Psykoterapeut København Hanne Christensen

Omsorgssvigt og dramatrekanten - "familiespillet" der dræber glæden og nærværet

Omsorgssvigt og Dramatrekanten -

”Familiespillet” der dræber glæden og nærværet

Sådan svigtes barnet

At blive slået og skældt ud, at blive misbrugt, at vokse op med en fuld voksen. Når der ikke er mad, tøj og omsorg, når der ikke er et trygt sted at være med udviklingsmuligheder og beskyttelse.

Nogle børn vokser op med at føle sig i vejen og til besvær andre som syndebukke. At være vokset op uden følelsen af at høre til eller uden at mærke forældrenes kærlighed og se stoltheden i deres blik, uden nogen at kunne søge støtte hos, når livet bliver for svært at bære alene, er også omsorgssvigt.

Omsorgssvigt er også at overhøre barnets følelser

Børn opvokset hvor kontaktformen er Dramatrekanten, svigtes følelsesmæssigt fordi følelserne er fortrængte.

At mærke sine følelser bringer for meget smerte med sig i forhold til de svigt forældrene har oplevet, derfor fortrænges alle følelser i familien.

At mærke følelser bliver farligt. Man holder følelserne på afstand med ironi og sarkasme. Med afstand og kulde og lever med Dramatrekantens roller – offer, redder og krænker -.

Sådan er det sket i generationer ikke af ond vilje, men af nød af mangel på selvindsigt, grænser og integritet. Alle er endt uden særlig meget selvværd og har følt sig ensomme og forladte.

Familiens klister er enighed og sammenhold for enhver pris.

Det ødelæggende familiespil

Dramatrekanten er familiespillet, der spilles for at undgå følelser og adskillelse. For at undgå at mærke skyld og skam, for at undgå forkertheden og utilstrækkelighedsfølelsen. For at undgå at mærke sig selv.

Dramatrekanten ødelægger omsorgen, empatien og kærligheden. Den tager livet ud af alle.

Kommunikationen foregår ved hjælp af ironi og sarkasme, der ødelægger alt intimitet, nærvær og kærlig kontakt, der destruerer ethvert selvværd.

Dramaet skaber angst som sætter sig til stress og depressioner.

 

Spillets 3 roller

Spillet har 3 roller du kan bevæge dig i offer, krænker og redder, de er lige ubehagelige og destruktive.

At være i en rolle, at deltage i dette spil er som at deltage i et absurd teaterstykke, hvor rollerne er defineret på forhånd. Det specielle er at her er ingen fastlagte spilleregler, rollerne er gået i arv fra generation til generation.

Når du tilpasser dig spillet, så dør du lidt hver dag følelsesmæssigt, tilpasser du dig ikke bliver du udelukket fra familien og fra kærligheden og omsorgen, som den nu vises på i din familie.

Prisen for at være en del af fællesskabet er, at du må opgive dig selv og tilpasse dig. Du må fryse dine følelser ned.

Barnet stoler på at forældrene gør det bedste

Ingen har valgt helt bevidst at spille med heller ikke dine forældre og bedsteforældre. Alle er med for at høre til og få kærlighed og omsorg.

Hellere opgive sig selv end familielivet, hellere være en del af noget…

Spillet er som en bacille, der dræber følelserne, psykoterapi er medicinen, du kan bruge til at sætte dig fri…

Ikke nødvendigvis bryde med familien, det er den ringeste løsning, men til at ændre rammerne i din familie, så der skabets trivsel og lyst til at være sammen på en ny måde.

At have tilpasset sig for meget

At have tilpasset sig for meget giver utryghed og usikkerhed, hvem er jeg, man kommer til at føle sig utilstrækkelig og forkert. Man ender med kronisk skyldfølelse. Hvorfor kan jeg ikke gennemskue, hvad det er der foregår…

Der er ingen der fatter, hvad der foregår, alle tramper videre uden opmærksomhed og derfor klistrer vi sammen i Dramatrekanten.

Vi gør som vi plejer indtil der er en der giver op, en der ikke magter at være med længere eller en der stadig kan se klart og siger fra.

Det er helt sikkert umuligt at gætte sig frem til, hvad der er rigtig og hvad der er forkert at gøre, det er indbygget i Dramatrekanten, du skal falde igennem og slå dig – blive – offer - så der er en der kan redde dig.

Når du er blevet reddet og gjort til offer, bliver du bebrejdet (krænket) at du var så dum ikke at kunne gennemskue, hvad der var brug for. Så ender du igen med at føle dig som offer, skammer dig og tilpasser dig. Igen.

Denne skam kan du måske slippe af med ved at starte med at krænke en anden, så kan en anden træde til som hjælper og nu bliver du bliver udelukket, fordi du er så utålelig. Så kommer du i offerrollen igen. Sådan kører den evige Dramatrekant.

Måske kan du se mønstret i din egen familie…

Måske kommer du fra en kernesund familie, hvor i mærker jeres følelser og er gode til at tale om dem og give hinanden plads til at være forskellige og unikke som i jer hver især er, her trives selvværdet, glæden og dit liv giver mening for dig…

Prøv lige at stoppe op, hvad mærker du lige nu?

At give op

Vi er alle født som sunde børn med tilgang til alle vores følelser, men vi har også alle været nød til at tilpasse os vores omsorgspersoner dvs de følelser de kunne rumme, vi viste verden.

Måske var det kun tilladt at være sød og velopdragen, der hvor du kommer fra, for så kom dine forældre til at fremstå som perfekte i deres egen verden og vandt stor anseelse i deres omgivelser.

Prisen for dig er, at du måtte afskære vreden og sorgen, som så måske sætter sig til en angst, der er diffus og ødelæggende og fuldstændig uforståelig.

At mærke sine følelser og sige at noget er ubehageligt, er ikke ok i familiespillet. Dramatrekanten er til for at holdet familien samlet, uanset prisen.

Vi har alle vores blinde pletter, da ingen er opvokset uden ridser op skrammer, jeg har i hvert fald ikke mødt nogen, der var perfekte. Men mange der med stort mod har set ind i sig selv og ændret deres liv, så det begyndte at give mening for dem.

Mange omsorgssvigtede børn straffes igen og igen for at tvivle på spillets roller og ender med at udslette sig selv, for at have et sted at høre til. De ender med at blive følelsesløse og handlingslammede og miste selvværdet.

De udsletter sig selv og giver op.

Når du har opgivet dig selv

Som voksen er der ikke noget at sige til, vi har svært ved at løse konflikter, se uenighed som en styrke, finde løsninger og indgå i en dialog og have en mening, engang var det jo livsfarligt.

Det kunne koste barnet tilknytningen og kærligheden. Og værst af alt koste familien som dengang var eneste overlevelses mulighed, vi kunne ikke klare os selv. Vi lærte det koster at være en del af noget.

Når vi ikke har lært at håndtere konflikter og se forskelligheder som naturlige og udviklende, at sætte vores egne grænser og være tydelige med os selv, bliver det svært at være i en relation til en partner, samarbejde med andre og indgå i sociale sammenhænge.

Dramaet bliver måden vi er sammen på. Vi forveksler drama med kærlighed. Vi aner ikke, der er andre måder at være sammen på.

Dramaet er ikke hele virkeligheden, der er andre måder, vi kan vælge at være sammen på, men det kræver vi tør kigge indad og finde vores egen mening med vores tilværelse.

Den verden vil jeg gerne være med til at åbne for dig…

Har du fået mod på at læse mere, kan jeg varmt anbefale Eric Berne´s bog ”Hvad er det, vi leger?”

At slutte dramaet

At sige hvad man føler, fortælle hvad man mærker og tage konsekvensen kan være helt utænkeligt.

At sige nej tak er farligt, man ved ikke hvorfor. At være tydelig er skræmmende.

At opdage og se spillet klart, se spillet handler om at lave alliancer og søge allierede. Handler om at få ret og få tilhængere. Kan give mange tanker.

Ikke tænke, mærke og søge mening. Sådan var det engang.

Mange er blindt gået ind i en alliance, som de så inderligt fortryder, den dag de opdager, de er blevet syndebukke -ofre-, når dramaet har lagt sig mellem de uenige og de er blevet hjertevenner igen.

Det er de allierede der lider og er de fordømte, de aner ikke striden er slut, de opdager bare de er blevet uvenner med nogen de ikke ønskede at miste. De glemte at være opmærksomme og det koster dyrt i Dramatrekanten, så nu er de lukket ude for en tid indtil et nyt drama ender med nye ofre. 

Offer, redder, krænker igen.

Har du svært ved at følge med lover jeg min beskrivelse er vand i forhold til at deltage, der hvor spillet kører hele tiden. Det skaber angst og depressioner.

Det skaber tankemylder at skulle være deltager og finde mening i dette spil.

Man skal være stærk og afklaret og måske have en professionel hjælp for at vikle sig ud af spillet.

Nogen får andre familiemedlemmer med sig i terapi og her sker der ikke så mange brud, men der bliver skabt glæde over den nye måde at være sammen på.

Sådan bliver du fastholdt

De færreste slipper fri uden kamp. Din familie vil ikke miste dig og de vil ikke ændre sig. Så er der kun at straffe synderen, der ønsker at trække sig væk.

Straffen er udelukkelse, det ser ud som om du selv bryder kontakten, men er du ikke med- understøttende og enig – så bliver du lukket ude, ikke fordi nogen ønsker at gøre dig noget ondt, men man går ikke imod familiesystemet. Her er familiesystemet/spillet virkeligt effektivt, for hvem ønsker udelukkelsen, så hellere indgå i en alliance mod dem, der forbryder sig og kritiserer familieenigheden end risikere udelukkelsen for at støtte en udbryder, en der ikke magter at deltage i familiespillet længere.

Sådan holdes spillet i live, uden der er nogen der skal stå til ansvar for deres handlinger alle dækker over alle, ingen vil miste nogen, ingen vil risikere noget…

Den der trækker sig bliver syndebukken, bliver den underlige, det dårlige menneske der ødelægger familiesammenholdet, ingen tør kontakte dig og spørge hvad du ikke bryder dig om eller hvordan du har det…

Spillet består af skuespil, fortielse, løgne og alliancer og bliver tankeløst understøttet, der kan altid findes en forklaring der passer og ingen sætter spørgsmålstegn ved denne forklaring af frygt for udelukkelse.

Du er ramt, du er udenfor og samtidig skal du forsvare dig, hvorfor du ikke er en del af fællesskabet mere, dette er paradokset, det er altid din skyld…

Ingen i den dysfungerende familie kigger indad alle peger udad og leder efter en syndebuk.

Kan du genkende mønstret fra din egen familie…

Sådan hænger du fast

Er du opvokset i dette mønster, har giftet dig ind i dette mønster og givet det videre til dine børn, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor svært det er at slippe ud, jeg kender ikke nogen, der ønsker at bryde med familien, miste sit ægteskab eller ikke se sine børn og børnebørn, men nogen gange kan spillet være så grusomt, at det er bedre at være alene end deltage i dette psykisk nedbrydende spil.

Er fantastisk illustreret i skuespillet ”Dødedansen” der med jævne mellemrum bliver sat op på forskellige teatre.

Det kan være rart at være inde i varmen, men man er altid enten inde i varmen eller ude i kulden og denne skiften skaber en såbarhed, der er svær at håndtere sammen med det gode liv.

Sårbarheden og selvværdet lider.

Parforhold – omsorgssvigt og vores deraf svingende selvværd

Vores manglende gode tilknytning, påvirker også vores parforhold, tør vi være nære med hinanden eller tør vi ikke fordi det engang havde så høj en pris, vi kunne blive udelukket, frosset ude.

Tør vi have tillid til hinanden…

Ingen frygter afvisning mere end den omsorgssvigtede, ingen savner den nære relation mere end den omsorgssvigtede, men det kan blive en livslang kamp at få dette savn opfyldt, hvis du ikke tåler at være en del af dramatrekanten længere.

For nogen kan fællesskab føles som en uopnåelig drøm.

Den omsorgssvigtede voksne har som barn fået skyld for alt for meget og har fået en stor skamfølelse med sig i livet, at være den forkerte og utilstrækkelige og en skyldfølelse så ødelæggende.

Hvis det ikke var for dig, så var jeg lykkelig, det tåler et barn ikke at høre mange gange.

Tager du denne opfattelse af dig selv med ind i parforholdet, kan det skabe store uforståelige dramaer og mange uløselige konflikter mellem jer.

Et stærkt parforhold kræver to voksne med et veludviklet selvværd, to der er gode til at håndtere uenighed og forskelle.

To der kan mødes om en løsning som skabes igennem et samarbejde, som kun kan etableres gennem en respektfuld dialog med hinanden, igen og igen.

At stoppe spillet

Vi skal have modet til at stoppe spillet, mærke vores følelser, tale om vores følelser med hinanden og lade vores børn være til og vise alle deres følelser også dem, vi ikke kan lide at opleve.

Alt begyndelse er svær, derfor er det vigtigt at finde en fortrolig, som går med dig ind i dit følelsesland, det er ikke farligt, men kan føles trist, men her gemmer livsglæden og meningen med dit liv sig også.

At bearbejde det svære

Når du lukker op for dine følelser, kan du måske mærke en tristhed, måske har du mærket den så længe, at du tror at det er sådan du er, det er helt naturligt, når du alt for længe har forsøgt at overleve ved at udslette dig selv.

Ganske langsomt vil du opdage dine egne følelser og lade dem fortælle dig, hvad du har lyst til og hvad der giver mening for dig. Det bliver man livsglad af.

Du bliver også bedre til at rumme andre og lade dem være som de er.

Du vil opleve en indre ro, mindre stress og måske en mildhed, der skaber nye muligheder.

Du vil få lettere ved at vælge, for nu kan du mærke, hvad du vil. Din fine guide -intuitionen- er blevet vækket.

Du vil mærke lysten til livet, den kan man ikke tænke sig til.

At genopdage sig selv og tø sine indefrosne følelser op, er en stille og rolig proces, hvor tiden og langsomheden er vigtige parametre. Et skridt af gangen og mange små skridt.

Du er værdifuld og denne proces værd.

Kærlig hilsen

Psykoterapeut & Parterapeut

Hanne Christensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

__________________________

Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Omsorgssvigt og dramatrekanten. læs mere...