Psykoterapeut København Hanne Christensen

Skilsmisse - hvordan undgår vi at svigte vores børn, når vi går fra hinanden...

Alle forældre bekymrer sig ind i mellem om deres børns trivsel.

Heldigvis.

Det er et emne der ofte er oppe og vende, når jeg har en klient i psykoterapi.

Når vi tror vi ved, hvad der er bedst for vores børn og vi ikke er opmærksomme på at lytte til de signaler de sender til os, når de vil fortælle, hvad der er svært for dem, ender de med at blive triste og ensomme.

Hvis vi ikke kommer dem i møde, når de giver udtryk for, at de har det svært, så er børnene virkelig ladt i stikken og alene. Så er der kun tilbage at opgive følelserne og holde op med at mærke, fordi livet er blevet alt for smertefuldt. Så vil barnet forsøge at tænke sig ud af situationen, at finde løsninger og det er sjældent muligt, derfor ender mange med tankemylder, angst og uro.

Så hils din tvivl og bekymring velkommen, inviter tvivlen indenfor og undersøg den sammen med mig i parterapi, hvad den vil gøre dig opmærksom på. Dette vil være en fantastisk hjælp til dig og dit barn.

Der kan være mange ting, der skaber usikkerhed og utryghed

Er vi gode nok som forældre, hvordan fungerer vores deleordning, hvordan påvirker det mit barn at have to hjem, hvordan er det at pendle mellem to hjem, hvordan får jeg mere nærvær med mine børn, hvordan støtter jeg dem i at kunne være loyale både overfor far og mor og samtidig fortælle, hvad der trykker dem, hvordan introducerer jeg en ny kæreste, hvordan støtter jeg barnet i at blive en del af en ny familie, er jeg for streng, hvor sætter jeg grænsen, er mine børn en del af fællesskabet i skolen eller bliver de holdt udenfor, er de ensomme, er de en del af holdet til fodbold, bliver de mobbet, har mit barn nære venner, hvordan støtter jeg barnet i at få venner - skabe relationer - uden at gøre det forkert…

Spekulationerne står i kø, ikke mindst når vi står midt i en skilsmisse. Nogle gange kommer vi til at vende alting indad, fordi skyldfølelsen kommer buldrende, så kan vi ikke få øje på verden og virkeligheden. Så kan vi ikke komme op i helikopteren og se klart og finde alle vores sædvanlige ressourcer, fordi vi er ramt og føler os skyldige og magtesløse.

Hvordan kunne jeg bringe min familie i denne vanskelige situation…

Skyld med skyld på, denne følelse er ikke god for nogen.

Mine handlinger kan komme til at føles så utilstrækkelige. Det kan være skam, der kommer til at fylde og forstyrre.

Det er ikke hugget i sten, hvad der er "rigtigt" eller "forkert", at blive sammen eller skilles.

Men når vi skilles, efterlader vi børnene med to hjem, i to nye familier og med værdier, der måske slet ikke harmonerer med hinanden i de nye hjem, der nu er blevet deres. Så har de helt ekstraordinære krav på at blive passet godt på med kærlighed, omsorg og opmærksomhed i begge hjem. Så de får mulighed for at falde godt til i alt det nye.

Hvordan passer vi så på dem…

Det er her jeg som parterapeut kan støtte jer.

Hvordan sikrer vi børnenes trivsel

Vi skal tale sammen, være positive overfor den anden forældre, bakke op om den måde, de lever på i det andet hjem. Blive enige om regler og værdier, så kontrasterne ikke bliver for store i dagligdagen i de to hjem. Vise åbenhed og rummelighed når barnet deler, hvad der kan være svært i det andet hjem. Hjælpe med at finde nye veje og muligheder, støtte barnet i at få talt det igennem med den forældre, hvor problemet er opstået, aldrig blande sig eller tale dårligt om den anden forældre.

Aldrig bringe barnet i en situation, hvor det føler sig i klemme eller illoyal.

Være sammen på vigtige mærkedage i en god stemning og finde en god fordeling af tid med barnet i fællesskab. Være fleksibel og imødekommende overfor barnets ønsker og behov.

Deltage i barnets liv, sørge for det kan være med og bakke op om dets sociale liv og sport, huske at prioritere barnets aftaler, så det ikke bliver holdt udenfor fællesskabet. Fokuser på barnets behov og indret jer, så barnet kan bevare sit nærmiljø.

Ofte vil barnet savne den forælder, han eller hun ikke er hos. Vis barnet, at du forstår savnet, og at det er helt ok. Tal om det igen og igen, det vil gøre barnet trygt, hen af vejen. Det vil få tillid til dig, når du vil lytte uden at dømme.

Når det er skiftedag, skal du respektere barnets behov for at omstille sig – udskyd store projekter og planer til barnet er klar. Sørg for ro, nærvær og tid med barnet. Tag ansvar for det praktiske. Både når barnet skal pakke ud og pakke ned.

For at barnet skal få det godt, skal vi som forældre vise, at vi arbejder på at få det bedre selv.

Vær ærlig og tydelig med det er svært og i gør jeres bedste og måske får hjælp af en parterapeut, det gør jeg mere menneskelige for jeres børn.

Ofte er det nødvendigt at de voksne tilsidesætter sig selv, indtil børnene har fundet roen i alt det nye.

Hvordan drager du omsorg for dig selv i en skilsmisse

Det er vigtigt, at du som forældre finder rum til din egen sorg og får den bearbejdet, så jeg anbefaler gerne at begge parter også tager nogle timer alene med mig. Tager sig tid til at mærke alle de følelser der kommer i spil og tager ansvar for dem og deler dem med mig - anden neutral voksen.

Derved holder du barnet ude af dit følelsesliv, når du har det svært.

Uanset hvor hårdt det er at komme igennem skilsmissen, så hjælper du både sig selv og dine børn bedst, når du tager hånd om dine egne tanker og følelser. Så bliver du mere åben og rummelig overfor barnets følelser og tanker og bedre til at magte at høre på det, der er svært for barnet.

Barnet har brug for forældre der er modige nok til at erkende at skilsmissen er svær at takle, modige nok til at mærke deres sårbarhed og søge hjælp, råd og støtte hos en parterapeut. Modige nok til at tale om det, der trykker.

Find en at dele dine tanker og følelser med som er helt neutral, en der ikke er følelsesmæssigt involveret. En der kan hjælpe dig med at se det hele lidt udefra og være en indsigtsfuld sparringspartner. Både omkring dine voksenforhold og forholdene omkring barnet.

Børn har behov for en far og en mor, der tør se virkeligheden i øjnene, den virkelighed de har skabt lige nu. Behov for en far og en mor, der tager ansvar for at komme videre, samtidig med de drager omsorg for deres børn.

Så børnene kan være børn og føle sig nogenlunde trygge med det, de går igennem. Trygge nok til at tro på at begge forældre stadig passer på dem og vil dem det bedste.

Forældre der sørger for sig selv og deres egen komfort, uanset hvor svært de har det og uden at tabe børnene af syne, er gode nok forældre.

Gode nok forældre er forældre, der ikke søger det perfekte, men ved at det bedste liv fremkommer, når de tør indrømme de begår fejl og har modet til at sige undskyld.

Det er det, vi bliver menneskelige af.

Det er det psykoterapi kan støtte dig i.

Med kærlig hilsen

Hanne Christensen

psykoterapeut i København

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Skilsmisse - hvordan sikrer vi børns trivsel. Læs mere