Er du her stadig i morgen?

Så er min selvbiografi og refleksionsbog, Er du her stadig i morgen? På markedet. Læs her uddrag fra bogen.

“Selvom du har haft den bedste barndom med forældre, der elskede dig over alt på jorden, ligger der alligevel en ufærdig historie. Og selvom jeg hellere vil tænke på, at jeg blev modtaget af et kærligt par fra Ringkøbing i Vestjylland, end at jeg blev givet væk, så ved jeg også, at der altid ligger en sorg over den måde, jeg kom ind i verden på. Hos mig såvel som hos andre adopterede.

Og den sorg er helt okay. For ingen synes, at den bedste start på livet er at blive efterladt på en trappesten.”

Undervejs i bogen trækker forfatteren på sin baggrund som psykoterapeut og præsenterer læseren for nogle af de konsekvenser, det har at være adopteret. Et liv, der begynder med et svigt, manglende tilknytning og bevidstheden om at være blevet forladt kan senere skabe grobund for dårligt selvværd, angst for at miste og en følelse af ikke at høre til.  

Her kommer uddrag fra bogen:

”Min historie begynder en novemberdag i 1971 i Teheran. Det er den dag, en politimand finder mig liggende foran politistationen i midten af den buldrende iranske hovedstad. På en stentrappe. Højst sandsynligt lagt der af min biologiske mor. Politibetjenten tager mig op og sørger for at bringe mig til det svenske børnehjem, som ligger tæt ved.  På børnehjemmet skønner en læge mig til at være omkring 14 dage gammel. Men ingen kan sige det med sikkerhed. Jeg har ingen dokumenter på mig, intet brev eller andet, der kan pege politiet eller børnehjemmet i retning af, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Jeg er et hittebarn. Altså et barn, hvis forældre er ukendte og antageligt også ønsker at være det.”

Er du her stadig i morgen? er den selvbiografiske historie om Jeanette Søm Munk, der som spæd bliver lagt på en trappe i Teheran foran den lokale politistation. Otte måneder gammel kommer hun til Danmark. Hun får en kærlig og tryg opvækst med et forældrepar, der elsker hende. Men en barsk begyndelse på livet sætter sig i et menneske. 

Jeanette Søm Munk vil med sin historie vise, at også de lykkelige adoptioner har en bagside. En bagside, som vi sjældent hører om, og som betyder, at mange adoptererede går gennem livet med en sorg i sig og en skam over ikke at føle sig taknemmelige. For det forventer omverdenen ofte, at de burde være. Men det kan være svært at føle taknemmelighed over at være blevet rykket op med roden som spæd. 

Bogen kan købes via min hjemmeside: www.din-vej.nu

__________________________

Psykoterapeut Jeanette Søm
http://www.din-vej.nu

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Adopterede med angst for at miste. Læs mere