Psykoterapeut København Hanne Christensen

Konflikter - sådan kan vi løse konflikter i familien

Konflikter – Sådan kan vi løse konflikter i familien… 

Konflikter er naturlige i vores samvær med hinanden.

Konflikter er, når vi kommer for tæt på og overskrider hinandens grænser og værdier.

Konflikter opstår, når vi glemmer at respektere hinanden.

Konflikter opstår, når vi bliver i tvivl om den andens kærlighed.

Konflikter opstår, når vi lytter til det den anden siger, men glemmer at undersøge om vi har forstået, hvad den anden mener.

Konflikter opstår, når vi ikke har modet til at være tydelige med det vi kan li´ og det vi ikke bryder os om, fordi vi er bange for at miste den anden.

Konflikter opstår, når vi siger ja og mener nej.

Konflikter kan være voldsomme skænderier eller stille afstand

Intet er rigtigt eller forkert, der er ingen regler for konflikter, de opstår, når vi har udslettet vores følelser for meget eller for længe og kommer nogen gange som en eksplosion med en kraft, vi ikke anede gemte sig i os.

Jeg anbefaler varmt, at søge hjælp og støtte til at opnå større selvindsigt, når konflikten raser, for hvis vi møder hinanden med samme mønstre som da konflikten opstod, sker der det samme, konflikten gentager sig med endnu større kraft og vi kommer endnu længere væk fra hinanden.

At sige fra – er at vise vrede

Vi er blevet bedre til at sige fra, sige stop, sige hvad vi ikke bryder os om. Vi er blevet bedre til at vise vores vrede.

At sige fra er at bruge vores vrede. At være tydelige med os selv.

Nogen gange glemmer vi, at vrede har mange nuancer lige fra mild irritation til voldsom vrede.

Prøv at overveje om du bruger alle nuancerne af din vrede og hvis ikke, hvad er så konsekvensen…

At sige til – er at vise sårbarhed

Mange af os er ikke så gode til at sige til. Det vil jeg gerne have. Vil du hjælpe mig? Vil du lytte til mig? Vil du gøre dette for mig? Vil du støtte mig i min sorg? Vil du være der for mig i denne svære tid…

At bede om noget konkret er at turde være sårbar. At vise sin sårbarhed og føle sig blottet uden beskyttelse kan være svært. Det kan virke farligt, i forhold til de erfaringer vi har med os, men i virkeligheden er det værste der kan ske, at du får et nej.

I dag ved du, at det er et nej til det du ber´ om, ikke en afvisning af hele dig, men det føles sådan.

Engang ødelagde nej´et dig, du var barn og sårbar og afhængig af dine forældres kærlighed. I dag er du voksen og kan godt håndtere en afvisning, hvis du har modet til mærke og rumme fortidens smerte der følger med.

Vi er ofte ubevidst stadig bange for at blive afvist, for at få det ubærlige nej.

Fortidens angst, ensomhed og tristhed vil måske overmande os igen.

Så for ikke at mærke de følelser, vi har det svært med, undgår vi at bede om hjælp og vise vores sårbarhed.

Vi undgår at give vores nærmeste det kostbareste i verden, os selv med alt det vi er og alt det vi ikke er. Vi tror fortsat det er bedst at skjule vores unikke jeg.

Sådan var det bedst engang, da vi var sammen med voksne, der ikke så eller forstod os. I dag er vi voksne og går ikke i stykker, selv om det kan føles sådan.

Overvej hvad det mest sårbare ville være at be´ om og fra hvem…

Nærvær, interesse og opmærksomhed

Hvis vi har haft en barndom med nærvær, kontakt og vores forældres opmærksomhed, har vi en naturlig tro på, at vores følelser er vigtige og naturlige at dele med andre og væsentlige at forholde os til.

Vi har en naturlig tro på, at mennesker vi møder, vil os det godt og vil hjælpe og støtte os, hvis vi er kommet i knibe på den ene eller anden måde.

Vi er ikke i tvivl om, at andre vil byde os velkomne i deres kreds med interesse, omsorg og åbenhed, hvis vi kommer ind i en ny familie, ind i en ny vennekreds, ind i et nyt arbejdsfællesskab, ind i en ny sportsklub eller flytter til et nyt sted, hvor vi ikke kender nogen.

Vores udgangspunkt for at møde nye mennesker er, at de vil os det godt, at nye mennesker er berigende for vores liv og for vores måde at falde til på i nye omgivelser.

Nogen gange bliver vi mødt af det modsatte, af mennesker der er bange for det fremmede.

De vil os nok kun ondt, det er farligt at vise sårbarhed, vi må hellere holde dem på afstand.

Vi skjuler vores sårbarhed, ved at holde dem væk med vores vrede eller vi nedgør dem, for at vise vi er de rigtige og de bedste. Så bliver forholdet en magtkamp, en krig vi sætter i gang igen og igen.

Eller vi isolerer os, fordi vi opfatter dem vi endnu ikke kender som farlige eller uhåndterbare, fordi vi ikke har lært eller fået lov til at bruge vores naturlige følelser og reaktioner i barndommen i situationer, der forekom os vanskelige eller farlige.

Vi har måske ikke fået mulighed for at sige, når du gør sådan, bliver jeg ked af det og hvis du ikke lytter til mig og respekterer mig, vil jeg ikke være sammen med dig.

Vi går så rundt om vores følelser, som katten om den varme grød, fordi de færreste af os, har fået lige præcis den støtte og vejledning omkring grænser og beskyttelse af vores følelser, som vi havde behov for.

Vi fik ikke muligheden for at træne i at afgrænse os ved hjælp af nej´ets mange fine nuancer.

Vores forældre var også kun mennesker, der havde fået det fra deres forældre, som de var i stand til at give dem, ligesom vi giver vores børn det, vi er i stand til at give videre.

Så derfor har vi alle udviklingspotentiale, hvis vi vil ha´ det gode liv som voksne. Derfor er det godt at gå i terapi som voksen, hvis vi vil have en barndom at se tilbage på med mildhed og i forsoningens lys.

Vi må sørge over det vi ikke fik og det vi fik, der ikke var godt.

Vi må komme til rette med vores vilkår og selv tage ansvar for de vanskeligheder og konflikter, der viser sig i vores nære relationer og tage disse konflikter som tegn på det, vores forældre ikke magtede at give os med.

Vi skal lære at være tydelige med os selv på en måde, så vi bliver mødt med omsorg og kærlighed, lære at når vi træder hinanden for nær, kan der opstå konflikter.

De er ubehagelige, mens de står på, men behøver ikke være farlige og ende med total askillelse, men en lille adskillelsesproces er det.

Vi skal se konflikterne som sunde grænsesætninger.

Jeg er god nok og du er god nok

Vi bliver stressede, deprimerede og angste når vores relationer går skævt, måske på sammen måde igen og igen.

Det er ikke det vi ønsker, men det er det der sker, når vi gentager det sammen igen og igen. Ikke af ond vilje, men fordi vi ikke er bevidste om, hvad det er vi gør.

For at ændre vores relationer til andre, skal vi have modet til at lytte og lære, til at turde spørge hvad de mener, til at turde blive ramt i vores sårbarhed og ændre vores vaner/adfærd.

Vi skal have tillid til, at dem vi er sammen med vil ændre adfærd, når vi gør opmærksom på noget der er ubehageligt for os.

En ny start med en ny måde at være sammen på

Vi må starte med at sige undskyld eller sige, vi er kede af det skete og kede af, hvor vi er lige nu. Vi må tage ansvaret på os for vores del af konflikten, ved at gøre det klart, at det ikke var meningen at såre den anden.

Det var ikke min hensigt, men ikke desto mindre var det jeg gjorde.

Glem alle bortforklaringerne, glem alle ”du gjorde også”, glem bebrejdelserne o.s.v.…

Hvis vi vil relationen, må vi se livet fra den andens synsvinkel, også selv om vi ikke ville blive såret over det samme. Huske på, at det er følelser vi rammer og dem mærker vi ikke ens, fordi vi ikke har samme bagage med os. Men kærlighed er at prøve at forstå den anden, tage hensyn og vise man vil hinanden.

At ændre adfærd – du må lytte til det den anden oplever, blive i dialogen og vise du respekterer den andens oplevelse af verden og jeres fælles liv. Acceptere at i ikke oplever på samme måde, selv om i har delt en oplevelse.

Der skal være plads til vores forskelligheder uden at give køb på respekten for hinanden. Uden at gøre konflikten til en magtkamp – jeg har ret og du er forkert -.

Vi skal lære at være rummelige overfor vores forskelligheder.

Vi må ændre de mønstre, vi hører andre ikke bryder sig om i samværet med os, hvis vi vil relationen.

Jeg ser dagligt glæden, når relationer bliver justeret og respekten for den anden, finder ind i en såret relation.

Når vi finder tilbage til den anerkendende dialog mellem os.

Det er aldrig for sent at finde en ny måde at være sammen på 

Tilgivelse er den mest naturlige og kærlige handling, vi kan vise hinanden igennem gensidig respekt og anerkendelse.

Tilgivelse er ikke noget vi får eller giver hinanden som en fint indpakket gave, men noget vi naturligt kommer frem til, når vi indgår i en åben og ærlig til tider sårbar dialog med hinanden. Når vi tør sige det svære højt, sige det højt der måske altid har været skubbet ind under gulvtæppet.

Når vi har modet til at stå ved os selv – det vil sige vores følelser, ikke mindst sårbarheden -  også selv om det giver konflikter.

Når vi har modet til at lytte til, at ikke alt det vi gør eller siger er lige elskværdigt.

Når vi tør blive i kontakten med hinanden og reparere relationen, ikke uden smerte og ikke uden at mærke vores følelser fra manglende omsorg tidligere i livet, ikke uden at mærke forladtheden og ensomheden.

Ikke uden at relationen bliver ændret.

Det er nogen gange disse store, voldsomme og langvarige konflikter stærke relationer og kærlighed kan blive til af på ny, hvis vi tør tage chancen og række hånden ud – vi kunne jo blive afvist...

Vi skal turde at skilles ad som barn og forældre, for at blive sat sammen på ny, som voksne børn og forældre til voksne børn. Vi skal have modet til at ændre relationen og klippe nogle bånd, der ikke længere fungerer.

I denne proces er familien rundt omkring stille

Her er ingen ofre, ingen krænkere og ingen hjælpere. Her er intet drama mere. Her er der ingen, der bliver dømt rigtige eller forkerte. Her er ingen krav og bebrejdelser. Her er kun voksne ansvarlige mennesker, der søger hjælp til at få genetableret dialogen, fordi de elsker hinanden, gerne vil hinanden og savner hinanden.

I denne proces står familien rundt om uden at blande sig, uden at have en mening om, hvem der gør det rigtige og hvem der gør/gjorde det forkerte, uden at skabe drama, alliancer og ballade.

Her står familien sammen om at byde velkommen med glæde og omsorg til de modige og ansvarlige familiemedlemmer, der har haft modet til at genetablere deres kontakt efter en konflikt måske langvarig og sorgfuld.

Som familie rundt om en konflikt, må man at holde ud at være vidende om det der sker, ikke puste til ilden eller skubbe til konflikten for egen vindings skyld. Ikke hjælpe med at klinke skårene, det bliver de bare meget skarpere af og konflikten vokser måske et helt andet sted hen og bliver sværere at komme ud af. Ikke mindst når alle melder sig som allierede og er med til at udelukke, den der har fået nok af familiens mønstre, af familiens kreds.

Har du svært ved at sidde stille, mens en konflikt står på, så overvej om du opnår noget ved at blande dig eller om du laver mere ballade, benyt måske selv denne svære periode til også at få mere selvindsigt.

Det mest omsorgsfulde du kan gøre er at henvise parterne, der har en konflikt til en terapeut, der kan være med til at bistå med at samle relationen på ny.

Overvej hvad du viser dine børn, de gør ikke som du siger de skal, de gør som dig, også når de løser konflikter…

Med kærlig hilsen

Hanne Christensen

Psykoterapeut & parterapeut

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Konfliktløsning i familien. læs mere