Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Valby

”Der stod jeg, i et nyt land, nye omgivelser og ikke mindst, omgivet af mennesker, jeg ikke havde set før.” 

I går talte min ghostwriter Rikke Finland og jeg blandt andet om, hvad der sker, når vi kommer i situationer, der følelsesmæssigt minder os om fortiden.

Som næsten 20-årig drog jeg på min første alene-tur til udlandet af længere varighed. 

På rejsen derned kom jeg i snak med en af de andre, der også skulle til det samme sted. Det gav mig tryghed. Da vi kom frem til destinationen, mødte vi de andre unge mennesker. Helt naturligt faldt vi også i snak med dem. Lige pludselig blev jeg dog meget mærket af, at vi også talte med de andre. Jeg følte mig alene og blev bange for, at den person, jeg først var kommet i kontakt med, ikke længere ville tale med mig. Jeg følte et ”hul” inden i. Et tomrum og en længsel efter at komme hjem til det trygge, jeg kendte. Heldigvis lod jeg ikke min fortid løbe af med mig men fandt ud af, at der faktisk også var en anden volontør, hvor kemien var i top, og derved blev jeg atter tryg og fik overskud til at nyde de andre unges selskab. Der var så megen tryghed i den andens og min kontakt, at jeg ikke fik følelsen af et tab, selvom vedkommende selvfølgelig også talte med de andre. 

Senere i livet forstod jeg, hvorfor den situation havde rørt mig så meget. Jeg følte mig kasseret, ja, afvist, og var virkelig i tvivl om, hvorvidt det var en god ide at blive der. Den følelse fik min krop og mit sind til at reagere næsten som da jeg, i en alder af cirka 14 dage, blev lagt på en trappesten i Iran som det hittebarn, jeg er. For derefter at blive anbragt på et børnehjem, hvorfra mine forældre kom og hentede mig, da jeg var cirka 8 måneder. 

En stor del af mit liv har det været så vigtigt at være en del af flokken. Navnligt fordi den flok, jeg oprindeligt skulle havde tilhørt, forsvandt.Tiden på børnehjemmet blev jo også en del af mit liv som spæd. Mange adopterede har to tab og to svigt med sig, når de kommer til adoptivfamilien. Selvom der ikke har været optimal pleje på børnehjemmet, har det trods alt været en base for det lille barn.

Fortiden sætter sine spor, synlige eller usynlige. Vi kan fortrænge, så vi ikke husker det ubehagelige. Men kroppen husker. Og på et tidspunkt ”springer ballonen”. 

PS: detter er mn 3. blog i forbindelse med skrivningen af min kommende selvbiografi om det at være adopteret. 

Bedste hilsner
Psykoterapeut Jeanette Søm 

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
https://www.din-vej.nu