Er du her stadig i morgen?

Jeg følges med en anden pige fra Danmark, som skal samme sted hen som mig. Vi har fået kontakt med hinanden via en liste over alle os, der skal af sted. “Dejligt,” tænker jeg, “så har jeg allerede en god ven, når vi er på stedet.” Jeg glæder mig til at komme til Israel og for alvor prøve at være væk hjemmefra. Nu er mine forældre ikke bare et telefonopkald og en køretur væk.

Kibbutzen består af en masse små huse omkranset af buske og den varme, tørre jord. Et fællesrum udgør spisesalen, hvor engelsk blander sig med dansk, tysk og en masse andre sprog. Her er både lokale arbejdere og unge, der som jeg er taget ud for at opleve noget nyt.

Hende, jeg fulgtes med, og som jeg har nået at betragte som min nye bedste ven, er vældig snakkesalig. Hun har allerede fået kontakt til flere af de andre og har sat sig ved et bord langt væk fra mig og er i gang med at skabe nye venskaber på tværs af landegrænser. Og hvor efterlader det så mig? Jeg er nok ikke spændende at tale med. Alle de andre er også meget sjovere. Måske talte jeg for meget? Eller for lidt? Eller også var det nogle dumme ting, jeg fik sagt til hende på rejsen hertil. Jeg spekulerer ikke på, at hun jo bare er i gang med at lære de andre unge at kende, og at det ikke betyder, at hun vrager mig. Men den lille pige inden i mig føler sig allerede forladt og overladt til sig selv. Her har jeg hverken mine for-ældre eller mine andre veninder at kunne vende mig mod. Jeg bliver klar over, at jeg er helt alene her og har ansvaret for at hive mig selv op og turde at blive set. Lige i det øjeblik er jeg ikke i stand til at tænke et par skridt frem. Jeg sætter mig ned ved toiletterne, som ligger under fællesrummet, og græ- der mig igennem de næste mange minutter. Maven snører sig sammen, og hjemveen er ikke sådan til at komme ud af igen. Det eneste jeg har lyst til, er at tale med min mor og far. En sød ansat og ansvarlig for de frivillige, Seppi, låner mig en telefon henne i hans afdeling. Hele kibbutzen er i gang med at blive renoveret, og i medarbejderhusene er der endnu ikke installeret telefoner.

– Du må jo se, hvordan du har det, Jeanette, og ellers må du finde ud af, hvornår det næste fly fra Tel Aviv afgår, siger min far. Løsningsorienteret og samtidig også forstående.

Andre forældre ville måske have talt om, hvor meget flybil- letten havde kostet, og at man ikke bare skulle give op med det samme. Ikke min far. Han kan godt høre, at jeg er frygte- lig ked af det.

Heldigvis finder jeg ud af at åbne munden og begynder at tale med en anden pige, Marianne. Hun vil gerne være læge og har været pige i huset i Skotland for at samle point sammen til at kunne komme ind på medicinstudiet. Jeg føler mig ikke sær- ligt god til engelsk, men det er Marianne, og hun hjælper mig med at finde ordene, når ordforrådet er lige lovligt sparsomt til at kunne have en samtale med de andre udenlandske unge.

Du har læst et uddrag fra min selvbiografi om at være adopteret, "Er du her stadig i morgen?"

Fra kapitlet, En hjemmefødning flytter hjemmefra. 

Min bog kan købes på min hjemmeside: www.din-vej.nu. Her findes der en bestillingsblanket.

Kærligst
Jeanette Søm

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
http://www.din-vej.nu

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Selvbiografi om at være adopteret. Læs mere