

Hvordan planlægger du dig til stress, depression og angst, kunne være et spørgsmål fra psykoterapeuten.
Lidt provokerende, men tankevækkende.
Af årsager der er ukendte og ubevidste for dig lige nu, har du behov for kontrol.
Undrer du dig over, du har så stort behov for at kontrollere dit familieliv, dine børn, dit liv, din karriere, dine reaktioner, dine følelser, dine venner, din kalender og en masse andet?
Din kalender kan give dig stress bare du tænker på den. Den er fyldt med aftaler og ”vigtige” gøre mål, du oplever måske, du ikke når at leve og mærke livet.
Måske føler du livet glider forbi dig.
Dit liv er blevet mere pligt end lyst. Du planlægger dit liv i stykker, du planlægger dig til stress, depression og angst.
Det oplever jeg igen og igen som psykoterapeut.
Det er det modsatte du ønsker og det du forsøger at planlægge dig ud af.
Du lever ikke i nuet og mærker og oplever ikke alle de spændende og livgivende ting, der sker omkring dig.
Du når ikke at se alle de spændende mulighederne og invitationer der ligger i luften, de svæver forbi dig som fine sommerfugle, du ikke når at beundre.
Hvad er du taknemlig for?
Planlægning og kontrol mod livet
Du er blevet så fokuseret på at planlægge og kontrollere, at du mister livet, glæden og at mærke dig selv.
Du er så meget i fortiden eller ude i fremtiden for at have styr på alt det, der kan ske og gå galt, at du ikke lever men overlever, du forsøger hele tiden at overleve livet.
Måske prøver du at forhindre det værst tænkelige, du er ikke helt klar over hvad det er, men dine følelser styrer dig ubevidst væk fra det du frygter så meget, skal ske igen.
Hvad nu hvis... er blevet din køreplan.
Du ved ikke, hvad det er din krop er så bange for, men du ”hjælper” den hele tiden med at undgå, ved at være på flugt og kontrollere. Du mærker det er livsvigtigt at have kontrol ellers kommer panikken, angsten og frygten for det værst tænkelige.
Kæmper du mod at mærke dine følelser
Når du ikke mærker dine følelser, dine behov og din lyst, undertrykker du dit fineste styringsinstrument – din mavefornemmelse, din intuition - som du har fået som gave ved fødslen.
Måske har du haft nogle oplevelser i livet, hvor du har været nød til at undertrykke dine følelser og din intuition for at holde livet ud og beskytte din sårbarhed, det er din intelligente hjerne, der har taget over for at beskyttet dig, så godt det var muligt.
Her kan psykoterapi hjælpe dig med at komme tilbage til dig selv og se om dine overlevelsesstrategier giver mening i dag.
Det levende og livgivende nu
I dag behøver du ikke beskytte dig mod tidligere oplevelser, der var skræmmende og svære at håndtere. Nu er du voksen og istand til at hjælpe det lille barn inde i dig videre. Give det omsorg, tryghed og tillid til livet.
Du går ikke i stykker i dag, når du genoplever og mærker de skræmmende oplevelser og følelser, det kan føles sådan og det kan være smertefuldt at genopleve dem, men det er også helende.
De tidligere oplevelser slipper magten over dig lige så stille og roligt, når du giver følelserne opmærksomhed og de dårlige oplevelser plads sammen med mig som psykoterapeut.
At få sit liv italesat og mærke det skete i et trygt miljø sammen med en, du har tillid til, hvor du føler dig vigtig og værdsat som dig, vil befri dig for at være ”tvunget” til at agere på disse stærke og skræmmende følelser og oplevelser, med kontrol, stress, angst og depression igen og igen.
Du vil igen få mod på at mærke alle dine følelser og genfinde det fine instrument du er blevet udstyret med i fødselsgave, nemlig din intuition, din guide til livet.
At kæmpe med kontrollen, at præstere det bedste og være perfekt for ikke at ende i skam, kaos og intet, er du ikke alene med, er min erfaring som psykoterapeut.
Det gør det måske ikke nemmere at være dig lige nu blot at vide dette, men det giver dig forhåbenligt lyst til at investere i dig selv, at berige dit liv ved at blive opmærksom på nuet og de gaver der ligger i dette.
Overvejer du at opsøge en psykoterapeut, er du velkommen til at kontakte mig, for at høre om jeg er den rette psykoterapeut for dig.
Kærlig hilsen
Hanne Christensen
Psykoterapeut i København
__________________________
Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer