler mig midt i noget uafsluttet.
Men til Danmark skal jeg jo, for der har jeg snart noget arbejde, som jeg har lovet at give. Så sådan bliver det.

Fortsættelse følger.........

Kærlig hilsen Anne

Anne Jørgensen har 26 års erfaring med egen virksomhed som krop- og psykoterapeut for private og  procesleder for erhverv - og er forfatter til en bog.

__________________________

Krops- og Psykoterapeut Anne Jørgensen, København
www.lifeprocess.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Om at Leve NU, og om læring i Indien hvor jeg boede. Læs Psykoterapeut Anne Jørgensen på Levlykkeligt.dk