Selvværd og adopteret

Selvværd er et begreb, der i dag ofte bliver nævnt og fokuseret på. 

Det store spørgsmål er: Er vi født med et godt, et dårligt eller et neutralt selvværd?

Personligt tror jeg på, at vi er født med et neutralt selvværd. Om det så blivet godt eller dårligt, er vore medmennesker i særdeleshed med til at påvirke. Særligt de tætte relationer, vi indgår i, såsom forældre, omsorgspersoner, venner og kærester. 

Hvis vore tætte relationer formår at se os som dem, vi er, og ikke udfra det, vi kan præstere til fritidsinteresser i skolen på jobbet, er fundamentet for et godt selvværd lagt. 

I min praksis som psykoterapeut møder jeg en del klienter, der kæmper med et dårligt selvværd, særligt unge og voksne adopterede.

Personligt er jeg vokset op med kærlige forældre, der altid har formået at fremme mine ressourcer, når jeg ikke syntes, jeg var god nok som den, jeg er. Trods det har jeg i mange år ikke følt mig god nok og lavede allerede som barn en overbevisning om, at når jeg ikke var det, måtte jeg hellere være den søde pige, så folk kunne lide mig. 

En del adopterede synes, de skal gøre en ekstra indsats her i livet for at kunne slå til. Denne overbevisningen kunne stamme fra noget meget eksistentielt, nemlig det, at det måske ikke var meningen, at de skulle have været til. Ja, nogle mener sågar, at de ikke er mere værd, end at de med nogle ting her i livet må nøjes.

Jeg stiller ofte de adopterede klienter, jeg har, følgende spørgsmål: ”Har du ikke ret til at være her i livet lige så vel som dine medmennesker, præcis som den du er?” 

Når vi prøver at udgive os for andet end det, vi er, går det hen og bliver fremmedgjort for os selv. Dette danner så grobund for et endnu dårligere selvværd. På den måde bliver vi utro mod os selv. 

Jeg har en stor del af mit liv været så optaget af, hvad der skete ovre i andre mennesker, at jeg til tider havde svært ved at mærke, hvad der egentligt skete hos mig selv. Hvad var det lige, jeg havde lyst til, og hvor gik min grænse for, hvad andre kunne tillade sig overfor mig.

Jeg hører flere af mine klienter sige: ”Det og det kan jeg ikke.” Her bliver de så spurgt om, hvordan det ville være at sige: ”Det og det VIL jeg ikke.” På den måde får de taget personligt lederskab og for sat en streg i sandet!

Når vi accepterer, hvem vi er og ikke prøver at være/blive en anden, vil en udvikling finde sted. Og dette er en proces, der ikke bare lige finder sted over en uge. 

PS: Dette er femte blog på Levlykkeligt.dk i anledning af min kommende selvbiografi om det at være adopteret.

Bedste hilsner Jeanette Søm Munk, Psykoterapeut Valby

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
https://www.din-vej.nu

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Selvværd og adopteret. Læs mere