

Nogle adopterede vil sikkert opleve, at udover glæden ved at få et barn, kommer man også i kontakt med en side af sig selv, som måske kan komme noget bag på en.
Alle, der er forældre, ved, at det er nødvendigt at udsætte egne behov ind i mellem. Og at det er nødvendigt at kunne rumme barnet med alle dets følelser. At kunne rumme det udagerende barn.
Når vi bliver forældre, kommer vi ofte i kontakt med vores barndom. For nogle kan det være forbundet med en tid med omsorgssvigt, megen overladelse til sig selv og en ”gåen ind i sig selv” som et forsvar på den manglende stimulering og opmærksomhed. En tid hvor begrebet ensomhed blev en stor del af ens dagligdag.
Hvordan tackler du at blive forælder som adopteret - eller du, der selv har haft forældre ude af stand til at rumme dig og dine behov og være nærværende - både fysisk og mentalt? Bliver du ekstra trigget, når dit barn bliver ked af det eller vred?
Der er en grund til, at mennesker, som helt fra spæd har været nødt til at regulere sig selv følelsesmæssigt, meget hurtigt bliver fyldt op, når de står overfor deres barn, som i bund og grund trænger til at blive beroliget.
De folk, som har været meget overladt til sig selv meget tidligt i livet, har for at overleve haft brug for at ”trække sig ind i sig selv”. Der i ensomheden fandt de den kraft, der skulle til, for at de faldt til ro.
Derinde i barnets inderste, via gåen ind i sig selv, lærte det lille barn - på en barsk måde - at ingen kontakt kunne gøre det roligt. I dette tilbagetrukkede rum kunne ingen røre det. Her fandt det lille barn selv ressourcerne til at berolige sig selv.
Når du mærker uroen, er det dit indre barn, der banker på. Du kan berolige dit indre lille barn ved at fortælle det, at du forstår dets reaktion og anerkende det. Nu er du voksen og har selv fået et barn, kræver opmærksomhed. Nu er kunsten at forblive i den følelsesmæssige givne situation, være nærværende og imødekommende overfor dit barn. Derved formår du at balancere, følelsesregulere dit barn, så følelsen af uro mindskes betydeligt for det.
Du kan sætte ord på dets følelser og sige, at det er lige så okay at være vred eller trist, som det er at være glad.
Vi forældre skulle jo gerne kunne give vore børn en god potion selvværd, hvilket vi blandt andet gør ved at anerkende barnet for det, det er, og ikke for det, det kan præstere.
Tør jeg egentligt blive forælder? Det spørgsmål ligger sikkert ikke fjernt fra mange voksenadopterede. Og sikkert et tabubelagt emne som: ”Tænk hvis jeg har den sociale arv med mig, tænk hvis jeg også giver mit barn væk.”
Hvordan skal jeg kunne give mit barn den rette tilknytning, når jeg selv har oplevet det modsatte i de første måneder, og for nogle, de første år af deres liv? Er jeg i stand til at navigere i alle de følelser - både dem, mit barn viser og dem, der kommer frem i mig selv.
Hvis du kan genkende noget af det, jeg her har beskrevet, har du måske fået lyst til at få en større opmærksomhed på dine handlinger og reaktionsmønstre, så du kan få en bedre relation til dit barn eller børn. Og så du kan anerkende dit indre barn, i stedet for at føle dig som en utilstrækkelig forælder.
Du er meget velkommen til at kontakte mig. Adopteret eller ej.
Bedste hilsner,
psykoterapeut Jeanette Søm Munk
__________________________
Psykoterapeut Jeanette Søm
https://www.din-vej.nu
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer