Hvor kommer du fra?

I forbindelse med min kommende selvbiografi om det at være adopteret kommer her blog nummer 2.  

På gårdagens møde med min ghostwriter Rikke Finland talte vi blandt andet om et meget eksistentielt emne, nemlig det store spørgsmål: ”Hvor kommer du fra?”

Som transnationalt adopteret kan man ikke undgå at ”støde ind i” det spørgsmål. 

Ja, jeg vil nærmest sige, at i kraft af at det, at være adopteret, er et livsvilkår, følger dette spørgsmål med.

Jeg er opvokset i Jylland men har været bosiddende på Sjælland over halvdelen af mit liv, så derfor har mit svar nogle gange været: ”Jylland”, selvom jeg godt vidste, at det ikke var det, de mente.

Som adopteret barn og i mine unge år, svarede jeg med det samme på spørgsmålet. ”Jeg er adopteret fra Iran.” Det var som en automatisk telefonsvarer, der gik i gang. Jeg ”slog mine følelser fra”. Det kunne så i nogle tilfælde medføre flere spørgsmål såsom: ”Har du været tilbage i dit fødeland”, og det store spørgsmål: ”Har du kontakt til dine biologiske forældre?”

I mit voksne liv er jeg blevet mere følsom omkring spørgsmålet ”Hvor kommer du fra?” Faktisk synes jeg, det er et MEGET personligt spørgsmål. Hver gang jeg får det spørgsmål, bliver jeg mindet om min anden etnicitet. Hver gang kommer jeg i kontakt med det at skille sig ud fra mængden. Jeg har sågar løjet nogle gange, og sagt at jeg kommer fra Danmark, det har været over for nogle meget nysgerrige personer, som jeg aldrig før havde mødt og som jeg bestemt ikke følte mig tryg ved. 

Så for mig er det med årene blevet et spørgsmål, jeg ikke ønsker at få fra folk, jeg slet ikke kender. I dag føler jeg, det overskrider min privatsfære. Det er ok, når vi bare kender hinanden lidt, når samtalen er god og vi deler ud om hinanden. Og ellers er der andre ting, jeg hellere vil snakke om.

Det er et af de mange emner og problemstillinger, jeg diskuterer i min kommende bog.

Bedste hilsener

Jeanette Søm, Psykoterapeut i Valby 

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
http://www.din-vej.nu

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Adopteret barn - hvor kommer du fra?